Bording udlagde dette eksistentielle problem ved at vise, at menneskene er undergivet to naturlove, den, der binder dem sammen i kærlighed - "Som Jernet ved Magneten tæt / Aff sin Natur sig heffter: / Saaledis er oc hun alt det/ / Hans Hierte længis effter" (nr. 11, SS I 28) - og bringer de glæder, der fejres ved fødsler, trolovelser og bryllupper og et givtigt liv, men også den, at naturen "os med Dødlighed / Hâr om oc om bebundit" (nr. 67, SS I 160), og som bringer med sig en knugende hjertesorg, som "gjemmel marf och been ret ind til Sjælen gaar" (nr. 68, SS I 162). Ved at forholde sig som en forstående, men samtidig udenforstående kommentator ved de lejligheder, hvor kærligheden og døden agerede med største kraft på verdens skueplads, lykkedes det den formfuldendte sprogkunstner Bording også i sine i dag ofte ringeagtede lejlighedsdigtnings mange genrer at hjælpe sit publikum til at forvalte både det lykkelige og det uhyrlige, det er at mødes og skilles. Men som den teolog, han også var, kunne han ikke dvæle ved denne fællesmenneskelige, eksistentielle problematik og standse der. Så nok kan han påkalde den klassiske fødselsgudinde Lucina, "den blinde Dreng Cupido med sin Piil" (nr. 28, SS I 59) osv. osv., men det klassiske gods forbliver litterær staffage, fordi "Egteskab i Himlen sluttis/ Og paa Jorden bindis skal" (nr. 26, SS I 55), og fordi det er Gud, der bestemmer, om et nyfødt barn skal leve eller dø (nr. 171, SS I 290). Derfor fremtræder Bording, ikke blot her, men i hele sin digteriske produktion, med et janushoved, hvoraf det ene hører den på samme tid opmærksomme, objektive og empatiske digter til, det andet den blindt troende lutheraner, der totalt må forkaste værdien af den jordiske tilværelses tilskikkelser, fordi dens glæder er en kortvarig illusion, "en Drøm/ En hastig Strøm/ En Damp og Røg som ey bestaar/ Men i et Øyeblik forgaar" (nr. 173, SS I 293) og i stedet sætte dogmet om et evigt liv efter døden i højsædet som middel til, ikke at forvalte, men fornægte tabets realitet. Det er denne dobbelthed, der er karakteristisk for Bording som digter, og det er dens konsekvenser, der løber som en rød .