Til Selvprøvelse

↩

1183. Tilblivelseshistorie

✂ TS udkom som nævnt 12. sept. 1851, godt en måned efter Om min Forfatter-Virksomhed og To Taler ved Altergangen om Fredagen. Mens de to udgivelser fra august begge har lange og komplicerede tilblivelseshistorier, der strækker sig over et par år, synes TS at være ført fra idé til færdiggørelse i løbet af sommeren 1851.

✂ Tidligt i maj 1851 har SK, efter at have læst i 👤A.G. Rudelbachs 👤Hieronymus👤Savonarola und seine Zeit, *Jf. kommentaren til NB24:39, 339,24. nedfældet en optegnelse med overskriften »Jacobs Brev: Ordet er et Speil. At see sig til sand Velsignelse i Speilet« (NB24:39), der må læses som en disposition til »Hvad der fordres til sand Velsignelse at betragte sig i Ordets Speil?«, dvs. første afdeling af TS:

1) Saa maa man ikke betragte Speilet Rammen fE. (det fremhæver Blodvidnet 👤Savonarola) – men see sig i Speilet.
Og dog er det just det man har gjort i Forhold til Guds Ord som Speilet. Deraf alle disse Hjælpe-Videnskaber i Forhold til Guds Ord, istedetfor at see sig i Speilet.
2) Man maa til en vis Grad kjende sig selv for at see sig selv i et Speil, ell. for at kjende sit Speilbillede. Det er bekjendt nok, at naar En tilfældigviis faaer sig selv at see, og ikke veed af, at det er ved et Speil (hvilket han ikke seer) saa kjender han ikke sig selv.
3). Man maa passe nøie paa dette at sige til sig selv: det er Dig, husk paa, det er Dig.
Den mægtigste Keiser i 📌Østen havde en Slave til at minde ham om at tage Hævn over hiint lille Folk – Sligt var saa mænd ikke værd at huske paa. Nei, da var 👤David bedre betjent – skjøndt det er af den Art Betjening, man ikke gjerne selv vælger, han havde 👤Nathan der sagde: Du est Manden. Og dog vidste jo 👤David vel selv bedst hvad han havde gjort, og i Almdl. hvor afskyeligt det er, men deraf følger endnu ikke, at den Forvandling ret var indtraadt Du est Manden. Det er den vanskelige Forstaaelse af Guds Ord – den lærde, den colossale-lærde er ikke nær saa svær som den: Du est Manden.
4.) At speile sig er en qvindelig Kunst. Men en Qvinde speiler sig for at see sine Skjønheder. Det er sandt hun faaer saa ogsaa sine Uskjøn119heder at see, men det er ikke just for at see dem hun speiler sig, høist for at skjule dem med et skjønnere Skin.
Men Alvoren, det Mandlige er: at speile sig – i Guds Ord – for at see, hvorledes man i Sandhed seer ud.
De Fleste ere bange for at see sig selv. Det er ogsaa et farligt Syn, har man seet det een Gang bliver man ikke saa let af dermed igjen.
5) Man maa huske paa hvorledes man saae ud i Speilet.
6) Dog ikke fortvivle, om man end saae aldrig saa styg ud, ei heller lade det blive ved blot at huske, hvorledes man saae ud – men saa begynde paa det Vigtige, det Afgjørende, for Speilet at forandre sig, som Speilet fordrer det.*SKS 24, 339,24-340,30.

✂ Hele strukturen for første afdeling af TS findes i denne journaloptegnelse, og tages et par af punkterne ud, er der stor lighed mellem optegnelsen og bl. [4r]-[5v] i udkastet til første afdeling (ms. 1.1), hvor tre hovedpunkter er fremsat og kort udlagt; de lyder her:

1) Du maa ikke see paa Speilet, betragte Speilet (dets Ramme, Indfatning o: s: v) men see Dig selv i Speilet. (det er et Ord af 👤Savonarola – Blodvidne).

2) Saa maa Du i eetvæk sige til Dig selv: det er mig, der tales om.

3) Saa maa Du ikke strax glemme, og ved at forhindre, at Du ikke strax glemmer, passe paa, at Du aldrig glemmer.*Trykt som Pap. X 6 B 2, s. 9-11.

✂ Disse tre punkter bliver i let forandrede versioner til de spatierede tematiske punktangivelser på s. 21, 34 og 44 i førstetrykket (SKS 13, 53,12; 62,25 og 70,13).

✂ SK skrev også et dispositionslignende udkast til anden afdeling af TS (ms. 1.2), der er inddelt i A, B og C:

120 Christus er Veien.

A.

Den trange Vei.
Denne trange Vei er 1) trang i Begyndelsen (Han fødes i en Stald; lever i Armod og Ringhed, har ikke det han kan hælde sit Hoved til; saa Alle Fristelser i Retning af at tage sit Liv, sit Kald forfængeligt (at blive Konge, noget Stort), saa hele hans Liv er en Fristelses-Historie (Fristelses-Historien); det at han forud vidste sin Skjebne, det tynger næsten stærkest i Begyndelsen, at al hans Arbeiden var en bevidst sig selv modarbeiden.
Denne trange Vei bliver saa 2) trangere og trangere indtil det Sidste, indtil Døden. En Vei, der lidt efter lidt bliver lettere, det er ikke i den Forstand Χstus er Veien, en saadan Vei er Forstandens, der klogt udholder en Deel Lidelser beregnende saa længere hen at have Fordeel deraf.
Nei Χsti Vei bliver trangere. »Jeg er kommet for at antænde en Ild, og gid den var antændt.« »Hvor længe skal jeg udholde denne Slægt.« »Hvad Du gjør gjøre Du snart.« »Fader er det muligt da tag denne Kalk fra mig.« »Min Gud min Gud hvi haver Du forladt mig.«

B.

Himmelfarten, saaledes er Χstus ogsaa Veien.
Men den trange Vei bliver trang til det Sidste, Døden gaaer imellem – og saa Himmelfarten. En Vei, der først er trang og saa endnu i dette Liv bliver lettere, den svinger ikke saa høit som en Himmelfart, nei kun da en Himmelfart, naar Veien er trang indtil det Sidste.

C.

Og Du, m: T:, ad hvilken Vei gaaer Du. Husk paa, hvad jeg siger til mig selv: ikke om enhver trang Vei gjælder det, at Χstus er Veien ell. at den ender med Himmelfarten.* Trykt som Pap. X 6 B 3, s. 12-13.

✂ I førstetrykket kan de fire punkter A 1), A 2), B og C genfindes med let ændret tekst på s. 58, s. 62, s. 66 og s. 67 (SKS 13, 81,18; 84,16; 87,31; 88,10). Hvorvidt de to udkast allerede på dette tidspunkt tænktes samlet i ét skrift, er usikkert. Bønneteksterne til de to afdelinger findes i begge udkast, men i ms. 1.2 er bønnen tilføjet senere i marginen på bl. [1r].

✂ 121SK har på bl. [1v] i udkastet til første afdeling af TS (ms. 1.1) skrevet et udkast til forord. Heri kredser han om den idé at tale og skrive frit og benytter 👤Sokrates som sit eksempel. Denne tanke findes også i journaloptegnelsen NB24:65 med overskriften »Socrates«, der er skrevet omkring 18. maj 1851, hvor SK prædikede i Kastelskirken (jf. NB24:69):

👤Socrates
vilde ikke benytte den Tale, der blev ham tilbuden. Han fandt det upassende, under sin Værdighed at bruge dette kunstigt udarbeidede, ziirlige Foredrag – han vilde tale ex tempore. *SKS 24, 361,23-361,26.

✂ I journaloptegnelsen NB24:73 giver SK atter udtryk for ønsket om at kunne tale ex tempore, dvs. på stedet, uden forberedelse:

Dersom det havde ladet sig gjøre med at prædike især ex tempore, havde jeg tænkt paa, at gjøre det et Par Gange og saa næste Søndag istedetfor selv at prædike at tage en af 👤Mynsters Prædikener og læse høit for at vise at Opbyggelse er noget andet end en mulig Nysgjerrigheds Interesse.*SKS 24, 365,17-365,21.

✂ Udkastet til forord (bl. [1v] i ms. 1.1) er i kladdematerialet blevet bearbejdet og udvidet betydeligt og udgør således i den nye version et tæt beskrevet dobbeltblad (ms. 1.4.1).*Den løse lap, ms. 1.4.1.1, er en tilføjelse, der er kommet til i renskriften og tilbageført til kladden. Bl. [1r] bærer øverst overskriften »En Forbemærkning«, der har erstattet overskriften »Forord«. Forbemærkningen er indvist med »En Forbemærkning / cfr. Hoslagte« øverst i hovedspalten på bl. [1v] i ms. 1.4. Placeringen af henvisningen i hovedspalten og den forholdsvis lange afstand ned til den resterende tekst på siden angiver, at forbemærkningen er skrevet som forord og ændret til en forbemærkning, inden resten af kladden er påbegyndt.

✂ SK har udarbejdet yderligere to forord i kladdeform, hvoraf det ene er blevet forkastet og det andet udvidet i renskriften (jf. beskrivelsen nedenfor). Det forkastede forord er angiveligt blevet til samtidig med titelblad og programtekst, da de sammen udgør et dobbeltblad (bl. [1]-[2] i ms. 1221.3). Det er ikke muligt at afgøre, hvornår dette forord er skrevet, men da det er sammenhængende med titelbladet, er det givetvis kommet til sent i kladdefasen. Det kasserede forord lyder:

Forord.
Hvad jeg har forstaaet som Opgaven for min Forfatter-Virksomhed er naaet.
Det er een Tanke, dette Sammenhæng fra Enten – Eller til 👤Anti-Climacus, Religieusitetens Tanke i Reflexion.
Opgaven har beskjeftiget mig uendeligt, thi den har beskjeftiget mig religieust; jeg har forstaaet det som min Pligt, som et Ansvar der hvilede paa mig, at faae dette Forfatterskab gjort færdigt. Om Nogen har villet kjøbe eller læse, har beskjeftiget mig uendelig lidet.
Saa havde jeg tænkt at nedlægge min Pen, og skulde der gjøres Noget da at bruge min Mund.
Imidlertid er jeg ved nærmere Eftertanke kommet til Erkjendelsen af, at det dog maaskee er rigtigere at jeg gjør idetmindste et Forsøg paa igjen at bruge min Pen men anderledes, som jeg vilde bruge min Mund, altsaa i ligefrem Henvendelse til Medlevende, om muligt vindende Msker.
For at kunne vinde Mennesker er den første Betingelse, at Meddelelsen kommer til deres Kundskab; jeg maa derfor naturligviis ønske, at dette lille Skrift kommer til saa Manges Kundskab som muligt.
Skulde Nogen af Interesse for Sagen – jeg gjentager, af Interesse [for] Sagen, ville virke for dets Udbredelse: det er mig kjert. Endnu kjerere, om han vilde bidrage til dets velforstaaede Udbredelse.
Thi neppe behøver jeg vel at sige, at det, ikke er min Hensigt at stifte Partie, at danne verdsligt, sandseligt Sammenhold; nei, mit Ønske er kun, at vinde Mennesker, om muligt Alle (hver Enkelt) for Χstdommen.
En Bøn, en indstændig, til Læseren: læs, om muligt, høit; jeg beder. Enhver, der gjør det, vil jeg takke; Enhver der foruden selv at gjøre det, bevæger Andre dertil, vil jeg takke atter og atter.

i Juni 1851.                     👤S.K. * Trykt som Pap. X 6 B 4,3, s. 14-15.

✂ 123I dette forord, der er dateret juni 1851, forholder SK sig til sit hidtidige forfatterskab som et afrundet hele, hvorfra han nu tager afsæt til en ny type skrift, der henvender sig ligefremt til læseren. Forordet er således beslægtet med Om min Forfatter-Virksomhed og forordet til To Taler ved Altergangen om Fredagen, der begge anskuer forfatterskabet som afsluttet, og hvis trykmanuskripter er blevet endeligt udarbejdet sideløbende med tilblivelsen af TS.

✂ Kladdens andet forord er en let ændret udgave af det sidste afsnit i det kasserede forord. Dette forord er dateret »i 1851«, men har oprindelig været dateret juni og derefter august 1851. Titelbladet, programteksten og det første forord synes altså at have taget form i løbet af juni 1851, mens det andet og kortere forord formentlig er kommet til lidt senere sammen med indholdsfortegnelsen.

✂ Kladdens indholdsfortegnelse ligger som et udateret løst blad (bl. [4] i ms. 1.3). De enkelte afdelinger er nummereret 1-3, og derudover findes henvisninger til epistelteksterne: »Jacob I,22 til Enden«, »Apostlernes Gjerninger I Cap 1v. til 12« og »Apostlernes Gjerninger II Cap 1v til 12«. Nederst på siden findes en senere tilføjet bemærkning: »NB Overskrifterne eller Themaerne trykkes / med i Indholds-Registeret«. Kladdens indholdsfortegnelse adskiller sig markant fra renskriftens og førstetrykkets og er formentlig blevet til i løbet af arbejdet med kladdematerialet.

✂ Hvorvidt SK fra begyndelsen havde forestillet sig de tre afdelinger samlet i ét skrift, er svært at afgøre. De tre afdelinger er i kladdematerialet stadig opdelt i separate hæfter. Kladden til første afdeling af TS har en ubeskrevet forside på første sammenhæftning (ms. 1.4), der kunne være tiltænkt en senere titel eller deltitel. Det fremgår af forsiden på første sammenhæftning af kladden til anden afdeling (ms. 1.8), at SK på et tidspunkt har givet den titlen »Christus er Veien«, men at denne er blevet slettet til fordel for epistelangivelsen »Apostlernes Gjerninger I Cap 1v til 12« alene. Øverst på forsiden af kladden til tredje afdeling (ms. 1.10) står angivelsen »Apostlernes Gjerninger II Cap. 1v. til 12« og overskriften »Det er Aanden, som levendegjør«. Temaangivelsen »Hvad der fordres for til sand Velsignelse at betragte sig i Ordets Speil?« i første afdeling har SK oprindelig også benyttet som overskrift for teksten, først efter bønnen, senere før bønnen. SK har i kladden nøjedes med at indramme overskriften i blyantparenteser (bl. [1v] i ms. 1.4).

✂ Først i renskriften har SK harmoniseret deltitelbladene, og den endelige samling og nummerering af de tre afdelinger ses med undtagelse af kladdens indholdsfortegnelse heller ikke før renskriften. Kladdens indholdsfortegnelse kan som nævnt være kommet til ved en senere bearbejdning af kladdematerialet.

✂ 124Renskriften (ms. 2) er som nævnt indleveret til sætteren i sensommeren 1851. Den er dateret »1851« nederst på titelbladet, »Sommeren 1851« under programteksten og »i Aug 1851« under forordet, ændret fra »i Juni 1851«. Den sidste datering til august måned har SK formentlig indført, efter at renskriften var blevet returneret fra sætteriet, da korrekturarket indeholder en identisk korrektion af dateringen. SK sendte i slutningen af juli 1851 skrifterne To Taler ved Altergangen om Fredagen og Om min Forfatter-Virksomhed til sætteren og har formentlig lagt manuskriptet til TS til side i en kortere periode i juli, hvor han har færdiggjort trykmanuskripterne til de to skrifter og læst korrektur på dem.*Jf. SKS K12, 351.

✂ SK har kun foretaget enkelte ændringer af teksten i renskriften. Han har slettet det midterste afsnit i programteksten, »Og derfor 'Giver os Indgang; vi have Ingen gjort Uret, Ingen forført, Ingen forfordelet.' (2 Cor. VII,2). Giver os Indgang!«, efter »Dette har jeg stræbt« (SKS 13, 32,5). Forordet er blevet udvidet med »Du vil (...) være Adspredelse« (SKS 13, 33,4-6.), og indholdsfortegnelsen har nået den udformning, som findes i førstetrykket.

✂ SK har i renskriften ladet et frirum være efter epistelangivelserne til senere indførelse af de pågældende episteltekster, hvis tekst og typografi skulle hentes fra Forordnet Alter-Bog for 📌Danmark. *Jf. Forordnet Alter-Bog for 📌Danmark, 📌Kbh. 1830 [1688], ktl. 381, (forkortet Forordnet Alterbog) s. 90f., 92ff. og 98f. Overskriften »Christus er Veien« har SK tilføjet i marginen og indført under bønnen (SKS 13, 80,9). En længere tilføjelse er gjort i forbemærkningen (SKS 13, 41,4-12); den findes også på en løs lap i kladdematerialet (ms. 1.4.1.1) og er altså indført i kladden fra renskriften. SK har indført mange af renskriftens rettelser i kladden, en praksis, der formentlig har haft til formål at bevare rettelserne, selvom renskriften skulle gå tabt eller blive beskadiget. Derudover har SK kun foretaget ganske små ændringer i renskriften.