◄ efter Talens korte Øieblik : If. 9. kap, »Om Liig og Begravelse«, i Kirke-Ritualet ( 389,3), s. 326-336, blev der ikke holdt nogen tale ved graven; her forløb begravelseshandlingen således: »Naar Liget kommer til Graven, nedsættes det strax der udi, og siden befatter sig ingen videre dermed, førend Præsten kommer og kaster trende Gange Jord derpaa med en Skuffe, sigendes / Første Gang: / Af Jord est du kommen. / Anden Gang: / Til Jord skal du blive. / Tredie Gang: / Af Jorden skal du igien opstaa. / Derefter kaste de andre, som have baaret Liget, den øvrige Jord fuldkommen derpaa indtil Graven bliver gandske tildekket. Imidlertid synge Disciplerne af Skolen og Degnene paa Landet een eller flere Liig-Psalmer«, s. 328f. Herefter »gaae Sørge-Folkene i Kirken, om der skeer Liig-Prædiken«, og præsten holder da sin ligprædiken fra prædikestolen, efter at der er sunget en salme, s. 330. Gravtaler omtales derimod i en kancelliskrivelse af 19. nov. 1791, der nævner eksempler på, at en kort tale må holdes enten ved graven eller, hvis vejret ikke tillader det, i det hus, hvorfra liget føres til kirkegården. Om gravtaler skriver biskop 👤J.P. Mynster i forordet fra 1848 til sin samling af Kirkelige Leiligheds-Taler ( 389,2) bd. 1, s. VII: »Da jeg blev ansat som Præst i Hovedstaden [som øverste kapellan ved 📌Vor Frue Kirke dec. 1811], vare Gravtaler endnu ikke blevne almindelige, og min ældre Collega yndede ikke deres Indførelse. Fra de første Aar af min Embedsførelse findes derfor her ingen saadanne Taler, og da de derefter endnu for det Meste holdtes ved Graven, maatte de være korte.« Mynster havde dog ladet udgive seks korte gravtaler, holdt i perioden 1822-30, i Kirkelige Leilighedstaler, af danske Prædikanter, udg. af 👤G.P. Brammer ( 389,2), bd. 1, s. 273f., s. 275-277, s. 313-315, s. 349f., s. 370-373 og s. 374-378. Jf. også Mynsters »Forslag til et: Kirke-Ritual for Danmark« ( 429,10). I 7. kap. »Om Begravelse«, afsnit 108, bestemmes det: »Dersom det ønskes, og Præsten er villig dertil, kan der holdes en Tale ved Graven (...). / Ingen Anden maa ved Ligbegængelse, enten i Kirke, Capel eller paa Kirkegaarden holde nogen Tale uden vedkommende Præsts Samtykke, hvilket ikke maa meddeles Andre end dem, der ere berettigede til at prædike«, s. 76. I afsnit 109, der indeholder bestemmelser om ringning med kirkens klokker mod betaling og om kirkesangerens og skolebørnenes sang på kirkegården, hedder det: »Naar Liget er nedsat i Graven, ophører Sangen og Ringningen under Jordpaakastelsen og medens Talen holdes. Derefter fortsættes Sang og Ringning, indtil Følget forlader Kirkegaarden«, s. 76. Skønt forslaget aldrig blev autoriseret, afspejler det i vid udstrækning tidens skik og brug, jf. kancelliskrivelse af 31. marts 1829, hvor det fastslås, at »der intet kan være imod, at Tale holdes enten i Liighuset eller paa Kirkegaarden«, Samling af Forordninger ( 442,1) bd. 1, s. 357.
I trykt udgave: Bind 5 side 442 linje 3