Ligesom tidens andre salmister kunne Bording ofte lægge menneskets eksistentielle angstråb i munden på et jeg, således at en bruger bedre kunne identificere sig med salmens universelle budskab, men i realiteten betød dette jeg simpelthen enhver. Det kan naturligvis have gjort oplevelsen af eller indlevelsen i dette nedslag af dette religiøse sortsyn mindre grelt, at brugere af nogle af Bordings salmer kunne afsynge håbet om forløsning ved Jesus, den "S[ø]de frelsermand" (nr. 204, SS I 329), såvel som forvisningen om, at Guds "vreede kand nedbrende / Til Helved' uden ende" (nr. 175, SS I 296) til samme melodi som nogle af hans hyrdeviser, og ifølge samtidige udsagn skulle dette have gjort lykke. Men som det er tilfældet med den sociale hyldestdigtning og hyrdeviserne, holdt Bording sig også i sine salmer indenfor den givne genres skabeloner og konventioner, således at de kunne bruges i den offentlige sfære med pålydende værdi, men tillige åbnede den enkelte muligheden for at anvende dem til opøvelse i den personlige bodsfromhed eller på anden vis forsøge at nærme sig og forvalte det enkelte menneskes erkendelse af sin egen isolation og utilstrækkelighed og få det til søge en frelsende instans, et andet, kompletterende jeg, uden for sig selv. For hvad enten Bording sang om unge forelskede adelsfolk, holdne borgere og deres matroner, forladte hyrder eller hjemløse sjæle, var det et forjættende håb om en forening, som han gav mål og mæle.