↩ Da Elisabeth kom paa sit Værelse, satte hun sig strax til Skriverbordet; hun kunde ikke andet, hun maatte udtale sig for Vennen, Broderen, sige ham et kjærligt, hjerteligt Levvel. Med en Uskyldighed, en Inderlighed sagde hun ham, hvor bedrøvet hun var, bad ham tilgive sig, bad ham være hende god, som en Broder kan være det. En Elsker vilde imellem disse Linier have læst Haab og Lykke, men han havde jo rigtignok læst feil. En lille Pung af trefarvet Silke var alt for en Uge siden færdig og bestemt for Kammerjunkeren, naar de skiltes, men i den Hurtighed, Afreisen var bleven bestemt, havde Elisabeth glemt denne lille Erindring; den blev taget frem, Brevet blev lagt deri, og hun gik tilsengs, for betids imorgen at staae op og sige ham endnu engang. »Lev vel!« Der vilde ingen Søvn komme i hendes Øine, Timerne gik under store Søer af vemodige Tanker; i Dagningen blundede hun lidt, men foer op afsøvne, thi der kjørte ind i Gaarden en Vogn; det var den, som skulde bringe Kammerjunkeren til Assens, hvorfra han med Dampskib samme Dag vilde naae til Kiel. Elisabeth foer ud af Sengen og klædte sig i Hast paa; sit Brev tog hun igjen frem; hun maatte læse det endnu engang, - da i det samme Vognen kjørte ud af Gaarden; Kammerjunkeren havde alt været færdig ved dens Komme, og ikke ladet vente paa sig. Elisabeth sprang til Vinduet, stak Brevet hurtigt ned i Pungen. Kammerjunkeren kjørte ud lige under hende, hun kunde have kastet begge Dele ned i Skjødet paa ham; hun tænkte det, 220 men vaklede i sine Tanker, og saa var han alt et Stykke ude. Han vendte sig og saae op til Vinduet. »Farvel! Farvel!« raabte hun med bevæget Stemme; han svarede og svingede med Hatten, men Brev og Pung holdt hun fast i sin Haand; Vognen dreiede om Ladebygningen, ud af den forreste Port. Elisabeth saae mod Skyerne, de farvedes røde af den opgaaende Sol.