I "Scutum Gynaicosophias" (nr. 1, SS I 1-6), der står i gæld til den klassiske litteraturs læredigtning (didactica), forsvarer Bording den tese, at eftersom kvinder både af Gud og naturen er begavet med samme "fornufftig Siel / oc sandsser" (nr. 1, SS I 2) som mænd, bør de have samme ret til adgang til boglig lærdom. Som han havde lært det i skolen og ved universitetet understøtter han sin tese med eksempler fra klassisk og moderne historie - blandt disse sidste Elisabeth I. af England (1533-1603), den hollandske digter Anna Roemers Visscher (1584-1651) og den danske Birgitte Thott (1610-62) - men peger samtidig på tesens generelle sandhedsværdi og lange forhistorie ved at erindre om, at "Lærdoms forsuar oc patron / dend Ædle Pallas tegnis / nu som en vacker Mands person / nu for en Jomfru regnis / Thj derved gifues at forstaa / At som en Mand kand lære, / Saa kand oc Quinde-kiønet naa, / for Boglig Konster Ære" (nr. 1, SS I 1 f.). Antitesens plumpe forsvarere afvises med en henvisning til den klassiske litteraturs vrantne kritiker Momus og andre sure hoveder, men dertil satte han temaet i dramatisk regi ved at lade en retsindig mand advare kvinder mod et ægteskab "Til den sig icke vel forstaar / oc paa fornufften feyler / [for] Naar daarschab med vankundighed / Vil sig til seng begifue / tench ved dig selv huad Kierlighed / oc Afkom der vil blifue" (nr. 1, SS I 3). Alle disse argumenter fører frem til argumentationens konklusion, dens ergo, nemlig at den unge adelsfrøken roligt kan lade hånt om antitesens forfægtere og trygt søge "hen til Visdoms hafn, / Der Kandst du sicher Vere / oc vinde let [baad'] lyst oc gafn / oc ofuer alt stor Ære" (nr. 1, SS I 6).