Sagen om dette portræt kompliceres noget ved, at det er uklart, hvilken af de mange kopier af portrættet dets tidligste begejstrede tilskuere først faldt i staver over, men fra 1834, da portrættet på Frederiksborg kopieredes af C.A. Jensen, var man ikke i tvivl om, at dette forestillede Bording, at hans livsfilosofi stod at læse i et på rammen malet motto MALA FERO BONA SPERO, dvs. jeg gør det onde, men håber på det gode, og at også rammens årstal, 1645, stod til troende, således at Bording på dette tidspunkt altså var 26 år. Ifølge Stolpe optoges et kobberstik heraf i første bind af pragtværket Billeder af berømte danske Mænd og Kvinder (1867), men selv baserede han sin detaljerede beskrivelse på den kopi, der hang på Rosenborg (Stolpe: Dagspressen i Danmark II, 1879, s. 27), og det synes at være dette, der siden 1886 (Hansen: Illustreret dansk Litteraturhistorie I, 1886, s. 465) har prydet så mange bordingstudier. Få år tidligere havde arkitekturmaleren Heinrich Hansen (1821-90) bidraget til bordingmytologien ved at tage Bordings kontrafej, med portrættets karakteristiske træk, med i sit billede af arvehyldningen i 1660, og i 1886 udførte xylografen H.P. Hansen (1829-99) et træsnit efter portrættet. I 1901 nåede det et endnu bredere publikum, da det ophængtes under en udstilling på Københavns Rådhus, og nu med tilskrivning til van Mander, og året efter kunne besøgende på den første presseudstilling i København i de to første af de 6 malerier, hvormed genremaleren Rasmus Christiansen (1863-??) afbildede pressens historie, se Bording lyslevende for sig. I det første sås han, atter med de fra portrættet hentede markanteste træk, siddende ved skrivebordet med gåsefjer, kridtpibe og manuskriptudkast på gulvet, mens han i det andet ses stående i Henrik Gødes trykkeri, hvor han sammen med denne kritisk inspicerer et blad af avisen, der netop har forladt bogtrykkerpressens plade (disse og portrættet afbildet i Rafn: Anders Bording, 1957, s. 5, 8-9).