Holbergs forfatterskab som exempel
Billeskov Jansens citerede "Grundskema" passer i eminent grad på det altoverskyggende enkeltforfatterskab inden for dansk litterær klassicisme: Ludvig Holbergs (ud fra hvilket det sandsynligvis også er blevet generaliseret). I dette afsnit skal det vises hvordan, idet hver af de væsentligste litterære genrer, Holberg arbejdede i, mønstres (i forfatterskabets kronologiske orden), og vi udpeger forbillederne for Holbergs ydelser i pågældende genre, dels blandt det 17. årh.s europæiske forfattere, dels blandt antikkens. Under denne mønstring holder vi os til den fiktionale del af Holbergs forfatterskab og ser bort fra historisk, filosofisk og anden fagprosa, hvor kildeforholdet stiller sig noget anderledes, idet der her overvejende er tale om overtagelse af faktuelt stof, snarere end den imitation af kunstneriske principper, der interesserer os i forbindelse med klassicismen.
Holbergs debut som (fiktions-)digter sker med Peder Paars (1719-20), af forfatteren genrebestemt som komisk heltedigt. Det komiske henviser til det fortællende digts karakter af travesti (høje personer i et lavt milieu / en lav aktion) og parodi (lave personer i et højt milieu / en høj aktion). Som travesti-forfatter er Holberg gået i lære hos den allerede omtalte Nicolas Boileau-Despréaux og hentet den igangsættende impuls ved at studere såvel text som illustrationer i dennes Le Lutrin (Nodepulten, 1674-83). Heri fortælles der om en strid mellem gejstlige ved Sainte Chapelle-kirken i Paris om placeringen af en nodepult, en strid, der ender i regulært håndgemæng. Holberg henlægger ærværdige lærdes slagsmål om en trivialitet til Københavns Universitet; i Peder Paars en nødtørftig motiveret episode, hvorudfra resten af 'heltedigtet' voksede ud. Derimod retter Peder Paars' parodi sig imod Æneiden (19 f.v.t.) af Vergil og bag denne mod selve de Homerske digte, hvis handling formindskes og banaliseres. Vi har at gøre med en reaktiv imitation.
Efter Peder Paars slog Holberg sig på affattelse af satirer eller, som han kalder dem, skæmtedigte, med sæde- og kulturkritik. Igen er det umiddelbare forbillede Boileau, og igen skal den dybeste matrix søges i antikken, i dette tilfælde hos Horats og Juvenal. En nærmere sammenligning mellem forbilleder og efterligning findes i Jens Kr. Andersens Fire Horats-studier. Om den horatsiske verssatire og Danmark (1994).
Også med Holbergs kendteste og største indsats, komediedigtningen, forholder det sig således. Her er Holberg, især med hensyn til de store karakterkomedier (dog fraregnet Jeppe paa Bierget), elev af det foregående århundredes franske stormester Jean-Baptiste Poquelin, bedre kendt som Molière, i et vist omfang også af dennes kollega og konkurrent, den italienske commedia dell'arte-trup i Paris, hvis fremtrædende medlem E. Gherardi udgav truppens repertoire i en textsamling, Le Theatre italien (1701), som Holberg tilsyneladende har konsulteret flittigt. Og både Holberg og Molière bragte sig i gæld til de tidlige romerske komedieforfattere Plautus og Terents (Holberg dog især til den første). Således har Holbergs Jacob von Tyboe (1725) af en række forskere været betragtet som afledet af Plautus' Miles Gloriosus (opf. 206 f.v.t.); snævrere er forbindelsen mellem Holbergs Diderich Menschen-Skræk (1731) og Huus-Spøgelse (1753) og to plautinske komedier, hhv. Pseudolus (ca. 191 f.v.t.) og Mostellaria (udat.). Til spørgsmålet om litterære påvirkninger på Holbergs komediedigtning må det generelt bemærkes, at denne især retter sig imod stykkernes sceniske udformning, i visse tilfælde også deres ('narrative') handlingsstruktur, men ikke så meget berører den Holbergske dramatiks idéindhold, tematik og budskab (sociale normer, positive og negative), der snarere må tænkes affødt af hans position som borgerlig absolutist. Herom nærmere i Jens Kr. Andersen: Professor Holbergs komedier. En strukturel og historisk undersøgelse og Holbergs kilder? Studier i komediedigterens mulige litterære forudsætninger (begge 1993).
Ud af sin "poetiske raptus" (Værker i tolv Bind, bd. 7, p. 449) trådte Holberg med det fortællende værk Metamorphosis eller Forvandlinger (1726), helt ud i titlen en Ovid-imitation, og denne gang undtagelsesvis uden formidlende mellemled i det 17. årh.s europæiske klassicisme. Lidt i smag med, hvad der var tilfældet ved parodien i Peder Paars, vender Holberg her forbilledet på hovedet: Hvor de myter, Ovid fortæller, handler om menneskers forvandling til naturelementer, bliver skovens dyr og planter hos Holberg til mennesker, så at der opstår en 'naturlig' typologi eller karakterologi: egen bliver stamfader til statsmænd, generaler og lignende stive herrer, skaden til barber (prototypen på snaksomme folk), ræven til ambassadør etc.
1728 oplevede København en brandkatastrofe, der lagde store dele af byen i aske. Holberg oplevede den på nærmeste hold, led selv tab derved og har fortalt herom i sit andet levnedsbrev (anden del af hans latinske selvbiografi i brevform) fra samme år. En tid lang så man i denne fremstilling en øjenvidneberetning og primær kilde til begivenheden - indtil den lærde latinist Aage Kragelund i sit skrift Ludvig Holberg. Citatkunstneren. Holberg og den yngre Plinius (1962) kunne påvise, at en stor mængde af de formuleringer, der indgår i beretningen om Københavns brand 1728, er direkte overtaget fra den yngre Plinius' skildring af Vesuvs udbrud i år 79 og derpå omhyggeligt indarbejdet i Holbergs text! En 'historiografisk' betragtning af denne måtte vige for en 'klassicistisk'.
Vi fortsætter vor dokumentation af Holbergs genrefaste dobbelt-imitationer. Da hans "poetiske raptus" i 1730'erne afløstes af en 'filosofisk', dyrkede han nye genrer op (sammen med nye forbilleder): Han skrev essays (samlet i Moralske Tanker, 1744, og Epistler, 1748-54) og epigrammer, versificerede, pointerede tankesprog. Holberg danner sine essays efter genrens franske mester Montaigne og bagom ham efter romerske livsfilosoffer som Seneca og Cicero; han danner sine epigrammer efter bl.a. englænderen Owen, men følger dennes vej tilbage i genrens historie til Martial. Omtrent uden forgængere og efterfølgere står F.J. Billeskov Jansens fremstilling af Holbergs imitative praxis inden for disse genrer i disputatsen Holberg som Epigrammatiker og Essayist I-II (1938-39).
I prosaværket Nicolai Klimii iter subterraneum (Niels Klims underjordiske Reise, 1741, oversat til da. i 1789 af J. Baggesen) benytter Holberg 'mærkværdiggørelsesteknikken' til at fremstille en række samfund som utopier eller dystopier; her lægger han sig op ad J. Swifts Gulliver's Travels (1726), hvor titelpersonen ligesom Klim besøger exotiske og fantastiske lande, og C.-L. de S. Montesquieus Lettres persanes (1721, da. overs. i uddrag 1956, 1959 som De persiske breve), hvor de fremmed(arted)e omvendt besøger Europa - og undrer sig. Men som fælles baggrund har alle tre forfattere grækeren Lucian fra Samosata fra det 2. årh. (Menippos's Rejse til Himlen, da. overs. 1881; Sand Historie, da. overs. 1918) - science fiction-romanen er af antik rod! Arv og gæld er i dette tilfælde opgjort i Jul. Paludans disputats Om Holbergs Niels Klim, med særligt Hensyn til tidligere Satirer i Form af opdigtede og vidunderlige Reiser (1878).
Animeret af skuepladsens genåbning i 1748 vendte den ældre Holberg tilbage til komedieskrivningen. Den almindelige opfattelse er, at 'alderdomskomedierne' kunstnerisk står svagere end førstegrøden fra 1720'erne. Men hans imitative praxis ændrede sig ikke (så lidt som det meste i dette meget stabile forfatterskab). Vi har allerede anført den plautinske Huus-Spøgelse fra 1753, her skal blot tilføjes hans Plutus Eller Proces imellem Fattigdom og Riigdom fra samme år. Af denne titel fremgår dels stykkets allegoriske karakter, dels dens afhængighed af Aristofanes' Ploutos. Man kunne fristes til at antage, at der hermed kunne foreligge en exceptionel, direkte antik-imitation ligesom i forbindelse med Metamorphosis. Men - ind imellem denne skyder sig Molière-eleven M.-A. Le Grand, hvis komedie Plutus (1720) afviger fra Aristofanes' på samme punkter som Holbergs!
Et sidste Holberg-værk bekræfter lovmæssigheden af fransk-klassisk + antik indflydelse inden for genren, det drejer sig om: Moralske Fabler (1751). Naturligvis var Holberg fortrolig med La Fontaines Fables choisies mises en vers (1668), hvis kilde igen er Phaedrus (1. årh.) / Æsop (6. årh. f.v.t.), som Holberg også kendte. En redegørelse for sådanne (evt. dobbelte) kilder til Holbergs fabler er givet af Chr. Jackson i en artikel i Danske Studier, 1983.
Der kan altså dårligt herske tvivl om, at Holbergs litterære lån foretages bevidst, eller om, at hans valg af forbilleder og hele låne-teknik gør ham til en udpræget klassicist. Nogen samlet æstetik skrev Holberg imidlertid aldrig; den må sammenstykkes. Elementer hertil findes bl.a. i prologakten til Uden Hoved og Hale (1725), i Det Lykkelige Skibbrud (1731) og Hexerie eller Blind Allarm (1731) samt i en række epistler (66, 190, 441, 493 og 511a), hvorfra man kan udlede klassicistens respekt for de love, der ifølge Boileau og Horats må gælde for den enkelte genre, og som skal overholdes, for at det genren tilhørende værk kan blive vellykket eller - med et sigende udtryk - 'ordentligt'.