Selvom Kaalunds lyriske drama Fulvia i sin modstilling af hedenskab og kristendom nok er en spejlning af tidens brydninger mellem nyt og gammelt, er det på ingen måde, som samtiden troede, et camoufleret indlæg i naturalismens kvindesagsdebat, men derimod en lyrisk snarere end en dramatisk behandling af forfatterskabets gamle forsoningstema. Til at begynde med fik Kaalund ikke stor glæde af sit skuespil - ikke blot afviste Det Kgl. Teater det i første omgang, men ud over de tekniske indvendinger har teatret også kunnet se, at Kaalunds kunsteriske evner på trods af tekstens poetiske skønhed netop ikke lå på det dramatiske område. Alligevel blev den forsinkede opførelse i 1881 en betydelig succes, og Fulvia opnåede at komme i 5. udgave i 1903; i de følgende ti år blev det opført i alt halvtreds gange.