"Daphnis gik for nogle Dage" (nr. 133, SS I 232-233) var formentlig Bordings første digt i en genre, der havde sin rod i en fjern antik hyrdedigtning, men allerede hos Vergil (70-19 f.v.t.) var forgængeren Theokritos' (ca. 310-250 f.v.t.) bønder og fiskere og deres betragtninger over landlivets problemer blevet til stiliserede hyrder, der i et italieniseret landskab musicerede om alskens genvordigheder. Men Virgil bibeholdt hyrdernes græske navne, og disse fortsatte i den europæiske renæssances pastoraler, også efter at genren havde bredt sig som en løbeild nordover i Europa og Bordings forbillede, Johann Rist fik den indført i Norden med sin digtsamling Des Daphnis aus Cimbrien Galathee (1642). Derimod var tematikken blevet så stærkt reduceret, at der blot var et emne tilbage, nemlig Daphnis', Corydons osv. klagesange over at den umilde skæbne havde skilt dem fra deres elskede hyrdinder Galathe, Sylvia osv., hvorfor livet ikke længere var værd at leve. Hos Rist sørgede en strikt fastholden ved det stereotypiske for, at kærlighedsforholdet beskreves platonisk, med længslen som hovedtema, men i Bordings andet forbillede, Voigtländers Allerhand Oden und Lieder (1642), var der digte, der kunne være særdeles eksplicitte i deres omtale af seksualiteten og således lå skæmte- og boleviserne nærmere. Bordings hyrder holdt sig til Rists linie, mens Bording selv begrænsede sin i øvrigt særdeles beherskede omtale af seksualiteten til sine bryllupsdigte; men naturligvis kunne også hans visers smægtende billedsprog tolkes seksuelt, ikke mindst hvis de fremførtes til musik, og man tilmed dansede dertil, hvilket hørte såvel herregårdskulturen som hofkulturen til. Gram kan have sporet denne fare, for det var ham meget om at fastslå, at de ikke var elskovsvers, og at Bording aldeles ikke har "været saa forelsket, som han undertiden har siunget" (Gram: "Fortale", SS 1735, s. xii), men ved således med rette at insistere på, at disse digte ikke skulle opfattes som selvbiografiske, pegede han samtidig på det træk hos Bording som digter, som er omtalt ovenfor, nemlig at han ved at overholde en genres forskrifter kunne overlade det til brugeren at tage den beskrevne situation for pålydende værdi, samtidig med at han gjorde det muligt for læseren at nærme sig situationens essens, tabet af den person, som en af hans hyrder rammende og koncist kaldte "du min Anden Jeg" (nr. 123, SS I 218), en anden "min Siels Attraa" (nr. 126, SS I 223). Så når Bording tog lutten frem og fremførte sine hyrdesange til sine tilhøreres fryd, stod det enhver af dem frit for privatissime også at gæste deres egen oplevelse af den søde smerte, det er at mødes og skilles.