↩ Otte Dage efter skulde Elisabeth til sit Hjem, til Halligerne; Moritz vilde da paa en bestemt Dag ved Dampskibets Ankomst afhente hende i Flensborg; derhen maatte hun fra Fyen gaae alene med Dampskibet. Hermans Gaard skulde hun ikke faae at see; et Besøg der havde ofte været bestemt medens at Kammerjunkeren endnu var her, men det blev altid udsat; nu var det, som sagt, ganske opgivet; men ikke af Madam Krone, der syntes saa godt om Eiendommen, og vilde, at Elisabeth skulde see sit Fødested. Ja nu saae der jo ganske anderledes ud! istedetfor den faldefærdige Gaard, de dyndede, begroede Voldgrave, var der nu et lille Paradis, det yndigste Landsted, saa smukt beliggende, med Udsigt til Beltet og Langeland. »Det var Synd om Elisabeth ikke kom derhen,« meente hun, og tre Dage før Afreisen blev det da ved Madam Krones diplomatiske Talent sat igjennem, at Elisabeth skulde komme der, - hun og Madam Krone; Baronessen vilde imidlertid, som hun sagde, være fri for dem begge To, og fornøie sig hjemme.