↩ Før de forlode Lønkammeret, havde Elisabeth, der nu uden Stok kunde gjøre en Vandring, forladt Gaarden og var gaaet ind i Skoven; herfra fulgte hun Stien over Engen til Kirken. Døren til Vaabenhuset stod aaben, Orgelet lød smukt til hende; det var Kammerjunkeren, vidste hun, der tidt tog Kirkedørs-Nøglen og gik derhen at spille ene for sig selv. Hun standsede ved en Grav. Det var Cathrinesens. Et af de Vers, han havde skrevet til Trines Bryllup, og som var aftrykt i Avisen ved Anmeldelsen om hans Død, stod ogsaa skrevet her som Epitaphium; - hans Vers vare unægteligt i høj Grad tagne i Brug! Fra Graven gik Elisabeth ind i Kirken, heelt op til Alteret, hvorfra Orgelspillet bedst hørtes. Det var en smuk Landsbykirke med hvidkalkede Vægge og Hvælving; til Høire i Choret var et gammelt Maleri, hvorpaa en geistligklædt Mand med et langt Skjæg stod midt imellem begge sine Koner og alle sine Børn, Sønnerne til Høire, Døttrene til Venstre, de Yngste allerforrest, eensklædte Alle og med foldede Hænder. Ligeover herfor og i Choret var det herskabelige Capel, som skiltes fra Kirken ved et Jerngitter; derinde stode Kisterne opstillede i Række, men midt paa Gulvet den prægtige Marmorsarkophag fra Italien, hvori den onde Herremand, Baronessens Svigerfader, gjemtes. Her, i levende Live, havde han sviret med sine D rikkebrødre, her i den aabne Kiste havde han sat sig og drukket de ryggesløseste Skaaler, og var under disse med Et bleven taus, - død sad han med sortblaat Ansigt. Nu var her saa fredeligt og stille, en Solstraale faldt igjennem Vinduet paa de gamle ophængte Faner og paa den hvide Marmorkiste, ved hvis Fod to udhugne Engle græd; men der kom ikke Vand af Øinene, sagde Bønderne, for det kunde der ikke komme for den Karl! De sidste Orgeltoner døde hen; Kammerjunkeren kom ned i Kirken til Elisabeth.