Uddrag fra Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet

blandt os Nogle ... i strengeste Forstand at være Christne ... i Modsætning til os Andre : sml. journaloptegnelsen NB23:36, fra jan. 1851, hvor SK skriver: »De gammel Orthodoxe, / hvis Paastand jo var, at de var de eneste sande Χstne [kristne] i 📌Danmark. / Ikke har jeg Noget imod, at de skilles fra os – men det er uforsvarligt, at de skulle [skal] opnaae det ved Ballotation [afstemning], og uden at opgive den Paastand, at de ere den sande Kirke.« SKS 24, 224f. Her sigter SK til grundtvigianerne, der hyppigt refererede til sig selv som 'de ortodokse', dvs. som dem, der stod for og repræsenterede den sande og rette kristne tro og lære; fx kan 👤N.F.S. Grundtvig i Om den Clausenske Injurie-Sag, 📌Kbh. 1831, s. 15, omtale sig selv og sine tilhængere som »Hyper-Orthodoxerne og de gammeldags Christne«; og i Tale til Folkeraadet om Dansk Kirkefrihed savnet, Kbh. 1839, s. 13, som »os saakalte overdrevne Rettroende (Ultra-Orthodoxer)«. Sml. desuden journaloptegnelsen NB23:46, fra jan. 1851, hvor SK skriver: »De gammel-Orthodoxe / ville [vil] egl. skilles fra os, saa leve for dem selv, dog bevarende den Paastand, at de ere de eneste sande Χstne.« SKS 24, 230. Her sigter SK formentlig til artiklen »Tale for Troes-Frihed i Folkethinget. (Et Udkast.)« i Danskeren, et Ugeblad, udg. af Grundtvig (og i alt væsentligt forfattet af ham), nr. 5, den 1. feb. 1851, bd. 4, s. 69-80, hvor Grundtvig skriver, s. 75f.: »Jeg for min Part, som dog tør troe, jeg hører til dem, der i Danmark sætter høiest Pris paa Fæderne-Troen og paa alle de nedarvede Kirkeskikke, jeg vilde finde mig nødt til at udtræde af den saakaldte Folkekirke, og raade alle mine Venner til at giøre det samme, naar det nu igien skulde sættes i Kraft, hvad der længe har været et dødt Bogstav, at i Folkekirken skulde alle de, der vilde gifte sig, nødes til at gaae til Alters, og der skulde Præsterne nødes til at erklære aabenbar uchristelige Ægteskaber for christelige, og naar da, som jeg troer, snart maatte skee, alle de, der frivillig bekiendte Folkekirkens Tro og fulgde dens Skikke, gik ud af den, hvad Gavn eller Glæde mene man da enten Gud eller Mennesker vilde have af en Kirke, hvis Medlemmer fandt det nødvendigt at tvinge hinanden til at bekiende en vis Tro og følge visse Kirkeskikke?«

I trykt udgave: Bind 13 side 49 linje 23