Det som sker i generationsovergangen er en omstemning af denne jegfølelse. I det romantiske gennembrud, som bekvemt dateres til Oehlenschlägers Digte 1803 med "Guldhornene" og "Sankt Hansaften-Spil", er jegfølelsen udadvendt og ekspansiv. I den såkaldte "universalromantik", som Schack Staffeldt tidligt repræsenterer og som i den unge B.S.Ingemann har sin stærkeste danske eksponent, når jegfølelsen kosmiske dimensioner i en svimlende og skræmmende identifikation mellem jeget og altet. Også Oehlenschläger og N.F.S. Grundtvig har universalromantikken som deres første inspiration, men for dem opsuges den tidligt i en "nationalromantik", hvor landet i dets konkrete fylde og folket i dets stedbundne historie bliver identifikationens forankringspunkt.