Især i sin ungdom og indtil Nyaars-Morgen, 1824, tænkte Grundtvig meget over poesiens væsen, men fik aldrig skrevet en systematisk poetik, fordi han ufravigelig gled over i historiske betragtninger over vækst og udvikling i menneskeligt åndsliv. Desuden satte han personlighedens udfoldelse og indgriben i livet over frembringelsen af kultiveret kunst, og som moden mand foretrak han til enhver tid et frugtbart gærende kaos frem for en i klarhed stivnet harmoni - altså levende sandhed for død skønhed. Grundtvig satte pris på mennesket Thorvaldsens stræbende personlighed, men ikke på de forstenede skikkelser i hans kunst, der var resultatet af hans arbejde.