↩ Men tænk Dig 👤Luther i vor Tid, opmærksom paa vor Tilstand,68 troer Du ikke han vilde sige, som han ►siger i en Prædiken: »Verden er som den fulde Bonde, naar man hjælper ham op fra den ene Side paa Hesten, saa falder han ned paa den anden Side«. Troer Du ikke, han vilde sige: Apostelen 👤Jacob maa drages lidt frem, ikke for Gjerningerne mod Troen, nei, nei, det var dog heller ikke Apostelens Mening, men for Troen, for, om muligt, at bevirke, at Trangen til »Naaden« føles dybt i sand ydmyg Inderlighed, og for, om muligt, at forhindre, at »Naaden«, at Troen og Naaden som det ene Frelsende og ene Saliggjørende ikke tages ganske forfængeligt, bliver et Skalkeskjul for en endog raffineret Verdslighed. 👤Luther – denne Guds Mand, denne ærlige Sjel! – oversaae eller glemte dog maaskee ►et vist Noget, hvad en senere, hvad især vor Tid maaskee kun altfor stærkt indskærper. Han glemte – anden Gang, Du Ærlige! – han glemte, hvad han var for ærlig til selv at vide, hvilken ærlig Sjel han selv var, hvad jeg, og ikke for min Dyds Skyld men for Sand21hedens Skyld, maa fremhæve. Det Lutherske er ypperligt, er Sandheden; jeg har i Forhold til dette ypperlige Lutherske kun een Betænkelighed. Den angaaer ikke det Lutherske, nei, den angaaer mig selv: at jeg har forvisset mig om, at jeg er ikke nogen ærlig Sjel, men en listig Krabat. Saa bliver det ►vistnok rigtigst, at der passes noget nøiere paa ►Undersætningen (Gjerningerne, Existensen, det at vidne og lide for Sandhed, Kjerlighedens Gjerninger o. s. v.) Undersætningen i det Lutherske. Ikke som skulde nu Undersætningen gjøres til ►Oversætning, Troen og Naaden afskaffes eller nedsættes, Gud forbyde det, nei, just for 53Oversætningens Skyld, og saa fordi jeg er en Saadan som jeg er, bliver det vistnok rigtigst, at der passes noget nøiere paa Undersætningen i det Lutherske – thi i Forhold til »ærlige Sjele« behøves der Intet at gjøres.