På grund af sin popularitet steg portrættet i betydning fra at være en illustration til selv at være en kilde, hvoraf man kunne øse en viden om personen, der bekræftede de indtryk, man mente at have fundet i hans digtning. Således hæftede en betragter sig ved "den usædvanlig smukke Mund", som den kysseglade, unge hyrdedigter sikkert fortryllede mangen en mø med (Paulli: Illustreret dansk Litteraturhistorie I, 1929, s. 918), en anden ved øjnene, der i "et intelligent Ansigt, lidt barnligt og lidt brutalt, behersket, ikke muntert, [...] røber tidlig Modenhed og Selvbevidsthed" (Frederiksen: "Barokpoeten Anders Bording", i: Tilskueren, 1936, s.134), mens to andre har set nøjagtigt det samme i portrættet, nemlig "En flot Kavaler at se til. Den mørke Paryk, der falder blødt ned over den hvide Halskrave, omrammer et smukt, regelmæssigt Ansigt. Øjnene har et aabent, mandigt Blik; der skjuler sig et Stykke af en Skælm i dem. Næseborene er løftede og vejrende, Munden kæk med et Par fyldige Læber. Ro, Ligevægt og Harmoni præger det livfulde Aasyn" (Dumreicher: Anders Bording, 1955, s. 9; ordret efter Kirchhoff-Larsen: Den danske Presses Historie I, 1942, s. 49).