Forholdet mellem værk og modtagelse er for Hexaemerons vedkommende vanskeligere at præcisere pga. den tidsmæssige lakune. I tidsrummet mellem nedskrivning og udgivelse cirkulerede manuskriptet rundt i en kreds af litterært interesserede. Metrikerne Hans Mikkelsen Ravn og Søren Poulsen Gotlænder Judichær har haft Hexaëmeron i hænderne, for de omtaler værket i deres egne skrifter. Judichær var i øvrigt rektor i Vordingborg 1628-35, hvor han ved adskillige lejligheder delte et embedsmæssigt fællesskab med Arrebo. Et fagligt og litterært fællesskab bør dog snarere betegne forbindelsen mellem Arrebo og Hans Mikkelsen Ravn, idet Ravns Heptachordum Danicum (1646) kan ses som den yngre metrikers teoretiske overvejelser over den ældre, store digters formmæssige landvindinger (Dal: Judichær. Hans værk og hans kilder (indledning til Danske metrikere, bd. II), 1960, s. 190-196). Da værket blev trykt i 1661, åbnedes det for en større kreds, men udgivelsen fra 1661 tyder på at rygtet var løbet Arrebo i forvejen. Lovsange og ærevers af den tidlige enevældes præster, digtere og andre medlemmer af tidens intelligentsia vidner om en digter der allerede var anerkendt som faderligt eksempel og kunstnerisk samlingspunkt for den nationale digtning. Den tidlige enevældes største digter, Anders Bording, siger om Arrebo: