Andersen, H. C. Uddrag fra Skyggebilleder

Meissen selv har snevre Gader, og saae mig saa uhyggelig ud, man 88 maa med den, ligesom med ethvert herligt Malerie, ikke sætte Øinene tæt til, man maa betragte det Hele i Afstand. Uden en særdeles Anbefaling fra Dresden, kan man ikke faae den store Porcellainfabrik at see, jeg maatte altsaa lade mig nøie med en ringe Deel derfra, en meget ringe Deel, det vil sige, de Kopper, jeg i Vertshuset drak min Kaffe af; og fra denne lille Prøve, selv med Phantasie og den bedste Villie, kan jeg ikke indlade mig paa nogen Notitser om det hele Fabrik. Domkirken er en herlig, gothisk Bygning, Solen skinnede ind af de høie Vinduer, hvor en lille Fugl, der var kommen ind, flagrede og slog med Vingerne paa Ruden, for at komme ud Det var min egen Barndomsverden jeg saae! Barndommen er ogsaa saadan en hellig, stor gothisk Kirke, hvor Solen skinner smukt gjennem de brogede Ruder, hvor enhver dunkel Krog vækker en mægtig Følelse, og hvor det simpleste Billede, ved sin Belysning og ved Sagnet, faaer en langt dybere Betydning. Hverdagslivet viser sig her i sine Søndagsklæder, Gud og Verden ligge hinanden langt nærmere, og dog flagrer Hjertet, som den lille Fugl her i Kirken, efter den nye Fremtid udenfor, hvor maaskee en Jæger venter bag Busken for at skyde den et Hagel gjennem Vingerne.