Kierkegaard, Søren Stadier paa Livets Vei

✂

✂ 15 1 13»►In vino veritas«

✂ En Erindring

✂ efterfortalt

✂ af

✂ 👤WILLIAM AFHAM

✂

✂ 16 2 ►14Solche Werke sind Spiegel; wenn ein Affe hinein guckt, kann kein Apostel heraus sehen.

✂ 👤Lichtenberg

✂

17 3 ►15Forerindring

✂ Hvilken skjøn Syssel at tilberede sig en Hemmelighed, hvor forførerisk at nyde den, og dog hvor betænkeligt stundom at have nydt den, hvor let, at den ikke bekommer Een vel! Dersom nemlig Nogen troer, at en Hemmelighed ►er uden videre transportabel, at den kan tilhøre en Ihændehaver, da feiler han, thi det gjælder her: ►fra den Spisende kommer Spisen; men dersom Nogen troer, at man ved Nydelsen kun paadrager sig den Vanskelighed ikke at forraade den, da feiler han ogsaa, thi man ►forskylder jo tillige det Ansvar ikke at glemme den. Dog er det end modbydeligere at erindre halvt og forvandle sin Sjel til et Transit-Oplag for havareret Gods. I Forhold til Andre være da Glemsel det Silkegardin, der drages for, Erindringen den ►vestalske Jomfru, som gaaer ind bag Gardinet; bag Gardinet er Glemselen atter, hvis det ikke er en ret Erindring, thi da er Glemselen udelukket.

✂ Erindringen maa ikke blot være nøiagtig, den maa ogsaa være lykkelig; Erindringens ►Afpropning maa have gjemt det Oplevedes Duft inden den forsegles. Som Druen ikke lader sig perse til enhver Tid, som ►Veierliget i Persningens Tid har stor Indflydelse paa Vinen, saaledes lader det Oplevede sig heller ei erindre eller inderindres til enhver Tid, eller under enhver Omgivelse.

✂ ►At erindre er ingenlunde identisk med at huske. Man kan saaledes godt huske en Begivenhed til Punkt og Prikke uden derfor at erindre den. Hukommelsen er kun en forsvindende Betingelse. Ved Hukommelsen stiller det Oplevede sig frem for at modtage Erindringens Ind18vielse. Forskjellen skjønnes allerede i Menneskealdernes Forskjellighed. Oldingen taber Hukommelsen, der overhovedet er den Evne, som tabes først. Dog har Oldingen noget Digterisk, han er i Folkeforestillingen prophetisk, gudbeaandet. Men Erindringen er jo ogsaa hans bedste Kraft, hans Trøst, der trøster ham med det poetiske Fjernsyn. Barndommen har omvendt i høi 16Grad Hukommelse og Nemme, slet ikke Erindring. Istedenfor at sige: ►Alderdommen glemmer ikke hvad Ungdommen nemmer, kunde man maaskee sige: hvad Barnet husker, erindrer Oldingen. Oldingens Brille slibes til at see nærved med. Naar Ungdommen bruger Briller er Glasset til at see paa Afstand, thi den mangler Erindringens Kraft, hvilken er: at fjerne, at 4 bringe paa Afstand. Imidlertid er Alderdommens lykkelige Erindring ligesom Barnets lykkelige Nemme Naturens Naadegave, der med Forkjærlighed omfatter de tvende mest hjælpeløse og dog i en vis Forstand lykkeligste Afsnit af Livet. Men derfor er ogsaa Erindringen saavelsom Hukommelsen stundom kun Ihændehaver af Tilfældigheder.

✂ Skjøndt Forskjellen mellem Hukommelse og Erindring er stor, forvexles de ofte. I Menneskelivet giver denne Forvexling Leilighed til at studere Individets Dybde. Erindringen er nemlig Idealiteten, men som saadan ganske anderledes anstrængende og ansvarlig end den ligegyldige Hukommelse. Erindringen vil hævde et Menneske den evige Continuitet i Livet og sikkre ham, at hans jordiske Tilværelse bliver ►uno tenore, eet Aandedrag, og udsigeligt i Eet. Derfor frabeder den sig, at Tungen skal nødsages til atter og atter at ►slaae Sladder for at eftergjøre Livs-Indholdets Sladder. Dette er Betingelsen for Menneskets Udødelighed, at Livet er uno tenore. Besynderligt nok er, saavidt jeg veed, ►👤Jacobi den Eneste, hos hvem man finder Yttringer om det Forfærdelige i at tænke sig selv udødelig. Det var ham stundom, som skulde Udødelighedens Tanke, hvis han fastholdt den lidt længer i det enkelte Øieblik, forvirre ham Forstanden. Er Grunden den, at 👤Jacobi var nervesvag? En stærk Mand, der har faaet haard Hud i Haanden alene ved at slaae i Prædikestolen eller Kathedret, hver Gang han beviste Udødeligheden, føler ingen saadan Forfærdelse, og dog forstaaer han sig jo paa Udødeligheden, thi ►at have haard Hud betyder paa Latin at forstaae sig paa Noget tilgavns. Saasnart man imidlertid forvexler Hukommelse og Erindring, bliver Tanken ikke saa forfærdelig. For det 19 Første fordi man er modig, mandhaftig og robust, og for det Andet fordi man slet ikke tænker Tanken. Der er saa vist mangen Mand, som har skrevet Erindringer af sit Liv, hvori der ikke var Spor af Erindring, og dog vare jo Erindringerne hans Udbytte for Evigheden. I Erindringen trækker Mennesket paa det Evige. Det Evige er humant nok til at honorere enhver Fordring og ansee Enhver for vederhæftig. Men det Evige ►kan ikke for, at et Menneske 17gjør sig selv til Nar – og husker istedenfor at erindre og som en Følge deraf glemmer istedenfor at erindre, thi hvad der huskes det glemmes ogsaa. Men Hukommelsen gjør igjen Livet ugeneret. Ugeneret gjennemgaaer man de latterligste Metamorphoser; selv i fremrykkede Aar leger man endnu Blindebuk, spiller endnu i Livets Lotteri og kan endnu blive til hvad det skal være, uagtet man har været utrolig mange Ting. Derpaa døer man – og saa bliver man udødelig. Og skulde man dog ikke ogsaa netop ved at have levet saaledes have sikkret sig rigelig Nok at erindre en heel Evighed? Ja, hvis Erindringens ►Hovedbog ikke var andet end en Kladde, hvori man smører det Første det Bedste ind. Men Erindringens Bogholderi er besynderligt. Man kunde sætte nogle saadanne Stykker frem til Opgave – dog ikke i ►Selskabsregning. En Mand taler Dag ud og Dag ind paa Generalforsamlinger og bestandigt om hvad Tiden fordrer, dog ikke ►catonisk-kjedsommelig ved Gjentagelsen, men bestandig interessant og pikant følger han 5 med Øieblikket og siger aldrig det Samme, ►item i Selskab kræver han sig og udmaaler sit Veltalenheds Forraad snart med ►Stryg- snart med Top-Maal, bestandigt hilset med Haandklap, eengang om Ugen idetmindste er der Noget at læse om ham i Bladet, endog om Natten gavner han, sin Kone nemlig, ved selv i Søvne at tale om ►Tidens Fordring som om han var paa Generalforsamling; en anden Mand tier før han taler, og bringer det saa vidt, at han slet ikke kommer til at tale: de leve lige længe, her spørges om Facit: hvo har mest at erindre? En Mand forfølger een Tanke, een eneste, alene beskæftiget med den; en anden er Forfatter i syv Videnskaber og »afbrydes i sin betydningsfulde Virksomhed (det er en Journalist, som taler) just som han vilde omskabe Veterinair-Videnskaben«: de leve lige længe, her spørges om Facit: hvo har mest at erindre?

✂ Egentlig kan man kun erindre det Væsentlige, thi Oldingens Erindren er, som sagt, underlagt Tilfældighed; om Analogierne til hans Erindren 20 gjelder det Samme. Det Væsentlige betinges ikke blot ved sig selv, men ogsaa ved sit Forhold til den Paagjeldende. Den, der har brudt med Ideen, kan ikke handle væsentlig, kan intet Væsentligt foretage sig; det skulde da være at angre, der er den eneste ny Idealitet. Alt, hvad han ellers gjør, er uvæsentligt, trods de ydre Kjendetegn. At tage sig en Kone er jo noget Væsentligt; men Den, som engang har jadsket i Elskov, han kan gjerne slaae sig for Panden og for Hjertet og paa R– af lutter Alvor og Høitidelighed; 18det bliver dog Fjas. Om hans Ægteskab angik et heelt Folk, og der blev ringet med Klokkerne, og Paven holdt Vielsen, det er dog ikke for ham noget Væsentligt, men væsentligen Fjas. Den ydre Larmen gjør slet Intet fra eller til, saa lidet som Fanfaren, og at der præsenteres Gevær gjør ►Tallotteriets Trækning til en væsentlig Handling for den Dreng, som trækker Lodderne. For at der skal handles væsentligen kommer det ikke væsentligen an paa, at der slaaes paa Tromme. – Men det Erindrede kan man heller ei glemme. Det Erindrede er ikke, som det Huskte er ligegyldigt mod Hukommelsen, ligegyldigt mod Erindringen. Det Erindrede kan man kaste bort, det vender tilbage ligesom ►👤Thors Hammer, og ikke blot saaledes, men det har en Længsel efter Erindringen som en Due, ja som den Due, der hvor ofte den end sælges til Andre aldrig kan blive en Andens Eiendom, fordi den bestandigt flyver hjem. Men saa har ogsaa Erindringen selv udruget det Erindrede, og denne Rugen er skjult og forborgen, lønlig og derfor ukrænket af nogen profan Viden: saaledes vil Fuglen ikke ruge over sit Æg, naar nogen Fremmed har berørt det.

✂ Hukommelsen er umiddelbar og kommes umiddelbart tilhjælp, Erindringen kun reflecteret. Derfor er det en Kunst at erindre. I Modsætning til at huske ►ønsker jeg med 👤Themistocles at kunne glemme; men at erindre og at glemme ere ikke Modsætninger. Erindringens Kunst er ikke let, fordi den i Tilberedelsens Øieblik kan blive forskjellig, medens Hukommelsen kun har Fluctuationen mellem at huske rigtigt og at huske galt. Hvad er saaledes Hjemvee? Det er 6 noget Husket, som erindres. Simpelt frembringes Hjemvee derved, at man er borte. Kunsten vilde være, skjøndt man er hjemme, at kunne føle Hjemvee. Dertil fordres Færdighed i Illusion. At leve hen i en Illusion, hvori det bestandigt dæmrer, aldrig dages, at reflectere sig ud af al Illusion er ikke saa vanskeligt, som at reflectere sig til Illusion, samt at kunne lade den 21 virke paa sig med al Illusionens Magt, uagtet man er Vidende. At trylle det Forbigangne til sig er ikke saa vanskeligt, som at trylle det Nærmeste fra sig for Erindringen. Dette er egentlig Erindringens Kunst og Reflectionen i anden Potens.

✂ For at tilveiebringe sig en Erindring hører der Kjendskab til Stemningers, Situationers, Omgivelsers Modsætninger. En erotisk Situation, hvori Pointen var Landlivets hyggelige Afsideshed, lader sig stundom bedst erindre og ⓘ inderindreinderindre] R, indrindre A i et Theater, hvor Omgivelsen 19og Larmen tvinger Modsætningen frem. Altid er dog den ligefremme Modsætning ikke den lykkelige. Hvis det ikke var uskjønt at bruge et Menneske som Middel, var det maaskee stundom den lykkelige Modsætning for at erindre et erotisk Forhold at skaffe sig en ny Kjærlighedshistorie blot for at erindre. – Modsætningen kan være yderst reflekteret. Yderspidsen af Reflexions-Forholdet mellem Hukommelse og Erindring er at bruge Hukommelsen mod Erindringen. Tvende Mennesker kunne af den modsatte Grund ikke ville see et Sted igjen, der minder om en Begivenhed. Den Ene aner slet ikke, at der er Noget til, som hedder Erindring, men frygter blot Hukommelsen. ►Ude af Øie ude af Sind tænker han, naar han blot ikke seer, saa har han glemt. Den Anden vil netop erindre, derfor vil han ikke see. Kun mod de ubehagelige Erindringer bruger han Hukommelsen. Den, der forstaaer sig paa ⓘ ErindringenErindringen] R, Erindringer A, men ikke forstaaer dette, har vel Idealiteten, men mangler Forfarenhed i at bruge ►consilia evangelica adversus casus conscientiæ. Han vil vel endog ansee Raadet for et Paradox, og være sky for at udholde den første Smerte, der dog altid er at foretrække ligesom det første Tab. Naar Hukommelsen atter og atter opfriskes beriger den Sjelen med en Masse Details, som adspreder Erindringen. Angeren er saaledes en Erindren af Skyld. Reent psychologisk seet troer jeg virkelig, at Politiet er Forbryderen behjælpelig i ikke at komme til at angre. Ved den idelige Optegnen og Repeteren af hans Levnetsløb faaer Forbryderen en saadan Hukommelses-Færdighed i at opramse sit Liv, at Erindringens Idealitet fordrives. Der hører stor Idealitet til virkeligt at angre og især til at angre strax; thi Naturen kan ogsaa hjælpe et Menneske, og den sildige Anger, der i Henseende til at huske er ubetydelig, er ofte den tungeste og dybeste. – Betingelsen for al Productivitet er det at kunne erindre. Vil man ikke mere være produktiv, behøver man blot at huske det Samme, 22 man erindrende vilde producere, og Productiviteten er gjort umulig, eller den vil blive En saa ækel, at man opgiver den jo før jo hellere.

✂ Erindringens Fælledsskab existerer egentligen ikke. En Art ►quasi-Fælledsskab er en Modsætnings Form, som den Erindrende bruger for sit eget Ved7kommende. Det frister stundom Erindringen bedst frem, at man lader som betroede man sig til en Anden, blot for bagved denne Fortrolighed at gjemme en ny Reflexion, hvori Erindringen bliver til for Een selv. Med Hensyn til Hukommelsen kan man godt slaae sig sammen til gjensidig Assistance. I denne Henseende 20ere Festmaaltider og ►Geburtsdags-Glæder, Elskovspanter og dyrebare ►Amindelser hensigtsmæssige ligesom at ►lægge Krølle i en Bog for at huske, hvor man slap, og ved Hjælp af Krøllerne at kunne være sikker paa at have læst hele Bogen igjennem. Erindringens Perse derimod maa Enhver træde alene. I og for sig ligger deri langtfra nogen Forbandelse. Forsaavidt man altid er ene om en Erindring, er enhver Erindring en Hemmelighed. Selv om Flere ere interesserede i hvad der er den Erindrende Erindringens Gjenstand, han er dog ene om sin Erindring, den tilsyneladende Offentlighed er blot illusorisk.

✂ Det her Fremsatte er mig selv til Erindring om Tanker og Tankesysler, der mange Gange og paa mange Maader have beskæftiget min Sjel. Anledningen til at de henkastedes er, at jeg nu føler mig stemt til at ville indfrie en oplevet Begivenhed for Erindringen, til at ville optegne, hvad der allerede i nogen Tid har ligget færdigt husket og partielt ogsaa erindret. Det jeg har at huske er i Omfang lidet, Hukommelsens Arbeide forsaavidt let; derimod har jeg havt Vanskelighed ved ret at faae det ud for Erindringen, netop fordi det for mig er blevet noget ganske Andet end for Dhrr. Deeltagere, der formodentlig vilde smile ved at see en saadan Ubetydelighed tillagt nogetsomhelst Værd, et kaadt Indfald, en fortvivlet Idee, som de selv vilde kalde det. Ja hvor lidet Hukommelsen her har for mig at betyde, seer jeg deraf, at det stundom er mig, som havde jeg slet ikke oplevet det, men selv digtet det.

✂ Vel veed jeg, at jeg ikke saa snart skal glemme hiint Gjestebud, hvori jeg blev deeltagende uden at være Deeltager; men desuagtet kan jeg nu ikke beslutte mig til at slippe det, uden at have sikkret mig et omhyggeligt ►απομνημονευμα af hvad der for mig virkelig var ►memorabile. – Erindringens erotiske Forstaaelse har jeg søgt at begunstige, derimod 23har jeg Intet gjort for Hukommelsen. Erindringens Situation er dannet ved Modsætningen, og allerede i nogen Tid har jeg søgt at flette mig det Erindrede ind i Omgivelsens Modsætning. Den pragtfuldt oplyste Spisesal, hvor Gjestebudet holdtes, Lysreflexionens berusende Straalehav frembragte en phantastisk Virkning. Forsaavidt ønsker Erindringen en Modsætning, der ikke er phantastisk. Det Exalterede i Deeltagernes Stemning, Festlighedens Larmen, Champagnens skummende Lyst erindres bedst i en stille, afsides Glemthed. Aandens Yppighed, som den svulmede i de Talendes Stemning, erindres bedst i fredsom 21Tryghed. Ethvert Forsøg paa umiddelbart at komme Erindringen til Hjælp vilde kun være forfeilet og straffe mig med Efterabelsens Afsmag. – Saa har jeg da valgt Omgivelsen beregnet paa Modsætningen. Jeg har søgt Skovens Eensomhed, men ikke paa en Tid, hvor den selv er phantastisk. Nattens Stilhed vilde saaledes ikke have været begunstigende, fordi den ogsaa ►er i det Phantastiskes Potens. Jeg har søgt Naturens 8 Fred netop en Tid, da den selv er mindst bevæget. Derfor har jeg valgt Eftermiddagens Belysning. Forsaavidt det Phantastiske her er tilstede er det kun fjernt anet i Sjelen; derimod er Intet mildere og fredeligere og mere beroligende end Eftermiddagens matte Glands. Og som en Syg, der atter vindes for Livet, helst søger denne lindrende ►Qvægelse, som en aandelig Anstrænget, der har lidt meget, helst søger denne Lise, saaledes har jeg af modsat Grund søgt den netop for at opnaae det Modsatte.

✂ ►Der ligger i 📌Gribs-Skov et Sted, som kaldes 📌Otteveiskrogen; kun Den finder det, som søger værdeligen, thi intet Kort angiver det. Navnet selv synes ogsaa at indeholde en Modsigelse, thi hvorledes kan et Sammenstød af otte Veie danne en Krog, hvorledes kan ►det Alfare og Befarne forliges med det Afsides og Skjulte? Og hvad den Eensomme flyer ►er jo nævnet blot efter et Sammenstød af 3 Veie: Trivialitet, hvor trivielt maa der da ikke være ved et Sammenstød af otte Veie? Og dog er det saaledes: der er virkelig otte Veie, men dog meget eensomt; afsides, skjult, lønligt er man der ganske nær ved et Hegn, som hedder ►📌Ulykkes-Hegnet. Modsigelsen i Navnet gjør da Stedet blot mere eensomt, som Modsigelse altid gjør eensom. De otte Veie, den megen Færdsel er kun en Mulighed, en Mulighed for Tanken, thi Ingen befarer denne Vei uden et lille Insekt, der haster tversover ►lente festinans; Ingen befarer den 24 uden hiin flygtige Reisende, der idelig seer sig om, ikke efter Nogen, men for at undgaae Alle, hiin Flygtning, der selv i sit Skjulested ikke fornemmer den Reisendes Længsel efter Budskab fra Nogen, hiin Flygtning, hvem kun den dødbringende Kugle indhenter, der vel forklarer, hvorfor Hjorten nu blev stille, men ikke hvorfor den var saa urolig; Ingen færdes paa denne Vei uden ►Vinden, om hvem det ikke vides, hvorfra den kommer eller hvor den farer hen. Selv Den, der lod sig bedrage af hiin forføreriske ►Vinken, hvormed Indesluttetheden hist inde fanger efter Vandringsmanden, selv Den, der fulgte den snevre Fodsti, som frister ind i Skovens Indelukke: selv han er ikke der saa eensom, som man er det ved de otte Veie, paa hvilke 22Ingen reiser. Otte Veie og ingen Reisende! Det er jo som var Verden uddød, og den Efterlevende bragt i den Forlegenhed, at der var Ingen til at begrave ham; eller som var det hele Folkefærd vandret ud ad de otte Veie og havde glemt Een! – Er det sandt, hvad Digteren siger: ►bene vixit qui bene latuit, saa har jeg levet vel, thi min Krog var godt valgt. Vist er det ogsaa, at ►Verden og Alt hvad som derudi befindes aldrig tager sig bedre ud, end naar det sees fra en Krog, og man maa liste sig til at see; vist er det ogsaa, at Alt hvad der er hørt i Verden og skal høres, lyder lifligst og mest fortryllende hørt fra en Krog, naar man maa liste sig til at lytte. Saa har jeg da oftere søgt ud til min Afkrog. Jeg kjendte den før, længe før, nu har jeg lært ikke at behøve Natten for at finde Stilhed, thi her er altid stille, altid skjønt, men skjønnest synes det mig nu, naar Høstsolen holder Midaften og Himlen blaaner smægtende; naar Skabningen aander efter Heden, naar Kølingen giver sig løs, og Engens Blad zittrer 9 vellystigt medens Skoven vifter; naar Solen tænker paa Aftenen for at svale sig i Havet, naar Jorden skikker sig til Hvile og tænker paa Taksigelsen, naar de før Afskeden forstaae hinanden i den ømme Sammensmelten, der mørkner Skoven og gjør Engen grønnere.

✂ O venlige Aand, Du, som beboer disse Steder, hav Tak, at Du altid fredede om min Stilhed, hav Tak for hine Timer tilbragte med Erindringens Syssel, hav Tak for dit Skjulested, som jeg kalder mit! Da voxer Stilheden som Skyggen, som Tausheden voxer: en besværgende Trylleformel! Hvad er dog berusende som Stilhed! Thi hvor hurtigt end Drankeren bringer Bægeret til Læben, ikke voxer hans Beruselse hurtigt som Stilhedens, der voxer med hvert Secund! Og hvad er det berusende 25 Bægers Indhold kun en Draabe i Sammenligning med ►Taushedens uendelige Hav, hvoraf jeg drikker! Og hvad er al Vinens Syden kun et stakket Bedrag mod Taushedens ►Selvkog, der syder stærkere og stærkere! Men hvad er ogsaa hurtigt forsvundet som denne Svælgen – blot der tales! Og hvad er modbydeligt som Tilstanden, naar man pludseligt rives ud deraf – værre end Drankerens Opvaagnen, naar man i Tausheden har glemt Mælet, undselig ved Ordets Lyden, stammende som Den, hvis Tungebaand ikke blev løst, svækket som en overrasket Qvinde, for afmægtig i Øieblikket til at kunne bedrage med Sproget! Tak da, Du venlige Aand, at Du holdt Overraskelsen og Afbrydelsen borte, thi den Forstyrrendes Undskyldning gavner kun lidet. – Hvor ofte har 23jeg ikke betænkt dette! I Menneskevrimlen bliver man ikke skyldig, naar man er uskyldig; men den eensomme Stilhed er hellig, derfor bliver Alt skyldigt hvad der forstyrrer den, og Taushedens kydske Omgængelse, naar den krænkes, taaler ingen Undskyldning eller hjælpes ved den, saa lidet som Blufærdigheden ved Forklaringer. Hvor har det smertet, naar det er hændt mig selv, og man staaer der med en nagende Smerte i Sjelen, beskæmmet ved sin Brøde: at have forstyrret den Eensomme! Forgjeves vil Angeren udgrunde hvad det er: denne Skyld er uudsigelig ligesom Tausheden. Kun Den, der uværdigt søgte Eensomheden, kun ham kan Overraskelsen gavne, som hvis et elskende Par end ikke der har Kraft til at danne en Situation. Er dette Tilfældet, da kan man tjene 👤Eros og de Elskende ved at vise sig, om end Eens Fortjeneste bliver de Elskende gaadefuld, som Skylden bliver det: at de stikke Hovederne tættere sammen af Vrede mod Forstyrreren, hvem de dog skylde at de gjøre ⓘ det. Mendet. Men] R, det Men A er det to Elskende, der værdigen søge Eensomhed, hvor tungt da at overraske, hvor kunde man ikke forbande sig selv som hvert ►det Dyr var forbandet, der nærmede sig 📌Sinai! Hvo føler ikke dette, hvo kunde, naar han seer, skjøndt endnu useet, ikke ønske at være som en Fugl, der gynger sig vellystigt over de Elskendes Hoved, at være som en Fugl, hvis Skrig er varslende for Elskov, at være som en Fugl, der smutter mellem Buskene, forførersk at see paa, at være som den Natur-Eensomhed, der frister 👤Eros, som den Gjenlyd, der bekræfter, at man er afsides, som den fjerne Larmen, der borger for, at de Øvrige tage bort og lade de Elskende tilbage! 10 Og dette sidste Ønske er vel det bedste, thi da bliver man eensom, naar man hører de Andre forsvinde. ►Den 26 mest eensomme Situation i 👤Don Juan er 👤Zerlines; hun er ikke alene, nei hun bliver ene; man hører Chorets Forsvinden, og ud af denne Larms fjerne Hendøen bliver Eensomheden hørlig og bliver Eensomheden til: I otte Veie, I førte kun bort fra mig alle Mennesker, og bragte mig blot mine egne Tanker tilbage.

✂

✂ Saa vær da hilset nu til Afsked, Du deilige Skov; vær hilset, Du miskjendte Eftermiddagens Time, der Du Intet tillyver Dig, ikke som Morgenstunden, ikke som Aftenen, ikke som Natten vil betyde Noget, men uden Fordring ydmygt nøies med at være Dig selv, nøies med Din landlige Smilen! Som Erindringens Arbeide altid er velsignet, saa har det ogsaa denne Velsignelse, at det selv bliver 24en ny Erindring, der atter fængsler; thi Den, der een Gang forstod hvad Erindring er, han er fangen for alle Evigheder og fanges i den samme; og Den, der eier een Erindring, er rigere end om han besad hele Verden; og ikke blot den Fødende, men fremfor Alt den Erindrende er i velsignede Omstændigheder.

✂

✂ 2711Det var en af de sidste Dage i Juli Maaned om Aftenen henved Kl. 10, at Deeltagerne samlede sig til hiint Gjestebud. Datum og Aarstal har jeg glemt; Sligt interesserer da ogsaa kun Hukommelsen, ikke Erindringen. Stemning og hvad der sorterer under Stemning er alene Erindringens Gjenstand; og som den ædle Viin vinder ved ►at passere Linien, fordi Vandpartiklerne fordampe, saaledes vinder Erindringen ogsaa ved at tabe Hukommelsens Vandpartikler: dog bliver Erindringen ligesaa lidet derved en Indbildning som den ædle Viin bliver det. – ►Deeltagerne vare fem: ►👤Johannes med Tilnavn Forføreren, 👤►Victor Eremita, 👤►Constantin Constantius og endnu Tvende, hvis Navn jeg just ikke har glemt, hvad der var temmeligt ligegyldigt, men hvis Navn jeg ikke fik at vide. Det var som havde disse Tvende intet ►proprium; thi de nævnedes bestandigt kun ved et ►Epitheton. Den Ene blev kaldet: 👤►det unge Menneske. Han var vel heller ei mere end nogle og tyve Aar, slank og fiint bygget, meget mørkladen. Udtrykket i hans Ansigt var tænksomt, men mere end dette behagede hans Mine, der elskelig og indtagende udprægede en Sjele-Reenhed, der harmonerede ganske med hans hele Skikkelses næsten qvindelige vegetative Blødhed og Gjennemsigtighed. Men denne ydre Skjønhed glemte man dog igjen over det næste Indtryk, eller man beholdt det kun ►in mente medens man betragtede en Yngling, der kun dannet, eller for at bruge et endnu zartere Udtryk, ►opdægget ved Tanken, næret ved sin Sjels eget Indhold, Intet havde havt med Verden at skaffe, hverken var bleven vakt og opflammet eller uroliget og forstyrret. Liig en Søvngænger havde han Loven for sin Optræden i sig selv, og hans elskelige velvillige Mine angik Ingen, men afspeilede kun Sjelens Grundstemning. Den Anden kaldte de 👤Modehandleren, hvilket var hans borgerlige Stilling. Af ham var det en Umuelighed at faae et heelt Indtryk. Han var klædt efter den allernyeste Mode, krøllet og parfumeret, duftende af eau de Cologne. Hans Optræden var i eet Øieblik ikke uden Aplomb, men i næste Øieblik antog hans Gang en vis 28dandsende Festlighed, en vis Svæven, som hans ►Førlighed dog 25indtil videre satte en Grændse for. Selv naar han var mest ondskabsfuld i sin Tale, havde hans Stemme bestandigt noget af den Boutique-Behagelighed, den ►Galanteri-Sødlighed, som vist var ham selv yderst modbydelig, og kun tilfredsstillede hans Trods. Naar jeg nu tænker 12 paa ham, forstaaer jeg ham vel bedre, end da jeg saae ham træde ud af Vognen og uvilkaarligt kom til at lee. Imidlertid er der dog Modsigelse tilbage. Han har forgjort eller forhexet sig selv, ved sin Villies Trolddom tryllet sig ind i en næsten fjantet Skikkelse, men har ikke ganske tilfredsstillet sig selv deri, hvorfor Reflexionen af og til titter frem.

✂ Naar jeg nu tænker derpaa, forekommer det mig næsten absurd, at fem saadanne Mennesker faae et Gjestebud arrangeret. Der var da formodentlig heller aldrig ►blevet noget af, havde ikke 👤Constantin Constantius været med. Hos en Conditor, hvor de stundom traf hinanden i et afsides Værelse, havde Sagen engang været bragt paa Bane imellem dem, men var falden aldeles igjennem, da Spørgsmaalet blev, hvo der skulde staae i Spidsen. 👤Det unge Menneske erklæredes uskikket, 👤Modehandleren havde ikke Tid. 👤Victor Eremita undskyldte sig vel ikke med, at han ►havde taget sig en Hustru eller kjøbt sig et Par Øxne, han skulde prøve; men om han end her vilde gjøre en Undtagelse og komme, saa vilde han dog frabede sig den Høflighed at staae i Spidsen, »►og talte herved til itide«. Dette fandt 👤Johannes var et godt Ord paa rette Sted, thi efter hans Begreb var der kun een, der formaaede at anrette et Gjestebud, det var ►den Dug, der breder sig og sætter Alt frem, blot man siger: bred Dig. En ung Pige var det ikke altid rigtigt at nyde i Hast, et Gjestebud kunde han ikke vente paa, og var i Almindelighed kjed af det længe forud. Dog, skulde der gjøres Alvor af dette, fordrede han een Betingelse, at det blev indrettet paa ►auf einmal einzunehmen. Deri vare Alle enige. Den hele Omgivelse skulde dannes fra ny, og Alt tilintetgjøres, ja førend man stod op fra Bordet maatte man endogsaa gjerne fornemme Tilberedelserne til Tilintetgjørelsen. Intet maatte blive tilbage, end ikke saa meget, sagde 👤Modehandleren, som der bliver af en Kjole, naar den syes om til en Hat; Intet, sagde 👤Johannes, thi Intet er ubehageligere end et ►Affections-Stykke, og Intet modbydeligere end at vide, at der et eller andet Sted er en Omgivelse, der paa en umiddelbar og næsviis Maade vil være en Virkelighed. Som nu saaledes Samtalen 29 var bleven levende, reiste 👤Victor Eremita sig pludseligen op, stiller sig ud paa Gulvet, vinker 26med Haanden som Den, der befaler, holder Armen udrakt som Den, der løfter en Pokal, og som svingede han et Bæger siger han: Med dette Bæger, hvis Duft allerede bedaarer min Sands, hvis kølige Hede allerede opflammer mit Blod, hilser jeg Eder, kjære Drikkebrødre, og byder Eder Velkommen; med det samme Bæger ønsker jeg Eder Velbekomme, forvisset om, at Enhver er tilstrækkelig mættet blot af Talen om Gjestebudet, thi ►vor Herre mætter Maven før Øiet, men Phantasien gjør det omvendt. Derpaa stak han Haanden i Lommen, tog et Cigarfoderal frem, udtog en Cigar og begyndte at ryge. Da Const. 13 👤Constantius protesterede mod hans Magtfuldkommenhed til saaledes at forvandle det projecterede Gjestebud til ►et illusorisk Livsfragment, erklærede 👤Victor, at han slet ikke troede det lod sig realisere, og i ethvert Fald var der begaaet Feil ved, at det forud var blevet Gjenstand for Omtale. Hvad der skal være godt maa være strax; thi »strax« er den guddommeligste af alle Kategorier og fortjener at hædres som i Romersproget: ►ex templo, fordi den er det Guddommeliges Udgangspunkt i Livet, saa hvad der ikke skeer strax er af det Onde. Dog havde han ikke Lyst til at disputere derom; vilde de Andre tale og handle anderledes, skulde han ikke sige et Ord, vilde de at han yderligere skulde udvikle sig, maatte det tillades ham at ►perorere, thi at foranledige en Discussion ansaae han ikke for livsaligt.

✂ Dette skete ogsaa, og da de Andre opfordrede ham til at gjøre det strax, talede han saaledes. Et Gjestebud er i og for sig selv en vanskelig Sag, thi om det end er arrangeret med al mulig Smag og med Talent, saa hører der dog endnu Noget til – Lykke nemlig. Jeg mener herved ikke, hvad en bekymret Madmoder nærmest kunde tænke paa, men noget Andet, som Ingen absolut kan sikkre sig: et lykkeligt Sammenspil af Stemning og af Gjestebudets Smaaomstændigheder, hiin fine ætheriske Strengeleeg, hiin inderlige Musik, man ikke forud kan bestille hos nogen Stadsmusicant. See derfor er det voveligt at begynde, thi slaaer dette feil, maaskee endog strax fra Begyndelsen af, saa kan man i eet Gjestebud ►sætte saaledes af i Henseende til Stemning, at man i lang Tid ikke indhenter det. Kun Vane og Tankeløshed er Fader og Faddere til de fleste Gjestebud, og Manglen paa Kritik Skyld i, at man ikke opdager Ideeløsheden. For det Første burde der aldrig være Qvinder tilstede ved 30 et Gjestebud. ►In parenthesi sagt bruger jeg det Ord: Qvinde, fordi jeg aldrig har yndet det Ord: Damer, og nu siden ►👤Grundtvig i sin 27grundtvigske Brage-Snak grundtvigsk har brugt dette Ord, saa – dog dette vedkommer ikke denne Sag. ►Kun i græsk Stiil kan Qvinder bruges som et Chor af Dandserinder. Da det væsentligen ved et Gjestebud kommer an paa, at der spises og drikkes, bør Qvinden ikke være med; thi hun kan ikke gjøre Fyldest, og kan hun gjøre det, er det høist uskjønt. Saasnart der er en Qvinde tilstede, bør det at der spises og drikkes nedsættes til en Ubetydelighed. At der spises og drikkes maa i det Høieste være som en lille qvindelig Syssel, at man har Noget at bruge Hænderne til. Især paa Landet kan et saadant lille Maaltid, der endogsaa helst maa henlægges til andre end de afgjørende Spisetider, være yderst yndigt, og hvis det er det, skyldes det altid det andet Kjøn. At lade, ►som Engelskmanden gjør, det andet Kjøn træde af, naar den egentlige Drikken begynder, er hverken det Ene eller det Andet, thi ethvert Anlæg bør være 14 et Hele, og blot den Maade jeg sætter mig tilbords og tager Kniv og Gaffel staaer i Forhold til det Totale. Saaledes er og et politisk Gjestebud en uskjøn Tvetydighed. Gjestebudets Elementer vil man nedsætte til en Ubetydelighed, og Talerne vil man igjen maa ikke have Betydning af at de ere holdte ►inter pocula. Saavidt ere vi vel enige og vort Tal er, hvis der blev noget af vort Gjestebud, ogsaa rigtigt valgt, efter hiin skjønne Regel: ►ikke over Musernes, ikke under Gratiernes. Jeg fordrer nu den rigeste Overflødighed af Alt, hvad der lader sig tænke. Om det end ikke Alt er tilstede, maa Muligheden deraf være strax ved Haanden, ja svæve fristende over Bordet, endnu mere forførerisk end Synet. ►At gjøre Gjestebud paa Svovlstikker eller ligesom ►Hollænderen paa et Stykke Sukker, hvoraf Alle slikke, frabedes. Min Fordring derimod er vanskelig at tilfredsstille, thi Maaltidet selv maa være beregnet paa at vække og incitere hiin unævnelige Higen, hvilken ethvert værdigt Medlem bringer med sig. Jeg fordrer, at Jordens Frugtbarhed er i vor Tjeneste, som spirede Alt i samme Nu naar Lysten begjærer det. Jeg fordrer en yppigere Overflod af Viin, end naar ►👤Mephistopheles blot behøver at bore i Bordet. Jeg fordrer en Belysning, mere vellystig, end ►Troldenes, naar de hæve Bjerget paa Søiler og dandse i et Luehav. Jeg fordrer, hvad der mest ophidser Sandsen, jeg fordrer hiin Vellugtens liflige Vederqvægelse, herligere end den findes i Tusind og een Nat. Jeg 31 fordrer en Kølighed, der vellystigt opflammer Begjerligheden, og svaler over den tilfredsstillede Begjerlighed. Jeg fordrer et Springvands ustandsede Opmuntring. ►Kunde 👤Mæcenas ikke 28sove uden at høre et Springvands Pladsken, saa kan jeg ikke spise uden det. Misforstaae mig ikke, jeg kan spise tør Fisk uden det, men jeg kan ikke spise ved et Gjestebud uden det, jeg kan drikke Vand uden det, men jeg kan ikke drikke Viin ved et Gjestebud uden det. Jeg fordrer et Tjenerskab, udvalgt og skjønt, som sad jeg ved Gudernes Bord, jeg fordrer Taffelmusik, stærk og dæmpet, og jeg fordrer, at den hvert Øieblik skal være mig et Accompagnement; og hvad Eder angaaer, mine Venner, da gjør jeg utrolige Fordringer. See! paa Grund af alle disse Fordringer, hvilke ere lige saa mange Grunde imod, mener jeg, at et Gjestebud er et ►pium desiderium, og er jeg i denne Henseende saa langt fra at ville ►tale om en Gjentagelse, at jeg antager, det end ikke lader sig gjøre første Gang.

✂ Den Eneste, der egentligen ikke havde deeltaget i hiin Samtale, ei heller i Gjestebudets Nederlag, var 👤Constantin Constantius. Uden ham var det blevet ved Snakken. Han var kommen til et andet Resultat, og meente, at naar man tog de Andre med en Trumf, lod Ideen sig vel realisere. Der gik da nogen Tid hen, og baade Gjestebudet og Talen derom var glemt, 15 indtil pludselig en Dag Deeltagerne modtoge et Indbydelseskort fra 👤Constantin til et Gjestebud samme Aften. Selskabets ►Symbolum var af 👤Constantin betegnet: in vino veritas, fordi der vel maatte tales, ikke blot samtales, men der maatte ikke tales uden in vino, og ingen Sandhed maatte der høres uden som den er in vino, naar Vinen er et Forsvar for Sandheden og Sandheden et Forsvar for Vinen. – Stedet var valgt i en Skovegn, ►et Par Mile fra 📌Kjøbenhavn. Salen, hvori der skulde spises, var ny decoreret, og paa enhver Maade gjort ukjendelig; et mindre Værelse, der ved en Corridor skiltes fra Salen, var indrettet for et Orchester. Skodder og Forhæng vare anbragte for alle Vinduer, og bag disse stode Vinduerne aabne. ►Intimationen vilde 👤Constantin skulde ligge i, at de kom kjørende i Aftenstunden. Selv om man veed, at man kjører til et Gjestebud, og Phantasien derfor et Øieblik forsøger sig i det Yppige, saa er dog Natur-Omgivelsens Indtryk for mægtigt til, at det ikke skulde seire. At dette ikke skulde skee, var det Eneste, 👤Constantin frygtede, thi som der ingen Magt er, der saaledes veed at forskjønne Alt, som Phantasien, saa er der heller ingen Magt, der saaledes kan forstyrre 32 Alt, naar det slaaer feil for Een, idet den skal berøre Virkeligheden. Men at kjøre i en Sommeraften giver ikke Phantasien Retningen imod det Yppige, men lige den modsatte. Om man end ikke seer og hører det, danner 29Phantasien dog uvilkaarlig et Billede af Aftenens hjemlige Længsel, saa man seer Piger og Karle vandre hjem fra Markarbeidet, hører Høstvognens iilsomme Raslen, forklarer selv det fjerne Brøl fra Engen som en Længsel. Saaledes ►frister Sommeraftenen det Idylliske frem, qvæger selv et higende Sind med sin Beroligelse, bevæger selv den flyvende Phantasie til med ►autochtonisk Hjemvee at dvæle ved ►Jorden, som det Sted man er kommen fra, lærer det umættelige Sind at nøies med Lidet, stiller Een tilfreds, thi i Aftenstunden staaer Tiden stille og Evigheden dvæler. – Saaledes ankom de i Aftenstunden: de Indbudne; thi 👤Constantin var tagen noget tidligere ud. 👤Victor E., der laae paa Landet i Nærheden, kom ridende, de Andre kjørende, og just som deres Vogn kjørte til Siden, svingede en ►holsteensk Vogn ind ad Porten: et lystigt Compagnie af fire Haandværkssvende, hvilke bleve beværtede for dernæst i det afgjørende Øieblik at haves i Beredskab som et Nedrivningscorps: saaledes ere Brandfolkene af modsat Grund tilstede i Theatret for strax at slukke.

✂

✂ Saa længe man er Barn har man Phantasie nok til, om det var i en Time i det mørke Værelse at kunne holde sin Sjel paa Spidsen, paa Forventningens Spidse; naar man er Ældre virker Phantasien let til at gjøre Een kjed af ►Juletræet, inden man faaer det at see.

✂ 16Fløidørrene aabnedes; Virkningen af den straalende Belysning, Køligheden, der strømmede dem imøde, Vellugtens krydrede Bedaarelse, Anretningens Smagfuldhed overvældede et Øieblik de Indtrædende, og da der i det samme fra Orchestret lød Toner af ►Ballet i 👤Don Juan, forklaredes de Indtrædendes Skikkelser, og som af Ærbødighed for en usynlig Aand, der omgav dem, standsede de et Øieblik som Den, hvem Beundring har vakt og som er opstanden til Beundring.

✂

✂ Hvo veed, hvad det lykkelige Øieblik er, hvo har fattet dets Vellyst og ikke fornummet hiin Angest, at der pludseligen skulde skee Noget, det Ubetydeligste, der dog er mægtigt til at forstyrre Alt! Hvo har ►holdt Lampen i sin Haand og dog ikke følt Vellystens Besvimelse, fordi man 33 blot behøver at ønske! Hvo har holdt hvad der er ►Vinkende i sin Haand og ikke lært at have Haandledet smidigt til strax at slippe. – Saaledes stode de hos hinanden. Kun 👤Victor stod noget afsondret, hensjunken i sig selv; en Gysen gik ham gjennem 30Sjelen, han skælvede næsten; da samlede han sin Sjel og hilste Varslet med disse Ord: I skjulte, festlige, forføreriske Toner, der rev mig ud af en stille Ungdoms klosterlige Eensomhed, og bedrog mig med et Savn, som var det en Erindring, forfærdeligt, som hvis ►👤Elvira end ikke var bleven forført, men kun havde begjeret det! Udødelige 👤Mozart, Dig, hvem jeg skylder Alt; dog Nei, endnu skylder jeg Dig ikke Alt. Men naar jeg er bleven en Olding, hvis jeg nogensinde bliver det, eller naar jeg er bleven 10 Aar ældre, hvis jeg nogensinde bliver det, eller naar jeg er bleven gammel, hvis jeg nogensinde bliver det, eller naar jeg skal døe, thi dette veed jeg dog, jeg skal, da vil jeg sige: udødelige 👤Mozart, Dig, hvem jeg skylder Alt, da vil jeg lade den Beundring, der er min Sjels første og dens eneste, bryde frem af al sin Magt, lade den dræbe mig, hvad den dog ofte har villet. Da har jeg beskikket mit Huus, da har jeg betænkt min Elskede, da har jeg tilstaaet min Kjerlighed, da har jeg ganske sandet, at jeg skylder Dig Alt, da tilhører jeg Dig ikke mere, ikke Verden, men kun Dødens alvorlige Tanke! – Nu lød fra Orchestret hiin Indbydelse, hvori Lysten jubler høiest, svinger sig himmelstormende over ►👤Elviras smertelige Taksigelse, og let ►apostropherende gjentog 👤Johannes: ►viva la liberta; – ►et veritas sagde 👤det unge Menneske, men fremfor Alt in vino afbrød 👤Constantin dem, idet han selv tog Plads ved Bordet og opfordrede de Andre dertil.

✂ Hvor let er det ikke at gjøre et Gjestebud, og dog har 👤Constantin forsikkret, at han aldrig mere vilde vove det! Hvor let er det ikke at beundre, og dog har 👤Victor forsikkret, at han aldrig vil give sin Beundring Ord, fordi et Nederlag er forfærdeligere, end at blive Invalid i Krigen! 17 Hvor let er det ikke at begjere, naar man har en ►Ønskeqvist, og dog er det stundom forfærdeligere, end at omkomme af Mangel!

✂

✂ De toge Plads ved Bordet. I samme Øieblik var det lille Selskab midt ude paa Nydelsens uendelige Hav, som med et eneste Sæt. Enhver havde al sin Tanke, al sin Begjering til Gjestebudet, havde ►gjort sin Sjel flot for Nydelsen, der tilbødes i Overflødighed, og hvori Sjelen flød over. Den øvede Kjøresvend kjendes paa, at han veed, at lade det fny34sende Spand begynde med et eneste Sæt, og at holde dem ►ligelig sammen; den dannede Ganger er kjendelig paa, at den reiser sig absolut afgjørende i et eneste Spring: var en eller 31anden af Gjesterne maaskee ikke saaledes, saa var 👤Constantin en god Vert.

✂ Saa spiste de da. Snart havde Samtalen flettet sin skjønne Krands om Gjesterne, saa de sadde bekrandsede; snart var Samtalen forelsket i Maden, snart i Vinen, snart i sig selv, snart var det som vilde den betyde Noget, snart igjen betydede den slet Intet. Snart viklede Indfaldet sig ud, hiint pragtfulde, der kun blomstrer eengang, hiint zarte, der lukker sig strax; da lød der et Udbrud af den Spisende: disse Trøfler ere ⓘ superbe, nusuperbe, nu] R, superbe: nu A et Tilraab af Verten: denne ►Chateau Margeaux! Nu var Taffelmusikken bleven borte i Larmen, nu lød den atter. Snart stod Tjenerskabet stille som ►in pausa i det afgjørende Øieblik, naar en ny Ret sattes frem eller en ny Viin bødes og nævntes ved Navn, snart blev der atter travlt. Nu indtraadte Tausheden et Secund, da gik atter Musikkens oplivende Aande over Gjesterne. Nu kastede den Enkelte sig med en dristig Tanke i Spidsen for de Samtalende og de fulgte ham, næsten glemmende Maden, og Musikken lød bag efter som den lyder efter de Stormendes Jubel, snart hørtes kun Glassenes Larm og ⓘ TallerknernesTallerknernes] R, Tallerkernes A Klang, og Spisningens Gjerning skete taus, kun understøttet af Musikken, der festlig gik foran og atter kaldte Samtalen frem. – Saaledes spiste de.

✂

✂ Hvor fattigt er dog ikke Sproget i Sammenligning med hiin vel intetsigende, men dog saa betydende Samklang af Lyd, i et Slag som ved et Gjestebud, hvilken end ikke den sceniske Fremstilling kan gjengive, og hvorfor Sproget kun har et Par Ord! Hvor er dog Sproget i Ønskets Tjeneste saa rigt i Sammenligning med, naar det beskriver Virkelighed.

✂

✂ Kun en enkelt Gang traadte 👤Constantin ud af sin Allestedsnærværelse, i hvilken man egentligen ikke mærkede hans Nærværelse. Strax i Begyndelsen fik han dem til, »for at mindes hiin gemytlige Periode, da Mand og Qvinde sad sammen i Gjestebud«, at afsynge en af 18 de gamle Drikkeviser, et Forslag, der frembragte en reen parodisk Virkning, hvorpaa det maaskee ogsaa var beregnet, og som nær havde taget Overhaand, da 👤Modehandleren vilde man skulde synge den: ►naar jeg en35gang skal i Brudeseng, falderi, faldera. Da et Par Retter vare spiste, foreslog 👤Constantin, at Gjestebudet skulde ende med, at Enhver holdt en Tale, dog maatte man sikkre sig, at Talerne ikke fik Lov at flagre altfor ubestemt om. Han gjorde da 32tvende Betingelser. Først, at der ikke maatte tales før efter Maaltidet, og at Ingen maatte tale førend han havde drukket saameget, at han kunde mærke Vinens Magt, eller at han var i den Tilstand, hvori man siger Meget, man ellers ikke gider sige, uden at derfor Talens og Tankens Sammenhæng bestandigt behøver at ►afbrydes af Hikke. Enhver skulde derfor, før han talte, høitideligt erklære, at han var i denne Tilstand. Et bestemt Qvantum Viin lod sig ikke normere, da Mættelses-Evnen kunde være forskjellig. Herimod protesterede 👤Johannes. Han kunde aldrig blive beruset, og naar han var kommen til et vist Punkt, blev han mere og mere ædru, jo mere han drak. 👤Victor Eremita var af den ⓘ Mening, atMening, at] R, Mening, at den Mening, at A den experimenterende Reflexion, at man skulde passe paa, at blive beruset, forhindrede Een i at blive det. Skulde man blive beruset, maatte man blive det umiddelbart. Der samtaltes nu Adskilligt om Vinens forskjellige Forhold til Bevidstheden, samt om, at det at have drukket megen Viin, hos meget reflekterende Individer kunde yttre sig ikke ved nogen paafaldende ►impetus, men tvertimod ved en paafaldende kold Besindighed. Hvad Talernes Indhold angik, da foreslog 👤Constantin, at der skulde tales om Elskov eller om Forholdet mellem Mand og Qvinde, dog maatte der ikke fortælles Kjerlighedshistorier, men vel maatte der gjerne ligge Historier til Grund for Opfattelsen.

✂ Betingelserne bleve antagne. – Alle en Verts retfærdige og ►billige Fordringer til Gjester bleve opfyldte: de spiste, drak og ►drak og bleve drukne, som det hedder i det Hebraiske, ɔ: de drak tappert.

✂ Desserten blev fremsat. Havde 👤Victor hidtil ikke faaet sin Fordring opfyldt, at høre et Vandsprings Pladsken, hvad han da heldigviis for ham havde glemt igjen siden hiin Samtale, saa brusede nu Champagne i Overflod. Klokken slog 12; da paabød 👤Constantin Taushed, hilsede 👤det unge Menneske med et Bæger og disse Ord: ►quod felix sit faustumque, og bød ham at tale først.

✂

✂ 👤Det unge Menneske reiste sig, erklærede, at han følte Vinens Magt, hvilket ogsaa var tildeels synligt; thi Blodet bankede stærkt i hans Tin36dinger, og hans Ydre var ikke saa skjønt, som før Maaltidet. Han talede saaledes.

✂

✂ 19Dersom ⓘ der erder er] R, det er A Sandhed i Digternes Ord, kjære Drikkebrødre, da er jo ulykkelig Elskov den tungeste Smerte. Skulde det behøve noget Beviis, saa agter paa de Elskendes Tale. De sige, at den er Døden, 33den visse Død, og troe det første Gang fjorten Dage; anden Gang sige de det er Døden, tredie Gang sige de det er Døden, og endeligen døe de engang – af ulykkelig Elskov; thi at de døe af Elskov, derom er ingen Tvivl, og at Elskoven maa tage tre Gange for at tage Livet af dem, er ligesom at Lægen maa tage tre Gange for at faae den faste Kindtand dragen ud. Men er ulykkelig Elskov saaledes den visse Død, hvor lykkelig er jeg da ikke, som aldrig har elsket, og forhaabentligen kun driver det til at døe engang, og heldigviis ikke af ulykkelig Elskov? Men maaskee er netop dette den største Ulykke; hvor ulykkelig maa jeg da ikke være? Elskovens Betydning maa formodentligen (thi jeg taler som den Blinde om Farverne) maa formodentligen være dens Salighed, og Udtrykket herfor er igjen, at Elskovens Ophør er den Elskendes Død. Dette forstaaer jeg som et Tankeexperiment, der sætter Liv og Død i Forhold til hinanden. Men skal Elskoven blot være et Tankeexperiment, saa ere jo de Elskende latterlige, som virkelig gaae hen og forelske sig. Skal den derimod være noget Virkeligt, saa maa jo Virkeligheden bekræfte, hvad de Elskende sige om den. Men høres eller spores det nu i Virkeligheden, at dette skeer, om det end høres, at det siges. Allerede heri seer jeg een af de Modsigelser, hvori Elskov indvikler et Menneske; thi om den er anderledes for de Indviede, veed jeg ikke, men mig forekommer den at indvikle et Menneske i de besynderligste Modsigelser. Intet andet Forhold mellem Menneske og Menneske gjør Fordring paa den Idealitet, som Elskoven, og dog skjønnes den aldrig at have den. Allerede af den Grund frygter jeg Elskov, fordi jeg frygter den skulde have Magt til ogsaa at faae mig til at snakke hen i Luften om en Salighed, jeg ikke fornam, og om en Smerte, jeg ikke fornam. Jeg siger det her, da jeg er buden at tale om Elskov, skjøndt ukyndig, jeg siger det her i en Omgivelse, der tiltaler mig som et græsk Symposium; thi ellers ønsker jeg ikke at tale derom, ønsker ikke at forstyrre Nogen i hans Lykke, men nøies med mine egne Tanker. Maaskee ere disse Tanker i de Indviedes 37 Øine kun Taabeligheder og Spindelvæv, maaskee er min Vankundighed forklarlig af, at jeg aldrig har lært eller ønsker at lære af Nogen, hvorledes man kommer til at elske, at jeg aldrig, fordi det var raskt, har udfordret en Qvinde med et Blik, men altid slaaet Øiet ned, uden at ville hengive mig til et Indtryk, førend jeg har udgrundet, hvad den Magt har at betyde, i hvis Vold jeg giver mig.

✂ 34Her blev han afbrudt af 👤Constantin, der foreholdt ham, at han, ved at tilstaae, at han aldrig havde havt nogen Kjerlighedshistorie, havde 20 udelukket sig fra at kunne tale. 👤Det unge Menneske erklærede, at han til enhver anden Tid skulde med Glæde efterkomme en Befaling, der paabød Taushed, da han ofte nok havde følt det keedsommelige i at tale, men her vilde han forfægte sin Ret. Netop det, slet ingen Kjerlighedshistorie at have havt, var ogsaa en Kjerlighedshistorie, og Den, der kunde sige dette, var netop berettiget til at tale om 👤Eros, fordi han i sin Tanke kunde siges at forholde sig til hele Kjønnet, og ikke til de Enkelte. Det bevilgedes ham at tale, og han vedblev.

✂ Da min Berettigelse til at tale nu har været dragen i Tvivl, saa har denne Tvivl vel tjent til at fritage mig for Eders Latter, thi jeg veed vel, at som det blandt Bønderkarle ikke ansees for en ret Karl, der ikke har en Tobakspibe, saa ansees det blandt Mandfolk ikke for en ret Karl, der ikke er ►forsøgt i Elskov. Vil Nogen lee, da lee han, Tanken er og bliver mig Hovedsagen. Eller har maaskee Elskov det Privilegium at være det Eneste, hvorover man ikke skal tænke forud, men først bag efter? Hvis saa er, hvad vilde da skee, dersom jeg, den Elskende, kom til bag efter at tænke paa, at det var bag efter? See! derfor vælger jeg forud at tænke over Elskov. Vel sige de Elskende ogsaa, at de have tænkt forud derover, men det er ikke saa. De forudsætte, at det at elske hører et Menneske væsentligen til, men det er jo ikke at tænke over Elskov, men at forudsætte den, for at ►være betænkt paa at faae sig en Elsket.

✂ Overalt hvor da min Reflexion vil gribe Elskoven, beholder jeg kun Modsigelsen. Stundom er det mig vel, som var der undgaaet mig Noget, men hvad dette er, kan jeg ikke sige, derimod kan min Reflexion atter strax her vise mig Modsigelsen. See, derfor er det min Betragtning af 👤Eros, at den er den største Modsigelse, der lader sig tænke, og tillige comisk. Det Ene svarer til det Andet. ►Det Comiske ligger altid i Modsigelsens Kategori, hvad jeg ikke her kan udføre; men hvad jeg her vil 38 vise, er, at Elskov er comisk. Jeg forstaaer da her ved Elskov Forhold mellem Mand og Qvinde, og tænker ikke paa ►👤Eros i græsk Forstand, saaledes som den saa skjønt er lovpriset af 👤Plato; men hos ham er der ogsaa saa langt fra at være Tale om at elske Qvinder, at dette kun nævnes i Forbigaaende, og dette endog ansees for ufuldkomment i Sammenligning med at elske unge Mennesker. Jeg siger, at Elskoven er comisk for Trediemand, 35mere siger jeg ikke. Om det er derfor, at Elskende altid hade Trediemand, veed jeg ikke; men dette veed jeg, at Reflexionen altid er Trediemand, og derfor kan jeg ikke elske uden tillige i min Reflexion at være mig selv Trediemand. Dette kan da ikke synes Nogen besynderligt, da ►Enhver jo har tvivlet om Alt, og jeg kun gjør et Forsøg paa at tvivle om Alt i Henseende til Elskov, men derimod synes det mig besynderligt, at man har tvivlet om Alt og atter fundet 21 Vished, og dog aldrig ymter et Ord om Vanskeligheder, der have bundet min Tanke, saa jeg stundom længselsfuld har ønsket Befrielse ved Dens Hjælp vel at mærke, der først har tænkt Vanskelighederne, og ikke faaet det indgivet i Søvne at tvivle, og at have tvivlet om Alt, og atter siger jeg, faaet det indgivet i Søvne, at forklare og at have forklaret Alt. Saa skjænker mig da Eders Opmærksomhed, kjære Drikkebrødre, og hvis I selv ere Elskende, da afbryder mig dog ikke, dysser ikke paa mig, fordi I ikke ville høre Forklaringen; vender Eder heller bort og ►hører med bortvendt Aasyn paa, hvad jeg har at sige, hvad der nu lyster mig at sige, da jeg engang har begyndt.

✂ For det Første finder jeg det comisk, at alle Mennesker elske og ville elske, og man dog aldrig kan faae oplyst, hvad det Elskelige, det, der er Elskovens egentlige Gjenstand, er. Det Ord at elske lader jeg staae hen, thi dermed er Intet sagt, men saasnart Talen skal begynde, saa bliver det første Spørgsmaal, hvad er det man elsker. Herpaa gives da intet andet Svar, end at man elsker det Elskelige. Svarer man nemlig ►med 👤Plato, at man skal elske det Gode, da har man ved et eneste Skridt overskredet hele det Erotiskes Omfang. Men saa svarer man maaskee, at man skal elske det Skjønne. Dersom jeg da vilde spørge, om det at elske er at elske en skjøn Egn, et smukt Maleri, saa vilde man strax see, at det Erotiske ikke forholder sig som Art til Elskovens Omfang, men er noget ganske Særegent. Vilde saaledes en Elsker, for ret at udtrykke, hvor megen Elskov der boede i ham, holde saadan Tale: jeg elsker smukke 39 Egne, og min ►👤Lalage, og den skjønne Dandser, og en skjøn Hest, kort jeg elsker alt det Skjønne, saa vilde 👤Lalage, om hun end ellers var tilfreds med ham, ikke være tilfreds med hans Lovtale, selv om hun var skjøn; og sæt nu, at 👤Lalage ikke var skjøn, om han dog elskede hende. Vilde jeg da bringe det Erotiske i Forhold til hiin Adskillelse, om hvilken ►👤Aristophanes taler, naar han siger, at Guderne deelte Mennesket i to Dele, ligesom Flyndre, og at disse adskilte 36Dele søge hinanden, saa støder jeg atter her paa Noget, jeg ikke kan udgrunde, i hvilken Henseende jeg kan beraabe mig paa 👤Aristophanes, der i sit Foredrag, netop fordi der ingen Grund er for Tanken til at standse, tænker videre, og tænker, at Guderne kunde falde paa, til endnu større Morskab, ►at dele Mennesket i tre Dele. Til endnu større Morskab; er det ikke, som jeg siger, at Elskov gjør et Menneske latterligt, om ikke i Andres, saa i Gudernes Øine. Dog jeg vil antage, at det Erotiske ►har sin Potens i Forholdet mellem det Qvindelige og det Mandlige, hvad saa? Hvis den Elskende vilde sige til sin 👤Lalage: jeg elsker Dig, fordi Du er en Qvinde, jeg kunde ligesaa godt elske enhver anden Qvinde, ligesaa godt ►den stygge 👤Zoe, saa vilde den skjønne 👤Lalage blive fornærmet. Hvad er da saa det Elskværdige? Det er mit Spørgsmaal, men det Fatale er, at aldrig Nogen har kunnet 22 sige det. Den enkelte Elskende troer bestandigt for sit Vedkommende, han veed det, men for en Anden kan han ikke gjøre sig forstaaelig, og Den, der lytter til flere Elskendes Tale, han vil erfare, at ikke To sige det Samme, uagtet de dog Alle tale om det Samme. Fraseet de aldeles taabelige Forklaringer, der ende med at lade Een rende med Næsen mod Stuedøren, det vil sige, ende med, at det er den Elskedes smukke Fødder eller den elskede Mands beundrede ►Knebelsbart, der egentlig er Elskovens Gjenstand, selv naar man hører en Elskende tale i den høie Stiil, da nævner han først adskillige Enkeltheder, men endeligen siger han: hele hendes elskelige Væsen, og naar Talen har naaet det Høieste, da siger han: hiint Uforklarlige, som jeg ikke veed at gjøre mig Rede for. Og denne Tale skal især behage den skjønne 👤Lalage. Mig behager den ikke, thi jeg forstaaer ikke et Ord, men finder, at Talen indeholder en dobbelt Modsigelse, deels fordi den ender i det Uforklarlige, og deels fordi den ender deri, thi den, der vil ende med det Uforklarlige, han gjorde egentligen rigtigst i at begynde dermed og slet ikke sige Andet, for ikke at blive mistænkelig. Begynder han med det Uforklarlige og 40 siger ikke Andet, da beviser dette ikke hans Afmagt, thi i negativ Forstand er det dog en Forklaring, men begynder han med Andet og ender i det Uforklarlige, da beviser dette hans Afmagt.

✂ Altsaa at elske – dertil svarer det Elskelige, og det Elskelige er det Uforklarlige. Det lader sig høre, men forstaae lader det sig ikke, ligesaa lidet som den uforklarlige Maade, paa hvilken Elskoven griber sit Bytte. Hvo vilde ikke føle det Ængstelige deri, hvis Menneskene 37omkring Een Tid efter anden faldt om og døde ganske pludselig, eller ►bleve convulsiviske, uden at Nogen formaaede at forklare Grunden. Men saaledes griber Elskoven netop ind i Livet, kun at man ikke bliver ængstelig derved, da de Elskende selv ansee det for den høieste Lykke; men derimod kommer til at lee deraf, thi det Comiske og det Tragiske correspondere bestandigt. Idag taler man med et Menneske, kan nogenlunde forstaae ham, imorgen ►taler han i Tunger og i besynderlige Gebærder – han er forelsket. Dersom Elskovens Udtryk var: at elske den første den bedste, saa lod det sig forstaae, at man ikke nærmere kunde forklare sig, men da Elskovens Udtryk er: at elske en Eneste, en eneste i den ganske Verden, saa synes en saadan uhyre Udsondrings-Act i sig at maatte indeholde en Dialektik af Grunde, man ikke saa meget maatte frabede sig at høre, fordi den Intet forklarede, som fordi den vilde blive altfor vidtløftig at høre paa. Men nei, den Elskende kan slet Intet forklare. Han har seet hundrede og atter hundrede Qvinder, han er maaskee bleven ældre, har Intet fornummet, pludselig seer han hende, hende, den Eneste – Cathrine. Er dette ikke comisk; er det ikke comisk, at det, 23 der skal forklare og forskjønne hele Livet: Elskoven ikke er som ►et Senepskorn, hvoraf der voxer et stort Træ, men endnu mindre er i sin Grund slet Intet; thi ikke et eneste forudgaaende Kriterium lader sig angive, som var det f. Ex. i en vis Alder at Phænomenet indtraadte, og ikke en eneste Grund lader sig angive, hvorfor han vælger hende, hende ene i den ganske Verden, og det ingenlunde i samme Forstand »►som 👤Adam valgte 👤Eva, fordi der ingen Anden var.« Eller er den Forklaring, som de Elskende give, ikke ligesaa comisk, eller rettere, udhæver den ikke netop det Comiske. De sige, at Elskov gjør blind, og deraf forklare de Phænomenet. Dersom et Menneske, der gik ind i et mørkt Værelse for at hente Noget, naar jeg raadede ham at tage et Lys med, svarede: det Hele er kun en Ubetydelighed, derfor tager jeg intet Lys med, o! da 41 vilde jeg ypperligt forstaae ham. Dersom derimod den samme Mand tog mig afsides, og paa en hemmelighedsfuld Maade betroede mig, at det, han gik ind at hente, var af yderste Vigtighed, og derfor var det, at han kun kunde gjøre det iblinde – o! mon da mit svage dødelige Hoved skulde kunne følge denne Tales høie Sving. Om jeg end, for ikke at fornærme ham, vilde lade være at lee; saasnart han vendte mig Ryggen, vilde jeg neppe kunne bare mig. Men ad Elskov er der Ingen, som leer; thi dette er jeg forberedt 38paa, at jeg vilde komme i samme Forlegenhed, som ►Jøden, der efter at have endt sin Fortælling, sagde: er der Ingen, som leer. Dog har jeg ikke, som Jøden, udeladt Pointen, og forsaavidt jeg selv leer, er min Latter meget langt fra at ville fornærme Nogen. Tvertimod foragter jeg de Daarer, der indbilde sig, at deres Elskov har saa gode Grunde, at de kunne lee ad andre Elskende; thi da Elskov aldeles ikke lader sig forklare, er forsaavidt den ene Elskende ligesaa latterlig som den anden. Ligesaa daarligt og hoffærdigt finder jeg det ogsaa, at en Mand stolt seer sig om i Pigernes Kreds for at finde den, der er ham værdig, eller at en Pige stolt slaaer med Nakken og vrager, fordi Saadanne kun sysle med endelige Tanker indenfor en uforklaret Forudsætning. Nei, det, der beskæftiger mig, er Elskoven som saadan, det er den, som forekommer mig latterlig, og derfor frygter jeg den, at jeg ikke skal blive mig selv latterlig, eller latterlig i Gudernes Øine, som have dannet Mennesket saaledes. Dersom nemlig Elskov er latterlig, saa er det lige latterligt, enten jeg faaer en Prindsesse eller en Tjenestepige, og er det ikke latterligt, saa er det heller ikke latterligt, at elske en Tjenestepige, thi det Elskelige er jo det Uforklarlige. See derfor frygter jeg Elskov, men seer igjen her et Beviis for, at Elskov er comisk, thi min Frygt bliver af en saa ⓘ besynderligbesynderlig] R, besynlig A tragisk Art, at den netop belyser det Comiske. Naar man river Mursteen ned hænger man et Skildt ud, og jeg gaaer af Veien, naar en Bom er bleven malet sætter man en Afviser, naar en Kudsk er nærved at kjøre 24 Een over, raaber han: varsko, ►naar der er Cholera, bliver der sat en Soldat udenfor o. s. v., det jeg mener, er, at naar der er Fare, lader Faren sig betegne, og man undgaaer den lykkelig ved at agte paa Mærkerne. Da jeg nu frygter for ved Elskov at blive latterlig, saa anseer jeg den jo for en Fare, hvad skal jeg nu gjøre for at undgaae den, eller hvad skal jeg gjøre for at undgaae den Fare, at en Qvinde bliver forelsket i mig. Langtfra mig er den stolte Tanke, at jeg 42 skulde være ►en 👤Adonis, som enhver Pige bliver forelsket i (►relata refero, thi hvad det vil sige forstaaer jeg ikke), Guderne bevare mig; men da jeg ikke veed, hvad det Elskværdige er, kan jeg jo slet ikke vide, hvorledes jeg skal bære mig ad for at undgaae denne Fare. Da desuden lige det Modsatte kan være det Elskværdige, og da endelig det Uforklarlige er det Elskværdige, saa er jeg jo i samme Situation, som ►hiin Mand, 👤Jean Paul taler om, der staaende paa eet Been læser en Plakat af følgende Indhold: her er sat Rævesaxe; og nu ikke tør trække 39Benet til sig eller sætte det til Jorden. Elske Nogen vil jeg ikke førend jeg har udtømt Elskovens Tanke; dette kan jeg ikke, jeg er tvertimod kommen til det Resultat, at den er comisk; saa vil jeg ikke elske, ak, men hermed er Faren ikke undgaaet, thi da jeg ikke veed, hvad det Elskværdige er, hvorledes det kommer paa mig eller hvorledes det kommer paa en Qvinde i Forhold til mig, saa kan jeg ikke være sikker paa at vide, om jeg har undgaaet Faren. Dette er tragisk, i en vis Forstand endog dybt tragisk, om end Ingen bryder sig om det, eller bryder sig om den bittre Modsigelse for den Tænkende, at der er et Noget, som overalt udøver sin Magt og dog ikke lader sig tænke, som maaskee endog pludselig kommer bag paa Den, der forgjeves søger at tænke det. Men det Tragiske heri har sin dybe Grund i det paaviste Comiske. Maaskee vil enhver Anden vende mig Alt om og slet ikke finde det comisk, som jeg finder comisk, men vel det comisk, hvori jeg finder mit Tragiske; men selv dette viser, at jeg til en vis Grad har Ret, og det hvorfor jeg, hvis jeg bliver Offer, bliver et tragisk eller comisk Offer, er dog aabenbart: at ville tænke over Alt, hvad jeg gjør og ikke ⓘ bildebilde] R, bilder A mig ind, at jeg tænker over Livet, naar jeg i Forhold til det Betydningsfulde siger: lad gaae.

✂ Mennesket bestaaer af Sjel og Legeme, ⓘ derideri] R, deri i A ere alle de viseste og bedste Mænd enige. Dersom man nu sætter Elskovens Potens i Forholdet mellem det Qvindelige og Mandlige, saa vil atter det Comiske vise sig i det Omslag, som foregaaer derved, at det høieste Sjelelige udtrykker sig i det mest Sandselige. Jeg tænker herved paa alle Elskovens høist besynderlige Gesticulationer og mystiske Tegn, kort paa det hele ►Frimureri, der er en Continuation af hiint første Uforklarlige. Modsigelsen, hvori Elskoven her indvikler et Menneske, er denne, at det Symbolske slet ikke betyder 25 Noget, eller hvad der er det Samme, at Ingen kan sige, hvad det skal betyde. To elskende Sjele forsikkre hinanden, at de 43 ville elske hinanden for alle Evigheder; derpaa omfavne de hinanden, og ved et Kys besegle de denne evige Pagt. Jeg spørger enhver Tænker, om han var faldet paa det. Og saaledes vexler det bestandigt i Elskov. Det høieste Sjelelige faaer sit Udtryk i den yderste Modsætning, og det Sandselige vil betegne det høieste Sjelelige. ►Posito jeg var forelsket. Det vilde da være mig af yderste Vigtighed, at den Elskede vilde tilhøre mig i alle Evigheder. Det forstaaer jeg, thi egentligen taler jeg her kun om en ►græsk Erotik, hvorved man elsker skjønne Sjele. Naar da 40den Elskede havde forsikkret mig det, da vilde jeg troe det, eller forsaavidt der blev nogen Tvivl tilbage, see at bekæmpe den. Men hvad skeer; thi hvis jeg var forelsket, vilde jeg vel bære mig ad som alle Andre, jeg vilde søge en anden Forvisning end den at troe hende, hvilken dog aabenbart er den eneste Forvisning. Her staaer jeg atter ved det Uforklarlige. ►Naar Kakkadue, som han bedst sidder, begynder at kroe sig som en And, der har forslugt sig, og derpaa opstøder det Ord: Mariane, saa leer alle Mennesker, jeg med. Maaskee finder Tilskuerne det Komiske i, at Kakkadue, der slet ikke elsker Mariane, er kommen i et saadant ►Rapport til hende; men sæt nu, at Kakkadue elskede Mariane, var det saa ikke comisk? mig forekommer det ligefuldt comisk, og det Comiske at ligge i, at Elskoven er bleven ►commensurabel og skal ansees som commensurabel for et saadant Udtryk. Om det har været Skik fra Verdens Begyndelse, gjør Intet til Sagen, det Comiske har Evighedens Hævd paa at ligge i Modsigelsen, og her er en Modsigelse. En ►Gliedermand er der egentligen ikke noget Comisk ved; thi det er ingen Modsigelse, at han gjør de besynderlige Bevægelser, da man jo trækker i Snoren. Men at være en Gliedermand i noget Uforklarligts Tjeneste, det er comisk, Modsigelsen er den, at der ikke sees nogen fornuftig Grund til, at man snart faaer en Trækning i det ene Been, snart i det andet. Naar jeg nu ikke kan forklare mig hvad det er jeg gjør, saa vil jeg ikke gjøre det, naar jeg ikke kan forstaae den Magt, i hvis Vold jeg giver mig, saa vil jeg ikke give mig i dens Vold. Og er Elskoven en saadan gaadefuld Lov, der knytter de yderste Modsætninger sammen, hvo indestaaer mig da for, at der ikke pludselig kan komme Confusion deri. Dog beskæftiger dette mig mindre. Saaledes har jeg vel hørt, at nogle Elskende finde, at andre Elskende bære sig latterligt ad. Hvad en saadan Latter egentligen mener, fatter jeg ikke, thi er hiin Lov en Naturlov, saa er den jo eens for alle 44 Elskende, og er den en Frihedens Lov, saa maae jo hine leende Elskende ⓘ kundekunde] , således også R forklare Alt, hvilket de dog ikke kunne. Forsaavidt forstaaer jeg det bedre, at det ganske i Almindelighed er Tilfældet, at den ene Elskende leer 26 ad den Anden, fordi den ene bestandig finder den anden latterlig men ikke sig selv. Dersom det er latterligt at kysse en styg Pige, er det ogsaa latterligt at kysse en smuk, og den Indbildning, at det at gjøre det paa en vis Maade skulde berettige til at lee ad en Anden, som gjør det paa en anden Maade, er kun Hoffærdighed og en Sammensværgelse, der dog ikke 41bringer en saadan Fornem udenfor det almindelige Latterlige, der ligger i, at Ingen kan sige, hvad det skal betyde, medens det dog skal betyde Alt, og betyde, at de Elskende ville tilhøre hinanden for alle Evigheder, ja hvad endnu morsommere er, forvisse dem om, at de gjøre det. Dersom en Mand, som han sidder bedst, lægger Hovedet paa den ene Side, eller ryster med Hovedet, eller sparker ud med Benet, vilde svare mig, naar jeg spurgte ham, hvorfor han gjorde det: jeg veed det saavist ikke selv, det faldt mig saaledes ind, en anden Gang gjør jeg det anderledes, thi det er uvilkaarligt, o! da vilde jeg vel forstaae ham. Men dersom han sagde, hvad jo de Elskende sige om hine Gesticulationer, at hele Saligheden ligger deri, hvorledes skulde jeg da ikke finde det latterligt, som jeg ogsaa fandt hine først omtalte latterlige, rigtignok i en noget anden Forstand, indtil Manden forhindrede Latteren ved at forklare, at de Intet skulle betyde. Hermed er nemlig Modsigelsen, som ligger til Grund for det Comiske, hævet; thi at det Intetbetydende forklares Intet at betyde er slet ikke latterligt, vel derimod naar det forklares, at betyde Alt. I Henseende til det Uvilkaarlige er Modsigelsen oprindelig tilstede, som den: at man af et frit Fornuftvæsen ikke venter det Uvilkaarlige. Naar man saaledes antog, at ►Paven i det Øieblik han skulde sætte Kronen paa 👤Napoleons Hoved kom til at hoste, eller at Brud og Brudgom i Vielsens høitidelige Øieblik kom til at nyse, saa viser det Comiske sig. Jo mere den givne Leilighed accentuerer det frie Fornuftvæsen, desto mere comisk bliver det Uvilkaarlige. Saaledes med Hensyn til de erotiske Gesticulationer, hvor det Comiske anden Gang kommer frem, derved at man vil forklare hiin Modsigelse ved at ⓘ give demgive dem] R, give den A absolut Betydning. Børn have som bekjendt stor Sands for det Comiske, til Vitterlighed tør man altid beraabe sig paa Børn i denne Henseende. I Reglen vil nu Børn altid komme til 45 at lee ad Elskende, og foranlediger man dem til at fortælle hvad de have seet, kan vist Ingen lade være at lee. Maaskee kommer det deraf, at Børn udelade Pointen. Saa besynderligt er det, ►da Jøden udelod Pointen, vilde Ingen lee, her er det omvendt, naar man udelader Pointen, lee Alle; men da Ingen kan sige, hvori Pointen ligger, saa er den jo udeladt. De Elskende forklare Intet, De, der prise Elskoven, forklare Intet, men ere blot betænkte paa, som ►det bydes i Kongeloven, at sige Alt, hvad som behageligt og elskeligt kan være. Men Den, der tænker, han gjør sig Rede for sine Kategorier, og Den, der tænker 27 over Elskoven, tænker ogsaa 42strax over Kategorierne. I Forhold til Elskoven gjør man det dog ikke, og man savner endnu ►en Pastoral-Videnskab, thi om end ►en Digter i et pastorale gjør et Forsøg paa, at lade Elskoven blive til, smugles dog Alt ind igjen ved Hjælp af et andet Menneske, hos hvem de Elskende lære at elske. – Det Comiske fandt jeg altsaa i de erotiske Omslag, hvorved det Høieste i een Sphære ikke finder sit Udtryk i denne Sphære, men i det reent Modsatte fra en anden Sphære. Det er comisk, at Elskovens høie Flugt (at ville tilhøre hinanden for alle Evigheder) ►ender bestandigt ligesom Saft i Spisekamret; men endnu mere comisk er det, at denne Ende paa Sagen skal være det høieste Udtryk.

✂ Overalt hvor der er Modsigelse er ogsaa det Komiske tilstede. Dette Spor følger jeg bestandigt. Skulde det forstyrre Eder, kjære Drikkebrødre, at følge mig, ►saa følger med bortvendt Aasyn, jeg selv taler jo som med et Slør for Øinene, thi da jeg kun seer det Gaadefulde, kan jeg jo ikke see, eller seer jeg jo Intet. Hvad er en Consequents? Dersom den ikke paa en eller anden Maade lader sig bringe under Identitet med det, hvoraf den er en Consequents, saa bliver det jo latterligt, om den alligevel skal gaae og gjelde for en Consequents. Naar saaledes en Mand, der vil bade sig, springer ud i Badekarret og idet han noget fortumlet atter dukker op, griber efter Badetouget for at holde sig fast, men tager feil og griber i Snoren til et Styrtebad, der nu ganske vel motiveret og med al mulig Føie styrter over ham, saa er Consequentsen ganske rigtig. Det Latterlige ligger i, at han greb feil, men der er intet Latterligt i, at et Styrtebad styrter ned, naar man drager i Snoren, snarere vilde det blive latterligt, hvis det udeblev, som hvis, for at eftervise Rigtigheden af min Sætning om Modsigelsen, som hvis en Mand samlede sin Sjel for ret at være forberedt og ret at være istand til at bære hiin Gysen, med 46 Beslutningens Begeistring greb i Snoren – og Styrtebadet udeblev. Lader os nu see, hvorledes det er med Elskov. De Elskende ville tilhøre hinanden for alle Evigheder. Dette udtrykke de paa hiin besynderlige Maade ved at omslutte hinanden i Øieblikkets Inderlighed, og al Elskovens Saligheds Lyst skal ligge deri. Men al Lyst er selvisk. Den Elskendes Lyst er nu vel ikke selvisk i Forhold til den Elskedes, men ⓘ begges i Foreningbegges i Forening] K, begges Forening A er absolut selvisk, forsaavidt de i Foreningen og Elskoven danne et Selv. Og dog ere de bedragne; thi i samme Øieblik triumpherer Arten over Individerne, Arten seirer medens Individerne ere nedsatte til at være i dens 43Tjeneste. Dette finder jeg er mere latterligt end ►hvad 👤Aristophanes fandt saa latterligt. Thi det Latterlige i hiin Halvering ligger i Modsigelsen, hvad 👤Aristophanes ikke tilstrækkeligt udhæver. Naar man betragter et Menneske skulde man 28 dog troe, at han var en Heelhed for sig, det troer man ogsaa, indtil man i Elskovens Besættelse seer, at han kun er en Halvhed, der løber om efter sin anden Halvdeel. Der ligger intet comisk i et halvt Æble, det Comiske vilde først vise sig, hvis et heelt Æble var et halvt Æble; i det Første er der ingen Modsigelse, men vel i det Sidste. Dersom man gjør Alvor af det med den Talemaade, at Qvinden er kun et halvt Menneske, saa vilde hun slet ikke være comisk i Elskov. Manden derimod, der har nydt borgerlig Agtelse som et heelt Menneske, han bliver comisk, naar han pludselig begynder at løbe om og derved forraader, at ⓘ han kunhan kun] R, hun kun A er et halvt Menneske. Jo mere man tænker derover, desto latterligere bliver det; thi hvis Manden virkelig er en Heelhed, saa bliver han jo ikke i Elskoven en Heelhed, men han og Qvinden bliver halvanden. Hvad Under da, at Guderne lee og især ad Manden. Dog jeg vender tilbage til min Consequents. Naar nu de Elskende have fundet hinanden, skulde man dog troe, at de vare en Heelhed, og heri skulde jo Sandheden ligge af, at de vilde leve for hinanden i alle Evigheder. Men see, de begynde med, istedenfor at leve for hinanden, at leve for Slægten, og dette ane de ikke. – Hvad er en Consequents? Dersom man, naar den er fremtraadt, ikke kan see den ind i det, hvoraf den fremtraadte, saa er det en Latterlighed med en saadan Consequens, og de ere latterlige, hvem den vederfares. Dersom nu hine adskilte Halvheder have fundet hinanden, saa er dette jo den fuldkomne Tilfredsstillelse og Hvile, og dog følger deraf en ny Tilværelse. At det, at de Elskende finde hinanden, for dem 47 bliver en ny Tilværelse, lader sig forstaae, men ikke, at en ny Tilværelse derfra daterer sig for en Anden. Og dog er denne resulterende Consequents større end det, hvoraf den er Consequents, og dog maa jo en Afslutning som hin de Elskendes, der de fandt hinanden, være et Tegn paa, at der ingen Consequents yderligere lod sig tænke. Har nogen anden Lyst en Analogi hertil? Tvertimod betyder jo ellers altid Lystens Tilfredsstillelse en Stilstand, og selv om der indtræder en ►tristitia, der tyder paa, at al Lyst er comisk, saa vil en saadan tristitia være en simpel Consequents, om end ingen tristitia vidner saa høit for et foregaaende Comisk som Elskovens. Derimod er det noget Andet med en saadan uhyre Consequents, 44som den, om hvilken vi tale, en Consequents, hvorom Ingen veed hvorfra den kommer, eller om den kommer, medens den dog, hvis den kommer, kommer som en Consequents.

✂ Hvo fatter dette? Og dog er for de Indviede hvad der er Elskovens høieste Lyst tillige det Betydningsfuldeste; det er saa betydningsfuldt, at de Elskende endog antage nye Navne, der ere ►deriverede af Consequentsen, som altsaa besynderligt nok faaer tilbagevirkende Kraft. Den Elskende kaldes nu Fader og den Elskede Moder, og disse Navne ere dem selv de 29 skjønneste. Og dog er der Den, for hvem disse Navne ere endnu skjønnere; thi hvad er skjønt som ►Pieteten? mig forekommer den det Skjønneste af Alt, og heldigviis kan jeg forstaae dens Tanke. Menneskene lære, at det bør sig Sønnen at elske Faderen. Det forstaaer jeg, jeg aner end ikke nogen Modsigelse, jeg føler mig saligt bunden i Pietetens skjønne Kjerlighedsbaand. Jeg troer, at det er det Høieste at skylde et andet Menneske Livet, jeg troer, at denne Gjeld ikke lader sig opgjøre eller udtømme ved nogen Beregning, og derfor finder jeg det ret, ►hvad 👤Cicero siger, at Sønnen altid har Uret mod Faderen, og det er jo netop Pieteten, der lærer mig at troe dette, lærer mig end ikke at ville gjennemtrænge det Skjulte men heller forblive skjult i Faderen. Ganske rigtigt, jeg er glad ved at være et andet Menneskes største Skyldner, men omvendt. Førend jeg beslutter mig til at gjøre et andet Menneske til min største Skyldner, vil jeg dog nok være mig selv klar, thi i mine Tanker er der ingen Sammenligning mellem at være et andet Menneskes Skyldner og at gjøre et andet Menneske til sin, saa han i al Evighed ikke kan blive fri derfor. Hvad da Pieteten forbyder Sønnen at betænke, det byder Kjerligheden Faderen at betænke. Og nu er Modsigelsen der 48 atter. ►Er Sønnen et evigt Væsen ligesom Faderen, hvad vil saa det sige, at være Fader; jeg maa jo smile ad mig selv, ved at tænke mig som Faderen, medens Sønnen bevæges dybest naar han tænker sit Forhold til Faderen. Jeg forstaaer ret vel, ►hvad 👤Plato skjønt har sagt, ⓘ at et Dyrat et Dyr] R, at Dyr A føder et Dyr af samme Art, en Plante en Plante af samme Art og saaledes et Menneske et Menneske; men hermed er Intet forklaret, Tanken ikke tilfredsstillet, kun en dunkel Følelse vakt; thi et evigt Væsen lader sig ikke føde. Saasnart da Faderen betragter Sønnen efter hans evige Væsen, hvilket jo er den væsentlige Betragtning, saa maa han vel smile ad sig selv, idet han ingenlunde kan fastholde alt det Skjønne og Betydningsfulde, som glæder Sønnen i Pieteten. Betragter 45han derimod Sønnen efter hans sandselige Natur, saa maa han atter smile, fordi det at være Fader er altfor betydningsfuldt et Udtryk derfor. Skulde det endeligen lade sig tænke, at Faderen havde Indflydelse paa Sønnen, at Faderens Væsen blev en Forudsætning, fra hvilken Sønnens Væsen ikke kunde frigjøre sig, da kommer Modsigelsen fra en anden Side; thi da er den Tanke saa forfærdelig, at der Intet paa Jorden er saa forfærdeligt som at være Fader. Der er ingen Sammenligning mellem at slaae et Menneske ihjel og at give et Menneske Livet, det første afgjør blot hans Skjæbne for Tiden, det Andet for Evigheden. Saaledes er atter Modsigelsen her baade til at lee og til at græde over. Er det at være Fader en Indbildning, om ikke i den Forstand, hvori ►👤Magdelone siger det til 👤Jeronymus i 📖 Erasmus Montanus, eller er det det Forfærdeligste af 30 Alt; er det den største Velgjerning eller er det Lystens høieste Nydelse, er det Noget, der hænder, eller er det den høieste Opgave?

✂ See! derfor har jeg forsaget al Elskov, thi min Tanke er mig Alt. Er Elskov den saligste Lyst, saa forsager jeg den uden hverken at ville fornærme eller misunde Nogen, betinger Elskov den høieste Velgjerning, saa fornegter jeg Leiligheden dertil, men min Tanke er frelst. Ikke er jeg uden Øie for det Skjønne, ikke er mit Hjerte ubevæget, naar jeg læser Digternes Sange, ikke er min Sjel uden Veemod, naar jeg hendrømmer i hiin skjønne Forestilling om Elskov, men min Tanke vil jeg ikke være utro, og hvad hjalp det, for mig er der dog ingen Salighed, hvor jeg ikke har min Tanke frelst, hvor jeg, hvis jeg var der, vilde indtil Fortvivlelse længes efter ►Tanken, som jeg ikke tør forlade for at hænge fast ved en Hustru, da den er mig mit evige Væsen og altsaa endnu 49 mere værd end Fader og Moder og endnu mere værd end en Hustru. Vel indseer jeg, at dersom Noget maa være helligt, da Elskov, at dersom nogetsteds Troløshed er nedrig da i Elskov, at dersom noget Bedrag er afskyeligt da i Elskov; men min Sjel er reen, jeg har aldrig ►seet paa nogen Qvinde for at begjere hende, jeg har ikke flagret ubestemt, indtil jeg iblinde styrtede eller hensvimlede i det mest Afgjørende. Dersom jeg vidste hvad det Elskværdige er, saa vilde jeg med Vished vide, om jeg ikke havde ►forskyldt at friste Nogen, men da jeg ikke veed det, kan jeg kun med Bestemthed vide, at jeg ikke er mig bevidst at have villet det. Sæt jeg gav mig hen, sæt jeg kom til at lee, eller sæt jeg segnede under Forfærdelsen, thi mig er det umuligt at finde ►den smale Vei, som de Elskende gaae paa saa let som var det 46den brede, uforstyrret af alle Anfægtelser, som de vel have tænkt, da vor Tid jo har gjennemtænkt Alt, og som en Følge deraf let forstaaer, hvad jeg mener; at det at handle umiddelbart er nonsens, og man altsaa maa have gjennemtænkt alle mulige Reflexioner, inden man handler; – sæt jeg gav mig hen. Havde jeg da ikke uopretteligt fornærmet den Elskede, hvis jeg loe, eller ustandseligt styrtet hende i Fortvivlelse, hvis jeg segnede. Thi dette indseer jeg vel, at en Qvinde ikke kan være saa gjennemreflekteret, og en Qvinde, der fandt Elskov comisk (hvad kun Guder og Mænd kan finde den, og hvorfor Qvinden er en Fristelse, der vil forlokke dem til at blive latterlige), vilde forraade betænkelige Forkundskaber, og mindst forstaae mig, men en Qvinde, der fattede Forfærdelsen vilde have tabt sin Elskelighed og dog ikke forstaae mig, vilde være tilintetgjort, hvilket jeg ingenlunde er, saa længe min Tanke frelser mig.

✂ ►Er der Ingen, som leer! Da jeg begyndte med at ville tale om det Comiske i Elskov, ventede I maaskee at komme ⓘ til at leetil at lee] R, til lee A, thi I ere alle lattermilde, som jeg selv er en Ven af Latter, og dog loe I maaskee ikke. 31 Virkningen var en anden, og dog beviser den netop, at jeg har talet om det Comiske. Er der Ingen, som leer ad min Tale, nu vel saa leer lidt ad mig kjære Drikkebrødre, det skal ikke forundre mig; thi hvad jeg leilighedsviis har hørt Eder sige om Elskov, forstaaer jeg ikke – formodentligen ere I Indviede!

✂

✂ Derpaa satte 👤det unge Menneske sig ned, han var næsten bleven skjønnere end før Maaltidet; nu sad han og saae hen for sig uden at 50 bekymre sig om de Andre. 👤Johannes Forføreren vilde strax til at gjøre Indvendinger mod 👤det unge Menneskes Foredrag, men blev afbrudt af 👤Constantin, der advarede mod Discussioner og decreterede, at der nu blot maatte tales. I saa Fald betingede 👤Johannes sig, at være den, der talte sidst. Dette gav igjen Anledning til en Strid om, i hvilken Orden de skulde tale, hvilken 👤Constantin atter standsede ved at tilbyde sig nu at tale, mod at man anerkjendte hans Competence til at byde de Andre at tale efter Tour.

✂ 👤Constantin talede saaledes.

✂

✂ ►Der er Tid til at tie, og der er Tid til at tale, nu synes Tiden at være til at tale kort; thi vor unge Ven har talet Meget og meget besynderligt. Hans ►vis comica har bragt os til at stride ►ancipiti proelio, thi hans Tale var ligesaa tvivlsom som han selv er det, som han nu igjen sidder der: en raadvild Mand, der ikke veed, om han 47skal lee eller han skal græde eller han skal forelske sig. Ja havde jeg været forudvidende om hans Tale, som han fordrer at være det om Elskov, saa havde jeg forbudet ham at tale, men nu er det bag efter. Saa byder jeg Eder da kjære Drikkebrødre, at »►I lystige og muntre her skulle være« og kan jeg ikke byde dette, saa byder jeg Eder, at glemme hver Tale, saa hurtigt som den er holdt, at ⓘ ►skyldeskylde] , således også K, R den ned ⓘ i en enestei en eneste] R, i eneste A Slurk.

✂ Og nu til Qvinden, som jeg vil tale om. Ogsaa jeg har grundet, og jeg har udgrundet hendes Kategori, ogsaa jeg har søgt, men jeg har ogsaa fundet, og gjort ►en mageløs Opdagelse, hvilken herved meddeles Eder. Hun opfattes ene rigtigt under Kategorien Spas. Manden tilkommer det at være absolut, at handle absolut, at udtrykke det Absolute; Qvinden ligger i Relationen. Mellem tvende saa forskjellige Væsener kan ingen sand Vexelvirkning finde Sted. Dette Misforhold er netop Spasen; og med Qvinden kom Spasen ind i Verden. Dog følger det af sig selv, at Manden maa vide at holde sig under det Absolute, thi ellers viser der sig Intet, det vil sige der viser sig noget meget Almindeligt, at Manden og Qvinden passe for hinanden, han som ►Halvmand og hun som Halvmand.

✂ 32Spas er ingen æsthetisk, men en ufuldbaaren ethisk Kategori. Den virker paa Tanken, som det vilde virke paa Sindet at høre en Mand høitideligt begyndende en Tale, reciterende et Comma eller to med 51 denne Diction, derpaa sige: hm! en Tankestreg og saa tie stille. Saaledes med Qvinden. Man sigter med den ethiske Kategori paa hende, man lukker Øinene, man tænker det Absolute i ethiske Fordringer, man tænker Mennesket, man aabner Øiet, man fæster Blikket paa den dydzirede Jomfru, der experimenteres at indfrie Fordringen; man bliver benauet og siger ved sig selv: aah! det er vist Spas. Spasen er nemlig den, at lægge Kategorien an, at holde hende under den, fordi Alvoren aldrig kan blive Alvor, men dette er netop Spasen; thi turde man fordre det af hende, var det ikke Spas. At bringe hende under en Luftpompe og pumpe Luft fra hende er Synd og slet ikke moersomt, men at pumpe hende Luft til, at puste hende op i overnaturlig Størrelse, at lade hende have naaet al den Idealitet, som en lille Jomfru paa sexten Aar kan indbilde sig at ville have, er Forestillingens Begyndelse, og Begyndelsen paa en høist underholdende Forestilling. Ingen Yngling har halv saa megen indbildt Idealitet som en ung Pige, men ►det kommer igjen, sagde Skrædderen, thi al hendes er Illusion.

✂ 48Betragter man ikke Qvinden saaledes, kan hun afstedkomme ubodelig Skade; ved min Opfattelse bliver hun uskadelig og moersom. For en Mand er intet Forfærdeligere end at gribe sig selv i Piat. Hermed er al sand Idealitet tilintetgjort; thi at være en Skurk lader sig angre, ikke at have meent et Ord af hvad man har sagt, lader sig fortryde, men at være Piat, vitterlig Piat, at have meent Alt og ⓘ see! detsee! det] R, see: det A var Piat: Sligt væmmes endogsaa Angeren ved. Med Qvinden anderledes. Hun har et oprindeligt Privilegium paa i mindre end 24 Timer at ►transfigureres i det uskyldigste og tilgiveligste Galimathias; thi langtfra hendes oprigtige Sjæl være det at ville bedrage Nogen; hun meente Alt, hvad hun sagde, nu siger hun det Modsatte; men med samme elskelige Aabenhjertighed, thi nu vil hun døe paa det Modsatte. Dersom da Manden af fuld Alvor giver sig hen i Elskov, da kan han sige, han har godt assureret, ifald han ellers nogetsteds kan faae assureret; thi et saa fængeligt Stof som en Qvinde maatte altid gjøre Assurandeuren betænkelig. Hvad har han ogsaa gjort, han har identificeret sig med hende, gaaer hun af Nytaarsaften som et Knald, saa gaaer han med, og skeer det ikke, er han dog kommen i et temmeligt nært Svogerskab med Faren. Og hvad kan han ikke tabe? Han kan tabe Alt; thi der er kun een absolut Modsætning til det Absolute, det er Piat. Han skal ikke søge Tilflugt i noget Selskab for 52 moralskfordærvede Personer, thi han er ikke moralskfordærvet, langtfra, han er blot reduceret ►in absurdum og lyksaliggjort i Galimathias, han er bleven til Nar. Imellem 33 Mand og Mand kan dette aldrig skee. Futter en Mand saaledes af i Nonsens, saa foragter jeg ham; narrer han mig ved sin Klogskab, saa holder jeg blot den ethiske Kategori paa ham, og Faren er meget ubetydelig. Gaaer det meget vidt, nu vel, saa jager jeg ham en Kugle gjennem Hovedet, men at udfordre en Qvinde, hvad er det, hvo veed det ikke, det er Spas, ligesom da ►👤Xerxes lod Havet pidske. Naar ►👤Othello myrder 👤Desdemona, og hun virkelig havde været skyldig, saa har han dog Intet vundet, han er til Nar og han bliver til Nar, thi selv idet han myrder hende gjør han kun en ►Concession i Henseende til en Conseqvents, som oprindeligt har gjort ham latterlig, hvorimod ►👤Elvire kan være aldeles pathetisk bevæbnet med Dolken for at hævne sig. At 👤Shakspeare har opfattet 👤Othello tragisk (ogsaa fraseet den ulykkelige Katastrophe, at 👤Desdemona er uskyldig) lader sig kun forklare, men ogsaa absolut retfærdiggjøre derved, at 👤Othello er en farvet Mand. Thi en farvet Mand, 49kjære Drikkebrødre, der ikke kan antages at repræsentere Aand, en farvet Mand, kjære Drikkebrødre, der altsaa bliver grøn i Ansigtet, naar han bliver vred (hvilket er et physiologisk Factum), en farvet Mand kan vel blive tragisk ved at være bleven bedragen af en Qvinde, ligesom Qvinden har hele Tragediens Pathos paa sin Side, naar hun er bedragen af Manden. En Mand, der bliver rød i Kammen, kunde maaskee blive tragisk, men en Mand, af hvem man tør fordre Aand, han bliver enten ikke jaloux, eller han bliver comisk, naar han bliver det, og allermest, naar han kommer løbende med en Dolk. Skade at 👤Shakspeare ikke har leveret et saadant Digterværk, hvor ►den i en Qvindes Utroskab indeholdte Fordring blev protesteret af Ironien; thi det er ikke givet Enhver, der indseer det Comiske deri, ja endog kan udvikle det, at fremsætte det dramatisk. Men man tænke sig 👤Socrates overraskende (thi det var allerede usocratisk at tænke sig 👤Socrates væsentligt bekymret om eller vel endog udspionerende ►👤Xantippes Troskab) 👤Xantippe ►in flagranti, jeg tænker, at ►hiint fine Smiil, der gjorde den styggeste Mand i Athen til den skjønneste, for første Gang har forvandlet sig til en Skoggerlatter. Paa den anden Side, da dog stundom ►👤Aristophanes har villet fremstille 👤Socrates latterlig, ubegribeligt, at det ikke er faldet ham ind, at lade 👤Socrates komme løbende ind paa Scenen raabende: hvor er 53 hun, hvor er hun, at jeg kan myrde hende ɔ: den utroe 👤Xantippe. Thi om 👤Socrates blev Hanrei eller ei gjør egentligen Intet til Sagen, Alt hvad 👤Xantippe vil gjøre i denne Henseende er spildt Uleilighed som at ►knepse i Lommen, 👤Socrates bliver den samme intellectuelle Helt ogsaa ►med Horn i Panden; men at han kunde blive jaloux, at han kunde ville myrde 👤Xantippe: ak da havde 👤Xantippe havt en Magt over ham, som ikke hele den græske Stat og Dødsstraffen – at gjøre ham latterlig. En Hanrei er derfor comisk i sit Forhold til Konen, 34 men kan betragtes tragisk i sit Forhold til andre Mænd. ►Her ligger nærmest den spanske Opfattelse af Ære. Dog er det Tragiske væsentligen dette, at han ingen Opreisning kan faae og Smerten i hans Lidelse egentligen den, at hans Lidelse er meningsløs, hvilket er forfærdeligt nok. At skyde en Qvinde, at udfordre hende, at foragte hende, gjør Alt den stakkels Mand kun mere latterlig, thi ►Qvinden er det svagere Kjøn. Denne Betragtning kommer igjen allevegne og forvirrer Alt. Gjør hun det Store, beundrer man hende mere end Manden, fordi man ikke har troet at turde fordre det af hende. Bliver hun bedragen, har hun al Pathos i sin Faveur, 50bliver en Mand bedragen, har man lidt Medlidenhed, og lidt Taalmodighed saa længe han er tilstede, for at lee naar han er gaaet.

✂ See derfor gjør man vel i itide at betragte Qvinden som Spas. Morskaben er ubetalelig. Man betragter hende som en absolut Størrelse, og gjør sig selv til en relativ. Man siger hende ikke imod, langtfra, thi det er kun at hjælpe hende. Netop fordi hun ikke kan begrændse sig selv, tager hun sig i Alvor talt bedst ud, naar man siger hende lidt imod. Man tvivler aldrig om hvad hun siger, langtfra, man troer hvert Ord. Med et i uudsigelig Beundring og salig ►Bedunstelse famlende Blik omkredser man hende i Tilbederens Dandsetrin: man falder paa Knæ, man smægter, man hæver sit Øie op til hende, man smægter, man aander atter. Man gjør Alt hvad hun siger som en lydig Slave. Nu kommer Humlen. At en Qvinde kan tale ɔ: ►verba facere behøver intet Beviis. Uheldigviis har hun ikke Reflexion nok til at sikkre sig mod paa Længden ɔ: maximum otte Dage at sige sig selv imod, naar Manden ikke hjælper hende ►regulativt ved at sige hende imod. Følgen er da, at i en føie Tid er Confusionen i fuld Gang. Havde man ikke gjort, hvad hun sagde, saa vilde Confusionen være bleven ubemærket, thi hun glemmer igjen ligesaa frisk væk, som hun snakker frisk væk. Men da hendes Tilbeder 54 har gjort Alt og i alle Maader været hende til Tjeneste, saa bliver Confusionen haandgribelig. Jo mere begavet Qvinden er, desto morsommere. Jo mere begavet, desto mere Phantasi har hun. Jo mere Phantasi, desto gevaltigere er hun i Øieblikket, desto mere Confusion viser der sig i det næste Øieblik. I Livet sees Morskaben sjelden, fordi denne blinde Lydighed under en Qvindes Indfald er meget sjelden. Findes den hos en smægtende Hyrde, saa mangler han jo Evne til at see Morskaben. Den Idealitet, som en lille Jomfru har i Phantasi-Øieblikket, findes virkelig hverken hos Guder eller Mennesker, men desto ⓘ morsommeremorsommere] R, morsomme A er det at troe hende og puste til.

✂ Morskaben er som sagt ubetalelig, ja jeg veed det, jeg har stundom ikke kunnet sove om Natten blot for at betænke, hvilke nye Confusioner jeg ved den Elskedes Haand og min underdanige Tjenstiver skulde opleve; thi 35 Ingen, der spiller i Lotteriet kan opleve besynderligere Combinationer end den, der er passioneret for dette Spil. Og dette staaer fast, enhver Qvinde har denne Mulighed til at gaae op og ►forklares i Nonsens med en Elskelighed, med en Ugenerthed, en Sikkerhed, som det sømmer sig det svagere Kjøn. Som en 51retskaffen Elsker opdager man enhver Ynde hos den Elskede. Naar man nu træffer paa denne Genialitet, da lader man den ikke staae hen som en Mulighed, men udvikler den tvertimod til Virtuositet. Videre behøver jeg Intet at sige, videre lader Intet sig sige i Almindelighed, Enhver forstaaer mig. Som da Een har sin Morskab af at balancere med en Stok paa Næsen, af at svinge med et Glas, uden at dets Indhold flyder ud, af at dandse mellem Æg, og andre lignende ligesaa underholdende som gavnlige Øvelser, ►saaledes og ikke anderledes har den Elskende i Samlivet med den Elskede den uvurderligste Morskab og det interessanteste Studium. I erotisk Henseende troer man hende absolut, ikke blot at hun er Een tro, den Leeg er man snart kjed af, men man troer absolut alle hine Udbrud af en ►ubrødelig Romantik, i hvilken hun formodentligen vilde omkomme, hvis man ikke anbragte en Sikkerhedsventil, gjennem hvilken Sukket, og ►Røgen og Romantikens Aria strømmer ud og lyksaliggjør den Tilbedende. Man holder hende beundrende ►paa en 👤Julies Spidse, kun er Forskjellen den, at intet Menneske har tænkt paa saa meget som at krumme et Haar paa 👤Romeos Hoved. I intellectuel Henseende tiltroer man hende Alt og, hvis man har været saa heldig at finde den 55 Rette, da har man een to tre en ►æggesyg Forfatterinde og man selv skygger beundrende for Øinene med Haanden medens man ►admirerer, hvad ►den lille sorte Høne forøvrigt yder. Ubegribeligt, at 👤Socrates ikke valgte dette Parti istedenfor at skjendes med 👤Xantippe, nu det forstaaer sig, han vilde jo øve sig ►ligesom Berideren, der, selv om han har den ⓘ bedstbedst] R, bedste A tilredne Hest, dog veed at tirre den saaledes, at der kan blive Grund nok til at ride den til.

✂ Jeg vil gaae lidt concretere frem, for at belyse et enkelt og ret interessant Tilfælde. Der er talet meget om den qvindelige Troskab, men sjelden tales der retteligen om den. Reent æsthetisk betragtet hører den hjemme som ►et Phantom hos Digteren, der gaaer over Scenen for at finde den Elskede, det Phantom, der sidder ved Rokken og venter den Elskede – thi naar hun har fundet ham og han er kommen, ja saa veed Æsthetiken Intet videre. Hendes Utroskab, der umiddelbart kan sættes i Forbindelse med hiin foregaaende Troskab, betragtes væsentligen ethisk, da møder Jalousien som en tragisk Lidenskab. Der bliver tre Tilfælde, og Forholdet er gunstigt for Qvinden, thi de to Tilfælde vise Troskab, det tredie Utroskab. Ubegribelig stor er hendes Troskab, saalænge hun ikke er sikker paa 52den Elskede, og noksaa 36 ubegribelig stor, naar han frabeder sig hendes Troskab, det tredie Tilfælde det var Utroskaben. Saa snart man nu har Aand og ►Uinteresserethed nok til at tænke, saa vil man let allerede i det her Sagte finde Berettigelse for Kategorien: Spas. Vor unge Ven, hvis første Begyndelse paa en Maade vildledede mig, gjorde Mine til at ville begynde herpaa, men sprang fra forfærdet over Vanskeligheden. Dog er Forklaringen ikke vanskelig, naar man virkelig gjør Alvor af at sætte ulykkelig Kjerlighed og Døden i Forhold til hinanden, naar man har Alvor til at fastholde denne Tanke; og saa megen Alvor bør man altid have – for Spasens Skyld. Den hele Tale stammer naturligviis fra en Qvinde eller et ⓘ ►qvindeligtqvindeligt] , qvindagtigt K, R Mandfolk. Man kjender den strax, thi den er et af disse absolute Udbrud, der sagte med stor Aplomb i Øieblikket, ere sikkre paa stor Applaus i Øieblikket; skjøndt den er en Tale om Liv og Død, er den dog beregnet paa at nydes ligesom ►spansk Vind i Øieblikket; skjøndt den angaaer et heelt Liv er den dog aldeles ikke forpligtende for den Døende, men forpligter kun Tilhøreren til i samme Øieblik at ile den Døende til Hjælp. Hvis en Mand vil holde saadan Tale, da er det slet ikke morsomt, thi han er for 56 foragtelig til at man kan lee ad ham. Qvinden derimod er Geni, er elskelig i sin Genialitet, er morsom først og sidst. Altsaa den Elskende døer af Elskov, det er vist; thi har hun ikke selv sagt det. Her ligger hendes Pathos; thi Qvinden er Mand, hun er idetmindste Mand for at sige hvad neppe nogen Mand er Mand for at gjøre. Mand er hun. Idet jeg siger dette, har jeg sigtet ethisk paa hende. Gjører ligesaa kjære Drikkebrødre, og forstaaer nu ►👤Aristoteles. ►Han bemærker rigtigt, at Qvinden ikke ret er brugbar i Tragoedien. Det er ogsaa klart, hun hører hjemme i ►det pathetiske og serieuse Divertissement, ikke i fem Akts Stykket, men i den dramatiske halvtimes Spøg. Altsaa hun døer. Men skulde hun derfor ikke kunne elske igjen? Hvorfor ikke; dersom man ellers kan faae hende tillive igjen. Kommer hun tillive igjen, saa er hun jo et nyt Menneske, og et nyt Menneske, et andet Menneske, begynder, elsker første Gang, og deri er Intet paafaldende. O! Død stor er din Kraft; ikke det heftigste ►Vomitiv, ikke det stærkeste ►Laxativ kunde virke saa udfeiende. – Confusionen er ypperlig, naar man blot passer paa og ikke glemmer. En Afdød er en af de morsomste Figurer, man kan træffe sammen med i Livet. ►Sært nok, at den ikke bruges hyppigere paa Scenen, i Livet seer man af og til en Saadan. Allerede en forhenværende 53Skindød har i Grunden en comisk Mærkværdighed, men en virkelig Afdød præsterer Alt, hvad man med Billighed kan forlange af Bidrag til det Morsomme. Man passe blot paa; jeg selv blev egentligen opmærksom derpaa ved en Dag at gaae med en Bekjendter gjennem Gaden. Vi mødte et forbigaaende Par. Af hans Mine at slutte antog jeg, at han kjendte dem, 37 og spurgte ham derom. »Ih! svarede han, meget godt og nøie kjender jeg især Damen, thi det var min Afdøde.« Hvilken Afdøde? spurgte jeg, »ih! min afdøde første Kjerlighed; ja det var en besynderlig Historie; hun sagde: jeg døer; i samme Øieblik afgik hun, som naturligt er, ved Døden, ellers kunde man ►have sat i Enkekassen. Det var for silde; død var hun og død blev hun, og ►jeg vanker nu, som Digteren siger, om og søger forgjæves den Elskedes Grav, at jeg kan offre hende en Taare.« Saaledes hiin nedbøiede Mand, der stod ene tilbage i Verden, ihvorvel det dog trøstede ham at finde den salig Elskede allerede ►langt henne om ikke ved en Anden, saa dog med en Anden. Godt er det, tænkte jeg, for Pigerne, at de ikke skulle begraves hver Gang de døe; havde Forældre hidtil anseet Drengebørn for de mest bekostelige, saa 57 kunde Pigebørnene let blive endnu bekosteligere. En simpel Utroskab er ikke nær saa morsom, jeg mener, at en Pige forelsker sig i en Anden og siger til sin Mand: jeg kan ikke, frels mig fra mig selv; men at døe af Sorg, fordi hun ikke kan udholde, at den Elskede er fjernet fra hende paa en Reise til ►Vestindien, at maatte finde sig i at han reiser, og saa ved hans Hjemkomst ikke blot ikke være død, men knyttet for evigt til en Anden, det er virkelig en besynderlig Skjebne for en Elsker. Hvad Under da, at den nedbøiede Mand stundom trøstede sig med ►Omqvæddet af en gammel Vise: Hurra for Dig og mig siger jeg, den Dag forglemmes aldrig!

✂ Tilgiver mig nu kjære Drikkebrødre, hvis jeg har talet for længe; og tømmer nu et Glas for Elskov og for Qvinden. Skjøn er hun og deilig, naar hun betragtes æsthetisk, det lader sig ikke negte. Men som det saa ofte er sagt, saa vil jeg ogsaa sige det; ►derved bør man ikke blive staaende, men gaae videre. Betragt hende da ethisk, begynd derpaa, og Du har Spasen. ►Selv 👤Plato og 👤Aristoteles antager, at Qvinden er en ufuldstændig Form, altsaa en irrationel Størrelse, der maaskee engang i en bedre Tilværelse lader sig føre tilbage paa Manden; her i Livet maa man tage hende for hvad hun er. Hvad dette er, vil snart vise sig, thi ogsaa hun tilfredsstilles ikke ved det 54Æsthetiske, hun gaaer videre, ►hun vil emanciperes, det er hun Mand for at sige. Saa skeer det, og saa vil Spasen blive over al Maade.

✂

✂ Da 👤Constantin havde talet, bød han øieblikkeligt 👤►Victor Eremita at begynde; denne talede saaledes.

✂

✂ Som bekjendt ►takker 👤Plato Guderne for fire Ting, og for det fjerde takker han, fordi han var bleven samtidig med 👤Socrates. De tre første Goder, han nævner, har ►allerede en tidligere græsk Philosoph bragt Gu38derne sin Tak for; og slutter jeg, at det er Taksigelse værd. Ak! men vilde jeg end takke som hine Grækere, jeg kan jo dog ikke takke for, hvad der blev mig negtet. Saa vil jeg da samle min Sjel i Tak for det Ene, der ogsaa blev mig givet: at jeg er bleven en Mand, ikke en Qvinde.

✂ At være en Qvinde er noget saa besynderligt, saa blandet, saa sammensat, at intet Prædicat udtrykker det, og at de mange Prædicater, hvis man vilde bruge dem, sige hinanden imod paa en Maade, saa kun 58 en Qvinde kan udholde det, ja hvad værre er finde sig lykkelig derved. At hun i Virkeligheden betyder mindre end Manden, er ikke hendes Ulykke, end mindre hvis hun fik det at vide, thi det lader sig jo udholde, nei Ulykken er, at hendes Liv i den romantiske Bevidsthed er blevet meningsløst, saa hun det ene Øieblik betyder Alt, i det næste slet Intet, uden nogensinde at faae at vide, hvad hun dog egentligen har at betyde, og dog er dette ikke Ulykken, men væsentligen er den den, at hun ikke kan faae det at vide, fordi hun er Qvinde. Jeg for mit Vedkommende, hvis jeg var Qvinde, vilde hellere være det i Orienten, hvor jeg var Slavinde; thi at være Slavinde, hverken mere eller mindre, er dog altid Noget i Sammenligning med at være hu hei og ingen Ting.

✂ Selv om en Qvindes Liv ikke havde saadanne Modsætninger, den Udmærkelse, hun nyder og som med Rette antages at tilkomme hende ►qua Qvinde, en Udmærkelse, hun ikke deler med Manden, peger allerede hen paa det Meningsløse. Denne Udmærkelse er Galanteriets. At være galant mod Qvinden sømmer sig for Manden. Galanteriet bestaaer nu ganske simpelt deri, at man opfatter Den i phantastiske Kategorier, mod hvem man er galant. At være galant mod Manden, er derfor en Fornærmelse, thi han frabeder sig Brugen af phantastiske Kategorier. Derimod er Galanteriet en Tribut 55til det smukke Kjøn, en Udmærkelse, der væsentligen tilkommer det. Ak! Ak! Ak! Var det nu endda en enkelt Cavaleer, der var galant, saa var Sagen ikke saa betænkelig. Men saaledes er det ikke. I Grunden er enhver Mand galant, han er det uvilkaarligt. Dette betyder altsaa, at det er Tilværelsen selv, der har ►regaleret det smukke Kjøn med denne ►provenue. Paa den anden Side, Qvinden tager uvilkaarligt derimod. Det er atter Ulykken; thi at en enkelt gjorde det, maatte jo forklares anderledes. Altsaa er det her igjen Tilværelsens egen Ironi. Skulde Galanteriet have Sandhed, maatte det være reciprok, og Galanteriet være den noterede Cours for den opgivne Differents mellem Skjønhed og Magt, List og Kraft. Men saaledes er det ikke, Galanteriet tilkommer væsentligen Qvinden, og det, at hun uvilkaarligt tager imod det, lader sig forklare af Naturens Omsorg for den Svagere, den stedmoderligere Behandlede, hvem en Illusion giver mere end Vederlag. Men denne Illusion er netop det Fatale. Ikke sjeldent er det Tilfælde, at Naturen kommer ►en Vanheldet til 39 Hjælp ved at trøste ham med en Indbildning, at han er den skjønneste. Saa har jo Naturen 59 gjort alt godt, han eier jo endogsaa mere end hvad en fornuftig Fordring kunde begjere. Men at eie dette i en Indbildning, ikke at være trælbunden i Elendighed, men at være narret ind i en Indbildning, er jo en endnu dybere Spot. I den Forstand som en Vanheldet er nu Qvinden meget langt fra at være ►verwahrloßt, men vel i en anden Forstand, forsaavidt hun aldrig kan komme ud af den Illusion, hvormed Tilværelsen har trøstet hende.

✂ Sammenfatter man en qvindelig Existents for indenfor dens Heelhed at ►udvise de afgjørende Momenter, saa gjør enhver qvindelig Existents et aldeles phantastisk Indtryk. Hun har i en ganske anden Forstand Vendepunkter i sit Liv end Manden; thi hendes Vendepunkter vende op og ned paa Alt. ►I 👤Tiecks romantiske Dramer finder man stundom en Person, der, forhen Konge i Mesopotamien, nu er Urtekræmmer i 📌Kjøbenhavn. Netop saaledes phantastisk er enhver qvindelig Existents. Hedder Pigen Juliane, saa er hendes Liv følgende: »forhen Keiserinde i Elskovens vidtudstrakte Overdrev og ►Titulair-Dronning af alle Fjanteriets Overdrivelser nu 👤Madam Petersen paa Hjørnet af ►📌Badstustræde.«

✂ Som Barn er Pigen mindre anseet end Drengen. Lidt ældre veed man ikke ret hvad man skal gjøre af hende; endeligen indtræder hiin afgjørende Periode, der gjør hende til Herskerinde. Tilbedende 56nærmer Manden sig, han er Beiler. Tilbedende, thi det er enhver Beiler, det er ikke et Paafund af en listig Bedrager. Selv Skarpretteren, naar han nedlægger ►fasces for at gaae ud paa Frieri, selv han bøier Knæ, om han end ►er betænkt paa snarest muligt at ►offre sig for huslige Executioner, hvilke han finder saa naturlige, at han langtfra søger nogen Undskyldning i, at de offentlige blive saa sjeldne. Den Dannede bærer sig ad paa samme Maade. Han knæler, han tilbeder, han opfatter den Elskede i de mest phantastiske Kategorier, og derpaa glemmer han meget hurtigt sin knælende Stilling, og vidste fuldtvel imedens han knælede, at det var phantastisk. Var jeg Qvinde, jeg vilde heller sælges af min Fader til den høist Bydende som i Orienten, thi en Handel er der dog Mening i. Hvilken Ulykke at være en Qvinde, og dog er Ulykken egentligen den, at naar man er Qvinde saa fatter man det ikke. Klager hun, saa klager hun ikke over det Første, men over det Sidste. Var jeg Qvinde, vilde jeg først og fremmest frabede mig al Beilen, og finde mig i at være det svagere Kjøn, hvis jeg er det, men agte paa, hvad der er Hovedsagen, naar man vil 60 være stolt, at man ikke kommer udenfor Sandheden. Dette bekymrer hende mindre. Juliane er i den syvende Himmel og 👤Madam Petersen finder sig i sin Skjebne.

✂ Saa takker jeg da Guderne, at jeg er bleven Mand ikke Qvinde. Og dog hvad giver jeg ikke Afkald paa! Fra Drikkevisen til Tragoedien er jo 40 Poesien en Forgudelse af Qvinden. Værst for hende og for den, der beundrer, thi hvis han ikke tager sig iagt, bliver han, som han staaer der, pludseligen lang i Ansigtet. Det Skjønne, det Udmærkede, Mandens Daad skyldes Qvinden, thi hun begeistrer ham. Qvinden er den Begeistrende; hvor mangen kjelen Fløitespiller har ikke foredraget dette Thema og hvor mangen ►Schäferinde ikke lyttet til? Sandeligen min Sjel er uden Misundelse og kun taknemlig mod Guden; thi jeg vil dog hellere være Mand og være lidt mindre og være det virkeligt end være Qvinde, og være en ubestemmelig Størrelse og lyksaliggjort i Indbildningen; hellere være en Concretion, der betyder Noget, end en Abstraktion, der betyder Alt. Ganske sandt altsaa: ved Qvinden kommer Idealiteten ind i Livet, hvad var Manden uden hende? Der er mangen Mand bleven Geni ved en Pige, mangen Mand bleven Helt ved en Pige, mangen Mand bleven Digter ved en Pige, mangen Mand bleven Helgen ved en Pige; – men han blev ikke Geni ved den Pige, han fik; thi med hende blev han kun ►Etatsraad; han blev ikke Helt ved den Pige, 57han fik, thi ved hende blev han kun General; han blev ikke Digter ved den Pige, han fik, thi ved hende blev han kun Fader; han blev ikke Helgen ved den Pige, han fik, thi han fik slet ingen og vilde kun have en eneste, som han ikke fik, ligesom Enhver af de Andre blev Geni, blev Helt, blev Digter ved den Piges Hjælp, de ikke fik. Var Qvindens Idealitet i sig selv begeistrende, saa maatte den Begeistrende jo være den, til hvem han bandtes for Livet. Tilværelsen udtrykker det anderledes. Det vil altsaa sige: ►i et negativt Forhold gjør Qvinden Manden productiv i Idealitet. Saaledes forstaaet er hun begeistrende, men ►at sige det ligefrem er at ►forskylde en Paralogisme, som man maa være Qvinde for at oversee. Eller har man vel hørt, at Nogen er bleven Digter ved sin Kone? Saa længe Manden ikke har hende, begeistrer hun. Det er denne Sandhed, der ligger til Grund for Poesiens og Qvindens Indbildning. Det, at han ikke har hende, betyder enten, at han endnu kæmper for hende. Saaledes har en Pige begeistret Mangen og gjort ham til Ridder; men har 61 man vel hørt, at Nogen er bleven tapper ved sin Kone! Eller det, at han ikke har hende, betyder, at han slet ikke kan faae hende. Saaledes har en Pige begeistret Mangen og vakt hans Idealitet, dersom han ellers har nogen at give til Bedste. Men en Kone, der har nok saa meget at give til Bedste, vækker neppe Idealiteten. Eller det, at han ikke har hende, betyder, at han jager efter Idealet. Han elsker maaskee Mange, men ogsaa det at elske Mange er en Art ulykkelig Kjærlighed, og dog ligger hans Sjels Idealitet egentligen i denne Stræben og Higen, ikke i de Brøksdele af Elskværdighed, der udgjøre ►summa summarum af alle de Enkeltes ►Contribution.

✂ 41Den høieste Idealitet, Qvinden kan vække hos Manden, er egentligen at vække Udødelighedens Bevidsthed. Nerven i dette Beviis ligger i, hvad man kunde kalde Nødvendigheden af en Replik. Som man siger om et Stykke, det kan ikke ende uden at den og den faaer en Replik, saaledes, siger Idealiteten, kan Tilværelsen ikke være forbi med Døden: jeg fordrer en Replik. Dette Beviis føres ofte positivt i ►Adresseavisen. Det finder jeg aldeles i sin Orden, thi skal det føres i Adresseavisen, maa det føres positivt. 👤Madam Petersen har da levet adskillige Aar indtil det Natten mellem den 24 og 25de har behaget Forsynet o. s. v. 👤Hr. Petersen faaer i denne Anledning et Anfald af Reminiscentser fra Beiler-Perioden, for at udtrykke mig ganske bestemt: kun Gjensynet trøster ham. Til dette salige Gjensyn forbereder han sig ved midlertidig at tage en anden Kone, thi 58vel er det andet Ægteskab ikke slet saa poetisk som det første, men det er dog et godt ►Eftertryk. Dette er det positive Beviis. 👤Hr. Petersen nøies ikke med at fordre en Replik, nei Gjensynet hisset. Det er bekjendt, at det uægte Metal stundom antager en Glands af det ægte, denne er det korte ►Sølvblink. Med Hensyn til det uægte Metal er det tragisk, thi det uægte Metal maa nu engang finde sig i at være uægte. Anderledes med 👤Hr. Petersen. Idealiteten tilkommer ethvert Menneske med Rette, naar jeg da leer ad 👤Hr. Petersen, er det ikke, fordi han, hvis han virkelig var uægte Metal, kun havde et eneste Sølvblink, men fordi dette Sølvblink forraader, at han er bleven uægte Metal. Saaledes tager Spidsborgerligheden sig allerlatterligst ud, naar den, iført Idealiteten, giver en passende Anledning til ►med 👤Holberg at sige: har ikke ogsaa den Ko faaet Adriene paa. Sagen er denne: vækker Qvinden Idealiteten og derved Udødelighedens Bevidsthed i Manden, gjør hun det altid 62 negativt. Den, der virkelig blev Geni, blev Helt, blev Digter, blev Helgen ved en Qvinde, han greb i samme Nu det Udødelige. Var det Idealiserende positivt tilstede hos Qvinden, saa maatte Hustruen og kun Hustruen vække Udødelighedens Bevidsthed i Manden. Tilværelsen udtrykker lige det Modsatte. Skal hun hos Ægtemanden virkeligen vække Idealiteten, saa maa hun døe. Hos 👤Hr. Petersen vækker hun den alligevel ikke. Vækker hun da ved sin Død Idealiteten hos Manden, da gjør hun Alt det Store, Poesien siger om hende, men vel at mærke, det, hun gjorde positivt for ham, vakte ikke Idealiteten. Imidlertid bliver hendes Betydning jo længer hun kommer hen, altid tvivlsommere, fordi hun virkelig er begyndt at ville betyde noget positivt. Jo mere positivt Beviset føres, desto mindre beviser det, thi da vil Længselen være efter noget Oplevet, hvis Indhold da væsentligen maa antages at være udtømt, da det er oplevet. Allermest positivt bliver Beviset, naar Længselens Gjenstand er det ægteskabelige ►Kringelkrogeri: dengang var de i ►📌Dyrehaugen sammen. Saa42ledes kan man ogsaa pludseligen faae en Længsel efter et Par gamle Slæber, man engang gik meget magelig i, men denne Længsel er intet Beviis for Sjelens Udødelighed. Jo mere negativt Beviset føres, desto bedre er det, thi ►det Negative er høiere end det Positive, er det Uendelige og saaledes det eneste Positive.

✂ Hele Qvindens Betydning er negativ, hendes positive er intet i Sammenligning dermed, ja er vel endog snarere fordærvelig. Det er denne Sandhed, som Tilværelsen har skjult for hende og trøstet 59hende med en Indbildning, der ►overgaaer Alt, hvad der kan opkomme i nogen Mands Hjerne, og faderligen indrettet Tilværelsen saaledes, at Sproget og Alt bestyrker hende i Indbildningen. Selv naar hun opfattes modsat det at være den begeistrende, som ►den, fra hvem Fordærvelsen udgaaer, hvad enten det nu er, at ►med hende Synden kom ind i Verden eller det er ►hendes Utroskab, der ødelægger Alt, Opfattelsen er stedse galant. Naar man nemlig hører saadan Tale, skulde man jo troe, at Qvinden virkelig er istand til at blive uendeligt meget mere skyldig end Manden, hvilket jo er en uhyre Anerkjendelse. Ak! Ak! Ak! det hænger ganske anderledes sammen. Der er en hemmelig Læsemaade, som Qvinden ikke forstaaer; thi i næste Øieblik vedkjender hele Tilværelsen sig den samme Opfattelse som ►Staten, der gjør Manden ansvarlig for sin Kone. Man fordømmer hende, som man aldrig har fordømt nogen Mand, thi han 63 faaer kun en virkelig Dom, derpaa ender det med, ikke at hun faaer en mildere Dom, saa var dog al hendes Liv ikke Illusion, men at man hæver Sagen og lader det Offentlige ɔ: Tilværelsen betale Omkostningerne. I det ene Øieblik skal hun være i Besiddelse af al mulig List, i det næste Øieblik leer man ad den, hun bedrager, hvilket jo er en Modsigelse, og selv ►👤Potiphars Hustru svæver der en Mulighed over, at kunne give det Udseende af, at hun var bleven forført. Saaledes har Qvinden en Mulighed, som ingen Mand har det, en uhyre Mulighed; men hendes Virkelighed er i Forhold dertil, og forfærdeligst af Alt er den Illusionens Trolddom, hvori hun føler sig lykkelig.

✂ Lad da 👤Plato takke Guderne for, at han blev samtidig med 👤Socrates, jeg misunder ham, lad ham takke for, at han blev en Græker, jeg misunder ham, men naar han takker for, at han blev Mand ikke Qvinde, da stemmer jeg i med af mit ganske Sind. Hvis jeg var bleven en Qvinde og kunde forstaae, hvad jeg nu kan forstaae, forfærdeligt; hvis jeg var bleven en Qvinde og altsaa end ikke kunde forstaae det, endnu forfærdeligere!

✂ Men forholder dette sig saaledes, da følger dette, at man holder sig udenfor ethvert positivt Forhold til hende. Overalt hvor Qvinden er med, faaer man strax hiin uundgaaelige ►Hiatus, der lyksaliggjør hende, fordi hun ikke mærker den, og tager Livet af Manden, hvis han opdager den.

✂ 43Et negativt Forhold til en Qvinde kan uendeliggjøre, det skal altid være sagt og være sagt til Ære for Qvinden, og kan siges ganske 60ubetinget; thi det kommer ikke væsentligt an paa den respective Qvindes særlige Beskaffenhed, hendes Deilighed, eller paa hendes Deiligheds Vedvaren. Det beroer paa, at hun viser sig i det rette Øieblik, naar Idealiteten faaer sit Syn. Det er et kort Øieblik, da gjør hun vel i at forsvinde igjen. Thi et positivt Forhold til Qvinden endeliggjør Manden efter den størst muelige Maalestok. Det Høieste derfor, en Qvinde kan gjøre for en Mand, er at komme ham for Øie i det rette Øieblik, dog dette kan hun ikke gjøre, det er Skjebnens Velvillie, men nu kommer det Største, hun kan gjøre for en Mand, det er at blive ham utro jo før jo hellere. Den første Idealitet vil hjælpe ham til en potenseret Idealitet, og han er absolut hjulpen. Vel kjøbes denne anden Idealitet med den dybeste Smerte, men den er ogsaa den største Salighed; vel kan han in64genlunde ønske det, før det er skeet, men derfor takker han hende, at det er skeet; og da han dog menneskeligt talt ikke har stor Grund til at være saa meget taknemlig, saa er Alt vel. Men vee ham hvis hun bliver ham tro!

✂ Saa takker jeg da Guderne for, at jeg blev en Mand ikke en Qvinde; saa takker jeg da Guderne for det næste, at ingen Qvinde ved et livsvarigt Engagement forpligter mig til bestandigt at tænke bag efter.

✂ Hvilket besynderligt Paafund er ikke ogsaa et Ægteskab? Og hvad der gjør det endnu besynderligere er, at det skal være et umiddelbart Skridt. Og dog er intet Skridt saa afgjørende; thi der er Intet saa selvraadigt og herskesygt i Forhold til et Menneskeliv som Ægteskabet er det. Noget saa Afgjørende skal man altsaa gjøre umiddelbart. Og dog er Ægteskabet ikke noget Enkelt, men er yderst sammensat og fleertydigt. Ligesom Skildpaddens Kjød smager af al muligt Kjød, saa har Ægteskabet en Smag af Alt, og ligesom Skildpadden er et langsomt Dyr, saaledes er Ægteskabet det ogsaa. En Forelskelse er dog noget Enkelt, men et Ægteskab! Er det noget Hedensk, eller noget Christeligt, eller noget Gudeligt eller noget Verdsligt eller noget Borgerligt eller lidt af Alt, er det Udtrykket for hiin uforklarlige Erotik, hiin ligestemte Sjeles ►Wahlverwandschaft eller er det Pligt eller er det Compagniskab eller en Hensigtsmæssighed i Livet eller Skik og Brug i visse Lande, eller er det Lidt af Alt; er det hos Stadsmusikanten, man skal bestille Musikken eller hos Organisten eller skal man have lidt af begge Dele; ►er det Præsten eller Politi-Assistenten, der skal holde ⓘ TalenTalen] R, Taler A og 61indskrive deres Navne i Livsens – eller i Qvarterets – Mandtal; er det ►paa Redekam at Ægteskabet lader sig høre eller lytter det efter hiin Hvidsken, der lyder som »►Feernes fra Sommernattens Grotter?« Og et saa combineret Nummer, en saa sammensat Passage, der er saa compliceret 44 som intet andet, mener enhver ►Ægtepeer at have foredraget, idet han indgik et Ægteskab, og mener at foredrage det idet han lever som Ægtemand. Men kjære Drikkebrødre! skulle vi ikke i Mangel af anden Brudegave og Gratulation give hver af Ægtefolkene ►et NB. og Ægteskabet to NBner for gjentagen Uopmærksomhed! At udtrykke en enkelt Idee i sit Liv, kan være anstrængende nok, men at tænke noget saa Sammensat og altsaa bringe Eenhed deri, at udtrykke noget saa Sammensat, saa det Enkelte skeer sin Ret og Alt er tilstede paa eengang: ja sandeligen Den er stor, 65der gjør det. Og dog gjør jo enhver Ægtepeer det, og han gjør det, det er vist, siger han ikke at han gjør det umiddelbart. Skal det gjøres umiddelbart, maa det gjøres i Kraft af en høiere Umiddelbarhed, der har gjennemtrængt hele Reflexionen. Men dette ymtes der end ikke om. At spørge en Ægtemand, lønner ikke Umagen. Den, der engang har begaaet en Fadaise, hjemsøges bestandigt af Conseqventsen. Fadaisen er at være kommen ind i alt dette, Hævnen er, at han nu bag efter skal see, hvad det er han har gjort. Snart ►slaaer han an, og bliver pathetisk, og troer han har gjort noget Overordentligt ved at gifte sig, snart stikker han Halen mellem Benene, snart er det af Nødværge han roser Ægteskabet, men en Tanke-Eenhed, der sammenholder de heterogeneste Livsanskuelsers ►disjecta membra, venter jeg forgjeves paa.

✂ At være en slet og ret Ægtepeer er da jux, at være en Forfører er ogsaa jux, at ville ⓘ experimentereexperimentere] R, experimenter A med Qvinden for Morskabs Skyld er ogsaa jux. I Grunden indeholder de tvende sidste Methoder nok saa store ►Concessioner fra Mandens Side mod Qvinden, som Ægteskabet. Forføreren vil hævde sig selv ved at bedrage, men det at han bedrager, at han vil bedrage, at han gider bedrage, er ogsaa et Udtryk for hans Afhængighed af Qvinden, saaledes ogsaa med den Experimenterende.

✂ Skulde der tænkes et positivt Forhold til Qvinden, da maatte det være saa reflekteret, at det af den Grund ikke blev noget Forhold til hende. At være en udmærket Ægtemand og dog i Stilhed forføre enhver Pige, at synes en Forfører og dog gjemme al Romantikens Glød i sig, var dog Noget, Concessionen i første Potens er dog altid 62tilintetgjort i anden. Dog har Manden sin sande Idealitet kun i en ►Reduplikation. Enhver umiddelbar Existents maa tilintetgjøres og Tilintetgjørelsen bestandigt være sikkret ved et falsk Udtryk. En saadan Reduplikation kan Qvinden ikke fatte, den gjør Mandens Væsen umuligt at udtale for hende. Kunde en Qvinde have sit Væsen i en saadan Reduplikation, saa lod der sig intet erotisk Forhold til hende tænke, og som hendes Væsen vitterligt er, forstyrres det erotiske Forhold af Mandens Væsen, der bestandig har sit Liv i Tilintetgjørelsen af det, hvori hun har sit Liv.

✂ 45Saa prædiker jeg da maaskee Klosteret og kaldes med Rette ►👤Eremita? Ingenlunde. Tag kun Klostret bort. Ogsaa det er dog kun et umiddelbart Udtryk for Aand, og Aand lader sig ikke udtrykke umiddelbart. Om Nogen bruger Guld eller Sølv eller Papirspenge, det gjør ingen Forskjel, 66 men Den, der bestandigt end ikke giver ►en Hvid ud, uden den er falsk, han forstaaer hvad jeg mener. Den, for hvem ethvert umiddelbart Udtryk kun er et Falsum, han og han alene er bedre sikkret, end om han gik i Kloster, han bliver en 👤Eremita, selv om han Nat og Dag reiser i ►Omnibus.

✂

✂ Neppe havde 👤Victor endt, førend 👤Modehandleren sprang op, rev en Viinflaske omkuld, der stod for ham, og nu begyndte han saaledes.

✂

✂ Vel talt kjære Drikkebrødre, vel talt, jo mere jeg hører Eder tale, desto mere forvisses jeg om, at I ere Medsammensvorne, jeg hilser Eder som saadanne, jeg forstaaer Eder som saadanne, thi Sammensvorne forstaaer man langtfra. Og dog, hvad veed I, hvad er Eders Smule Theori, som I give Udseende af Erfaring, Eders Smule Erfaring, som I syer om til en Theori, og endeligen i hver anden Stund troe I dog et Øieblik og hildes et Øieblik. Nei jeg kjender Qvinden – fra hendes svage Side, det vil sige jeg kjender hende. Jeg skyer ingen Forfærdelse i mit Studium og skyer intet Middel for at forvisse mig om hvad jeg har forstaaet; thi jeg er ►en Rasende, og Rasende maa man være for at forstaae hende, og var man det ikke før, naar man har forstaaet hende, bliver man det. Som Røveren har sit Smuthul ved den larmende Landevei, og ►Myreslugeren sin Tragt ved det løse Sand, og ►Caperen sit Skjulested ved det brusende Hav, saa har jeg ►min Modeboutique midt i Menneske-Vrimlen forførerisk, uimodstaaelig for en Qvinde som ►Venusbjerget for Manden. Her i en 63Modeboutique lærer man hende at kjende, praktisk og fra Grunden af uden al ►theoretisk Ophævelse. Ja betydede Moden ikke Andet end at en Qvinde i Begjerligheds Brynde kastede Alt af sig, saa var det dog Noget. Men saaledes er det ikke, Moden er ikke aabenbar Vellyst, ikke tolereret Udsvævelse, men en Uanstændighedens Snighandel, der er autoriseret som Velanstændighed. Og som ►i det hedenske Preussen den giftefærdige Pige bar en Klokke, hvis Ringen var til Signal for Mændene, saaledes er en Qvindes Existents paa Moden et evindelig Klokkespil ikke for Udsvævende men for ►slikvurne Vellystninge. Man troer Lykken er en Qvinde o! ja den er jo ustadig; men den er dog ustadig i Noget, thi den kan give Meget, forsaavidt er den ikke en Qvinde. Nei, Moden er en Qvinde, thi Moden er Ustadighed i Nonsens, der kun kjender een 67 Conseqvents, at den altid bliver mere og mere pinegal. Een Time i min Boutique er mere 46 værd end Aar og Dage udenfor, hvis man ønsker at lære Qvinden at kjende; i min Modeboutique, thi den er den eneste i ►Residentsen, der er ikke Tanke om Concurrence; hvo skulde vove en Væddestrid med Den, der ganske har offret sig og offrer sig som Ypperstepræst i denne Afgudsdyrkelse. Nei der er ikke et distingueret Selskab uden at ►mit Navn er det første og det sidste, og der er ikke et borgerligt Selskab, ►hvor jo mit Navn, naar det nævnes, indgyder hellig Ærefrygt som Kongens, og der er ingen Dragt saa vanvittig, at den jo, naar den er fra min Boutique ledsages af en Hvidsken, idet den gaaer gjennem Salen; og der er ikke en Dame af Byrd, der vover at gaae min Boutique forbi, og ikke en borgerlig Pige uden at hun gaaer den sukkende forbi og tænker: dersom jeg blot havde Raad. Nu hun var ei heller bedragen. Jeg bedrager Ingen; det Fineste, det Kostbareste leverer jeg, til de billigste Priser, ja under Prisen sælger jeg, saaledes ønsker jeg ikke at vinde, nei jeg sætter aarligt store Summer til. Og dog vil jeg vinde, jeg vil det, jeg giver min sidste Hviid hen for at bestikke, for at underkjøbe Modens Organer, at mit Spil kan vindes. Det er mig en Vellyst uden Lige at tage de kosteligste Tøier frem, at skære til, at klippe ægte ►Brüsler-Kniplinger ud, for da at danne en Narredragt, jeg udsælger til de billigste Priser, ægte Stoffer og paa Moden. I troer maaskee, at det kun er i enkelte Øieblikke hun ønsker at være paa Moden. Langtfra, hun vil det altid, og det er hendes eneste Tanke. Thi Qvinden har Aand, men den er anbragt ligesaa godt som ►den forlorne Søns Midler, og Qvinden har Reflexion i ubegribelig høi 64Grad, thi der er intet saa Helligt, at hun jo i samme Nu finder det ►commensurabelt for Pynten, og Pyntens fornemste Udtryk er Moden; hvad Under at hun finder det commensurabelt, thi Moden er jo det Hellige; og der er intet saa ubetydeligt, at hun jo atter veed at bringe det i Forhold til Pynten, og Pyntens ideløseste Udtryk er Moden; og der er Intet, Intet i hele hendes Paaklædning, ikke det mindste Baand, uden hun har en Forestilling om dets Forhold til Moden, og uden hun øieblikkeligt opdager, om den forbigaaende Dame har bemærket det; thi for hvem pynter hun sig, uden for andre Damer! Selv i min Boutique, hvor hun jo kommer for at vorde udstyret paa Moden, selv der er hun paa Moden. Ligesom der er en særskilt Badedragt og Ridedragt, saaledes er der ogsaa en egen Art 68 af Paaklædning, der er moderne til at gaae i Boutiquen med. Denne Dragt er ikke saaledes skjødesløs som den Negligee, i hvilken en Dame behager at lade sig overraske tidligere om ⓘ Formiddagen. PointenFormiddagen. Pointen] R, Formiddagen Pointen A er da hendes Qvindelighed og Coquetteriet i at lade sig overraske. Modedragten derimod er beregnet paa at være skjødesløs, lidt letfærdig uden at være generet derved, fordi en Modehandler staaer i et andet Forhold til hende end en Cavaleer. Coquetteriet ligger i at 47 vise sig saaledes for en Mand, der paa Grund af sin Stilling ikke tør fordre Damens qvindelige Anerkjendelse, men maa nøies med de uvisse Indtægter, der rigelig falde af, men uden at hun tænker derpaa, eller uden at det falder hende ind ligeover for en Modehandler at ville være Dame. Pointen er derfor den, at Qvindeligheden paa en Maade er udeladt, og Coquetteriet gjort ugyldigt i den distinguerede Dames fornemme Overlegenhed, der vilde smile hvis Nogen vilde alludere til et saadant Forhold. I sin Negligee ved en Visit skjuler hun sig og forraader sig gjennem Skjulet, i Boutiquen blotter hun sig med den yderste Nonchalence, thi det er kun en Modehandler – og hun er en Qvinde. Nu falder ►Schawlet lidt ned og giver en lille ►Bløße, dersom jeg ikke veed, hvad det betyder, og hvad hun vil, saa er mit Renomee fortabt, nu snærper hun ►apriorisk, nu gesticulerer hun aposteriorisk, nu ►svinker hun i Hofterne, nu speiler hun sig, og seer mit beundrende Fjæs i Speilet, nu læsper hun, nu tripper hun, nu svæver hun, nu slæber hun Foden løsagtigt, nu synker hun blødagtigt i en Lænestol, medens jeg i ydmyg Stilling præsenterer hende en ►Flaçon og med min Tilbedelse svaler over hendes Hede, nu slaaer hun skjelmsk efter mig med Haanden, nu taber hun sit Lommetørklæde; uden en eneste Bevægelse 65lader hun endog Armen forblive i sin løst nedhængende Stilling, medens jeg bøier mig dybt og tager det op, og byder det og faaer et lille protegerende Nik. Saaledes bærer en Dame sig ad, der er paa Moden, naar hun er i Boutiquen. ►Om Diogenes bevægede den Qvinde, der laae bedende i en noget uanstændig Stilling ved sin Bemærkning, om hun ikke troede, at Guderne kunde see hende bagfra, veed jeg ikke; men det veed jeg, at hvis jeg vilde sige til hendes knælende Naade, deres Kjoles Folder falde ikke paa Moden, da vilde hun frygte dette mere end at krænke Guderne. Vee! den Udskudte, ►den 👤Askepot, der ikke forstaaer dette. ►Pro dii immortales hvad er en Qvinde 69 ogsaa, naar hun ikke er paa Moden, ►per deos obsecro hvad er hun ⓘ naar hun ernaar hun er] R, naar hun ikke er A paa Moden!

✂ Om det er sandt? Ja forsøg det: Lad Elskeren, idet den Elskede synker salig til hans Bryst og hvidsker uforstaaeligt: Din for evig, skjulende sit Hoved ved hans Barm, lad ham sige til hende: søde Catinka din Frisure er slet ikke paa Moden. Maaskee tænke Mændene ikke derpaa, men Den, der veed det og ►nyder Anseelse af at vide det, er den farligste Mand i Kongeriget. Hvilke salige Timer, Elskeren tilbringer med den Elskede før Brylluppet, veed jeg ikke, men de salige Timer, hun tilbringer i min Boutique, gaae hans Næse forbi. Uden mit ►Kongebrev og min Sanction er dog et Bryllup en ugyldig Akt eller ogsaa et meget plebeiisk Foretagende. Lad Øieblikket allerede være kommet da de skal ⓘ mødemøde] , mødes R for Alteret, lad hende træde frem med den bedste Samvittighed i Verden, at Alt er 48 kjøbt hos mig og for mig gjort Prøve paa Alt, hvis jeg vilde styrte til og sige: men min Gud min naadige Frøken den ►Myrthekrands sidder reent forkeert, – saa blev maaskee Ceremonien udsat. Men alt Sligt veed Mændene ikke, man maa være Modehandler for at vide det. Der hører en saa uhyre Reflexion til at controllere en Qvindes Reflexion, at kun en Mand, der offrer sig dertil, formaaer det, og formaaer det, hvis han oprindelig er begavet. Lykkelig er derfor den Mand, der ikke indlader sig med nogen Qvinde, hun tilhører ham dog ikke, om hun end ikke tilhører nogen anden Mand, thi hun tilhører hiint Phantom, dannet af qvindelig Reflexions unaturlige Omgang med qvindelig Reflexion: Moden. See derfor skulde en Qvinde altid sværge ved Moden, saa var der Fynd i hendes Eed; thi Moden er dog det Eneste, hun altid tænker paa, det Eneste, hun kan tænke sammen med og ind i Alt. Der er fra min Boutique til den fornemme Verden udgaaet det glade Budskab for alle distinguerede 66Damer, at Moden byder Brugen af en egen Art Hovedtøi, naar man tager i Kirke, og at dette Hovedtøi igjen maa være noget forskjelligt til Høimesse og til Aftensang. Naar da Klokkerne ringe, da holder Eqvipagen for min Dør. Hendes Naade stiger ud (thi ogsaa dette er forkyndt, at Ingen kan sætte det Hovedtøi rigtigt uden jeg 👤Modehandleren); jeg styrter hende imøde i dybe Buk, fører hende ind i mit Cabinet; medens hun blødagtigt vegeterer, bringer jeg Alt i Orden. Hun er færdig, hun har speilet sig; hurtigt som et Gudernes Sendebud iler jeg forud, har aabnet Cabinetsdøren og bukker, iler til Boutiquesdøren, 70 lægger min Arm paa Brystet som en østerlandsk Slave, men opmuntret af et naadigt Knix vover jeg endog at tilkaste hende et tilbedende og beundrende Haandkys – hun sidder i Vognen, see! hun har glemt Psalmebogen, jeg iler ud og rækker den ind ad Vinduet til hende, tillader mig endnu engang at minde hende om, at holde Hovedet en lille Kjende til Høire, og selv at rette lidt ved det, hvis hun ved at stige ud skulde bringe Hovedtøiet en Smule af Lave. Hun kjører hen og opbygges.

✂ I troe maaskee, at det kun er fornemme Damer, der hylde Moden, langtfra. See! til mine Sye-Jomfruer, paa hvis ►Toilet jeg Intet sparer, at Modens Dogmer maae forkyndes med Eftertryk fra min Boutique. De danne et Chor af Halvgale, og jeg selv som Ypperstepræst foregaaer med et lysende Exempel, og bortødsler Alt, blot for ved Modens Hjelp at gjøre enhver Qvinde latterlig. Thi naar en Forfører brouter af, at enhver Qvindes Dyd er ►venibel for den rette Kjøber, da troer jeg ham ikke, men jeg troer, at enhver Qvinde i føie Tid skal være fanatiseret af Modens vanvittige og besmittende Selv-Reflexion, der fordærver hende ganske anderledes, end om hun var forført. Jeg har forsøgt det 49 mere end eengang. Formaaer jeg det ikke selv, saa hidser jeg et Par af Modens Trælqvinder, som høre til hendes Stand, paa hende; thi som ►man afretter Rotter til at bide Rotter, saa er den fanatiserede Qvindes Bid ligesom ►Tarantellens. Og fremfor Alt er det farligt, naar en Mand træder understøttende til. Om jeg tjener Djævelen eller jeg tjener Guden, veed jeg ikke, men jeg har Ret, jeg vil have Ret, jeg vil det, saa længe jeg eier en eneste Hviid, jeg vil det saa længe til Blodet sprøiter ud af mine Fingre. Physiologen tegner en Qvindes Skabning af for at vise ►Snørelivets forfærdelige Følger, ved Siden tegner han den normale Skikkelse. Det er rigtigt, men kun den ene har Virkelighedens Gyldighed: de gaae alle med Snøreliv. ►Skildrer saaledes 67den Modesyges elendige forkrøblede Forskruethed, beskriv denne snigende Reflexion, der fortærer hende, og skildrer den qvindelige Blufærdighed, der mindst af Alt veed noget om sig selv, gjør det godt og Du har tillige dømt Qvinden og i Virkeligheden dømt hende forfærdeligt. Opdager jeg engang en saadan Pige, der nøisom og ydmyg ikke er fordærvet ved uanstændig Omgang med Qvinder, hun skal dog falde. Jeg bringer hende i mine Garn, nu staaer hun paa Offerpladsen ɔ: i min Boutique. Med det haanligste Blik, som fornem Nonchalance kan væbne sig med, maaler jeg hende, hun for71gaaer af Skræk, en Latter fra Naboværelset, hvor mine afrettede Haandlangere sidde, tilintetgjør hende. Naar jeg da har faaet hende udmaiet paa Moden, naar hun seer vanvittigere ud end et ►Daarekistelem, saa vanvittig som Een, der end ikke kunde blive optagen i en Daarekiste, da gaaer hun salig fra mig, intet Menneske end ikke en Gud kunde forfærde hende, thi hun er jo paa Moden.

✂ Forstaaer I mig nu, forstaaer I, hvorfor jeg kalder Eder Medsammensvorne, om end kun langt fra. Forstaaer I nu min Opfattelse af Qvinden. Alt i Livet er en Modesag, Gudsfrygt er en Modesag, og Kjærlighed og ►Fiskebeensskjørter og en ►Ring i Næsen. Saa vil jeg af yderste Evne komme ►den ophøiede Genius til Hjælp, der begjærer at lee ad det latterligste af alle Dyr. Har Qvinden ►reduceret Alt paa Moden, saa vil jeg ved Modens Hjælp prostituere hende, som hun har fortjent; jeg raster ikke, jeg 👤Modehandleren, min Sjel raser naar jeg tænker paa min Opgave, hun skal endnu komme til at gaae med en Ring i Næsen. Søger derfor ingen Elsket, opgiver Elskov som det farligste Naboskab, thi ogsaa Eders Elskede skulle komme til at gaae med en Ring i Næsen.

✂

✂ Derpaa talede 👤Johannes Forføreren saaledes:

✂ Høistærede Drikkebrødre, plager 👤Satan Eder? I taler jo som Bedemænd, Eders Øine ere røde af Taarer og ikke af Viin. ►Fast bevæger I ogsaa mig til Taarer, thi en ulykkelig Elsker frister en meget bedrøvelig Ansæt50telse i Livet. ►Hinc illæ lacrymæ. Jeg er nu en lykkelig Elsker, og ønsker blot bestandig at være det. Maaskee er det en Concession mod Qvinden, hvilken 👤Victor frygter saa meget? Hvorfor ikke? Det er en Concession. At jeg løsner denne Champagneflaskes ►Sløife, er ogsaa en Concession, at jeg lader dens Skummen styrte sig i Pokalen, er ogsaa en Concession, at jeg fører Pokalen til Læberne, er ogsaa en Concession – nu tømmer jeg den – ►concedo. 68Nu derimod er Pokalen tom, altsaa gjør jeg ingen Concession. Saaledes med Pigerne. Om en ulykkelig Elsker har kjøbt et Kys for dyrt, beviser mig kun, at han hverken veed at ►tage for sig eller tage fra sig. Jeg kjøber det aldrig for dyrt; det lader jeg Pigerne om. Hvad det betyder? Mig betyder det det skjønneste, det lifligste, det mest overtalende og det næsten mest overbevisende ►argumentum ad hominem, men da enhver Qvinde idetmindste een Gang i sit Liv eier denne argumenterende Oprindelighed, hvorfor skulde jeg saa ikke lade mig 72 overbevise! Vor unge Ven vil tænke det. Han kan jo kjøbe sig et ►Conditor-Kys og see paa. Jeg vil nyde. Ingen Snak. Derfor staaer der i en gammel Vise om et Kys: ►es ist kaum zu sehn, es ist nur für Lippen, die genau sich verstehen, saa nøie, at Reflexionen er en Næsviished og en Daarskab. Den, der naar han er 20 Aar gammel, ikke fatter, at der er et ►kategorisk Imperativ: nyd, er en Nar, og Den, som ikke griber til, bliver en ►Christiansfelder. Men I ere ulykkelige Elskere, derfor vil I skabe Qvinden om. Guderne forbyde det. Som hun er behager hun mig, ganske saaledes som hun er. Selv 👤Constantins Spas indeholder et hemmeligt Ønske. Jeg derimod er galant. Hvorfor ikke? Galanteri koster Intet, og bringer Alt, og betinger al erotisk Nydelse. Galanteriet er Sandselighedens og Vellystens ►Frimureri mellem Mand og Qvinde. Det er et Natursprog, som Elskovens Sprog overhovedet. Det bestaaer ikke af Lyd, men af formummede Begjerligheder, der bestandig bytte Rolle. At en ulykkelig Elsker er ugalant nok til at ville ►convertere sit Deficit til en Vexel paa Evigheden, forstaaer jeg vel. Dog forstaaer jeg det ikke, thi for mig har Qvinden rigeligt Valuta. Det forsikkrer jeg enhver Qvinde, og det er Sandhed, og tillige er det vist, at jeg er den Eneste, som ikke bliver bedragen ved denne Sandhed. Om en knækket Qvinde er mindre værd end Manden, findes ikke paa min ►Priis-Courant. Jeg plukker ikke brudte Blomster, det lader jeg Ægtemændene om til at pynte Fastelavnsriis med. Om ►👤Edvard f. Ex. vilde tænke om, og atter forelske sig i 👤Cordelia eller repetere sin Forelskelse indenad, det lader jeg ham om, hvorfor skulde jeg blande mig i uvedkommende Ting. Hvad jeg tænkte om hende, har jeg forklaret hende i sin Tid, og i Sandhed hun har ogsaa overbeviist mig, absolut fyldestgjørende har hun overbeviist mig om, at mit Galanteri var paa rette Sted. ►Concedo. ⓘ ConcessiConcessi] R, Concessit A. Kom51mer der mig en ny 👤Cordelia for Øie, opfører jeg ►Ringen Nr. 2. Men I ere ulykkelige Elskere og Sammensvorne og 69mere bedragne end Pigerne, og det uagtet I ere rigeligt begavede. Men ►Resolution, Begjerlighedens Resolution er Pointen i Tilværelsen. Vor unge Ven bliver altid udenfor. 👤Victor er en Sværmer; 👤Constantin har kjøbt sin Forstand altfor dyrt; 👤Modehandleren er en Rasende. Hvad kan det hjælpe! Alle fire om een Pige bliver det dog til Vind. Man have Sværmeri nok til at idealisere, Smag nok til at støde til i Nydelsens festlige Klinken, Forstand nok til at bryde af, absolut som Døden bryder af, Raseri nok til atter at ville nyde – da er 73 man Gudens og Pigernes Yndling. Dog hvad hjælper det her at tale. Jeg vil ikke ►gjøre Proselyter. Stedet er heller ikke dertil. Vel ynder jeg Viin, vel ynder jeg Gjestebudets Overflod, det er godt, men en Pige være mit Selskab, saa taler jeg. Saa skal da 👤Constantin have Tak for Gjestebudet og Vinen og det ypperlige Arrangement; med Talerne derimod var det kun maadeligt bevendt. Men for at det ikke skal ende saaledes, saa vil jeg tale til Qvindens Priis. Som den, der skal tale om Guddommen, maa indblæses af Guddommen for at kunne tale værdeligen, og altsaa af Guddommen selv læres, hvad han skal sige, saaledes ogsaa med Talen om Qvinden. Thi Qvinden er endnu mindre end Guden et Indfald af en Mands Hjerne, en Drøm om Dagen, Noget man selv hitter paa, og disputerer om ►pro et contra. Nei man lærer kun af hende selv at tale om hende. Og af jo flere man har lært, jo bedre. Første Gang er man lærende, anden Gang er man allerede hjulpen, som naar man ved lærde Disputatser benytter den sidste Opponents Høfligheder mod den næste. Men desuagtet er der Intet tabt. Thi saa lidet som et Kys er en Mundsmag, og saa lidet som en Omfavnelse er en Anstrængelse, saa lidet er dette ogsaa udtømt som Beviset for en mathematisk Sætning, der bliver det samme, om man sætter andre Bogstaver. Sligt passer paa Mathematiken og Phantomer, men ikke paa Elskov og paa Qvinden, hvor hver ny er et nyt Beviis, der paa en anden Maade beviser den samme Sætnings Rigtighed. Min Glæde er det, at Qvindekjønnet langtfra at være ufuldkomnere end Manden tvertimod er det fuldkomneste. Min Tale vil jeg dog indklæde i en Mythe, og skal det glæde mig paa Qvindens Vegne, hvem I saa uretfærdigen have krænket, om Talen maa dømme Eders Sjele, idet Nydelsen viser sig, men flyer Eder, som Frugterne ►👤Tantalus, fordi I have flyet dem og fordi I have krænket Qvinden. Kun saaledes krænkes hun nemlig, om hun end er høit ophøiet derover, og Enhver straffet, der vover det. Jeg krænker ingen. Sligt er kun Ægtemændenes Paafund 70og Bagvaskelse, da jeg tvertimod anerkjender hende meget mere end Ægtemanden.

✂ 52►Oprindeligen var der kun eet Kjøn, saa fortælle Grækerne, det var Mandens. Herligt udrustet var han, saa han gjorde Guder Ære, saa herligt udrustet, at det gik Guderne som det stundom hænder en Digter, der har udtømt al sin Kraft i sin digteriske Skabning: de bleve misundelige paa Mennesket. Ja hvad værre var, de frygtede ham, at han 74 skulde uvilligt bøie sig under deres Aag, de frygtede, om end uden Grund, at han endog skulde bringe Himlen selv til at vakle. Saaledes havde de manet en Kraft frem, de neppe troede sig istand til at betvinge. Da var der Uro og Bekymring i Gudernes Raad. Meget havde de ødslet paa at skabe Mennesket, det var høimodigt; nu maatte Alt voves, det var Nødværge, thi Alt var sat paa Spil, det meente Guderne, tilbagekaldes kunde han ikke, som en Digter tilbagekalder sin Tanke. Med Magt kunde han ikke tvinges, thi da kunde Guderne selv have tvunget ham, men derom var det jo netop de mistvivlede. Fanges og tvinges maatte han da ved en Magt, der var svagere end hans egen og dog stærkere og stærk nok til at tvinge. Hvilken vidunderlig Magt maatte dette ikke være! ►Dog Nød lærer Guder selv at overgaae sig selv i Opfindsomhed. De søgte og grundede og fandt. Denne Magt var Qvinden, Skabningens Vidunder, selv i Guders Øine et større Vidunder end Manden, en Opdagelse, som Guderne i deres Naivetet ikke kunde lade være at prise sig selv for. Hvad lader der sig sige mere til hendes Ære, end at hun skulde formaae, hvad end ikke Guder tiltroede sig, hvad lader der sig sige mere end at hun formaaede det; hvor vidunderlig maa hun ikke være for at formaae dette! Det var en List af Guderne. Svigefuldt var Tryllerinden dannet, i samme Nu som hun havde fortryllet Manden, da forvandlede hun sig og fangede ham i alle Endelighedens Vidtløftigheder. Det var dette Guderne vilde. Men hvad kan dog være lifligere, lysteligere, mere fortryllende end det, som Guder udtænkte, kæmpende for deres Vælde, som det Eneste, der kunde lokke Manden. Og sandeligen det er saaledes, Qvinden er det eneste og det mest Forføreriske i Himlen og paa Jorden. Naar de saaledes sammenlignes, er Manden noget saare ufuldkomment.

✂ Og Gudernes List lykkedes. Dog lykkedes den ikke altid. Der var til alle Tider nogle Mænd, enkelte, som bleve opmærksomme paa Bedraget. Disse saae vel hendes Deilighed, mere end nogen Anden, 71men de anede Sammenhænget. Disse kalder jeg Erotikere, og tæller mig selv i deres Tal, Mændene kalde dem Forførere, Qvinden har intet Navn for dem, en Saadan er for hende unævnelig. Disse Erotikere ere de Lykkelige. De leve yppigere end Guderne, thi de spise bestandigt kun hvad der er kosteligere end ►Ambrosia og drikke hvad der er lifligere end Nektar: de spise Gudernes snildeste Tankes mest forføreriske Indfald, 75 de spise bestandigt kun 53 Lokkemad, o! Vellyst uden Lige o! salige Leveviis, ⓘ de spisede spise] R, der spise A bestandigt kun Lokkemaden – de fanges aldrig. De andre Mænd gribe til og spise Lokkemad ►som Bønder spise Agurkesalat, og blive fangne. Kun Erotikeren veed at vurdere Lokkemaden, at vurdere den uendeligt. Dette aner Qvinden, derfor er der en hemmelig Forstaaelse mellem ham og hende. Men han veed ogsaa, at det er Lokkemad, denne Hemmelighed har han for sig selv.

✂ At der da intet Vidunderligere, intet Lifligere, intet mere Forførerisk lader sig udtænke end en Qvinde, derfor borge Guderne, og deres Nød, som skærpede Opfindsomheden, borger atter for dem, at de have vovet Alt og i hendes Væsens Dannelse bevæget Himmelens og Jordens Kræfter.

✂

✂ Jeg forlader Mythen. Mandens Begreb svarer til hans Idee. Man kan derfor tænke en eneste Mand tilværende og intet mere. Qvindens Idee derimod er en Almindelighed, der ikke er udtømt i nogen Qvinde. Hun er ikke ►ebenbürtig med Manden, men senere, en Deel af Manden, og dog fuldkomnere end han. ►Lad Guderne have taget en Deel af ham, medens han sov, af Frygt for at vække ham ved at tage for meget, eller ►lad Guderne have deelt ham og Qvinden være Halvdelen: den, der blev deelt, var jo Manden. I Subdivisionen forholder hun sig altsaa først lige med Manden. Hun er et Bedrag, men dette er hun først i det andet Øieblik, og for Den, der bliver bedragen. Hun er Endeligheden; men i sit Første er hun Endeligheden potenseret i al guddommelig og menneskelig Illusions ►skuffende Uendelighed. Endnu er Bedraget der ikke. Men et eneste Øieblik længere, og man er bedragen. Hun er Endeligheden, saaledes er hun et Collectivum; den ene Qvinde er de mange. Dette forstaaer kun Erotikeren, og derfor veed han at elske Mange, aldrig bedraget, men indsugende al den Vellyst, som listige Guder mægtede at tilberede. Derfor lader Qvinden sig ikke udtømme i nogen Formel, men er en Uendelighed af Endeligheder. Vil man tænke 72hendes Idee, da gaaer det En som Den, der stirrer ind i et Hav af Taagebilleder, der bestandigt danne sig, eller som Den, der forvildes ved at ►skue i Bølgerne, hvis Skumpiger bestandigt gjække, thi hendes Idee er kun et Mulighedens Værksted, og atter i Erotikeren er denne Mulighed Sværmeriets evindelige Ophav. 76

✂ Saa dannede Guderne hende fiin og ætherisk som af Sommernattens Taage og dog fyldig som den modne Frugt, let som Fuglen, skjøndt hun bærer en Verdens Attraa i sig, let fordi ►Kræfternes Spil er enet i et negativt Forholds usynlige Centrum, i hvilket hun forholder sig til sig selv, ►slank i Skuddet, bestemt tegnet og dog for Øiet svulmende i Skjønhedens Bølgelinier, fuldendt og dog som blev hun bestandig nu først færdig, kølig, 54 liflig, forfriskende som den nyfaldne Snee og dog rødmende i stille Gjennemsigtighed, lykkelig som en Spøg, der lader En glemme Alt, beroligende som det Maal, hvortil Begjeringen er, tilfredsstillende ved selv at være Begjeringens Incitament. Og saaledes havde Guderne beregnet Situationen, at Manden, naar han fik hende at see, skulde forundres som Den, der seer sig selv, og dog igjen som var han fortrolig med dette Syn, forundres som Den, der seer sig selv i Fuldkommenhedens Afglands, forundres som Den, der seer hvad han aldrig havde anet, og dog seer, hvad der, saa synes det, nødvendig maatte være faldet ham ind, seer, hvad der er nødvendigt i Tilværelsen, og dog seer dette som Tilværelsens Gaade. Netop denne Modsigelse i Forundringen elsker Begjeringen frem, medens Forundringen skyder ham nærmere og nærmere til, saa han ikke kan lade være at see, ikke lade være at synes sig fortrolig dermed, uden dog ret at turde nærme sig, om han end ikke kan lade være at begjere.

✂ Da Guderne saaledes havde tænkt sig hendes Skikkelse, frygtede de selv for ikke at skulle kunne udtrykke den. Men hvad de frygtede mere var hende selv. Hvor skjøn hun var, turde de nemlig ikke lade hende faae at vide af Frygt for en Medvider, der kunde forspilde Listen. Da blev Kronen sat paa Værket. Guderne dannede hende færdig, men da skjulte de Alt for hende i Uskyldighedens Uvidenhed og skjulte det endnu engang for hende i Blufærdighedens uigjennemtrængelige Hemmelighed. Hun var færdig, og Seiren vis. Indbydende var hun, nu var hun det ved at unddrage sig, nødende derved, at hun flyer, uimodstaaelig derved, at hun selv bestandig er Modstanden. Guderne jublede. Og ingen Tillokkelse er der udfunden i Verden, som Qvinden er det, og ingen Tillokkelse 73er saa absolut, som Uskyldighedens, og ingen Fristelse saa besnærende, som Blufærdighedens, og intet Bedrag saa mageløst, som Qvinden. Hun veed Intet, og dog indeholder Blufærdighe77den en Natur-Anelse, hun er adskilt fra Manden, og Blufærdighedens Skillevæg er mere afgjørende end ►👤Aladdins Sværd, der skiller ham fra Gulnare; og dog fornemmer den Erotiker, der ►liig Pyramis lægger sit Hoved til Blufærdighedens Skillevæg, fjernt anet al Begjeringens Lyst histinde.

✂ Saaledes frister Qvinden. Menneskene sætte det Herligste frem som Spise for Guder, de vide intet Herligere at byde; saaledes er Qvinden en Skuefrugt, Guderne vidste Intet at sammenligne dermed. Hun er, hun er tilstede, nærværende, tæt hos, og dog er hun uendeligt fjernet, skjult i Blufærdigheden, indtil hun selv forraader sit Skjulested, hvorved, det veed hun ikke, det er ikke hende, det er Tilværelsen selv, der er den listige Angiver. Skjelmsk er hun som Barnet i Legen, der titter frem af sit Skjul, og dog er hendes Skjelmeri uforklarligt, thi hun veed ikke selv af det, og 55 er altid gaadefuld, gaadefuld naar hun skjuler Øiet, gaadefuld naar hun udsender Blikkets Sendebud, hvilket ingen Tanke, end mindre noget Ord, formaaer at følge. ►Og dog er Blikket Sjelens »Tolk«, hvor er da Forklaringen, naar Tolken selv taler uforstaaeligt. Rolig er hun som Aftenens Stilhed, naar intet Blad rører sig, rolig som en Bevidsthed, der endnu ikke veed af Noget, hendes Hjertes Bevægelse saa regelmæssig, som var det ikke til, og dog opdager den Erotiker, der lytter stethoskopisk rigtigt, Lystens ►dithyrambiske Slag som et ubevidst Medlydende. Sorgløs som Vindens Pust, tilfreds som det dybe Hav, og dog længselsfuld som det Uforklarede er det. Mine Venner! mit Sind er formildet, ubeskriveligt formildet; jeg fatter, at ogsaa mit Liv udtrykker en Idee, om I end ikke forstaae mig. ►Ogsaa jeg har afluret Tilværelsens Hemmelighed, ogsaa jeg tjener noget Guddommeligt, og tilvisse jeg tjener ikke for Intet. Som Qvinden er et Bedrag af Guderne, saa er dette det sande Udtryk, at hun vil forføres; og som Qvinden ikke er en Idee, saa er Sandheden heraf, at Erotikeren vil elske saa mange, som muligt.

✂ Hvilken Vellyst det er at nyde Bedraget, uden at vorde bedragen, forstaaer kun Erotikeren. Hvor saligt det er, at vorde forført, veed egentligen kun Qvinden. Jeg veed det af Qvinden, om jeg end ikke har givet nogen Tid at forklare mig det, men hævdet mig selv og tjent Ideen ved et Brud, saa brat som Dødens; thi en Brud og et 74Brud svare qvindeligt og mandligt til hinanden. Kun Qvinden veed det, og veed det med sin 78 Forfører. Sligt fatter ingen Ægtemand. Hun taler heller aldrig til ham derom. Hun finder sig i sin Skjebne, hun aner, at det maa være saa, at hun kun eengang kan blive forført. Derfor vredes hun egentligen aldrig paa sin Forfører. Det vil sige, hvis han virkeligt har forført hende og udtrykt Ideen. Et brudt Ægteskabsløfte og andet Saadant er naturligviis Galimathias og ingen Forførelse. Forsaavidt er det ikke saa stor en Ulykke for en Qvinde, at være forført, og det er hendes Lykke, om hun bliver det. En udmærket forført Pige kan blive en udmærket Hustru. Hvis jeg ikke selv duede til at være Forfører, om jeg end, naar jeg betragter mig saaledes, dybt føler min Ringhed, hvis jeg vilde være en Ægtemand, vilde jeg altid vælge en forført, at jeg ikke selv skulde begynde med at forføre min Hustru. Ægteskabet udtrykker ogsaa en Idee, men i Forholdet til denne Idee er Det aldeles ligegyldigt, hvilket i Forhold til min Idee er det Absolute. Et Ægteskab burde derfor aldrig lægges an med en Begyndelse, som var det Begyndelsen til en Forførelses-Historie. Saa meget er vist, at til enhver Qvinde svarer der en Forfører. Hendes Lykke er netop at træffe ham.

✂ 56Ved Ægteskabet derimod seire Guderne. Da vandrer den eengang Forførte ved Ægtemandens Side gjennem Livet, seer stundom længselsfuldt tilbage, finder sig i sin Skjebne, indtil hun har naaet Livets Grændse. Hun døer, men hun døer ikke i den Forstand som Manden, hun forflygtiges og opløses i hiint Uforklarlige, hvoraf Guderne dannede hende, hun forsvinder som en Drøm, som en midlertidig Skikkelse, hvis Tid er forbi. Thi hvad er Qvinden Andet end en Drøm, og dog den høieste Virkelighed. Saaledes forstaaer Erotikeren hende og fører hende og føres ved hende i Forførelsens Øieblik uden for Tiden, hvor hun hører hjemme som Illusionen. Hos Ægtemanden bliver hun timelig og han ved hende.

✂ Vidunderlige Natur, hvis jeg ikke beundrede Dig, vilde en Qvinde lære mig det, thi hun er Tilværelsens ►Venerabile. Herligt dannede Du hende, men endnu herligere, at Du aldrig dannede den ene Qvinde som den anden. Hos Manden er det Væsentlige det Væsentlige, og forsaavidt altid det Samme; hos Qvinden er det Tilfældige det Væsentlige og saaledes en uudtømmelig Forskjellighed. Kort er hendes Herlighed, men hurtigt er ogsaa Smerten forglemt, som havde jeg end ikke fornummet den, naar den samme Herlighed 75atter bydes mig. Vel sandt, ogsaa jeg 79 seer det Uskjønne, der senere kan vise sig, men saaledes er hun ikke hos sin Forfører.

✂

✂

✂

✂ Taflet var hævet. Der behøvedes kun et Vink af 👤Constantin; med militairisk Taktfasthed forstode Deeltagerne hinanden, naar det gjaldt at gjøre ►et Sving og et Omsving. Med den usynlige Kommandostav, der i 👤Constantins Haand var elastisk som en ►Ønskeqvist, berørte han dem endnu eengang, for i en flygtende Reminiscents at minde om Gjestebudet og Nydelsens Stemning, der for en Deel var overvunden af Talernes Tankebevægelse, og for at, som det skeer i Resonantsen, den Festlighedens Tone, der var forsvunden, atter maatte vende tilbage over Gjesterne i Gjenlydens korte Nu. Han hilste til Afskeed med det fulde Glas, han tømte det, han ►slyngede det mod Døren i Bagvæggen. De Andre fulgte hans Exempel, og fuldkommede den symbolske Handling med en Indviets Høitidelighed. ►Afbrydelsens Lyst skete saaledes sin Ret, denne keiserlige Lyst, der kortere end nogen anden dog er frigjørende som ingen anden. Med ►en Libation bør Nydelsen begynde, men denne Libation, hvorved man slynger Glasset hen i Tilintetgjørelse og Glemsel, og river sig selv lidenskabeligt, som var man i Livsfare, ud af enhver Erindring, denne Libation er til ►de underjordiske Guder. Man bryder af, og der hører Kraft til at gjøre det, 57 større Kraft end til ►at overhugge en Knude, fordi Knudens Vanskelighed giver Lidenskab, men den Lidenskab, der hører til for at bryde af, maa man give sig selv. Resultatet er i en vis udvortes Forstand det samme, men i kunstnerisk Henseende er det himmelvidt forskjelligt, om Noget hører op, faaer en Ende, eller det afbrydes ved Frihedens Act, om det er en Hændelse eller en lidenskabelig Afgjørelse, om ►det er forbi som Skolemesterens Vise, naar der ikke er mere, eller det bevirkes ved Lystens Keisersnit, om det er en Trivialitet, Enhver har oplevet, eller hiin Hemmelighed, der undgaaer de Fleste.

✂ Det var en symbolsk Handling af 👤Constantin, da han kastede Bægeret bort, og dog blev dette Kast paa en Maade et afgjørende Slag; thi ved det sidste Slag aabnedes Døren, og man saae som Den, der formasteligt har banket paa Dødens Port, naar den aabnes, seer Tilintetgjørelsens 80 Vælde, saaledes saae man hiint Nedrivningschor færdigt til at ødelægge Alt – et Memento, der i samme Secund gjorde Deeltagerne til Flygtninge fra hiint Sted, og i samme Secund allerede ligesom havde forvandlet den hele Omgivelse til en Ruin.

✂ 76For Døren holdt en Vogn forspændt. Paa 👤Constantins Indbydelse toge de Plads og kjørte bort i en oprømt Stemning, thi hiint Tilintetgjørelsens ►Tableau i Baggrunden havde givet Sjelen ny Elasticitet. En Miil derfra holdtes stille; her tog 👤Constantin Afskeed som Vert, underrettede dem om, at der var fem Vogne til Tjeneste, Enhver kunde følge sin Lyst, kjøre hvorhen han vilde, alene eller om han ønskede i Selskab, med hvem han ønskede. Saaledes stiger en Raket ved Krudtets Kraft op i et eneste Skud, staaer et Øieblik stille samlet heel i eet Moment, da splittes den ad for alle Vinde.

✂ Medens der spændtes for, spadserede de natlige Gjester et lille Stykke hen ad Veien. Den friske Morgenluft luttrede deres hede Blod med sin Kølighed, i hvis Forfriskelse de ganske gave sig hen, medens deres Skikkelser og Gruppen, disse dannede, ►paa mig gjorde et phantastisk Indtryk. Thi at Morgensolen skinner over Mark og Eng og over hver en Skabning, der i Natten fandt Hvile og Styrke til jublende at staae op med Solen, deri er kun en velgjørende gjensidig Forstaaelse, men et Natteselskab, opfattet ved Morgenbelysning i en smilende Naturomgivelse, virker næsten ►unheimlich. Man kommer til at tænke paa Spøgelser, der ere blevne overraskede af Daggryet; paa ►Underjordiske, der ikke kunne finde Ridsen, gjennem hvilken de forsvinde, fordi denne kun er synlig i Mørke; paa Ulykkelige, for hvem Forskjel paa Dag og Nat er forsvunden i Lidelsens Eensformighed. – En Fodsti førte dem over et lille Stykke Mark hen til en indhegnet Have, 58 skjult af hvilken et beskedent Landsted forraadte sig i Baggrunden. Ved Enden af Haven ud mod Marken laae et Lysthuus, dannet af Træer. Opmærksomme paa, at der var Nogen i Lysthuset, bleve de alle nysgjerrige og med Iagttagerens speidende Blik omsluttede Beleirerne hiint venlige Skjulested, selv skjulte og saa spændte som Politiets Udsendinge, naar det gjelder at overliste. Som Politiets Udsendinge, nu det forstaaer sig, deres Ydre gjorde en Forvexling mulig, at Politiets Udsendinge kunde søge dem. Hver havde indtaget sin Plads for at titte ind, da trækker 👤Victor sig et 81 Skridt tilbage og siger til sin Nabo: Ih! min Gud, det er jo 👤►Assessor Vilhelm og hans Frue.

✂ De bleve overraskede – ikke hine Tvende, hvem Løvet skjulte, hine tvende Lykkelige, der vare altfor fordybede i huslig Lyst til at være Iagttagere, altfor trygge til at troe sig som Gjenstand for Nogens Opmærksomhed uden Morgensolens, der med Velbehag tittede ind til dem, medens en sagte Luftning viftede i Grenene, og 77medens Landlighedens Ro som Alt omkring dem fredede om dette lille Lysthuus. Det lykkelige Ægtepar blev ikke overrasket og bemærkede Intet. At det var Ægtefolk, var klart nok, det saae man strax, ak! hvis man er i Slægtskab med en Iagttager. Selv om Intet, Intet i den vide Verden, intet Aabenlyst og intet Skjult aabenlyst eller skjult har til Hensigt at ville forstyrre de Elskendes Lykke, naar de sidde hos hinanden ere de ikke saaledes trygge; salige ere de, og dog er det som var der en Magt, der vilde skille dem ad, saa fast holde de hinanden omslyngede, og dog er det, som var der en Fjende til, mod hvilken de værne sig, og dog er det, som kunde de aldrig blive tilstrækkeligt forvissede. Ikke saaledes med Ægtefolk, og ikke saaledes med hiint Ægtepar i Lysthuset. Hvor længe de havde været gift, lod sig derimod ikke med Bestemthed angive. Fruens Syslen ved Theebordet skete vel med øvet Sikkerhed, men dog ogsaa med saa megen næsten barnlig Inderlighed i Beskæftigelsen, som var hun en Nygift, i den Mellemtilstand, da hun endnu ikke med Bestemthed veed, om Ægteskabet er Spøg eller Alvor, om det at være Husmoder er en Gjerning eller en Leeg, en Tidsfordriv. Maaskee havde hun dog længere været gift, men var ikke i Reglen fungerende ved Theebordet, maaskee gjorde hun det kun her ude paa Landet, eller maaskee gjorde hun det kun den Morgen, der muligen havde en egen Betydning for dem. Hvo kan afgjøre dette? Al Beregning strander til en vis Grad paa enhver Individualitet, der har en Oprindelighed i sin Sjel, thi denne forhindrer Tiden i at sætte sine Mærker. Naar Solen skinner i al sin Sommerglands, saa tænker man strax paa, at der maa være en eller anden Høitidelighed, til daglig Brug kan det ikke være saa59ledes, eller at det er første Gang, eller dog een af de første Gange, den gjør det, thi i Tidens Længde lader det sig ikke gjentage. Saaledes tænker Den, der kun eengang seer det, eller seer det første Gang, og jeg saae Assessorinden første Gang; Den, der seer det hver Dag, tænker vel anderledes, hvis han ellers seer 82 det Samme. Dog dette bliver 👤Assessorens Sag. Vor elskværdige Husmoder var altsaa beskæftiget; hun skjenkede kogende Vand i et Par Kopper, formodentligt for ret at ophede dem, hun tømte det ud, satte Koppen paa en Bakke, skjenkede Theen, serverede det Tilhørende, nu var hun færdig, var det nu Spøg eller Alvor? Dersom Nogen ikke ellers er en Ven af Thee, han skulde have været i 👤Assessorens Sted, mig forekom denne Drik i dette Øieblik den mest indbydende, og kun den 78venlige Frues indbydende Mine forekom mig mere indbydende. Hun havde formodentlig hidtil ikke havt Tid til at tale, nu brød hun Tausheden, og idet hun bød Theen, sagde hun: »skynd Dig nu Kjære og drik, medens Theen er varm, Morgenluften er dog noget kølig; og det er da det Mindste, jeg kan gjøre for Dig, at være lidt omhyggelig.« »Det Mindste?« svarede 👤Assessoren laconisk. »Ja, eller det Meste, eller det Eneste.« 👤Assessoren saae spørgende paa hende, og medens han ►tilberedte sig Nydelsen, vedblev hun: »Du afbrød mig igaar, da jeg vilde begynde derpaa, men jeg har atter tænkt derover, mange Gange har jeg tænkt derover, og nu især, Du veed nok i Anledning af hvem: det er dog vist og sandt, havde Du ikke giftet Dig, var Du bleven noget ganske anderledes Stort i Verden.« Medens Koppen endnu stod paa Bakken, indsugede 👤Assessoren den første Mundfuld med synligt Velbehag, ret vederqvæget, eller var det maaskee Glæde over den Elskelige. Jeg troer det; hun derimod syntes blot at fryde sig ved at det smagte ham. Nu satte han Koppen paa Bordet hos sig, tog en Cigar frem og sagde: »maa jeg tænde ved dit Fyrfad.« »Gjerne,« svarede hun, og tog med en Theeskee en Glød og bragte ham den. Han tændte Cigaren, lagde sin Arm om hendes Liv, medens hun støttede sig mod hans Skulder, han vendte Hovedet til den anden Side for at udblæse Røgen, nu hvilede hans Øie paa hende med en Hengivenhed, som Blikket kan forklare den, dog smilte han, men dette Glædens Smiil havde en lille Tilsætning af veemodig Ironi, endeligen sagde han: »Troer Du virkelig, min Pige?« »Hvad mener Du,« svarede hun. Han taug atter, Smilet fik Overhaand, medens dog Stemmen var ganske alvorlig: »saa tilgiver jeg Dig din tidligere Daarskab, da Du selv har glemt den saa hurtigt, thi ►paa daarlige Qvinders Viis er din Tale – hvad Stort skulde jeg vel være bleven i Verden?« Fru Assessorinden syntes et Øieblik forlegen ved denne Vending, dog hurtigt havde hun 60 samlet sig og udviklede sig nu med 83 qvindelig Veltalenhed. 👤Assessoren saae hen for sig, han afbrød hende ikke, men alt som hun vedblev, begyndte han at tromme med Fingrene af den høire Haand paa Bordet, han nynnede en Melodie, Visens Ord bleve et Øieblik hørlige, ligesom Mønsteret bliver synligt i Væven, og atter forsvinder, saaledes svandt Ordene atter hen i en Nynnen af Visens Melodi: »►Manden gik ud i Skoven, skar af de Kjepper hvide.« Efter dette melodramatiske Foredrag, Fruens ►Explication nemlig, der accompagneredes af 👤Assessorens Nynnen, indtraadte atter 79Replikken: »Du er nok, sagde han, Du er nok uvidende om, at ►danske Lov tillader en Mand at slaae sin Kone, kun Skade, at Loven ikke angiver i hvilket Tilfælde det er tilladt.« Fruen smilte ad hans Trudsel og vedblev: »men hvorfor kan jeg dog aldrig faae Dig til at være alvorlig, naar jeg taler herom. Du forstaaer mig ikke; tro mig, jeg mener det oprigtigt, mig synes det at være en saare skjøn Tanke. Ja var Du ikke bleven min Mand, saa turde jeg ikke tænke den, men nu har jeg netop tænkt den for din Skyld og for min Skyld, og vær nu kjønt alvorlig, for min Skyld, og svar mig oprigtigt.« »Nei alvorlig faaer Du mig ikke, og alvorligt Svar faaer Du ikke; jeg maa enten lee ad Dig, eller bringe Dig til at glemme det, som før, eller prygle Dig, eller Du maa lade være at tale derom, eller paa en anden Maade faae Dig til at tie. Du seer det er Spøg, og derfor er der saa mange Udveie.« Han reiste sig op, trykkede et Kys paa hendes Pande, lagde hendes Arm i sin og forsvandt i en løvtæt Gang, der førte fra Lysthuset.

✂

✂ Lysthuset var da tomt, her var Intet videre at gjøre, det fjendtlige Occupationscorps trak sig tilbage uden Bytte. Ingen af dem syntes fornøiet med dette Udbytte, dog nøiedes de Andre med at gjøre en ondskabsfuld Bemærkning. Man vendte nu tilbage, men savnede 👤Victor. Han var svungen om Hjørnet, langs Haven var han kommen op til den landlige Bygning. Her stode en Havestues Dørre aabne ud til en Græsplaine; et Vindue, som vendte ud til Veien, stod ligeledes aaben. Formodentlig havde han seet Noget, der tildrog sig hans Opmærksomhed. Han springer ind ad Vinduet, just som han springer ud stode de Andre hos, de havde søgt ham, triumpherende holder han et Papir i sin Haand og raaber: »et Manuscript af Hr. 👤Assessoren. ►Har jeg udgivet hans andre, saa er det ikke mere end Skyldighed, ogsaa at udgive dette.« Han 84 stak det i Lommen eller rettere han vilde stikke det i Lommen, thi som han bøiede Armen om og allerede havde Haanden med Manuscriptet halvt i Lommen, listede jeg det fra ham.

✂ 61Men hvo er da jeg? Ingen ⓘ spørgespørge] R, spørger A derom. Er det ikke faldet ham ind før at spørge derom, saa er jeg hjulpen, thi nu er jeg over det Værste. Jeg er desuden ikke værd at spørge efter; thi jeg er det Ringeste af Alt, man gjør mig ganske undseelig ved at spørge derom. ►Jeg er den rene Væren, og derfor mindre næsten end Intet. Jeg er den rene Væren, der er med allevegne, men dog ikke bemærkelig, ►fordi jeg bestandigt er ophævet. Jeg er ligesom den 80Streg, ovenover hvilken Regne-Opgaven staaer og under hvilken Facitet; hvo bryder sig om Stregen? Af mig selv formaaer jeg slet Intet, thi selv ►den Idee at fraliste 👤Victor Manuscriptet, er end ikke mit eget Indfald, men Indfaldet selv, hvorved jeg, som Tyvene sige, laante Manuscriptet, er jo laant af 👤Victor. ►Idet jeg nu udgiver Manuscriptet, er jeg igjen slet Intet, thi Manuscriptet er 👤Assessorens, og jeg som Udgiver, er kun i min Intethed som ►en 👤Nemesis over 👤Victor, der vel meente at have Hævd paa at udgive.

✂

62

✂

✂ 85 63 81Adskilligt om Ægteskabet

✂ mod Indsigelser

✂ Af

✂ EN ÆGTEMAND

✂

✂ 86 64 82Motto: »►Den Bedragne er visere end den Ikke-Bedragne.«

✂

✂ 876583Min kjære Læser! Dersom Du ikke skulde have Tid og Leilighed til at anvende en halv Snees Aar af dit Liv paa at reise Verden rundt for at see Alt, hvad en Jordomseiler lærer at kjende; dersom Du ikke skulde have Evne og Vilkaar til ved mangeaarig Øvelse i fremmede Sprog at trænge ind i Folke-Individualiteternes Forskjellighed, som disse vise sig for Granskeren; dersom Du ikke ►er betænkt paa at opdage et nyt astronomisk System, der vil fortrænge baade ►det copernicanske og det ptolemæiske – ►saa gift Dig; og dersom Du har Tid til det Første, Evne til det Andet, Tanke om det Sidste, saa gift Dig ogsaa. Selv om Du ikke fik hele Jordkloden at see eller ►talede i mange Tunger eller ►blev klog paa Himlen, Du vil ikke fortryde det; thi Ægteskabet er og bliver den vigtigste Opdagelses-Reise, et Menneske foretager sig; ethvert andet Kjendskab til Tilværelsen er overfladisk i Sammenligning med en Ægtemands, thi han og kun han har retteligen fordybet sig i Tilværelsen. Vel er det sandt, ingen Digter skal kunne sige om Dig, hvad ►Digteren siger om den forslagne 👤Ulysses, at han ►saae mange Menneskers Byer og lærte deres Sind at kjende, men Spørgsmaalet er, om han ikke havde faaet ligesaa Meget og ligesaa behagelige Ting at vide, hvis han var bleven hjemme hos 👤Penelope. Er ingen Anden af den Mening, saa er min Kone det, og hvis jeg ikke høiligen feiler, er enhver Kone det. En saadan Majoritet er lidt mere end en simpel, saa meget mere, som Den, der har Konerne paa sin Side, han faaer nok Mændene med. Vel er det sandt, at Reiseselskabet paa denne Expedition er lille, at man ikke har, som paa de fem- og ti-Aars Expeditioner, en talrig Kreds, der da ogsaa, vel at mærke, bestandigt bliver den samme; men saa er det Ægteskabet forbeholdt, at stifte en egen Art Bekjendtskaber, der er det Vidunderligste af Alt, og hvor hver ny Tilkommende bestandigt er den Velkomneste. 88

✂ Priset være derfor Ægteskabet, priset Enhver, der taler til dets 84Ære; hvis en Begynder tør tillade sig en Yttring, da vil jeg sige, at det netop derfor forekommer mig saa vidunderligt, fordi Alt dreier sig om Ubetydeligheder, hvilke dog det Guddommelige i Ægteskabet ved Miraklet forvandler til det Betydelige for den Troende. Og alle disse Ubetydeligheder have igjen den Mærkelighed, at Intet ►lader sig forud optage, Intet udtømme ved et løseligt Anslag; men medens 66 Forstanden staaer stille, og Phantasien ►løber med Liimstangen, og Beregningen regner feil, og Kløgten fortvivler, gaaer det ægteskabelige Liv fort og ►forvandles ved Underet fra Herlighed til Herlighed, bliver det Ubetydelige betydningsfuldere og betydningsfuldere ved Underet – for den Troende. Men Troende maa man være, og en Ægtemand, der ikke er troende, er den kjedeligste Patron, et sandt Huskors. Der er intet Fatalere, naar man engang i Selskab med Andre tager ud for at frydes ved at see Experimenter og Forsøg i ►den naturlige Magie, end da at have en ►Tværdriver med, der bestandig er vantro, uden dog at kunne forklare Kunststykkerne. Dog en saadan Fatalitet finder man sig i; man tager jo kun sjeldent saaledes ud, og desuden kan man af en saadan muggen Tilskuer have den Fordeel, at han kommer til at spille med. I Almindelighed faaer Professoren i den naturlige Magi Ram paa ham, og lader ham nu ►holde Lyset, more os Andre ved sin Klogskab, ligesom ►👤Arv morer ved sin Dumhed. Men et saadant Murmeldyr af en Ægtemand, han burde ►ligesom en Fadermorder puttes i en Sæk og kastes i Vandet. Hvilken Qval at see en Qvinde afmatte al sin Elskelighed paa at overbevise ham, at see ham, efterat han har modtaget Indvielsen, der berettiger til at være Troende, kun fordærve Alt, fordærve Alt, thi bort med Spøg, Ægteskabet er dog paa saa mange Maader Forsøg i den naturlige Magi, og dets Forsøg i Sandhed vidunderlige. Det er modbydeligt at høre en Præst, der ikke selv troer, hvad han siger, men det er endnu modbydeligere at see en Ægtemand, der ikke er Troende i Forhold til sin Stand, og mere oprørende er det, fordi Tilhørerne kunne forlade Præsten, men en Hustru kan ikke forlade sin Mand, kan det ikke, vil det ikke, ønsker det ikke – og selv Dette kan ikke overbevise ham.

✂ Man taler i Almindelighed kun om en Ægtemands Utroskab, men hvad der er lige saa slemt, er en Ægtemands Mangel paa Tro. Tro er det 89 Eneste, der fordres, og Troen gjør Fyldest for Alt. Lad kun Forstand og Kløgt og ►Raffineri tælle op, regne ud og beskrive, hvorledes en Ægtemand bør være: der er kun een Egenskab, 85som gjør ham elskværdig, det er Tro, absolut Tro paa Ægteskabet. Lad kun ►Forfarenhed i Livet ville nøiagtigt bestemme, hvad der fordres af en Ægtemands Trofasthed, der er kun een Trofasthed, een Redelighed, der i Sandhed er elskværdig og skjuler Alt i sig, det er Redelighed mod Gud og sin Hustru og Standen til ikke at ville negte Underet.

✂ Dette er ogsaa min Trøst, naar jeg vælger at skrive om Ægteskabet, thi medens jeg giver Afkald paa al anden Dygtighed, hævder jeg mig kun eet: Overbeviisning. At jeg har den, veed jeg med mig selv, og veed det med min Hustru, hvilket er mig af stor Vigtighed; thi ►sømmer det sig end Qvinden at tie i Menigheden og ikke at befatte sig med Videnskab og Kunst: hvad der siges om Ægteskabet bør væsentligen være saaledes, at det har hendes Bifald. Det følger ikke, at hun skal kritisk vide at vurdere Alt, den Art Reflexion anstaaer hende ikke, men hun skal have et absolut veto, og hendes Bifald respecteres som tilstrækkeligt betryggende. Min Overbeviisning er da min eneste Berettigelse, og 67 Garantien for min Overbeviisning er igjen Vægten af det Ansvar, under hvilket mit, som enhver Ægtemands Liv er lagt. Vel føler jeg ikke Vægten som Tyngde, men som Velsignelse, vel føler jeg ikke Baandet som bindende, men som frigjørende, men dog er det der, Baandet, nei! de utallige Baand, ved hvilke jeg er fastknyttet i Tilværelsen, som Træet ved Rodens mangfoldige Grene. Sæt Alt forandrede sig for mig, store Gud, hvis det var muligt, sæt jeg fandt mig bunden ved at være gift, hvad var da ►👤Laokoons Elendighed mod min; thi ikke kan een og ikke ti Slanger knuge saaledes og slynge sig saa ængstende og sammenpressende om et Menneskes Legeme, som det ægteskabelige Liv, der binder mig paa hundrede Maader, og altsaa – vilde lænke mig i hundrede Lænker. See! dersom dette er en Garanti, at jeg, medens jeg føler mig glad og tilfreds og takker uden ►Afladelse for min jordiske Lykke, at jeg da ogsaa aner den Forfærdelse, der ad denne Vei kan komme over et Menneske, det Helvede, Den bygger sig, der som Ægtemand, ►adscriptus glebæ, vil løsrive sig, og derved kun bestandigt opdage, hvor umueligt det er ⓘ ham, vilham, vil] R, ham vil A hugge een Lænke over og derved kun opdage een endnu mere elastisk, der binder ham uopløseligt – dersom dette er tilstrækkelig 90 negativ Garanti for, at hvad jeg kan have at sige ikke er ørkesløse Tanker, undfangne i et ledigt Øieblik, ikke sindrigt Hjernespind, beregnet paa at fange Andre, saa forsmaae man ikke, hvad jeg kan 86have at sige. Jeg er meget langt fra at være lærd, jeg gjør ingen Fordring derpaa, det vilde være mig generende, hvis jeg var ►daarlig nok til at paatage mig noget Saadant; jeg er ikke Dialektiker, ikke Philosoph, men ærer efter fattig Leilighed Videnskab og Alt, hvad fortrinligt Begavede fremsætte for at forklare Livet. Derimod er jeg Ægtemand, og gjelder det om Ægteskabet, frygter jeg Ingen. Jeg vilde staae tillidsfuld og trøstig paa Kathedret, hvis dette fordredes af mig, om end hvad jeg har at sige aldeles ikke egner sig til at foredrages fra Kathedret; jeg disputerer freidig med al Verdens Dialektikere, med 👤Satan selv, han skal ikke kunne fravriste mig min Overbeviisning. Lad spidsfindige ►Chicaneurer hobe alle Indvendinger sammen mod Ægteskabet; det skal nok give sig. Hurtigt deler man dem i to Dele: de Indvendinger, hvilke man, ►som 👤Hamann siger, bedst besvarer ved at sige: Bæ; de andre bliver man nok ⓘ færdigfærdig] R, færdige A med at besvare. Jeg er ellers noget ømskindet, jeg kan ikke godt taale, at man leer ad mig. Det er en Svaghed, imidlertid har jeg ikke kunnet beseire den; men vil Nogen lee ad mig, fordi jeg er Ægtemand, da frygter jeg Intet, i denne Henseende er jeg usaarlig for Latteren, i denne Henseende føler jeg et Mod, som næsten contrasterer med en stakkels Assessors Leveviis, der gaaer fra sit Hjem til Retten, og fra Retten til sit Hjem, og omgaaes Documenter. Sæt mig saa i en Kreds af kløgtige Hoveder, der have sammensvoret sig om at gjøre Ægteskabet latterligt og at spotte det Hellige, udrust dem med al Vittighed, spids deres spottende Pile til med den Braad, som et tvetydigt Forhold til det andet Kjøn hvæsser, dyp Pilene i den Ondskab, der ikke er dum, men vunden ved djævelsk Kløgt, – jeg frygter ikke. Hvor jeg end er, om det saa var ►i den gloende Ovn, naar jeg skal tale om Ægteskabet, jeg mærker Intet, 68 der er en Engel hos mig, eller rettere, jeg er borte, jeg er hos hende, hende, hvem jeg elsker endnu bestandig med Ungdommens salige Beslutning, jeg der, skjøndt Ægtemand i flere Aar, endnu har den Ære at stride under den lykkelige første Kjærligheds seierrige Banner, hos hende, ved hvem jeg føler mit Livs Betydning, at det har Betydning og en mangfoldig. Thi hvad der for Oprøreren er Lænker, hvad der for Trællesjelen er tunge Pligter, er for mig Titler og Værdigheder, som jeg 91 ikke bytter med Kongens, ►de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig o. s. v. Om nemlig disse Titler og Værdigheder ⓘ villeville] , således også K, R have Betydning i et andet Liv, ►om de ere glemte, liig meget Andet, om hundrede Aar, om det lader sig tænke og nærmere bestemme, 87hvorledes Tanken om saadanne Forhold udfylder en evig Bevidsthed i Erindring, veed jeg ikke. Jeg ærer Kongen, det gjør enhver god Ægtemand, men jeg bytter ikke mine Titler med saadanne. Saaledes er jeg for mig selv, at enhver anden Ægtemand er ligesaa, beskæftiger mig glædeligt, og sandeligen, hvad enten den Enkelte er langtfra eller nærved, jeg ønsker ham, at han var ogsaa som jeg.

✂ See! inderst inde paa mit Bryst, der bærer jeg Ordensbaandet, Elskovens Rosenlænker, sandeligen, dens Roser ere ikke visnede, sandeligen, dens Roser visne ikke, forandre de sig end i Aarene, saa falme de dog ikke, ►er Rosen end ikke saa rød, saa er det fordi den er bleven en hvid Rose, falmet er den ikke. Og nu mine Titler og Værdigheder, – og hvad der er saa herligt ved dem er, at de ere saa ligeligt fordeelte, thi kun Ægteskabets guddommelige Retfærdighed formaaer bestandigt at ►give Lige for Lige. Hvad jeg er ved hende, det er hun ved mig, og Ingen af os er Noget ved sig selv, men ere det i Foreningen. Ved hende er jeg Mand, thi kun Ægtemanden er den ægte Mand, enhver anden Titel er Intet derimod og forudsætter egentligen denne; ved hende er jeg Fader, enhver anden Værdighed er kun en menneskelig Opfindelse, et Paafund, der er glemt om hundrede Aar; ved hende er jeg Familiens Hoved, ved hende er jeg Husets Forsvarer, dets Ernærer, Børnenes Værge.

✂ Naar man har saa mange Værdigheder, saa bliver man ikke Forfatter for at opnaae en ny Værdighed. Jeg begjerer heller ikke, hvad jeg ikke tør gjøre Fordring paa, men jeg skriver, at Den, der er lykkelig som jeg, hvis han læser det, maa mindes om sin egen Lykke, at Den, der tvivler, hvis han læser det, maa vindes, var det kun en Eneste, jeg er dog glad, jeg begjerer kun Lidet, ikke fordi jeg er saa nøisom, men fordi jeg er ubeskrivelig tilfreds. Naar man har saa mange Bestillinger, og alle saa kjære, saa skriver man efter Tid og Leilighed, ønsker, at Den, der muligen kunde have Gavn deraf, ikke forstyrres af det Mangelfulde i Formen, frabeder sig al Kritik; thi en Ægtemand, der skriver om Ægteskabet, skriver vel mindst af Alle for at blive kriticeret. Han skriver som det bedst falder sig, ofte distraheret af sine kjærere Sysler. Om jeg nemlig 92 kunde være Noget for Flere ved at være Forfatter, jeg foretrækker langt at være saa meget som muligt for min Hustru. Jeg er hendes Mand, ved Ægteskabet, det vil sige, ved Ægteskabet blev ►Corsoen aabnet for mig, den 69 Løbebane, der er ►mit Rhodus og min Dandseplads; jeg er hendes Ven, o! at jeg maatte være det i Hjertets Oprigtighed, o! 88at hun aldrig maatte føle Savn efter nogen oprigtigere; jeg er hendes Raadgiver, o! at min Viisdom maatte være som Villien er det; jeg er hendes Trøst og Opmuntring, vel endnu ikke indkaldt, o! men, hvis jeg engang kaldes ind til denne Tjeneste, at da min Styrke maatte være som mit Hjertelag er det; jeg er hendes Skyldner, mit Regnskab er redeligt, og Regnskabet selv en velsignet Gjerning; og endeligen, det veed jeg, bliver jeg en Erindring om hende, ►naar engang Døden skiller os ad, o! at min Hukommelse er trofast, at den bevarer mig Alt, naar det er tabt, en Erindringens Livrente for de øvrige Dage, at den giver mig selv det Ubetydeligste igjen, og jeg maa sige med Digteren, naar jeg er bekymret for den Dag idag: ►et hæc meminisse juvat, og naar jeg er bekymret for den Dag imorgen: et hæc meminisse juvabit. Ak! som Assessor i Retten maa man stundom døie det Forfærdelige, at læse en Forbryders ►vita ante acta atter og atter beskreven, men en elsket Hustrues vita ante acta bliver man aldrig kjed af – og man behøver heller ikke den indprentende Nøiagtighed for at ville erindre. Vel sandt, ►Lyst driver Værket, og saaledes ogsaa Ihukommelsens Gjerning, vel sandt, det lyder forelsket sagt, at man i Døden vil finde den Elskedes Billede i den trofaste Elskers Hjerte, men ægteskabeligt tænkt, vaager en Villiens Beslutning hos Forelskelsen, at den ikke løber vild i det Uendelige. Vel siger Forelskelsen, at et Øieblik hos den Elskede er himmelsk Salighed, men Ægteskabet vil Forelskelsen det vel og veed heldigviis bedre Beskeed. Sæt det var saa, at Forelskelsens første, skummende Sværmeri, hvor skjønt det end er, ikke lod sig saaledes gjennemføre, saa veed Ægteskabet, hvorledes netop ⓘ det bedstdet bedst] , det bedste R i Forelskelsen lader sig gjennemføre. Dersom et Barn, der af Forældrene har modtaget et Exemplar af sin Skolebog, allerede førend Aaret er omme har ligesom fortæret ⓘ det, erdet, er] R, det er A dette et Tegn paa, at han som Discipel er at prise for sin Iver og Lyst; saaledes med Ægteskabet, den Ægtemand, der af Gud i Himlen modtog sit Exemplar, ak, saa skjønt som en Guds Gave kan være det, og læste daglig deri, hver Dag i et langt Liv, og see da det lagdes hen, da Natten kom og Læs93ningen maatte ophøre, da var det ligesaa skjønt, som da han engang modtog det: var da denne redelige Forsigtighed, der stod i et ►ligeligt Forhold til den Forelskelsens Lyst, med hvilken han læser atter og atter, var den ikke nok saa priselig, nok saa stærk et Forelskelsens Udtryk, som det stærkeste Udtryk, Forelskelsen raader over?

✂ Kun om Ægteskabet ønsker jeg at skrive; at overbevise en Enkelt, 89er mit Haab; at fjerne dem, som tale imod, er min Agt. Saaledes er Ægteskabet mig min ene Stræng, men den er saa sammensat, at jeg, uden just at fortrøste mig til Virtuositet, hvad der jo ellers fordres af Den, der kun har een Stræng, tør vove at lade mig høre, ikke just som en Kunstner for et talrigt Publikum, men hellere som en ►omvankende Musikant, der staaer udenfor det enkelte Huses Dør, og ikke kalder Nogen bort fra sin Gjerning, om der dog ogsaa i hans Musik, naar den lyder med i Gjerningen, er ►Tækkelighed. Jeg mener nemlig 70 ingenlunde, at hvad jeg kan have at sige, skulde være uskjønt. Adskilligt skylder jeg min Kone, om jeg end ikke taler ganske saaledes med hende, som jeg her skriver, men hvad der kommer fra hende, har altid en vis Ynde, hvad der er Qvindens Medgift. Ofte har jeg undret mig derover. Som Een, der kun skriver en maadelig Haand, naar han seer sit eget Manuscript udført af en kaligraphisk Kunstner, maa blive forundret, som Den, der sendte et gnidret Ark i Bogtrykkeriet, naar han modtager en nydelig Reentryk, neppe tør vedkjende sig dette som sit Eget, saaledes er det oftere gaaet mig i mit huslige Liv. Hvad der dunkelt bevæger sig i hende, det udtrykker jeg saa godt jeg kan, da forundres hun, at det netop var, hvad hun vilde sige, jeg udtaler det altsaa saagodt jeg kan, da tilegner hun sig det, men nu kommer Touren til mig, naar jeg med Forundring seer, at mine Tanker, mine Ord have faaet en Beaandelse, en Inderlighed, en Ynde, saa jeg med Rette kan sige, at det ikke er mine Tanker. Ulykken er, at denne Ordenes og Tankernes elskelige Pynt meer eller mindre næsten ganske forsvinder, naar jeg vil gjentage dem, og lader sig ikke udtrykke, saa lidet som jeg her paa Papiret kan beskrive hendes Stemme. Imidlertid er hun til en vis Grad Med-Forfatter, og et saadant literairt Firma forekommer mig ikke uskjønt, naar man kun vil skrive om Ægteskabet. Hun billiger, det veed jeg, at jeg gjør Brug af hvad jeg skylder hende, hun tilgiver mig, det veed jeg, at jeg benytter Leiligheden til at sige Eet og Andet om hende, som jeg ellers ikke kan faae sagt 94 uden i Eensomhed, thi hvor meget hun er for mig, kan jeg jo ikke sige ligefrem til hende selv, at min Lovpriisning ikke skulde blive besværende og maaskee næsten forstyrre vor gode Forstaaelse. Som anonym, og som den, der med al Omhyggelighed vil bevare sin Anonymitet, har jeg jo sikkret mig mod, hvad jeg forøvrigt haaber, at Delicatesse vil forbyde Enhver: at mit huslige Liv skulde blive Gjenstand for Nogens Nysgjerrighed.

✂ 90Priset være Ægteskabet, priset Enhver, der taler til dets Ære! Hvad jeg har at sige, er ikke nye Opdagelser, det vilde ogsaa være betænkeligt, at gjøre en ny Opdagelse med Hensyn til den ældste Indretning i Verden. Enhver Ægtemand veed det Samme som jeg. Hovedtankerne ere og blive de samme, som ►Stammebogstaver (Radikaler), men medens disse staae uforandrede fast, kan man have sin Glæde af at sætte nye Vokaler til og da læse om igjen. Det følger af sig selv, at dette maa forstaaes ►cum grano salis, og hvorledes jeg end bærer mig ad, jeg gjør det ikke, som ►en ondskabsfuld Spotter har sagt, at Elskov og Ægteskab have de samme Consonanter, Vokalerne udgjøre Forskjelligheden, og denne er igjen ligesom i ►et bekjendt Sted i første Mose-Bog, hvor der fortælles, at 👤Esau kyssede 👤Jacob, og ►de lærde Jøder, som ikke tiltroede 👤Esau dette Sind, men heller ei turde forandre Consonanterne, blot satte andre Punkter, saa der stod: han beed ham. En saadan Indsigelse besvarer man bedst ved at sige bæ, enhver anden Indsigelse, netop jo mere ⓘ uforbeholdentuforbeholdent] R, uforbeholdt A den rykker ud med Sproget, er velkommen, thi en conseqvent Indvending er et ►Stikbrev efter Sandheden, og yderst beleilig for Den, der eier Forklaringen.

✂

✂ 9571►Elskov har dog sin Gud, hvo kjender ikke ham af Navn, hvor Mangen troer ikke at vinde Meget ved at nævne sit Forhold efter dette Navn: et erotisk Forhold. 👤Eros, det Erotiske og Alt, hvad dertil hører, har Krav paa det Poetiske. Ægteskabet derimod er ikke saaledes begunstiget, ikke af saa ►høi Extraction; thi ►om der end siges, at Gud har stiftet ⓘ ÆgteskabetÆgteskabet] R, Ægteskab A, saa er det gjerne Præsten eller om man saa vil Theologien, der siger det, og han eller denne taler da i en ganske anden Forstand om Gud end en Digter gjør det. Følgen deraf er, at alt det Hyggelige, det Duftrige, der er ved 👤Eros, forsvinder, thi 👤Eros kan netop blive concret i det ganske Enkelte; Tanken om Gud derimod er paa den ene Side saa alvorlig, at Elskovens Lyst synes at forsvinde, naar den Gud, der er Aandernes Fader, selv skal være ►den copulerende, og paa den anden Side saa almindelig, at man forsvinder for sig selv som et Intet, der dog vil have en teleologisk Bestemmelse, hvorved man bestemmes i Forhold til den høieste Væren. Den Overskuelighed, den Gjennemsigtighed og paa den anden Side det Skjelmeri og den Halvdunkelhed, som er 👤Eros's Forhold til de Elskende, kan Aandens Gud ikke let faae i Forhold til Ægteskabet. Det at han er med er i en vis Forstand for meget og 91netop paa Grund deraf betyder da hans Nærværelse mindre end 👤Eros's, der heel og udeelt kun er for de Elskende. Det er som i reent menneskelige Forhold, hvis den kongelige Majestæt til en ►Fadderstads lader møde ved sin Kammerherre, kan det maaskee tjene til at forhøie de Vedkommendes Stemning, men hvis Kongen selv vilde møde, vilde det maaskee forstyrre, kun i Forhold til Ægteskabet erindre man, at der jo ingen Stands-Forskjellighed er, som gjør, at den ene Klasse staaer Gud nærmere end den anden. Opgaven er heller ikke saa let, at tænke nemlig Gud som Aandens Gud og da at tænke ham saaledes med ind i Ægte96skabet, at Tanken ikke bliver en Indledning af saa almindelig Art, at den slet ikke leder ind, og at Forestillingen ikke bliver saa aandelig, at den i samme Øieblik leder ud igjen.

✂ Vil man nøies med den digteriske Forklaring af Elskov, der væsentlig er hedensk, thi Forelskelsens Henførelse til en Guddom er kun Umiddelbarhedens skjønne spøgefulde Alvor, vil man lade Ægteskabet skjøtte sig selv, eller naar det kommer høit, være Noget, der kommer bag efter, saa finder man maaskee ingen Vanskelighed, men paa den Maade ikke at finde Vanskelighed 72 er en vanskelig Sag for Den, der er vant til at tænke. 👤Eros gjør naturligviis ikke Fordring paa nogen Tro, og kan ikke blive dens Gjenstand, dette gjør 👤Eros saa brugbar for Digteren, men en Aandens Gud, der er Gjenstand for en aandelig Tro, er jo i en vis Forstand uendeligt fjernet fra Forelskelsens Concretion.

✂ I Hedenskabet var der en Gud for Elskoven og ingen for Ægteskabet; i Christendommen er der, om jeg saa tør sige, en Gud for Ægteskabet, ingen for Elskov. Ægteskabet er nemlig et høiere Udtryk for Elskov. Sees Sagen ikke saaledes, forvirres Alt, og man bliver enten ugift ►en Spotter, en Forfører, en Eremit, eller Eens Ægteskab bliver en Tankeløshed. Vanskeligheden er, at saasnart man tænker Gud som Aand, bliver Individets Forhold til ham saa aandeligt, at den sandselige-sjelelige Synthese, der er 👤Eros's ►Potens, let forsvinder, som hvis man vilde sige, at Ægteskabet er en Pligt, det at gifte sig er en Pligt, at dette da var et høiere Udtryk end Forelskelsen, fordi Pligten er et aandeligt Forhold til en Gud som er Aand. Hedenskabet og Umiddelbarheden tænker ikke Gud som Aand, men naar dette er givet, er Vanskeligheden den, at kunne bevare de Bestemmelser, der ligge i det Erotiske, saa det Aandelige ikke udbrænder og fortærer dem, men brænder i dem uden at fortære 92dem. Saaledes trues Ægteskabet med Farer fra to Sider; har Individet ikke sat sig troende i Forhold til Gud som Aand, spøger Hedenskabet liig en phantastisk Reminiscents i hans Hjerne, da kan han ikke indgaae noget Ægteskab; og paa den anden Side er han bleven aldeles aandelig, kan han det heller ikke, selv om saavel den Første som den Sidste var gift, en saadan Forelskelse eller et saadant Giftermaal er intet Ægteskab.

✂ Havde Hedenskabet nu end ikke en Gud for Ægteskabet, som den havde en for Elskov, er Ægteskabet end en christelig Idee, saa er det dog altid Noget, man kan holde sig til, at ►👤Zeus og 👤Here bare et eget Prædikat 97 som Ægteskabets Beskyttere: ►τελειος og τελεια. At forklare Udtrykket nærmere maa være Philologernes Sag; jeg dølger ikke min Uvidenhed, og som jeg veed med mig selv, at jeg mangler den fornødne Lærdom, ►saa anmasser jeg mig heller ikke et aandeligt Falkeblik, der skulde bemyndige mig til at lade haant om classisk Lærdom og classisk Dannelse, hvilken dog altid bliver Kjernefoder for Sjelen, denne ganske anderledes tjenlig end Grønfoder og ►Projektmageres Besvarelser af det Spørgsmaal: hvad det er Tiden fordrer. Mig er det blot af Vigtighed at turde bruge disse Ord τελειος og τελεια om Ægtefolkene, ►👤Jupiter og 👤Juno lader jeg udenfor, ►den historisk-philologiske Vanskelighed ønsker jeg ikke at blive til Nar ved at ville besvare.

✂ Ægteskabet betragter jeg da som den individuelle Tilværelses høieste 73 ►τελος, det er saaledes det høieste τελος, at Den, der gaaer uden om det, med et eneste Strøg udstryger hele den jordiske Tilværelse og kun beholder Evigheden og Aandsinteresserne, hvad der vel ved første Øiekast ikke er Lidet, men i Tidens Længde er meget anstrængende og tillige paa en eller anden Maade et Udtryk for en ulykkelig Existents. At det høieste τελος, naar Ægteskabet betragtes saaledes, derfor ikke lader sig udtømme i en Suite af endelige »hvorfor,« indseer Enhver let, og behøver ikke at udføres. Det høieste τελος indbefatter altid de enkelte Bestemmelser, i hvilke det er udtømt som i sine Prædikater, saaledes under sig, at de netop have deres Betydning som immanente, og derimod ere betydningsløse, saa snart de forsøge sig i at gaae paa egen Haand; thi en løsreven Tanke, der vil være sin Egen, er comisk og tankeløs. Dette for at fjerne Misforstaaelser; Hovedsagen er, at Ægteskabet er et τελος, dog ikke for Naturens Stræben, saa berøre vi ►τελος's Betydning i Mysterierne, men for Individualiteten. Men er det et τελος, er det ikke 93noget Umiddelbart, men Frihedens Gjerning, og som sorterende under Friheden realiseres Opgaven kun gjennem en Beslutning. Nu er Signalet givet, alle Indvendingerne, der som eensomme Figurer snige sig om det Sociale, hvis de ellers have nogen Kløgt, ville concentrere sig paa dette Punkt. Jeg veed det vel, det er her Slaget skal staae, det skal ikke være glemt, om jeg end en liden Stund lader som var det glemt, for ►hypothetice at see mig lidt om.

✂ Vanskeligheden er denne: Elskov eller Forelskelsen er aldeles umiddelbar, Ægteskabet er en Beslutning; imidlertid skal dog Forelskelsen 98 være optagen i Ægteskabet eller i Beslutningen: at ville gifte sig, det vil sige, hvad der er det Umiddelbareste af Alt skal tillige være den frieste Beslutning, hvad der er saa uforklarligt ved sin Umiddelbarhed, at det maa tilskrives en Guddom, skal tillige skee i Kraft af Overveielse, og en saa udtømmende Overveielse, at deraf resulterer en Beslutning. Fremdeles det Ene maa ikke følge efter det Andet, Beslutningen maa ikke komme luskende bag efter, men det maa skee paa eengang, begge Dele maae være tilsammen i Afgjørelsens Øieblik. Har Overveielsen ikke udtømt Tanken, saa fatter jeg ingen Beslutning, jeg handler enten genialt eller i Kraft af et Indfald.

✂ Vover den Elskende sig ud, det vil sige bliver hans Forelskelse ikke blot en Sindstilstand, men han forenes virkelig med den Elskede, uden dog at have noget andet Udtryk for Forelskelsen end Forelskelsen, vover han sig ud blot bevæget og saligt fremskyndet i den ►impetus, der synes ham en Passat, hvilken uforandret maa føre ham ad den lyse Vei ved den Elskedes Side – saa er det slet ikke sagt, at et Ægteskab i næste Øieblik resulterer. I næste Øieblik; thi da han er blot umiddelbar bestemmet, maa der tidlig eller sildig komme et næste Øieblik. Ægteskabet 74 ligger i en Beslutning, men en Beslutning resulterer ikke ligefrem af Elskovens Umiddelbarhed. Enten behøves der slet ikke mere end Elskovens Tilskyndelse, der da ►ligesom Magneten uden Misvisning peger urokkeligt mod det samme Punkt, eller Beslutningen maa være tilstede fra Begyndelsen. Skal Beslutningen komme senere, kan der jo ogsaa skee noget Andet. Hvad sikkrer herimod? Forelskelsen, svarer man. Rigtigt, men det er jo netop Forelskelsens kritiske Øieblik, hvor den altsaa ikke kan hjælpe sig selv, thi det, at Umiddelbarhedens Luftning ikke strammer Forelskelsens Seil, at dette ►fluctuerer i Krisen, tyder jo netop paa, at der skal skee et Omslag, medens Umiddelbarheden er ifærd med ligesom ganske at ville standse i et Blikstille. 94Den anden Consequents af den umiddelbare Forelskelse, der er ligesaa nær, er – Forførelsen. Hvo siger, at en Forfører i det første Øieblik var en Forfører, nei han blev det i det andet. Naar der tales ud af den umiddelbare Forelskelse, kan man slet ikke afgjøre, om det er en Ridder eller en Forfører, der taler; thi det næste Øieblik afgjør dette. Med Hensyn til Ægteskabet gjelder det ikke, thi Beslutningen er strax tilstede fra Begyndelsen af. 99

✂ Lad os tage 👤Aladdin; hvilken Yngling med Ønsker og Higen i Sjelen, hvilken Pige med Længsel i Hjertet har vel læst ►👤Aladdins Befaling til Aanden i 4de Act (hvor han giver Ordre betræffende Bryllupet,) uden at Digterens Begeistring og Ordenes Ild har opflammet ja næsten opildnet den Læsende! 👤Aladdin er en Ridder, at fremstille en saadan Forelskelse er sædeligt, siger man. Mit Svar er: nei; det er poetisk, og Digteren har ved sin lykkelige Tanke og ved sin Rigdoms Dyb i Fremstillingen for evigt bevist, at han absolut er Digter. 👤Aladdin er aldeles umiddelbar, hans Ønske er derfor netop saaledes, at han i næste Øieblik kan være en Digter. Det Eneste, der beskæftiger ham, er hiin »elskte, længst forønskte Brudenat,« som forvisser ham Besiddelsen af Gulnare, og saa Palladset, Bryllupssalen, Bryllupet:

✂ ►Hold mig der et herligt Bryllup, gjør den mørke Nat til Dag,

✂ Med de virakblandte Fakler i den rummelige Sal.

✂ Lad et Chor Sandsigerinder føre op et luftigt Bal,

✂ Mens de Andre os forlyste sødt med Citharspil og Sang.

✂ 👤Aladdin bliver selv næsten overvældet, han daaner i den anede Lysts Besvimelse; ikke uden en vis Skjelven i Stemmen spørger han Aanden, om han kan det, han besværger den, at svare oprigtigt, og i dette Ord: oprigtigt hører man ligesom Umiddelbarhedens Angst over sin egen Lykke.

✂ Det, hvorved 👤Aladdin er stor, er hans Ønske, at hans Sjel har Marv til at begjere. Skulde jeg i denne Henseende indvende Noget mod et Mesterstykke, hvad da kun kan være en forelsket Misundelse, da var det 75 Dette, at det aldrig træder tydeligt og stærkt nok frem, at 👤Aladdin er en berettiget Individualitet, at det at ønske, at kunne ønske, at vove at ønske, at være dumdristig i at ønske, resolut i at gribe til, umættelig i at hige, at dette er en Genialitet, saa stor som nogen anden. Man troer det maaskee ikke, og dog fødes i 95hver Generation maaskee ikke 10 Ynglinger, der have dette blinde Mod, denne Fynd i det Grændseløse. Undtag de 10, og giv enhver Anden Ønskets Fuldmagt, den bliver dog i hans Haand mere eller mindre et Tiggerbrev, han bliver bleg om Næsen, han vil betænke, ønske vil han nok, men nu gjelder det at ønske det Rette, – det vil sige han er Fusker, ikke Geni, som 👤Aladdin, der derfor er Aandens Yndling, fordi han er ►umanerlig. Opfyldelsen maa derfor ikke vise sig som en tilfældig Begunstigelse, for ikke at give Stymperne et 100 Paaskud, at naar de bare vidste Opfyldelsen sikker, saa skulde de nok ønske. Usandhed, Usandhed, her er jo allerede en Reflexion. Nei selv om intet Ønske blev opfyldt for 👤Aladdin, han rangerer ved Ønsket, ved denne Vælde i Begjering, der tilsidst er mere værd end enhver Opfyldelse.

✂ Stor er 👤Aladdin; han holder Bryllup, rigtigt, men han gifter sig ikke. Sandeligen Ingen kan ønske ham det bedre eller glæde sig oprigtigere over ham end jeg, men hvis jeg formaaede, som Digteren giver ham Lampens Aand, at give ham en lignende, hvis jeg formaaede ved en daglig Forbøn, at skaffe ham det Eneste, jeg mener han savner, en Beslutningens Aand, der i Fynd og Concretion svarede til hvad hans Ønske er i Umaadelighed og Abstraktion (thi hans Higen er jo grændseløs og er brændende som Ørkenens Sand) – ak! hvilken Ægtemand kunde 👤Aladdin ikke blive. Nu kan man Intet sige, mine Fjender derimod, Røverne, som lure paa Bytte, tage sig ganske roligt 👤Aladdin til Indtægt. Forføreren styrker sin Sjel paa 👤Aladdins Umiddelbarhed, og saa forfører han, og saa siger han: 👤Aladdin var ogsaa en Forfører, det veed jeg fra en meget paalidelig Haand, han blev det Morgenen efter Brylluppet. Om det nemlig ikke var strax den næste Morgen, men først et Par Aar efter, gjør væsentligen Intet til Sagen, og beviser kun, hvis det var efter et Par Aar, at 👤Aladdin er bleven lille. Her har Forføreren Ret, skal det være forbi med det Umiddelbare, saa gjelder det at bryde hurtigt af, (og derfor er det netop en sædelig Opgave at fremstille en Forfører) skal dette ikke være Tilfælde, saa maa Beslutningen allerede være tilstede fra Begyndelsen, og saa have vi en Ægtemand. Kun Beslutningen kunde borge for 👤Aladdin, Digteren ikke, Poesien ikke, thi Poesien kan ikke bruge en Ægtemand. Digterens Begeistring er i Umiddelbarheden, Digteren er stor ved sin Tro paa Umiddelbarheden og paa dens Kraft til at trænge igjennem. Ægtemanden har tilladt sig en Tvivl, en uskyldig, en velmeent, en ædel, en elskelig 96Tvivl, thi san76deligen han er langt fra at ville fornærme Elskoven, eller at ville ►have den borte. Saavist nemlig som den umiddelbare Forelskelse ikke constituerer en Ægtemand, saa vist paa den anden Side er et Giftermaal, hvor man har udeladt Elskoven, ligegyldigt af hvilken Grund, intet Ægteskab.

✂ Ved at vove sig ud blot baaren af Forelskelsens uimodstaaelige salige Tilskyndelse, føres den Elskende vel i den Elskedes Favn, føres med 101 hende, maaskee videre frem, men til Ægteskabet kommer han ikke; thi er hiin de Elskendes Forening ikke fra Begyndelsen et Ægteskab, bliver den det aldrig. Skal Beslutningen træde til bag efter, er Ideen ikke udtrykt. Vel kan de Elskende leve lykkeligt, vel muligt, at de ikke bryde sig om Indvendinger, Fjenderne beholde dog paa en Maade Ret. Alt dreier sig om Idealiteten. Ægteskabet maa ikke være et fragmentarisk Noget, der kommer efter Tid og Leilighed, Noget, der hændes de Elskende, efter at de have i nogen Tid levet med hinanden, saa beholde Fjenderne dog Ret. De hævde sig Idealitet, Idealitet i det Onde, dæmonisk Idealitet. Man vil ogsaa let paa Indvendingen see, om den Talende blot er en ►Chicaneur, eller han har dæmonisk Idealitet. Man kan handle ganske rigtigt i ikke at ville indlade sig med Indvendingerne, ikke at ville lade sig forstyrre af dem, men man bør have en god Samvittighed, og en ubrudt Pagt med Ideen. At nøies med at befinde sig vel, at være lykkelig o. s. v. er Fortabelse, naar denne Lykke er baseret paa Tankeløshed, eller Feighed, eller et verdsligt ⓘ Sind, elendigSind, elendig] , Sind elendige R; Sinds elendige SV2 Forgudelse af Tilværelsen. At have frelst sin Pagt med Ideen, selv om man blev ulykkelig, er et Himmerig mod en saadan Jammerlighed, det er ogsaa min Mening. Derfor tør jeg tale, jeg stikker ikke som Ægtemand Halen mellem Benene, jeg tør tale med Fjender, ikke blot med Venner. Jeg veed, at jeg som Ægtemand er ►τελειος, men jeg veed ogsaa, hvad der fordres af en Saadan i Forhold til Ideen. Ingen Prutten, Gaaen paa Accord; ingen Trøstegrunde mellem Ægtemand og Ægtemand, som var Ægtemænd, liig Qvinder i et ►Seraille, Livsfanger, der havde Noget for sig selv, hvilket de ikke turde være bekjendt for Verden; som var Elskoven den forgyldte Stads, man lader Digteren tage og vende ud, Ægteskabet den ►luslidte Side, man vender ind. Nei aaben Feide, Ægteskabets Idee seirer vel. Ydmyg for Gud, underdanig under Forelskelsens guddommelige Majestæt opløfter jeg stolt mit Hoved over alle Vittigheder og bøier det ikke for nogen Indvending.

✂ 97Vi give da Fjenderne Ret i at stille hele Vanskeligheden frem, at den Synthese, der constituerer Ægteskabet, er vanskelig, men give dem ikke Ret i at stille det som en Indvending, end mindre i, hvad Udvei de selv gribe til. Naar en Modstander triumpherende fremsætter hele Indvendingens Vanskelighed for at forfærde, da gjelder det at have Mod til ►med 77 👤Hamann at sige: saaledes er det netop. Det er et godt Svar og paa 102rette Sted. Svaret skal ogsaa her komme, dog fordrer jeg endnu blot nogle Øieblikke Sagen udsat, for at orientere lidt i et Par almindelige Betragtninger om Ægteskabet som Livets høieste ►τελος.

✂ ►I Hedenskabet satte man Straf for Pebersvende, belønnede dem, der avlede mange Børn; i Middelalderen var det en Fuldkommenhed ikke at være gift. Dette er Extremerne. Hvad det Første angaaer, da behøver man ikke at sætte Straf derfor, thi Tilværelsen hævder altid sig selv og veed at straffe Den, der vil emancipere sig. Den, der vil emancipere sig, er her den, som ikke vil gifte sig. Der maa lægges Eftertryk paa, at han ikke vil det. Som Ægteskabet er en Beslutning, saa er ogsaa den Modsætning, der kan blive Gjenstand for Omtale, en Beslutning, der ikke vil. Thi at fjante Livet hen, søgende efter Idealet (som var al saadan Søgen andet end Dumhed og Formastelighed) uden at fatte hverken hvad Elskov eller Ægteskab betyder, uden engang at fatte det uskyldige Sværmeri, der spøgende paaminder Ungdommen, at Tiden gaaer hen, at Tiden gaaer hen, er en ideeløs Existents; ligesom ogsaa knibsk at vrage og vrage, (som var al saadan Vragen Andet end Udtryk for at den Vragende ikke er reen) og Ingen faae, hvad der er det objektive Udtryk, som Tilværelsen giver den subjektive Vragen. At Ægteskabet i Forhold til sligt Tosseri har absolut Fortrinnet er saa afgjort, at det næsten er en Fornærmelse mod Ægteskabet at sige det. Nei den Indvending, der skal have nogen Betydning, maa ►vindicere sig denne ved en negativ Beslutning. Ægteskabets Beslutning er en positiv Beslutning og egentligen den positiveste af alle; Modsætningen er ogsaa en Beslutning, der beslutter ikke at ville realisere denne Opgave. Enhver, der ikke blot bliver udenfor Ægteskabet, men ogsaa bliver udenfor det uden Beslutning, hans Gjennemgang gjennem Livet er spildt Uleilighed. Enhver Menneske-Existents, der ikke vil være ►Sladder, og det skal intet Menneske ville være, tør ikke opgive noget Almeent uden i Kraft af en Beslutning, hvad der nu end foranlediger ham til at tage Beslutningen, hvilket med Hensyn 98til det ikke at ville gifte sig, kan være saare forskjelligt, men her ikke behøver at udføres for ikke at distrahere.

✂ Den Beslutning, ikke at ville gifte sig, giver naturligviis en Idealitet, men ikke en saadan Idealitet som det at fatte den positive Beslutning. Kun i Forhold til Tid og Omstændigheder kan det for den Enkelte vorde mere tydeligt, at han har fattet en Beslutning, naar han har fattet den 103 negative, forsaavidt den positive Beslutning i et almindeligt Omdømme kan være bleven gjort let nok. Det kan vel saaledes lykkes at gifte sig, som man siger, uden at have fattet en Beslutning, uagtet man jo har fattet en 78 Beslutning, men en Beslutning og en Beslutning er noget høist Forskjelligt. En Beslutning, der bestemmer sig frisk væk i Continuitet med Andre, og beslutter sig i Kraft af, at Nabo og Gjenbo ogsaa have besluttet sig, er egentligen ingen Beslutning, thi ►om der gives en Poesi paa anden Haand, veed jeg ikke, men en Beslutning paa tredie Haand er ingen Beslutning. I Forhold til saadanne Ægteskaber, der hverken ►spille i Forelskelsens eller Beslutningens bedste Couleur, men ►passe og passere, har naturligviis en negativ Beslutning Fortrinnet. Men saadanne Ægteskaber er heller ikke Ægteskaber, men Efterabelser.

✂ Al et Menneskes Idealitet ligger først og sidst i Beslutning. Enhver anden Idealitet er en Ubetydelighed, at beundre ham derfor er en Barnagtighed, og hvis den Vedkommende forstaaer sig selv ret, er det en Fornærmelse. Kun om positiv og negativ Beslutning kan der altsaa blive Tale. Den positive Beslutning har da den store Fordeel, at den consoliderer Tilværelsen og beroliger Individet ind i sig selv, den negative holder ham bestandigt ►in suspenso. En negativ Beslutning er altid langt mere anstrængende end en positiv, den kan ikke blive habituel, og dog skal den bestandigen vedligeholdes. En positiv Beslutning er tryg i sit lykkelige Resultat, thi det Almene, som er det Positive i den, betrygger Lykken, at den vil komme, og giver Lykken Tryghed, naar den er kommen. En negativ Beslutning er bestandigt, selv i Forhold til et lykkeligt Resultat, tvetydig; den er, ►ligesom Lykken i Hedenskabet, ►skuffende, thi Lykken er først, naar den har været. Det vil sige, først naar jeg er død, kan jeg vide, om jeg har været lykkelig. Saaledes med den negative Beslutning. Individet har aabnet Strid med Tilværelsen, derfor kan han intet Øieblik være færdig, han kan ikke ►Dag fra Dag som den, der har fattet og holdes af en positiv Beslutning, fordybe sig i sin Beslutnings oprindelige Grund. En negativ Beslutning holder ikke 99ham, han maa holde den, og selv, hvor langt det end gaaer hen, selv om Lykken begunstiger ham, selv om det Betydningsfulde resulterer for ham, han tør dog ikke negte Muligheden af, at pludseligen Alt kan antage en anden Forklaring. Ved sin negative Beslutning existerer han nu egentligen hypothetisk eller conjunktivisk, og i Forhold til en Hy104pothese gjelder det, at den aldrig er færdig, før den har forklaret alle Phænomenerne, thi selv ved en urigtig Hypothese kan man midlertidig faae meget Rigtigt ud, indtil det Phænomen kommer, der støder Hypothesen om; og i Forhold til et conjunktivisk dersom gjelder: ja dersom. En positiv Beslutning har kun een Anfægtelse, den ikke at være sig selv tro; en negativ Beslutning har altid dobbelt Fare: det ikke at være sig selv tro, dette er ligesom ved den positive kun med den Forskjel, at al denne Troskab er uden Løn, en vissen Herlighed og ufrugtbar som en Pebersvends Liv; ►og 79 da den anden Anfægtelse, om al denne Troskab, hvorved man er sig selv tro i sin negative Beslutning, ikke er en Misvisning, der for al sin Troskab tilsidst lønnes med Angeren. Medens den positive Beslutning glad styrker sig ved Hvilen, glad staaer op med Solen, glad begynder, hvor den slap, og glad seer Alt trives om sig, som en Ægtemand gjør det, glad seer med den nye Dag nyt Beviis for hvad der ikke behøvede noget Beviis (thi det Positive er ikke en Hypothese, der skal bevises) saa slumrer Den, der har valgt den negative Beslutning, uroligt i Natten, venter, at den Skræk pludseligen skal staae over ham, at han valgte feil, vaagner anstrænget op til at see den golde Hede om sig, styrkes aldrig, fordi han bestandigt svæver.

✂ Sandeligen Staten behøver ikke at sætte Straf for Pebersvende, Tilværelsen selv straffer den, der er værdig at straffes, thi den, der ikke fatter en Beslutning, er en Elendig, om hvem det i en sørgelig Forstand maa siges: ►han kommer ikke til Dommen. Det er ikke fordi jeg er misundelig paa dem, som ikke ville gifte sig, at jeg taler saaledes, jeg er for lykkelig til at misunde Nogen, men jeg er ►nidkjær paa Tilværelsen.

✂ Jeg vender tilbage til mit Foregaaende, at Beslutningen er Menneskets Idealitet. Jeg vil nu forsøge at udvikle, hvorledes den Beslutning maa være beskaffen, der er den mest dannende for Individualiteten, og glæde min Sjel ved at betænke, at saaledes er netop Ægteskabet beskaffent, hvilket jeg, som sagt, indtil videre antager at være en Synthese af Forelskelse og Beslutning.

✂ 100Der gives et Phantom, som ofte nok er paa Benene, naar det gjelder at fatte en Beslutning, det er Sandsynlighed – en Pialt, en ►Bønhas, en ►Skakkerjøde, som ingen fribaaren Sjel indlader sig med, en Døgenicht, der ►snarere burde sættes i Tugthuset end kloge Mænd og Koner, da den franarrer Menneskene hvad der er mere end Penge og Penges Værd. 105 Ethvert Menneske, der i Forhold til Beslutning ikke er kommen videre, aldrig kommer videre end til at beslutte sig i Kraft af Sandsynlighed, er tabt for Idealiteten, hvad han saa end bliver. Naar et Menneske i Beslutningen ikke støder paa Gud, ingen Beslutning nogensinde har taget, ved hvilken han ►gjorde en Omsætning med Gud, kunde han ligesaa gjerne have ladet være at leve. Men Gud handler altid en gros og Sandsynlighed er et Papir, som ikke noteres i Himlen. Det gjelder derfor om, at der i Beslutningen er et Moment, som imponerer den geskæftige Sandsynlighed og gjør den maalløs.

✂ Der er et Gjøglebillede, som den Besluttende render efter, ►som Hunden efter Skyggen i Vandet, det er Udfaldet, et Endelighedens Tegn, et Fortabelsens Blendværk, vee Den! som seer efter det, han er fortabt. 80 Som ►Den, der saae paa Korset i Ørkenen, om han var bidt af Slanger, blev karsk, saa er Den, som fæster sit Blik paa Udfaldet, bidt af en Slange, saaret af det jordiske Sind, fortabt baade for Tid og Evighed. Naar et Menneske i Beslutningens Øieblik ikke saaledes omstraales af Guddommens Klarhed, at alle Gjøglebilleder, dannede af Døsighedens Taager, forsvinde, da er hans Beslutning kun et større eller mindre Falsum – lad ham trøste sig med Udfaldet. Det er derfor saa saare vigtigt, at det, i Forhold til hvilket Beslutningen fattes, er saaledes beskaffent, at intet Udfald vover at byde med ved Auctionen, fordi det, der kjøbes, kjøbes ►à tout prix.

✂ Hvad her er sagt gjelder om enhver Beslutning, i hvilken det Evige er tilstede og afslutter Kjøbet, ikke blot om hiin Ægteskabets, naar den første Gang trykker Forelskelsen til sit Bryst og slutter den i Beslutningens trofaste Favnetag. Enhver Beslutning, der har det Evige i sig, gjelder dette om, forsaavidt ogsaa om den negative Beslutning, forsaavidt den kun er negativ mod Timeligheden, men vender sig positiv mod det Evige. Dog deri ligger jo netop dens Svæven. I Ægteskabets Beslutning derimod er Forelskelsen deponeret som et ►Fideicommis, og Forelskelsen har netop Magt til at drage den Besluttende ikke just ned til Jorden, langtfra, men ned ved den Elskedes Side i Tiden. Det Besluttende er det Ethiske, er Friheden; 101dette har den negative Beslutning ogsaa; men saaledes blank og bar er Friheden ligesom stum, haard at udtale, og har overhovedet noget Haardt i sit Væsen. Forelskelsen derimod sætter strax Musik til, om denne Composition end indeholder en meget van106skelig Passage. Thi det Brudepar, der i hiint hellige Øieblik, eller naar de ellers senere tænke derpaa, ikke finder, at det i en vis Forstand er Galmandstale af Præsten, ►at sige til de Elskende, at de skulle elske hinanden, og paa den anden Side ikke finder, at det dog er, om jeg saa tør sige, ganske ypperligt sagt, et saadant Brudepar mangler ægteskabeligt Gehør. Saa lifligt som det er, at fornemme Forelskelsens Hvidsken, dette dyrebare Vidne ved Brylluppet, lige saa kjærkomment er hiint dumdristige Ord, der siger, Du skal elske hende. Hvor ►dithyrambisk er ikke en Vielse, hvor næsten overmodig, at man ikke nøies med Forelskelsen, men kalder den en Pligt; hvad Under, at en Beslutning, der svarer til en saadan Tiltale, forekommer Nogen en vanskelig Tale! At Elskoven altsaa ikke nøies med at være sikker paa sig selv, men at den i sin Forvovenhed forsøger sig paa hiint: Du skal, at altsaa Ægteskabet har en Beslutning, der er det eneste Ønske, en evig Pligt, der er Øiets Lyst og er Hjertets Begjering! Frisk Mod derfor, ►dristigt vovet, Mod til at ville det Vanskelige, saa hjælper Vanskeligheden igjen; thi Vanskeligheden er ikke en vranten Mand, ikke en Chicaneur, men ►en Almagt, 81 der vil gjøre det saa saare godt. Medens Den, der i sin evige Beslutning forholder sig negativt til det Timelige, i Beslutningens Øieblik bliver eensom, selv om han virkelig er stor, om han var en ►👤Prometheus, lænkes, ikke til et Bjerg, men fanges i Timeligheden som i en Lænke, saa staaer Ægtemanden, idet han atter aabner Øiet, forsaavidt det var som lukket i Beslutningens Evighed, atter der, hvor han var før, aldeles paa samme Sted, ved den Elskedes Side, hvor han dog helst vil være, føler intet Savn efter det Evige, thi det er hos ham i Timeligheden.

✂ Den negative Beslutning lyder blot paa det Evige, den positive baade paa det Timelige og det Evige, og saaledes er nu Mennesket engang timeligt og evigt. Den sande Beslutningens Idealitet ligger derfor først i en Beslutning, der er lige saa timelig som evig, der er, om jeg saa tør sige, baade ►noteret og contranoteret, en Forsigtighed, der bruges ved en Obligation og som jo endog Banken bruger ved sine større Sedler. Den sande idealiserende Beslutning har da denne Egenskab: den er noteret i Himlen, ►og da er den contranoteret 102i Timeligheden. Men ikke blot dette, Tid efter anden, alt som Livet gaaer hen, faaer Ægtemanden bestandig nye og nye Contranoteringer, den ene ligesaa dyrebar som den anden. Enhver Ægtemand forstaaer hvad jeg mener, hvorledes 107 skulde jeg troe Andet, at han var en Uværdig, en Utaknemlig, der modvillig betragtede de yderligere Forsikkringer som byrdefulde; en retskaffen Ægtemand derimod forstaaer, at en Hustru er Hovedcontranoteringen, at Enhver i den Kreds, der opvoxer under Ægteskabets Øine, er en ny og ny Paategning. O! salige Sikkerhed! O! rige Mand! O! betryggede Salighed, at eie sin hele Velstand i en eneste Obligation, der ikke kan forsvinde for Een som den evige Beslutning for Den, der forholder sig negativt til det Timelige. Denne Sidste er en Ulykkelig eller en Oprører, og en saadan er jo ogsaa en Ulykkelig; han er en Ulykkelig, der gaaer med sin evige Beslutning gjennem Tiden, men han faaer den aldrig contranoteret, tvertimod, hvor han kommer, bliver den ►protesteret; han er en Udstødt af Slægten, og om end trøstet af det Evige, dog borte fra Glæden, ►i Graad, maaskee i Tænders Gnidsel; thi Den, der i Evigheden ikke har Bryllupsklædningen, han stødes ud, men i Jordlivet er Bryllupsklædningen netop Bryllupsklædningen.

✂ Den sande idealiserende Beslutning maa være ►lige saa sympathetisk som autopathisk. Men Den, der er negativ mod det Timelige, har ingen Afledning for sin Sympathi, der altsaa istedetfor at blive ham en Vederqvægelse, naar den udgyder sin velsignede Overflod og naar den atter samler ny, bliver ham en Plage, der tærer paa hans Sjel, fordi den ikke kan yttre sig. At qvæles er forfærdeligt, men at have Sympathi og ikke kunne give den Luft, er ligesaa forfærdeligt. Jeg antager nemlig, at han har 82 Sympathi, thi ellers er han ikke værd at tale om. At have Sympathi hører Mennesket væsentligen til, enhver Beslutning, der overseer dette, er ikke i største Forstand idealiserende, og er det heller ikke, naar Sympathien ikke faaer sit adæquate Udtryk. Lad Pebersvenden blive en Nar, der ødsler sin Sympathi paa Hunde og Katte og Narrestreger; lad Eneboeren, der valgte negativt, lad ham være en ædel Sjel, lad hans Sympathi søge og finde Opgaver, der ere langt større end at have Hustru og Børn, han har dog ikke Glæden deraf. Hvis Himlens Dug ikke maatte falde paa Græsset, og ikke maatte have Glæde af at see Blomstret vederqvæget ved dens Liflighed, hvis den skulde udbrede sig over det vide Hav eller fordampe, før den naaede Blomstret, var det 103ikke forfærdeligt? Hvis Mælken i Moderens Bryst strømmede rigeligt, men der var intet Barn, hvis den spildte Mælk var saa kostelig som ►👤Junos, efter hvilken 📌Mælkeveien nævnes, ak hvor tungt! Og saaledes 108 ogsaa med et Menneske, hvis Sympathi ikke faaer Lov at ►see en Hustru grønnes som Træet, der er plantet i Sympathiens velsignede Hegn, ikke faaer Lov at see Træet blomstre og bære sin Frugt, der modnes under Sympathiens Omsorg! Ulykkeligt det Menneske, der ikke har dette Udtryk for sin Sympathi, og det endnu herligere Udtryk for Alt, hvad hans Sympathi udtrykker: at det Alt er hans Skyldighed. Denne Modsigelse er Sympathiens saligste Lyst, en Salighed, over hvilken den ligesom taber Forstanden af Glæde. Lad en Ulykkelig, der ikke i Ægteskabets ⓘ Beslutning erBeslutning er] R, Beslutninger A i Forstaaelse med det Timelige, ►lad ham pleie Syge, lad ham bespise Hungrige, lad ham klæde den Nøgne, lad ham besøge den Fangne, lad ham trøste den Døende, jeg priser ham, ►han har ikke sin Løn borte, men han er ei heller ►i guddommelig Vanvid ►en unyttig Tjener, hans Sympathi søger bestandigt sit dybeste Udtryk, men finder det ikke, søger det viden om, som hans Omsorg jo vandrer fra Huus til Huus, medens Ægtemanden finder ►Beleiligheden i sit Huus, i sit Hjem, hvor det er ham en Salighed at ville gjøre Alt, og endnu større Salighed, et guddommeligt ►poscimur, at han er og bliver uden Fortjeneste.

✂ Den sande idealiserende Beslutning maa være lige saa concret, som den er abstrakt. I samme Grad som en Beslutning er negativt udfærdiget, i samme Grad er den alene abstrakt. Men lad nu en Beslutning angaae, hvad den vil, der gives mellem Himmel og Jord intet saa concret som et Ægteskab og det ægteskabelige Forhold, Intet saa uudtømmeligt; selv det Ubetydeligste har sin Betydning, og medens den ægteskabelige Forpligtelse elastisk omspænder en Levetid (ligesom ►hiin Hud, der udmaalte 📌Carthagos Omfang), saa slutter den sig ligesaa elastisk om Øieblikket, og om ethvert Øieblik; der er Intet saa stykkeviis som et Ægteskab, og dog er der Ingen, der mindre fordrager et deelt Hjerte end Ægteskabet, ►Gud selv er ikke saa 83 nidkjær. Ethvert Pligtforhold lader sig dog ►aproximatorisk udtømme i Bestemmelser, ethvert Arbeide, enhver Bedrift, kort Alt, hvad man ellers fylder Tiden med, har sin Tid, men det ægteskabelige Liv unddrager sig enhver saadan Bestemmelse. Ja vee! den, for hvem det er en Byrde, selv det at være dømt paa Livstid giver ingen tilstrækkelig Forestilling om hans Strafslidelse, thi dette er et 104abstrakt Udtryk, men en saadan ægteskabelig Forbryder føler hver Dag Forfærdelsen af at være dømt paa Livstid. Jo concretere et Menneske bliver i Idealiteten, desto fuldkomnere er Idealiteten. Den, 109 der ikke vil gifte sig, har altsaa forsmaaet den mest idealiserende Beslutning. Desuden er det egentligen en Inconseqvents, naar man ikke vil gifte sig, da at ville beslutte sig til noget positivt Formaal i Timeligheden. Eller hvad Interesse kan Den have for Statens Idee, hvilken Kjærlighed til sit Fødeland, hvilken borgerlig Patriotisme for Alt hvad der angaaer det Sociales Vee og Vel, Den, der ikke vil lade Ægteskabet have Realitet! – jo mere abstrakt, desto ufuldkomnere er Idealiteten. Abstraktionen er Idealitetens første Udtryk, men Concretionen er dens væsentlige Udtryk. Dette udtrykker Ægteskabet. I Forelskelsen ville de Elskende tilhøre hinanden for evigt; i Beslutningen beslutte de at ville være Alt for hinanden, og denne uhyre Abstraktion finder sit concrete Udtryk i hvad der er saa ubetydeligt, at ingen Trediemand drømmer derom. Forelskelsens høieste Udtryk er, at den Elskende føler sig som Intet ligeoverfor den Elskede, og lige saa omvendt, thi at føle sig som Noget, strider mod Forelskelsen; Beslutningen har intet Ord, fordi Ordet selv næsten er for concret, Løftet er taust eller hiint udødelige: ja – og denne Abstraction udtrykkes saaledes, at om alle ►Hurtigskrivere forenede sig formaaede de ikke at beskrive hvad der i 8 Dage tildrager sig i et Ægteskab. – Dette er den ægteskabelige Lykke; jeg mener det ikke saaledes, som naar man taler om et enkelt lykkeligt Par, nei dette er den Lykke at være Ægtemand. Thi hvilket Liv er lykkeligere end dens, for hvem Alt har Betydning, hvor skulde Tiden vorde Den lang, for hvem Øieblikket har Betydning. Og er denne Lykke ikke betrygget, thi det siger jo et gammelt Ord, at ►Ehestand er Wehestand, og saaledes forkynder jo Ægteskabet sig selv, hvor sikkert maa det dog ikke være paa sig selv, at det tør indbyde Mennesker til at forsøge det? Er der nogen anden Indretning i Livet, noget andet Forhold, der begynder saaledes, ak al anden Begyndelse er smigrende nok, og fortier Besværlighederne. ►👤Figaro siger til Grevinden for at undskylde den Billet, han har sendt Greven: at hun var den eneste Dame i Kongeriget, mod hvem han turde tillade sig Sligt med Sikkerhed; saaledes troer jeg, at Ægteskabet er det Eneste, der med Sikkerhed tør sige om sig selv, at det er en 84 Plage, det Øvrige i Livet vilde det være en Uforsigtighed af at lade sig mærke med Noget.

✂ 105Den sande idealiserende Beslutning maa være ligesaa dialektisk i Retning af Friheden som af Tilskikkelsen. Uden at vove fattes der ingen 110Beslutning. Nu er Beslutningen fattet, jo abstraktere den er, desto mindre er den dialektisk i Retning af Tilskikkelse. Herved faaer Beslutningens Idealitet efterhaanden en vis Usandhed, den bliver let stolt, hoffærdig, umenneskelig, netop al Tilskikkelsens Argumenteren betragtes som udenretslig. Jo concretere Beslutningen ⓘ er, destoer, desto] R, er desto A mere træder den i Forhold til Tilskikkelsen. Dette giver Ydmyghedens, Sagtmodighedens, Taknemlighedens Idealitet. Men en Ægtemand, der er det med Liv og Sjel, han er vel Den, der har vovet og vover mest af Alle. Han vover sig ud af Forelskelsens Skjul med den Elskede, med de Elskede; hvad kan der ikke hænde? Han veed det ikke, hvis han vilde hengive sig til denne Overveielse, maatte hans Haar jo blive graat i een Nat, han veed det ikke, men det veed han, han kan tabe Alt, og det veed han, han kan ikke unddrage sig det Mindste, thi Beslutningen holder ham fast der, hvor Forelskelsen fængsler ham, men ogsaa uforfærdet der, hvor Forelskelsen sukker. Der er et gammelt Ord, som maaskee er kommet lidt i Miscredit, det gjør Intet, Ordet lyder saaledes: ►hvad gjør man ikke for Kone og Børns Skyld. ►Antwort: man gjør Alt, Alt, – og hvad gjør man saa mod Tilskikkelsen, hvo grunder dens Hemmelighed ud, man udstrækker sin Arm, man arbeider, man kæmper, man lider, ak! der er Intet, uden at man jo finder sig deri. Jo positivere et Menneskes Beslutning er, desto ►declinablere bliver han selv, og kun en Ægtemand ►declineres ved Tilskikkelsen i alle genera, numeri og casibus. – Reent udvortes betragtet er der jo Hundrede og atter Hundrede, der have vovet mere end en Ægtemand, vovet Riger og Lande, ►Millioner og Millioners, mistet Throner og Fyrstendømmer, Formue og Velfærd, og dog vover en Ægtemand mere. Thi Den, der elsker, vover mere end alt Sligt, og Den, der elsker paa saa mange Maader som det er en Mand muligt at elske, han vover mest af Alle. Lad saa Ægtemanden være en Konge, en Millionair, behøves ikke, behøves ikke, Alt det Andet forvirrer blot Regnestykkets Klarhed, lad ham være en Stodder, han vover mest. Lad saa den Modige vove sig i Heltedandsen paa Valpladsen, eller ►dandse paa det oprørte Hav, eller springe over Afgrunde, behøves ikke, behøves ikke, til daglig Brug behøves det ikke, paa et Theater kunde det maaskee behøves, men det var galt fat med ⓘ ►MenneskelighedenMenneskeligheden] , Menneskeheden R, om Livet og vor Herre ikke havde nogle Forstærkningsbatailloner af 106Helte, der ikke blive applauderede, skjøndt de vove mere. En Ægtemand vo111ver hver Dag, og hver Dag ►svæver Pligtens Sværd over hans Hoved, og Journalen føres alt som Ægteskabet 85 gaaer fort, og Ansvarets Protokol er aldrig lukket, og Ansvaret er mere begeistrende end den herligste episke Digter, der skal vidne om Helten. Nu, det er sandt, han vover sig heller ikke for Intet, nei Lige for Lige, han vover Alt for Alt, og er Ægteskabet ved sit Ansvar et Epos, saa er det jo ogsaa ved sin Lykke en Idyl.

✂ Saaledes er Ægteskabet Livets og Tilværelsens skjønne Midte, et Centrum, der reflecterer lige saa dybt som Det er høit, det ►forraader: en Aabenbarelse, der i sin Forborgenhed forraader det Himmelske. Og dette gjør ethvert Ægteskab, ligesom ikke blot Havet men ogsaa den stille Indsø gjør det, dersom ellers Vandet ikke er plumret. At være Ægtemand er den skjønneste og betydningsfuldeste Opgave; Den, der ikke blev det, er en Ulykkelig, hvis Liv enten ikke tillod ham det, eller hvem Forelskelsen ikke besøgte, eller han er en mistænkelig Person, som vi senere skulle anholde. Ægteskabet er ►Tidens Fylde, Den, som ikke blev Ægtemand, er altid enten for Betragtningen ulykkelig, eller han er det ogsaa for sig selv: i sin Excentricitet vil han føle Tiden som en Byrde. Saaledes er Ægteskabet. Det er guddommeligt, thi Forelskelsen er Vidunderet; det er verdsligt, thi Forelskelsen er Naturens dybeste Mythe. Forelskelsen er den uudgrundelige Grund, som er skjult i det Dunkle, men Beslutningen er Seiervinderen, der ►liig 👤Orpheus henter Forelskelsen for Dagen; thi Beslutningen er Forelskelsens sande Form, ►den sande Forklaring, ►derfor er Ægteskabet helligt og velsignet af Gud. Det er borgerligt, thi ved dette tilhører de Elskende Staten og Fødelandet og Medborgeres fælleds Anliggender. Det er poetisk, uudsigeligt, som Forelskelsen er det, men Beslutningen er den samvittighedsfulde Oversætter, der sætter Sværmeriet over i Virkelighed, og denne Oversætter er saa nøieregnende, o! saa nøieregnende! Forelskelsens Stemme »►lyder som Feernes fra Sommernattens Grotter,« men Beslutningen har Udholdenhedens Alvor, der lyder gjennem det Flygtige og det Forsvindende. Forelskelsens Gang er ►let som Dandsens over Enge, men Beslutning griber den Trætte, indtil Dandsen atter begynder. Saaledes er Ægteskabet. Det er barnligt glad, og dog høitideligt, fordi det har Vidunderet stadigt for Øie; det er beskedent og i Dølgsmaal, dog boer Festligheden derinde, men som den Handlendes Dør er under Gudstjene112sten lukket fra Gaden, saa 107er Ægteskabets det altid, fordi der bestandigt er Gudstjeneste; det er bekymret, men denne Bekymring er ikke uskjøn, da den hviler i Forstaaelse og Følelse med hele Tilværelsens dybe Smerte, hvo der ikke kjender denne Bekymring er uskjøn; det er alvorligt og dog formildet i Spøg, thi ikke at ville gjøre Alt, er en daarlig Spøg, men at gjøre sit Yderste og da at forstaae, at det er Lidet, Lidet, Intet i Forhold til Kjærlighedens Ønske og til Beslutningens Begjering, er en salig Spøg; det er ydmygt og dog mo86digt, ja et saadant Mod findes kun i Ægteskabet, fordi det er dannet af Mandens Kraft og af Qvindens Svaghed og forynget ved Barnets Sorgløshed; det er trofast, sandeligen hvis Ægteskabet ikke var trofast, hvor var da Trofasthed! Det er trygt, beroliget, hjemlet i Tilværelsen, ingen Fare er en virkelig Fare, men kun Anfægtelse. Det er nøisomt, det veed ogsaa at bruge Meget, men det veed at være skjønt i tarvelige Kaar, og veed at være ikke mindre skjønt i Overflod. Det er tilfredsstillet og dog forventningsfuldt, de Elskende ere sig selv nok, og dog kun til for Andres Skyld. Det er dagligdags, ja hvad er saa dagligdags som Ægteskabet, det er ganske Timelighedens, og dog lytter Evighedens Erindring til og glemmer Intet.

✂ Dette maa være nok sagt om Ægteskabet, i dette Øieblik falder det mig ikke ind at ville sige mere, en anden Gang, maaskee imorgen siger jeg mere, men »►altid det Samme og om det Samme,« thi det er kun Zigeunere og Røverpak og Plattenslagere, der have det Valgsprog, at ►hvor man eengang har været skal man aldrig komme mere. Dog synes det mig selv at være nok, og det eneste Mere jeg vil sige, er, at hvis Ægteskabet blot var halvt saa godt, saa var det allerede tækkeligt i mine Øine, saa meget mere som jeg vel føler, at det ikke er en Lovtale over mig selv, jeg har holdt, men at jeg snarere har holdt Dom. Dog kan man jo ogsaa være en lykkelig Ægtemand uden at have naaet Fuldkommenheden, naar man blot har den for Øie og ydmygt føler sin Ufuldkommenhed. Her har jeg blot villet skrue Prisen lidt op; thi naar man har med ►Chicaneurer at gjøre, der benytte Alt for at skumle, med Fribyttere, der skjænde og brænde, med Spioner, der lure ved Døren, med ►Gadestrygere, der lige fra Gaden ville styrte ind, saa paabyder man Respekt for det Hellige, og forøvrigt leger man lidt Blindebuk med dem, da man meget godt veed, at de staae og famle ved Gadedøren, ved Ægteskabets blinde Dør, men ad den Vei faaer man Intet at vide om Ægteskabet. 113

✂ 108Nu til Indsigelserne. Kan en Ægtemand end ikke tilspidse disse som en Chicaneur kan det, saa veed han nok, hvor ►Knuden stikker, veed i at gjøre Rede for Ægteskabet ogsaa at tænke Sligt med, eller har idetmindste erhvervet en almindelig Duelighed til at forstaae en halvqvædet Vise. At ►udføre Indsigelserne som saadanne er kun Tidsspilde, selv om man havde Talent dertil. Saa meget er imidlertid vist, at Enhver, der gjør Indsigelse, altid er at beklage. Han er enten løben vild i Lysten og har derpaa forhærdet sig, eller han er bedaaret af Forstanden. Med Hensyn til enhver Indsigelse, der har denne sidste Grund, gjelder som første Tilsvar hiint ►à la 👤Hamann: Bæ! Man lader ham tale, saa længe han vil, derpaa spørger man, om han er færdig, og saa siger man hiint Trylleord. Naar man saaledes har lukket sin Dør, da har man et andet Svar. ►Sophisten Gor87gias skal have sagt med Hensyn til Tragoedien, at denne er et Bedrag, hvorved den Bedragende synes retfærdigere end den Ikke-Bedragende, den Bedragne visere end den Ikke-Bedragne. Denne sidste Bemærkning er en evig Sandhed og et rigtigt Tilsvar hver Gang Forstanden farer vild i sine egne Tanker, og af Frygt for at blive bedragen, netop derved bedrages. Ja sandeligen der hører en ganske anden Viisdom til, at forblive i Begeistringens, og Mysteriets, og Elskovens, og Illusionens og Vidunderets salige Bedrag, end til at ►rende fra Huus og Hjem, splitternøgen, halvgal af lutter Forstandighed. Saa underligt fremkommer Modsætningen. Distraction har stundom sin Grund i Mangel paa Hukommelse, og dog er det ikke uden Exempel, at en Mand blev distrait, fordi han havde for megen Hukommelse.

✂ Skal Indsigelsen nu gaae fra Grunden af, da burde den, forsaavidt den vender sig mod Ægteskabet, først vende sig mod Forelskelsen, thi det Første skal dog altid være det Første. Dette skeer sjeldnere. I Almindelighed tage Indsigelserne sig netop af Forelskelsen, og deres forelskte Kys er et sandt ►Judaskys, hvorved de forraade Ægteskabet. De Fjender, der vende sig mod Forelskelsen, ere mindre skadelige, og vinde kun meget sjeldent Gehør. Saasnart Forstanden vil forsøge sig paa at forklare eller tænke Forelskelsen, viser Latterligheden sig, hvilket bedst udtrykkes saaledes, at Forstanden bliver latterlig. Sagen faaer imidlertid et forskjelligt Udseende i Forhold til Den, som taler. Er det et fordærvet Menneske, der ender et maaskee udsvævende Liv med at ville gjøre latterligt, hvad der altid har vidst at unddrage sig hans profane 114 Berøring, om han end har jadsket 109nok i saa kaldt Forelskelse, saa er ethvert Svar overflødigt. En antageligere Form af Indsigelsen lader sig dog tænke, den er saa antagelig, at man kan beslutte sig til at beklage den Forvildede og forklare hans Feiltagelse. ►Det maa da være en Yngling, der virkelig var reen i Forhold til det Erotiske, men en Yngling, der ligesom et for tidligt klogt Barn var gaaet Glip af et Moment i Sjelen, og var kommen til at begynde sit Liv med Reflexionen. En saadan lod sig vel tænke i vor reflekterende Tid, han kan endogsaa i en vis Forstand ansees for en berettiget Individualitet, forsaavidt ►den megen Tale om Reflexion, Forgudelsen deraf, ►Nødvendigheden, der indskærpes af at tvivle om Alt, for ham udtrykker sig derved, at han mere alvorlig end mangen letsindig Systematiker, der vil gjøre Lykke i en Bog ved at tvivle om Alt, faaer den fortvivlede Idee, at ville tænke det Erotiske, tænke sig til det ɔ: tænke sig fra det. En saadan Individualitet er en ulykkelig Individualitet, og forsaavidt han virkelig er reen, kan jeg ikke uden Deeltagelse tænke hans Ulykke. Han er nemlig som ►hiin ene 88 Fee, der har tabt sin Svaneham, og nu sidder forladt, forgjeves, trods al sin Anstrængelse, forsøgende paa at ville flyve. Han har tabt den Umiddelbarhed, der bærer et Menneske gjennem Livet, den Umiddelbarhed, uden hvilken en Forelskelse er umulig, den Umiddelbarhed, der bestandig forudsat, bestandigt har ført ham et Stykke videre; han er udelukket fra den Umiddelbarhedens Velgjerning, for hvilken man aldrig ret kan komme til at takke, da Velgjøreren altid skjuler sig.

✂ Som det nu er sørgeligt at see hiin ene Fees Elendighed, saa er det ogsaa sørgeligt at see alle en Saadans Tanke-Anstrængelser, hvad enten nu hans Lidelse er stum, eller han med dæmonisk Virtuositet i at reflectere veed at ►skjule sin Nøgenhed med det sindrige Ord.

✂ Al Forelskelse er et Vidunder, hvad Under da, at Forstanden staaer stille, medens de Elskende synke tilbedende for Vidunderets hellige Tegn. Man skulde i Henseende til hvad der her tales om, som overalt, bestandigt vaage over sit Udtryk. Der er en Kategori, der hedder: at vælge sig selv, ►en noget moderniseret græsk Kategori, den er min Yndlingskategori og strækker over en individuel Existents, men den bør aldrig anvendes paa det Erotiske, som naar man taler om at vælge sig en Elsket, thi den Elskede er Gudens Gave; og ligesom den Vælgende, der vælger sig selv, forudsættes at være til, saaledes maatte den Elskede 115 ogsaa forudsættes at være til som den Elskede, hvis det at vælge skulde bruges eenstydigt i 110begge Forbindelser. Bruger man nu hiint Udtryk at vælge i Betydning af at ville sætte sig Een som den Elskede, istedenfor at ville overtage den Elskede, saa kan en vildledt Reflexion strax have Noget at holde sig til. Ynglingen opløser da Elskoven i at elske det Elskværdige, han skal jo vælge. Stakkels Fyr det er en Umulighed; og ikke blot dette, men hvo turde dog vælge, naar det skulde forstaaes saaledes, hvo turde være saa mandligt forgabet i sig selv, at han ikke fattede, at Den, der frier, ham maa Guden selv først have friet til, og al anden Frieri er en daarlig ►Frispas. Jeg frabeder mig saaledes at vælge, jeg takker hellere Guden for Gaven, han vælger bedre, og at takke er saligere. Jeg ønsker ikke at blive latterlig ved at ville begynde paa et meningsløst kritisk Foredrag over den Elskede, at jeg elsker hende derfor, og derfor og endeligen derfor – fordi jeg elsker hende. Rigtigt benyttet kan et saadant Foredrag for de Elskende selv være meget morsomt, ved reent humoristisk at sætte Elskovens hele Gehalt i Forhold til en Ubetydelighed, som hvis Ægtemanden vilde sige til sin Hustru, at han egentligen elskede hende fordi hun havde blond Haar. En saadan Tale er en humoristisk Spøg, der for længst har tabt al Reflexions Vigtighed af Syne. ►Jeg giver Guden, hvad Gudens er, og det bør ethvert Menneske. Men 89 han gjør det ikke, naar han negter ham Beundringens og Forundringens hellige Tribut. Netop naar Forstanden staaer stille, gjelder det at have Mod og Hjerte til at troe det Vidunderlige, og bestandigt styrket ved dette Syn at vende tilbage til Virkeligheden, ikke sidde stille og ville udgrunde det. Imidlertid vil jeg dog hellere et frugtesløst Forsøg af en skarp udholdt Kritik, der bringer Fortvivlelse over den Reflekterendes Hoved, og maaskee netop derved frelser ham, end en snakkesalig, pianket Reflexion, en Pyntekone, der vil pynte Elskoven ud og vide mere end Vidunderet. Sandeligen Elskoven er et Vidunder, ikke noget Bynyt, dens Præst en Tilbedende, ikke en Gadetøite.

✂ I Hedenskabet tilskrev man derfor 👤Eros Forelskelsen. Da Ægteskabets Beslutning ►sætter det Ethiske til, bliver derved hiin halv coquette Henførelse til en Guddom i Ægteskabet et reent religieus Udtryk for, at man af Guds Haand modtager den Elskede. Saasnart Gud er for Bevidstheden, er Vidunderet der, thi anderledes kan Gud ikke være det. Jøderne udtrykte dette saaledes, at ►Den, der saae Gud, maatte døe. Det var kun et 116 uegentligt Udtryk, det egentlige og sande er, at man gaaer fra Forstanden, saaledes som den Elskende 111gjør det, naar han seer den Elskede og hvad han tillige gjør – seer Gud. Vel er jeg Ægtemand i adskillige Aar, maaskee vil man lee ad mit Sværmeri, man lee! en Ægtemand er altid forelsket, og anderledes kommer han aldrig til at forstaae Forelskelsen.

✂ ►Reflexionens bedrøvelige Ridder gaaer videre, han vil udgrunde Synthesen, der ligger i Elskov. Han mærker ikke, at der er hængt et Slør for hans Øine, og at han atter staaer ved Vidunderet. ►Gud skaber af Intet, men her gjør han, om jeg saa tør sige, mere, at han ►omklæder en Drift al Elskovens Skjønhed, saa de Elskende kun see Skjønheden, og ere uvidende om Driften. Hvo løftede Sløret? Hvo vovede det? Den ideale Skjønhed er den tilslørede, og skinner vel Maanen halv saa skjøn gjennem Skyens Slør, og drømmer vel Himlen halvt saa længselsfuldt gjennem Florets Forhæng, og frister vel Havet med sin halve Gjennemsigtighed halvt saa stærkt som den Elskede, som Hustruen gjennem Blufærdighedens Slør. Jeg sværmer – jeg en stakkels Ægtemand? Men hvad skal jeg sige om det Mysterium, der var mig et Mysterium, og er det og bliver det i Aarene; thi jeg veed ikke af, at der kommer nogen Forklaring, jeg fatter end ikke denne afskyelige Formastelighed, der troer, at Naturens Slør skulde være kosteligere end Sædelighedens.

✂ Saa gaaer da hiin stakkels Fyr, hvem Reflexionen, som altid, bringer til ►Bettelstaven, han gaaer videre; hans Sværmeri gjør ham ulykkeligere, hans Rigdom gjør ham fattigere. Han standser ved, hvad han vel vilde kalde Elskovens Consequentser. Og hvo standser ikke ogsaa her; 90 det er jo som standsede Tilværelsens naturlige Gang, medens Guden skabende griber ind. O! salige Forundring. Hvo takker ikke for her at see Guden, at han ikke, som Reflexionens trættede Stridsmand, skal synke i Tungsind, hvo takker ikke i Glæde over Tilværelsen, ikke som var Barnet et Vidunder af Barn (►Forfængelighed, Forfængelighed), men ►det er et Vidunder, at et Barn er født. Den, der her ikke vil see Underet, han maa jo, dersom han ikke er aldeles aandløs, ►som 👤Thales sige, at han ikke vil have Børn af Kjærlighed til Børn: det tungsindigste Ord (thi deri ligger, at det er større Brøde eller Ulykke at give et Menneske Livet end at berøve et Menneske Livet) og den usaligste Selvmodsigelse!

✂ Forelskelsen er da hævdet som Vidunderet, og Alt, hvad der hører med til Forelskelsen, hører med til Vidunderet. Forelskelsen antages nu 117 som givet. Ethvert Reflexions-Forsøg, hvor indsmigrende eller hvor oprørende, hvor dumdristigt eller hvor fad det end er, 112dømmes uden videre for Falsk. – Spørgsmaalet bliver videre, hvorledes kan dette Umiddelbare (Forelskelsen) finde sit Tilsvarende i ►en gjennem Reflexionen naaet Umiddelbarhed. Her er det Hovedslaget skal staae.

✂ Imidlertid vil jeg først tage en anden Side af Sagen frem. Forelskelsen bliver i Almindelighed priset nok. ►Selv en Forfører lader det ikke mangle paa Frækhed til at ville være med. Men Forelskelsens Øieblik eller korte Tid skal være Qvindens Culmination, og derfor gjelder det at slippe igjen. Indvendingerne tage da en anden Retning, og den galante indsmigrende Tilbedelse af Kjønnet ender med Fornærmelser.

✂ Jeg er forøvrigt opdragen i den christelige Religion, og saa lidet som jeg kan billige alle uanstændige ►Forsøg paa at faae Qvinden emanciperet, saa taabelige forekomme mig ogsaa alle hedenske Reminiscentser. Min korte og eenfoldige Mening er, at Qvinden er vel saa god som Manden, og dermed Punktum. Enhver vidtløftigere Udførelse af Forskjellen mellem Kjønnet, eller Overveielse af, hvilket Kjøn der har Fortrinnet, er en ørkesløs Tankesyssel for Lediggængere og for Pebersvende. Man kjender et velopdragent Barn paa, at det er fornøiet med hvad det faaer, og saaledes kjender man en velopdragen Ægtemand paa, at han er glad og taknemlig for det ham Beskikkede, med andre Ord, at han er forelsket. Man hører stundom en Ægtemand klage over, at Ægteskabet giver ham saa meget at tage vare paa, hvor meget mere har han da ikke, naar han tillige er uforskammet nok til enten blot at ville være sin Kones ►Kriticus og Recensent, der hvert andet Øieblik paa Dagen plager hende med sine fade Prætensioner, at hun skal smile saaledes, holde Ryggen saaledes, neie saaledes, klæde sig saaledes, udtale Ordene saaledes, eller han vil være Ægtemand og tillige Kritiker og Recensent. Som ægteskabelig Kriticus er jeg en aldeles ►tiro; 91 jeg har ingen letfærdige Forstudier fra en ►Lapseperiode, der stundom forgifter mere end man troer. Min Kjærlighedshistorie er i en vis Forstand kort; jeg har skjøttet mig selv og passet mine Studeringer, jeg har ikke mynstret Pigerne paa Baller, Promenader, i Theatre og Concerter, jeg har ikke gjort det letsindigt, jeg har heller ikke gjort det med den dumme Alvorlighed, hvormed en giftefærdig Mandsperson behager sig selv, at det maa være en overordentlig Pige, der skal være god nok til ham. 118 Saaledes uerfaren lærte jeg hende at kjende, der nu er min, jeg har aldrig elsket før, min Bøn er det, at jeg ikke maa elske 113senere, men hvis jeg et Øieblik vilde tænke, hvad der dog er mig utænkeligt, at Døden berøvede mig hende, at der foregik en saadan Forandring med mig, at jeg anden Gang skulde indvies til at være Ægtemand, jeg er overbeviist om, at mit Ægteskab ikke har fordærvet mig eller gjort mig mere duelig til at kriticere, vrage, mynstre. Hvad Under, at man hører saa megen ►daarlig Tale om Forelskelse, da man hører saa megen Tale, hvilket allerede er et Tegn paa, at Reflexionen overalt trænger ind til at forstyrre det stille, beskednere Liv, hvor Forelskelsen helst tager Bolig, fordi det i sin Beskedenhed er Gudsfrygtigheden saa nær.

✂ Forsaavidt indseer jeg vel, at DHrr. Æsthetikere uden videre ville erklære mig for incompetent til at tale med, end mere, naar jeg ikke fordølger, at jeg, skjøndt nu Ægtemand i 8 Aar, endnu ikke med Bestemthed veed, hvorledes min Kone i kritisk Forstand seer ud. At elske er ikke at kriticere, og ægteskabelig Trofasthed bestaaer ikke i en udførlig Kritik. Denne min Uvidenhed har dog ikke ganske sin Grund i, at jeg er uden Dannelse, jeg kan ogsaa betragte det Skjønne, men saaledes betragter jeg et Portrait, en Billedstøtte, ikke en Hustru. Det takker jeg tildeels hende for, thi havde hun fundet nogensomhelst forfængelig Glæde i at blive Gjenstand for en Courmagers kritiske Tilbedelse, hvo veed, om jeg ikke ogsaa var bleven en Courmager, og som sædvanligt havde endt med at blive en vranten Kritiker og Ægtemand. Ei heller seer jeg mig istand til med Lethed og Routine at bevæge mig i en Deel ►termini, hvormed Kjendere slaae om sig, jeg forlanger det ikke, gaaer ikke til Gjestebud med Kjendere. Mildest talt forekommer saadanne Kjendere mig som De, der sidde og ►vexle i Forgaarden til Helligdommen; og ligesaa modbydeligt som det maa være for Den, der med opløftet Sind vil gaae ind i Templet, at høre Lyden af Pengenes Raslen, ligesaa modbydeligt er det mig, at høre Larmen af Ord som: slank, fyldig, svulmende o. s. v. Naar jeg læser disse Ord hos en primitiv Digter, udsprungne af Stemningens og Modersmaalets Oprindelighed, da fryder jeg mig, men jeg profanerer dem ikke, og hvad min Kone angaaer, da veed jeg saavist den Dag idag ikke, om hun er slank. Min 92 Glæde og min Forelskelse er ikke en Prangers, ei heller en snedig Forførers hidsige Usundhed. Hvis jeg i Forhold til hende vilde udtrykke 119 mig saaledes, er jeg overbeviist om, at jeg kom til at vrøvle. Har jeg hidtil afholdt mig, saa er jeg formodentlig frelst for mit øvrige Liv; thi blot et spædt Barns Tilstedeværelse gjør Forelskelsen 114endnu mere undseelig end den er i sig selv. Det har jeg oftere tænkt over, og derfor har jeg altid fundet det uskjønt, at en ældre Mand, der selv har Børn, gifter sig med en ganske ung Pige.

✂ Netop fordi min Kjærlighed er mig Alt, derfor er i mine Øine ethvert kritisk Udbytte Nonsens. Skulde jeg da lovprise Qvindekjønnet, saaledes som man æsthetisk taler om at lovprise, saa vilde jeg kun gjøre det humoristisk, thi al denne Slankhed og Svulmen, og Brynet og ►Pilen i Øiet constituerer ikke en Forelskelse, end mindre et Ægteskab, og kun i Ægteskabet har Forelskelsen sit sande Udtryk, udenfor dette er den Forførelse eller ►Lefleri. Der existerer et lille Skrift af 👤►Hen. Cornel. Agrippa ab Nettesheim: ►de nobilitate et præcellentia ⓘ foemineifoeminei] SKS, foemini A sexus, ejusdemque supra virilem eminentia libellus. I dette lille Skrift siges paa den naiveste Maade ⓘ de besynderligstede besynderligste] R, den besynderligste A Ting til Ære for Qvinden. At han derimod skulde have beviist, hvad han vil bevise, mener jeg just ikke, skjøndt han taler ►bona fide og vel og er godmodig nok til at troe, at han har beviist det, derimod billiger jeg ganske ►det Vers, Bogen ender med, der frabeder sig al ordgydende (vaniloquax) Roes over Manden. Naar man nu i fuld og absolut Forvisning om Forelskelsens og Ægteskabets Lykke læser denne naive Argumenteren, naar man ved ethvert Argument føier et høist pathetisk ►ergo eller ►quod erat demonstrandum til, medens den egentlige Pathos er hiin Forvisningens rige Gehalt, der intet Beviis behøver, saa fremkommer en reen humoristisk Virkning. Jeg vil forklare det lidt nøiere. Der blev i ►det 28de Mai-Selskab holdt en Tale af en ung Videnskabsmand, som begeistret for Naturvidenskaberne meente, at enhver ny Opdagelse, saaledes nu den sidste, ►at tilberede Sæbe af Flintestene, førte os Gud nærmere og overbeviste os om hans Godhed, Viisdom o. s. v. Skal Talen betragtes som et alvorligt Forsøg paa at komme Gud nærmere, forekommer det mig ganske miserabelt. Anderledes derimod, hvis en Individualitet, som i Forhold til sin Tro paa Guds Godhed og Viisdom er Millionair og ►»bedre«, end Londoner-Bank, hvis han, naar Reflexionen begyndte at gjøre Mine til at ville bevise Noget desangaaende, afbrød dens Beviisførelse med dette Beviis: at nu var man endogsaa istand til at vadske sine Hænder i Sæbe af 120Flintestene; han kunde da ende ⓘ TalenTalen] R, Tale A omtrent saaledes: see! ►nu vadsker jeg mine Hænder, dersom dette ikke er et Beviis, som overbeviser, saa ►fortvivler jeg om at føre et saadant. I hiin lille Bog anføres som Beviis, 93 ►at Qvinden paa hebraisk hedder 👤Eva (Livet), Manden 115👤Adam (Jord) – ergo. Som Spøg i en ►altercatio, hvor Alt er absolut afgjort og til Vitterlighed forseglet baade med ►Notarius publicus og Guds Segl, er Sligt ypperligt. Saaledes ogsaa, naar han anfører som et andet Beviis, at ►naar en Qvinde falder i Vandet, svømmer hun ovenpaa, Manden derimod, naar han falder i Vandet, synker – ergo. Dette Beviis kan ogsaa benyttes paa en anden Maade, thi herved faaer man et Bidrag til en ►Forklaring af det Faktum, at der i Middelalderen bleve brændte saa mange Hexe.

✂ Det er et Par Aar siden jeg har læst hiin lille Bog, men den var mig til overordentlig Morskab. De pudserligste Ting af Natur- og Sprogvidenskaber fremkomme paa den naiveste Maade. Adskilligt har prentet sig i min Hukommelse, og medens jeg aldrig taler til min Kone om, at hun er slank o. s. v., hvad der vist vilde mishage hende og mislykkes mig, saa er jeg stundom, at jeg selv skal sige det, meget heldig i saadanne Argumenter og Betragtninger, hvilke behage hende, formodentlig fordi de slet ikke bevise Noget og derfor just bevise, at vort Ægteskab ingen vidtløftig Kritik behøver, men at vi ere lykkelige. Det har i denne Henseende tidt forundret mig, at ingen Digter egentligen fremstiller et Par Ægtefolk talende. Fremstilles de en enkelt Gang, og det skal være et lykkeligt Ægtepar, saa tale de oftest som et Par Forelskede. I Almindelighed ere de kun Bipersoner og saa meget ældre, at de ere Fader og Moder til den Elskede, Digteren fremstiller. Skal et Ægteskab fremstilles, da maa det idetmindste være ulykkeligt, for at kunne komme i Betragtning. Saa forskjelligt er det, Forelskelsen skal være lykkelig og have Farer udenfra, Ægteskabet skal have Farer indenfra for at blive poetisk. Jeg anseer dette for et sørgeligt indirecte Beviis paa, at Ægteskabet langtfra ikke nyder den Anerkjendelse, som det fortjener, thi det er jo som var et Par Ægtefolk ikke ligesaa poetiske, som et Par Forelskede. Lad de Elskende tale med hele Forelskelsens Skummen, som det behager Ynglingen og den unge Pige, Ægtefolkene ere heller ikke daarlige. Jeg antager, at det er en daarlig Ægtemand, der ikke bliver Humorist ved sit Ægteskab, i samme Forstand som, at det er en daarlig Elsker, der ikke bliver Digter; og enhver Ægtemand antager jeg bliver 121 noget humoristisk, faaer et Anstrøg deraf, ligesom enhver Elsker bliver noget poetisk. Jeg beraaber mig paa mig selv, ikke saa meget med Hensyn til det Poetiske, som med Hensyn til en Sands for det Humoristiske, et vist Anstrøg deraf, som jeg alene skylder mit Ægteskab. I Forelskelsen har meget af det Erotiske 116en absolut Betydning, i Ægteskabet vexler denne absolute Betydning med den humoristiske Opfattelse, der er den poetiske Udtale af det ægteskabelige Livs stille og tilfredse Tryghed. Jeg vil anføre et 94 Exempel og bede Læseren, at være humoristisk nok til ikke at ansee det for at bevise Noget. I Selskab med min Kone foretog jeg en lille Sommerreise i det sydlige 📌Sjelland. Vi reiste ganske efter vor Beqvemmelighed, og da min Kone ønskede at faae en Forestilling om, hvad visse Folk kalde at ►drøsse om paa Landeveien, tog vi ind i alle mulige Kroer, overnattede stundom i en saadan, men gav os fremfor Alt god Tid. I Kroen havde man da Leilighed til at faae seet sig om. Nu traf det sig saa besynderligt, at vi i 5 Kroer i Træk paa Væggen fandt en Bekjendtgjørelse, der altsaa fulgte os saaledes, at det var umuligt at undgaae den. Bekjendtgjørelsen var af følgende Indhold: en bekymret Familiefader takkede i de forbindtligste Udtryk en erfaren og øvet ►Pratikus, at han med en Kunstner-Haand let og uden al Smerte ⓘ havdehavde] SKS, have A hjulpet Familiefaderen med samt hans Familie af med nogle slemme Liigtorne, og saaledes gjengivet ham og Familie til Selskabslivet. Familiens Personale var specificeret, og blandt disse var der da ogsaa en Datter, der, da hun, ►liig en 👤Antigone, engang tilhørte denne ulykkelige Familie, heller ei var bleven fritagen for dette Familie-Onde. Da vi paa 3 Stationer havde læst dette Avertissement, hvad Under da, at det blev Gjenstand for Samtale. Jeg meente nu, at det var taktløst af Familiefaderen, at angive den unge Pige, thi om det nu end var vitterligt, at hun ganske var bleven helbredet, saa maatte det dog gjøre en Frier betænkelig, hvad der slet ikke havde behøvedes, thi Liigtorne maatte regnes med til de Svagheder, som man kunde lære at kjende efter Brylluppet. Jeg beder nu en Digter at svare mig, om Motivet til denne Samtale, hvilken jeg vel ikke var Mand for ganske humoristisk at udføre, om det ikke er humoristisk; men paa den anden Side, om det ikke ogsaa er vist, at kun i en Ægtemands Mund er den rigtig, en Forelsket vilde føle sig saaret, fordi denne slemme Liigtorn, selv efterat den er tagen bort, virker aldeles forstyrrende ind i en æsthetisk Phantasi-Anskuelse af det 122 Skjønne. En saadan Spøg vilde i en Elskers Mund være aldeles utilgivelig. Om nu end Samtalen ved min Ringhed blev en simpel dagligdags Passiar, saa veed jeg dog, at den morede min Kone, det morede hende, at en saadan Tilfældighed blev bragt ind under æsthetisk Absoluthed, som f. Ex. med at spørge, om det ikke kunde blive en tilstrækkelig Grund til Skilsmisse 117o. s. v. Og naar der stundom i min Dagligstue af en eller anden Kjender og en eller anden lille superklog Jomfrue er blevet ført høitravende Discurs om Forelskelsen og ►det Slanke, og at de Elskende ret maae lære hinanden at kjende for at blive sikkre i Valget, at man vælger en Feilfri, saa blander jeg stundom min Besyv med, som jeg da egentligen spiller ud til min Kone, og siger: ja det er vanskeligt, det er vanskeligt, saaledes nu med Liigtorne, 95 ⓘ hvormedhvormed] , hvorimod R Ingen kan vide sig sikker, om man har, eller har havt, eller om man kan faae dem.

✂ Dog nok herom, Det, der bærer det Humoristiske, er netop Ægteskabets Tryghed, der, baseret paa det Oplevede, ikke har den Uro, som Elskovens første Salighed, om dets Salighed end er langtfra at være mindre. Og naar jeg nu som Ægtemand, Ægtemand i 8 Aar, støtter mit Hoved til hendes Skulder, da er jeg ikke en Kritiker, der beundrer eller savner nogen jordisk Skjønhed, jeg er ei heller en sværmersk Yngling, der besynger hendes Barm, men dog bevæges jeg ligesaa dybt som første Gang. Thi jeg veed, hvad jeg vidste, og hvad jeg atter og atter forvisser mig om, at der i denne min Hustrues Bryst slaaer et Hjerte, stille og ydmygt, men jævnt og ►ligeligt, jeg veed det slaaer for mig og mit Vel og for hvad der tilhører os begge, jeg veed, at dets rolige, ømme Bevægelse er uafbrudt, ak! medens jeg har travlt med mine Forretninger, ak! medens jeg adspredes i det Mangfoldige; jeg veed, at til hvilken Tid og under hvilke Forhold jeg tyer til hende, da ►har det ikke ladet af at slaae for mig. Og jeg er en Troende: som den Elskende troer, at den Elskede er ham Livet, saa troer jeg aandeligt, hvad der ogsaa stod i hiin lille Bog, ►at Naturforskerne lære, at Moderens Mælk er frelsende for Den, der er ►syg indtil Døden, jeg troer, at denne Ømhed, der uudtømmelig kæmper for at finde et inderligere og inderligere Udtryk, jeg troer, at denne Ømhed, der var hendes rige Medgift som Brud, jeg troer den bærer rigelig Rente, jeg troer den vil fordoble sig, hvis jeg ikke forøder hendes Midler; jeg troer, at dette ømme Blik, hvis jeg var syg, syg indtil Døden, dersom det hvilede paa mig, ak, som var hun selv, ikke jeg ►den døende Fægter, jeg 123 troer, at det vilde kalde mig tilbage til Livet, dersom Gud i Himlene ikke selv vil bruge Magten, og hvis Gud bruger Magten, da troer jeg, at denne Ømhed atter binder mig til Livet som et Syn, der besøger hende, som en Død, hvem Døden dog ikke kan overtale, indtil vi igjen forenes. Men indtil da, indtil da, at Gud saaledes bruger Magten, troer jeg, 118at jeg ved hende indsuger Fred og Tilfredshed i mit Liv, og mange Gange er frelst fra Mismodets Død og ►Aandsfortærelsens onde Møie.

✂ Saaledes taler enhver Ægtemand, bedre, forsaavidt han er en bedre Ægtemand, bedre forsaavidt han er en Begavet. Han er ikke en elskende Yngling, hans Udtryk har ikke Øieblikkets Lidenskab, og hvilken Fornærmelse i et lidenskabeligt Øiebliks Blussen at ville takke for en saadan Kjærlighed. Han er som ►hiin redelige Regnskabsfører, der i sin Tid næsten blev Gjenstand for Mistanke; thi da de, paa Grund af et Bedrag, strænge Revisorer kom til hans Dør og fordrede at see hans Regnskabsbøger, da svarede han: jeg har ingen, jeg fører mit Regnskab i Hovedet. Hvor mis96tænkeligt! Men Ære være den gamle Mands Hoved, hans Regnskab var ganske rigtigt! En Ægtemand udtrykker sig maaskee endog lidt humoristisk, naar han taler derom til sin Hustru, men denne Humor, denne sorgløse Taksigelse, denne Qvittering ikke paa Papiret, men i Erindringens ►Hovedbog, beviser netop, at hans Regnskab er tilforladeligt, og hans Ægteskab eier Beviisningens daglige Brød i Overflod.

✂ Hermed har jeg allerede antydet, i hvilken Retning jeg vil søge Qvindens Skjønhed. Ak! selv redelige Mennesker have bidraget til den sørgelige Forvexling, som desto værre en letsindig qvindelig Ungdom griber altfor begjerlig efter, uden at betænke, at den er Fortvivlelse, at en Piges eneste Skjønhed er Ungdommens første¹, at hun blomstrer kun et 124Øieblik, at dette er Elskovens Tid, og at man elsker kun een Gang. Rigtigt, man elsker kun een Gang, men 119120Qvinden tiltager netop i Skjønhed med Aarene, og er saa langt fra at aftage, at den første Skjønhed kun er noget Tvivlsomt i Sammenligning 97 med den senere. Hvo saae vel en ung Pige, dersom han ikke er ►en Rasende, uden at fornemme et vist Veemod, fordi det jordiske Livs Skrøbelighed her viser sig i sin stærkeste Modsætning: Forgængelighed hurtig som en Drøm, Skjønhed, 125fager som en Drøm. Men hvor fager end hiin første Skjønhed er, den er dog ikke Sandheden, den er et Hylster, en Indklædning, ud af hvilken først i Aarene den sande Skjønhed vikler sig for Ægtemandens taknemlige Blik. – Betragt derimod hende, den Bedagede. Du griber ikke uvilkaarligt derefter, thi det er ikke den flygtige Skjønhed, der haster som en Drøm; nei! sæt Dig ved hendes Side, betragt hende nær98mere: hun tilhører ganske Verden med sin moderlige Omsorg, hvis travle Tid dog 126nu er forbi, og kun Omsorgen selv er bleven tilbage, og i den svæver hun ►som Engelen over Pagtens Ark. Sandeligen, hvis Du ikke her føler, hvilken Realitet en Qvinde har, saa er og bliver Du ►en Kriticus, en Recensent, en Kjender maaskee ɔ: en Fortvivlet, der farer hen med i Fortvivlelsens Rasen, raabende: ►lader os elske idag, thi imorgen er det forbi – ikke med os, det var tungt, men med Elskoven – det er modbydeligt. Giv nu lidt Tid, sæt Dig hos hende; det er ikke Begjeringens lystelige Frugt, vogt Dig for enhver formastelig Tanke eller at ville bruge Kjendernes ►termini; dersom det bruser i Dig, da sid her, at Du maa vorde beroliget. Det er ikke Øieblikkets Skummen, vover Du at hengive Dig dertil i hendes Nærværelse, eller vovede Du at byde hende Haanden til en Valts! Saa foretrækker Du maaskee at undgaae hendes Selskab, o! selv om den unge Slægt, der omgav hende, var uhøflig (saaledes tænker vel en Modeherre, der mener hun behøver hans Conversation), nei, var forvildet nok til at lade hende sidde ene, hun savner ikke dens Lyst, hun føler ingen Fornærmelsens Braad, hun er forligt med Tilværelsen, og dersom Du atter engang skulde føle Trang til et forsonende Ord, dersom Du skulde føle Trang til at glemme Dissonantserne i Livet, saa tye til hende, ►sid værdigen hos den Værdige – og hvad er saa skjønnest, den unge Moder, der føder ved Naturens Kraft, eller ►den udlevede, der føder Dig igjen ved sin Omsorg! Eller er Du ikke saaledes ilde medtagen af Verdens Nød, sid blot værdigen hos den Værdige, ogsaa hendes Liv er ikke uden Melodi, ogsaa denne Alderdom er ►non sine cithara; og Intet er glemt af det Oplevede, det lyder alt deri fra Livets forskjellige Tider 121sødt sammenklingende, naar denne Stemme bevæger Erindringens Strenge. Thi see! hun er kommen til Livets ►Opløsning, ja hun er ⓘ ligesom selvligesom selv] R, ligesom selv ligesom A Opløsningen paa Livet, hørlig og synlig. Saaledes fuldender en Mands Liv sig aldrig, hans Regnskab er i Almindelighed vidtløftigere, men en Huusmoder har kun Smaabegivenheder, de daglige Lidelser og de daglige Glæder, men derfor ogsaa denne Lykke, thi er en ung Pige lykkelig, da er jo den bedagede Qvinde endnu lykkeligere. Siig saa, hvad der er skjønnest: den unge Pige med sin Lykke, ►og den Udlevede, der fuldkommer en Guds Gjerning, der løser op for den Bekymrede, og for den Glade er den bedste Lovtale over Tilværelsen ved at være Livets skjønne Opløsning!

✂ Nu forlader jeg den Bedagede, hvis Selskab jeg dog visseligen ikke 127 flyer, jeg gaaer tilbage i Tiden, glad ved, at jeg med Guds Hjælp har et kjønt Stykke af Livet endnu tilbage, men ogsaa uden at kjende Noget til den Feighed, der frygter for at ældes, eller der frygter derfor paa sin Kones Vegne, thi jeg antager jo, at Qvinden bliver skjønnere med Aarene. 99 Allerede som Moder er hun i mine Øine langt skjønnere end som ung Pige. En ung Pige er dog et ►Phantasma, man veed næsten ikke, om hun tilhører Virkeligheden, eller om hun er et Syn. Og det skulde være det Høieste? Ja lad Phantaster troe det. Som Moder tilhører hun derimod ganske Virkeligheden, og Moderkjærligheden selv er ikke som Ungdommens Længsler og Ahnelser, men et uudtømmeligt Væld af Inderlighed. Det er ei heller saa, at alt Dette var tilstede som en Mulighed i den unge Pige. Selv om det var saa, en Mulighed er dog mindre end en Virkelighed, men det er ikke saa. Saa lidet som Moderens Mælk er tilstede i den unge Piges Bryst, saa lidet er denne Inderlighed der. Det er en Metamorphose, som Manden ingen Analogi har til. Kan man for Spøg sige, at Manden først er færdig, naar han har faaet sine Viisdomstænder, saa kan man for Alvor sige, at Qvindens Udvikling først er færdig, naar hun er Moder, da først er hun til i al sin Skjønhed og i sin skjønne Virkelighed. Lad saa hiin rapfodede, lette, skjelmske, lykkelige Pige springe hen over Engen, gjækkende Enhver, der vil fange hende, o ja, det glæder mig ogsaa at see derpaa, men nu, nu er hun fangen, fængslet, jeg har saa vist ikke fanget hende (hvortil Tant og ►forfængeligt Daarskab), jeg fængsler hende saa vist ikke (hvor svagt et Fængsel!), nei hun har fanget sig selv og hun sidder fængslet ved Vuggen; fængslet, og dog har hun jo hele 122sin Frihed, en grændseløs Frihed, ved hvilken hun binder sig til Barnet; jeg er sikker paa, ►hun vil døe i sin Rede. – Her blot et Ord i Forbigaaende. For at tale saa uskyldigt derom som muligt, jeg vil antage, at det var Moderens Forkjærlighed for Barnet, der gjorde Ægtemanden lidt jaloux, naa Herre Gud, den Jalousi forvindes vel. Altsaa har jeg nævnet Ordet: Jalousi. Det er en mørk Lidenskab, »►et Uhyre, der besudler den Føde, ved hvilken den næres«. Vrede er ogsaa en mørk Lidenskab, men deraf følger ikke, ►at der jo ogsaa kan gives en ædel Vrede. Paa en lignende Maade er det med Jalousi, der gives ogsaa en ædel Forelskelses retfærdige Indignation, der sandeligen baade er bekymret og fortørnet, og fremfor Alt en normal Sjels-Tilstand, hvis det Forfærdelige er skeet. Jeg finder intet Dadelværdigt deri, tvertimod 128 fordrer jeg det af en Ægtemand, at hans Sjel paa denne Maade viser den sidste Ære: hende, der krænkede ham, og hende, hvem han ogsaa indrømmer, om man saa vil, rigelig Betydning til at kunne krænke ham. Jeg betragter denne Sjelstilstand som Forelskelsens ethiske Sorg over en Afdød. Derimod veed jeg ogsaa, at der gives dæmoniske Kræfter i Livet, jeg veed, der gives en lidet priselig Uforfærdethed, der plaget af en ond Aand vil være lutter Aand, og vel ogsaa vil have Magt til at blive, hvad der er fuldt saa forkasteligt, som at rase i Jalousi, Magt til at blive kold, gjennemisnet i Vittighedens 100 kolde Lidenskab. Thi der er Helvede, hvis Hede afsvier alt Liv, men der er ogsaa ►et Helvede, hvis Kulde dræber alt Liv.

✂ Men jeg er end ikke jaloux paa Moderen. En Qvindes Liv som Moder er en Virkelighed saa uendelig riig paa Afvexling, saa min Forelskelse har nok at gjøre med fra Dag til Dag at opdage noget Nyt. Qvinden som Moder har ingen Situation, om hvilken man maatte sige, at hun i denne er skjønnest; som Moder er hun bestandigt i Situation, og Moderkjærligheden er blød som det pure Guld, og bøielig i enhver Bestemmelse, og dog heel. Og Ægtemandens Glæde er daglig ny, den fortæres ikke, om han end fortærer den, thi den er som ►Spisen i 📌Valhalla; og lever han end ikke deraf, saa er det dog vist, ►at han ikke blot lever af Brød, men ogsaa af den velvillige Forundring, der ledsager Moderens Bedrifter: han har i sit Huus ►panis et circenses.

✂ Og hvilken Mangfoldighed af Collisioner er der ikke sat Moderkjærligheden, og hvor skjøn er Moderen ikke hvergang hendes fornegtende, opoffrende Kjærlighed gaaer seierrigt ud deraf! Jeg taler 123nu ikke her om, hvad der vel er vitterligt og givet, at Moderen offrer Livet for Barnet. Det lyder saa høit, saa forelsket, og har ikke det rette ægteskabelige Præg. I Smaating sees den ligesaa godt, ligesaa stor, ligesaa elskelig. Hvor jeg seer den, beundrer jeg den, og man seer den da ikke saa sjelden, selv hvor man ikke venter saaledes at see den, paa Gaden for Exempel. Det var forleden Dag, jeg gik ufortrødent i mit Forretningstrav fra den anden Ende af Byen op til Retten for at afsige Domme, Klokken var omtrent halv To. Uvilkaarligt falder mit Øie over paa den anden Side af Gaden: det var en ung Moder, der spadserede med sin lille Søn ved Haanden. Personen var vel saa omtrent 2½ Aar. Moderens Paaklædning, hendes Optræden syntes at tyde paa, at hun hørte end129ogsaa til den fornemme Classe, og forsaavidt forundrede det mig, at man ingen Tjener eller Pige saae i hendes Følge. Gisninger havde jeg strax nok af, at hendes Vogn maaskee holdt i en anden Gade, eller nogle Huse derfra, eller hun maaskee blot skulde et Par Huse fra et Sted, hvor hun boede, eller var o. s. v.; jeg afbryder mine Gisninger, og haaber at Læseren takker mig for, at jeg gjør Alvor af mine energiske og gjennemgribende Besparelser. Men i Grunden var det dog ogsaa forunderligt nok. Drengen var et nydeligt Barn; videbegjerlig spurgte han om Alt, stod stille og saae, og spurgte: hvad er det hvad? Hurtigt fik jeg mine Briller paa, for ret at see og ret at fryde mig over den elskelige Mine, den ømme Moderlighed, med hvilken hun satte sig ind i Alt, den forelskte Glæde, med hvilken hun betragtede sin lille Yndling. Drengens Spørgsmaal bragte hende i Forlegenhed, – maaskee har Ingen sagt hende, hvad ►en dybsindig Viis har sagt, at det at 101 tale med Børn er et ►tentamen rigorosum, maaskee har den Kreds, hvilken hun syntes at tilhøre, endog havt den Mening, at det er ingen Kunst – hvor fatal en Forlegenhed da at blive bragt i Knibe ved en lille Purks Spørgsmaal, samt ved hans Høirøstethed, der indbød de Forbigaaende til at høre efter – ►og Scenen var paa 📌Østergade. Forlegenhed – den opdagede jeg ikke; den moderlige Glæde stod skjøn og læselig i hendes venlige Aasyn, og Situationen ►prægede den ikke falsk ud. Pludselig staaer den Lille stille, og forlanger at bæres. Dette var aabenbart mod Aftalen, da de gik hjemme fra, et Brud paa Overeenskomsten, ellers havde Barnepigen været med. Her var gode Raad dyre – dog ikke for hende. Med den elskeligste Mine af Verden tog hun ham paa Armen, og gik ligefrem uden at søge nogen Tvergade. I mine Øine var det 124skjønt og høitideligt som en Procession, og fromt sluttede jeg mig til den. En og Anden vendte sig om, hun mærkede Intet, hun gik ikke hurtigere, aldeles uforandret, fordybet i sin moderlige Lykke. Jeg har siddet som Forhørsdommer i ►Inquisitionscommissionen, jeg har derved en vis Færdighed i at iagttage Ansigter, men ved mit Embedes Fortabelse, der var ikke Spor af nogen Generethed, eller af nogen tilbagetrængt Vrede, eller af nogen opsat Utaalmodighed; der var ikke noget Forsøg paa at lade Ansigtet udtrykke nogen Reflexion over det næsten Latterlige i Situationen. Som gik hun paa sit Stuegulv med den Lille paa Armen, saaledes gik hun gjennem 📌Østergade. Moderkjærligheden vil offre Livet for 130 Barnet; i denne Collision forekommer den mig ligesaa skjøn. Har den Lille havt Uret, kunde han maaskee godt gaae, var det en Uartighed af ham, den vil dog ikke være bleven paaagtet hjemme, og hvad skulde da have gjort Forandringen, hvad Andet end at Moderen havde reflecteret paa sig selv. Der er maaskee faa Collisioner, hvor selv ømme Forældre lettere gribe feil, end naar det Hele er en Ubetydelighed, men denne lille Ubetydelighed bringer dem selv i Forlegenhed. Har et Barn maaskee lidt keitede Manerer, saa leer man deraf til daglig Brug, og Barnet aner mindst, at det skal være en Forseelse; da er der Nogen tilstede, og den forfængelige Moder vil smigres lidt, see! Barnet hilser lidt keitet, og Moderen bliver vred – ikke over en Ubetydelighed, nei, men hendes Reflexion paa sig selv gjør pludselig det Ubetydelige til noget Betydeligt. Ja var hiin lille Dreng falden, havde han stødt sig, eller var han maaskee kommen en Vogn for nær, havde Opgaven været med Livsfare at frelse Barnet, saa havde jeg vel faaet Moderkjærligheden at see, men mig forekommer hiin stilfærdige Yttring af den ligesaa skjøn.

✂ Til daglig Brug er Moderkjærligheden ligesaa skjøn som ved den mest afgjørende Leilighed, og egentligen er den væsentlig skjøn til daglig Brug, fordi den der er i sit Element, fordi den der, uden at faae nogen 102 Impuls eller nogen Tilvæxt af Kraft ved Katastropher udenfra, kun er bevæget i sig selv, ernæres ved sig selv, fremskynder sig selv ved sin egen oprindelige Drift, beskeden og dog altid paa Færde i sin elskelige Gjerning. Stakkels Mand, der skal ►gaae ud i Verden for at søge en saadan Tusindfryd, han finder den dog ikke; stakkels Mand, der i det Høieste har en Forestilling om, at Naboen dyrker den; lykkelig Ægtemanden, hvis han ret veed at glæde sig ved sin Tusind-Fryd. Opdager han denne Blomst udenfor 125sin egen Grund, denne Blomst, der ligesom ►hiin Pragtplante er mærkelig, ved at den kun ⓘ blomstrerblomstrer] R, blomster A een Gang i hundrede Aar, har den endnu sjeldnere Mærkelighed, at den blomstrer hver Dag, og end ikke lukker sig i Natten, – da har han sin Glæde af derhjemme at fortælle, hvad han har seet ude. Igaar fortalte jeg min Kone en lille Begivenhed, der endog i den Grad tildrog sig min Opmærksomhed, at den gjorde mig til, hvad jeg ellers ikke er, en uopmærksom og adspredt Tilhører af en Prædiken. Maaskee havde den unge Moder, der gav Anledning til, at jeg blev adspredt, Uret i at tage et lille Barn med sig i Kirken; ⓘ maaskee, jegmaaskee, jeg] R, maaskee jeg A tilgiver hende det, thi det var 131 vistnok for ikke at betroe det til en Barnepige i sin Fraværelse. Det slutter jeg deraf, at hun ret var en Moder, der gaaer i Kirke, ikke en Dame, der aflægger en fransk Visit. Man misforstaae mig ikke, som var det Tidens Længde, man tilbringer i Kirken, der gjør Udslaget; langtfra, jeg troer ogsaa, at en stakkels Tjenestepige, der med Nød og Neppe slipper hjemme fra, og dog trods al sin Hasten ikke naaer til at komme betimeligere end for at høre Præsten sige Amen, jeg troer, at hun kan bringe Velsignelse hjem fra sit Kirkebesøg; men ►Hvo, der ellers har rigelig Tid til allehaande Ting i Livet, kunde dog vel ogsaa faae Tid til ordentlig at gaae i Kirke. Vor Kirkegængerske kom altsaa meget betimeligt og med hende hendes lille Uro; dog er jeg forvisset om, at Prædikenen og hele Gudstjenesten ikke har havt en andægtigere Tilhører eller en værdigere Deeltager end hende. Hun blev lukket ind i en Stol; ►det uberettigede Medlem af Menigheden blev sat op paa Bænken, formodentlig i Haab om, at han skulde sidde som et ret Medlem. Dog denne Prætension synes ikke at være opgaaet for den Lille. Moderen bøiede sit Hoved, holdt Tørklædet for Øinene til en Bøn. Længe før hun atter saae op, var den Lille sprungen ned og begyndte at krybe omkring i Stolen. Hun var og blev den Bedende, ganske uforstyrret. Da hun havde endt sin Bøn, satte hun ham igjen op paa Bænken, og talte formodentlig et Par formanende Ord til ham. Gudstjenesten begyndte, men Legen var jo allerede begyndt før Gudstjenesten, og den Lille syntes paa sin Viis at finde Behag i dette op, og saa ned igjen, og saa op igjen. Han havde hidtil siddet paa høire Haand af Moderen, og havt en anden 103 Dame paa sin Høire, medens Moderen sad yderst i Stolen; nu blev der skiftet Plads. Først blev undersøgt, at Døren var lukket, derpaa flyttede Moderen op, deelte redeligen med ham, saa han fik Krogen af Stolen til sin Disposition. 126Han gjorde ingen Larm, men som et Barn, der er vant at skjøtte sig selv, fik han Moderens Parasol at lege med, og kun forsaavidt han vilde krybe længere op i Stolen, blev Veien ham afskaaren. Moderen var og blev fordybet i sin Andagt; kun naar Præsten pauserede, saae hun kjærligt ned til den lille ►Underjordiske. Med et Aasyn fuldt af Glæde over Barnet vendte hun da atter Blikket op til Præsten, og tilhørte nu Talen med hele sin Sjels Andagt. At kunne dele saaledes ligeligt, at have Glæde af Barnet, selv naar han forstyrrer, eller dog ligesom vil forstyrre, eller dog paa en Maade er i Veien, at være fri 132 for enhver ►daarlig Fordring til Barnet, thi mange Forældre fordre næsten mere Andagt af et saadant lille Væsen end af sig selv, og forstyrre da baade sig selv og Barnet ved at sidde og skjende og sætte i Rette og til Rette – altsaa at kunne dele saaledes ligeligt, at hun tillige med udeelt Sjel samledes til Andagt: det er ogsaa et skjønt Udtryk af Moderkjærligheden. Ubetydeligt; o ja, men Moderkjærligheden er netop væsentlig skjøn i det Ubetydelige.

✂ Dog den aabnede Sands for Moderkjærlighedens skjønne Præstationer har kun en Ægtemand; han har tillige den sande Sympathi, der er dannet af Alvor til at fatte Opgavens uendelige Betydning, og Glæde i Tilværelsen til at ville opdage, om han derfor just ikke udbryder i Ord og Jubel. Eller skulde det alene være Jalousi og onde Lidenskaber, der gjorde en Ægtemand klartseende og aarvaagen, skulde ikke trofast Kjærlighed formaae det Samme, ja formaae at holde ham længere aarvaagen? Eller ►holdt de kloge Brudejomfruer sig ikke længere vaagne end de daarlige? En Ægtemand er i denne Henseende, i god Forstand, saaledes som en Bedrager skildres af 👤Shakspeare¹: ►ein Gelegenheithascher, dessen Blick Vortheile prägt und falschmünzt, wenn selbst kein wirklicher Vortheil sich ihm darbietet, det vil sige, en Ægtemand gjør det med den stille Glæde, der viser, at han ikke giver sig af med at være Kjender, han ►præger ei heller falsk ud, og han kommer sjeldent i det Tilfælde, ikke at finde saadanne Fordele.

✂ Som Brud er Qvinden skjønnere end som ung Pige, som Moder skjønnere end som Brud, som Hustru og Moder er hun ►et godt Ord paa rette Sted, og med Aarene bliver hun skjønnere. Den unge Piges Skjønhed er aabenbar for Flere, den er abstractere, extensivere. 127Derfor flokkes 104 de om hende, Phantasterne, de rene og de urene. Da bringer Guden Den, som er hendes Elsker. Han egentligen seer hendes Skjønhed, thi man elsker det Skjønne, og dette maa forstaaes identisk med, at det, at man elsker, er, at man seer det Skjønne. Saaledes gaaer det Skjønne altid Reflexionens Næse forbi. Fra nu af bliver hendes Skjønhed intensivere og concretere. Hustruen har ikke en Flok af Tilbedere, hun er end ikke 133skjøn, hun er kun skjøn i sin Mands Øine. I samme Grad som denne Skjønhed bliver concretere og concretere, i samme Grad bliver hun mindre og mindre vurderlig for en almindelig Maalen og Vragen. Er hun derfor mindre skjøn? Er en Forfatter derfor mindre tankerig, fordi en almindelig Betragtning Intet opdager, naar dog den Læser, der har gjort ham til sit eneste Studium, opdager en større og større Rigdom? Er det en Fuldkommenhed ved menneskelige Pragtværker, at de tage sig bedst ud paa Afstand? Er det en Ufuldkommenhed ved Markens Blomst, ved al Guds Gjerning, at den for den mikroskopiske Iagttagelse bliver yndigere og yndigere, finere og finere, zartere og zartere?

✂ Men er Hustruen og Moderen saaledes skjøn i sin Lykke, eller rettere, er hun en Velsignelse for dem, hvem hun tilhører, da er hun atter i sin Ulykke og paa Nødens Dag mere poetisk end den unge Pige. Lad hendes Barn døe, og see da den sørgende Moder. Der er dog Ingen, der med Moderens Glæde hilser Barnet ved dets Ankomst, men heller Ingen, der saaledes kan sørge, naar Døden atter henter det. Men en Sorg, der netop er ligesaa ideal som den er virkelig, er den mest poetiske Sorg. – Eller en Ægtemand døer; han efterlader sig Intet, siges der, uden en sørgende Hustru, mig synes han efterlader sig en uendelig Rigdom. Lad den unge Pige miste den Elskede, lad hendes Sorg være nok saa dyb, lad hende mindes ham, hendes Sorg er dog abstrakt ligesom hendes Minde; til denne daglige Sjelemesse for den Afdøde, hvilken er den sørgende Hustrues Syssel, mangler hun Indvielse og episke Forudsætninger. Sandeligen, jeg begjerer ikke at efterlade mig et stort og berømmeligt Navn, hvis det saa skal være, hvis jeg i Døden, der er det Sidste af Alt, skal gjøre det Sidste: skal søge Skilsmisse fra hende, hvem jeg elsker, min Hustrue, min Lykke paa Jorden, dersom jeg dog efterlader hende sørgende, da har jeg efterladt mig, hvad jeg vil savne, ja hvad jeg sidst af Alt vilde undvære, men jeg har ogsaa efterladt mig, hvad jeg nødigt vilde undvære: et Minde, der bedre end Digterens 128Sang og Monumentets trodsige Udødelighed, mange Gange og paa mange Maader vil bevare min Erindring, vil tage af sit Eget for at give mig. – Lad saa endeligen Hustruen ►forsøges i den tungeste Skjebne, lad hende være ulykkelig gift, hvad er en bedragen Piges korte Lidelse mod denne daglige Qual, hvad er hendes Smertes Fynd i 105 Sammenligning med den tusindtungede Elendighed, denne Jammer, som Ingen kan udholde at 134 see paa, denne langsomme ►Marter, hvilken Ingen kan ►forfølge – og derfor glemmer man formodentlig, hvor skjøn, hvor langt mere poetisk atter her Hustruen er end den unge Pige. Stor er ►👤Desdemona ved sin »ophøiede Løgn«, man beundrer, man beundre hende; og dog er hun større ved den Engle-Taalmodighed, der kunde fylde flere Bøger, end det største Bibliothek rummer, hvis den skulde beskrives, om den dog Intet formaaer at fylde i Skinsygens bundløse Afgrund, forsvinder som et Intet, ja næsten hidser Lidenskabens Hunger.

✂ Men ►Qvinden er det svagere Kjøn. Denne Bemærkning synes i nærværende Forbindelse at komme temmeligt ►mal à propos; thi saaledes har hun just ikke viist sig. En Silkesnoer kan jo ogsaa være ligesaa stærk som en Jernlænke, og ►den Lænke, der bandt 👤Fenris-Ulven, var jo usynlig, var Noget, der slet ikke er til; hvis det nu var ligesaa med Qvindens Svaghed, at den er en usynlig Kraft, der yttrer sin Styrke ved Svaghed. Vil dog Indsigelserne have Lov til at bruge Udtrykket: det svagere Kjøn om Qvinden, nu vel, lad dem have det, Talebrugen er jo ogsaa paa deres Side. Imidlertid maa man altid vogte sig for uden videre af enkelte Iagttagelser at danne en Regel. Jeg vil saaledes ikke negte, at det vel kan være hændt, at en ung Pige kan tage sig besynderligt, og om man endelig er fordærvet nok til at lee, hvor det gaaer ilde til, comisk ud, naar hun kastes hen i den yderste Afgjørelses Forfærdelse, i en Hvirvel, hvor neppe Manden staaer imod, at han ikke henveires. Men hvo siger hun skal kastes derud. Den samme Pige, stille og omhyggeligt og kjærligt behandlet, vilde maaskee være bleven et elskeligt Væsen som Moder og Hustru. Ad Sligt skal man da ikke lee; ⓘ thi derthi der] R, thi det A er Noget saare tragisk i at see Stormen rive det fredelige Hegn bort, der i Tryghed kunde have været lifligt at boe hos. Saaledes skal jo Qvinden heller ikke være stærk, at Forfærdelsens Nød maaskee udgaaer fra Manden selv. Staaer han fast, da staaer Qvinden ved hans Side atter ligesaa fast som Manden, og i Forening staae de fastere end nogen af dem ene.

✂ 129Ulykken ved Indsigelsen er igjen, at de, der tale saaledes om Qvinden, blot betragte hende æsthetisk. Det er igjen den evindelig galante og uforskammede, kildrende og fornærmelige Tale om, at hun har kun eet Øieblik i sit Liv eller en føie Tid, det er Ungdommens første Opvaagnen. Men den, der egentligen vil tale om hendes Styrke eller Svaghed, maa jo dog see hende, naar hun staaer fuld rustet, og dette er som 135 Hustru og Moder. Desuden skal hun da heller ikke slaaes eller gjøre Kraftprøver, og vil man endeligen tale om Styrke, saa er den første Betingelse eller væsentlige Form for al Styrke: Udholdenhed. I denne Henseende holder Man106den maaskee ikke ud med hende. Fremdeles hvilken Kraft hører der ikke til enhver fingeret Bevægelse? Men hvad er Hengivenhed andet end en skjult Kraftyttring, en Kraftyttring, der udtrykker sig ved sin Modsætning, ligesom f. Ex. Smagfuldhed og Omsorg for sit ►Toilet kan yttre sig ved at tilveiebringe en Art Skjødesløshed, hvilken dog ikke er den Skjødesløshed, som enhver Bagersvend forstaaer; ligesom f. Ex. den i megen Anstrængelse fuldmodne Aandens Frembringelse har en Simpelhed, hvilken dog ikke er den, som enhver ►Seminarist priser i sin Eenfoldighed. Dersom jeg tænker mig tvende Skuespillere, den ene fremstillende 👤Don Juan, den anden 👤Commandanten i ►den Scene, hvor 👤Commandanten holder hans Haand i sin, medens 👤Don Juan vrider sig i Fortvivlelse, saa spørger jeg, hvo af dem bruger mest Kraft. 👤Don Juan er den Lidende, 👤Commandanten staaer rolig med sin udrakte Høire. Dog holder jeg paa 👤Don Juan. Dersom den Skuespiller, der fremstiller 👤Don Juan, vilde bruge blot Halvdelen af sin Kraft, bringer han 👤Commandanten til at vakle; hvis han paa den anden Side ikke vrider sig, ikke skjælver, saa forstyrrer han Virkningen. Hvad gjør han altsaa? Han bruger sin Krafts ene Halvdeel til at udtrykke Smerten, den anden Halvdeel bruger han til at understøtte 👤Commandanten, og medens han med al sin Kraft synes at ville vriste sig ud af 👤Commandantens Vold, holder han paa 👤Commandanten, at denne ikke skal vakle. Saaledes, thi dette var kun en daarlig Tale, saaledes er det i Virkeligheden med Hustruen. Hun elsker Manden saa høit, at hun altid vil, han skal være den Herskende, og derfor seer han saa stærk ud, og hun saa svag, fordi hun bruger sin Styrke til at understøtte ham, bruger den som Hengivenhed og Underkastelse. O! vidunderlige Svaghed! Om Galleriet troer, at 👤Commandanten har flest Kræfter, om den Profane priser Mandens Styrke, og misbruger den til at ydmyge 130Qvinden, Ægtemanden har en anden Forklaring, og ►den Bedragne er visere end den Ikke-Bedragne, den Bedragende retfærdigere end den Ikke-Bedragende. – Fremdeles, man maaler Styrke paa forskjellig Maade. ►Naar 👤Holger Danske trykker Sveden ud af en Jern-Handske, er det Styrke, men hvis man gav ham en Sommerfugl i Haanden, er jeg bange for, han havde ikke 136 Styrke nok til at tage rigtigt paa den. Jeg vil nævne det Høieste. Guds Almagt viser sig stor i at have skabt Alt, men viser den sig ikke ligesaa stor i den almægtige Moderation, der kan lade et Græsstraa voxe sin Tid. Qvinden er de ubetydeligere Opgaver anviist, der netop derfor fordre Styrke. Hun vælger sin Opgave, vælger den glad, og har tillige Glæden af, at hun bestandigt udstyrer Manden med den iøinefaldende Styrke. Jeg for mit Vedkommende troer, at min Kone kan gjøre det ⓘ Vidunderlige: ogVidunderlige: og] , Vidunderlige, og K; , Vidunderlige; og R selv den 107 største Daad, jeg læser om, forstaaer jeg lettere, end det fine Broderi, hvormed hun ►omklæder min jordiske Tilværelse.

✂ Naar man dog har faaet sat sig det i Hovedet, at Qvinden er det svagere Kjøn, hvilket i Almindelighed af ►Chicaneurerne nærmere forstaaes saaledes, at hun har et Ungdommens første Øieblik, hvor hun udtømmer ja overtræffer enhver Lovpriisning, at det dermed er forbi, at hendes Kraft var en Illusion, og at den eneste virkelige Styrke, hun beholder tilbage, er Skrigets – saa kan man naturligviis faae det Besynderlige ud. 👤►Jean Paul siger etsteds: ►solchen Secanten, Cosecanten, Tangenten, Cotangenten kommt Alles excentrisch vor, besonders das Centrum. Netop fordi Ægteskabet er det Centrale, maa Qvinden sees i Forhold dertil, ligesom ogsaa Manden bør det, og al Tale om og Betragtning af hvert Kjøn for sig er forvirret og profan, thi ►hvad Gud har sammenføiet, hvad Tilværelsen har bestemt for hinanden, skal Tanken ogsaa tænke sammen. Hitter et Mandfolk paa at holde det ude fra hinanden, synes han vel at have Fordelen af at lade det gaae ud over Qvinden, imidlertid bliver han selv en lige saa latterlig Person, en Mandsperson, der fornemt vil abstrahere fra et Forhold, hvori han jo af Tilværelsen ligesaa vel er bunden som Qvinden.

✂ Skeer det, saa forbeholder da Pebersvenden sig (thi om man er nok saa ►forsøgt i hvad man behager at kalde det Erotiske, selv om man var en Slyngel eller hvad der vel findes hyppigere en ►Vindbeutel, Sprogbrug er at kalde den Ugifte en Pebersvend) de ethiske Kategorier. Dette kan da i det Høieste ansees for en Grille, thi 131at bruge ethiske Kategorier for at fornærme eller dog ville fornærme Qvinden, er just ikke Tegn paa en ethisk Individualitet. ►Et saadant ►Jagsammen af Hedenskab, der ►platonisk gjør Qvinden til en ufuldkommen Form, og af Christendommen, der hævder hende det Ethiske, har jeg aldrig seet udført. Det maatte da 137ogsaa være en forvirret Hjerne, hvori et saadant Indfald kunde blive sig selv saa vigtigt, at det ønskede sig givet et udførligere Udtryk.

✂ ►Derimod kan Indsigelsen mod Qvinden faae et Anstrøg af dyb Ironi, der, naar den fremsættes med en vis Godmodighed, ja med Sympathi for hendes formentlig ulykkelige Skjebne, at hun er lutter Illusion, ikke er uden tragisk og comisk Virkning. Det fastholdes da, at hun er det svagere Kjøn; det Tragiske ligger i, at det er skjult for hende i Illusionen, og skjult for hende udenfra i Mandens Galanteri. Det er som legede hele Tilværelsen Blindebuk med hende. Her har Ironien ret faaet en Opgave. Skade, at det Hele er en Fiction. Der udsiges nu bestandigt det Høieste om Qvinden, i de mest smigrende Talemaader, indtil ja ud over det Phantastiskes Grændse. Alt hvad der er stort i Livet skyldes hende, deri er 108 Poesien og Galanteriet enige, og Ironien er naturligviis allergalantest, thi Galanteriet er jo Ironiens Modersmaal, og den er aldrig saa galant, som naar den anseer det Hele for ►blind Allarm. Qvindens Existents i Verden bliver et Narreoptog, og Ironien er Galanteriets Cerimonimester; Processionen selv erindrer om en sindssvag ►Skolemester hos 👤Hoffman, der med en Lineal i Haanden som Scepter, idet han huldsaligt hilser til alle Sider, siger, at hans General nu er vendt hjem fra en Seier over ►Longobarderne; hvorpaa han af sin Vestelomme fremtager et Par Kryddernelliker, rækker en Tilstedeværende dem med disse Ord: forsmaa ikke dette ringe Tegn paa min Naade. Ironien kaster sig paa sit Ansigt, og tilbeder allerunderdanigst.

✂ Det Gode ved denne Indsigelse er, at den i den Grad bærer Præg af Fiction, at den end ikke kan fornærme den Svageste. Tvertimod er den underholdende, morsom, og man kan uden Betænkelighed hengive sig i den, det skulde da være, at man blev lidt betænkelig ved at see den fremsat som ramme Alvor. Gjør Indsigelsen Forsøg paa at ville forklare Noget i Tilværelsen, da kan man een-to-tre ►reducere den paa sit høieste Udtryk, at Ægteskabet eller ethvert positivt Forhold til Qvinden er en ►Sinkelse; i ulykkelig Elskov har hun sin høieste Realitet, og her er hendes Betydning saa tvivlsom, at hun 132intet Positivt betyder, men negativt er Anledningen til, at den ulykkelige Elskers Idealitet vækkes. Saaledes er Indsigelsen reduceret paa sit korteste Udtryk, og derved ogsaa ►in absurdum, ligesom den selv gjør Mine til at ville lade hele Tilværelsen gaae samme Vei. Det er dog virkelig et Fandens Hastværk, en ►👤Cæsars 138 Hurtighed ikke i at erobre men i at tabe, at faae hele Tilværelsens Gehalt saa ►compendieus. ►👤Lichtenberg siger etsteds, at der gives Recensenter, der med et eneste Pennestrøg ere ude over enhver den sunde Forstands Grændse, saaledes synes ogsaa en saadan hastende Tænker ikke at faae Tid til saa meget som blot at begynde paa Eftersætning af sin Forudsætning. Hvad ►👤Augustinusus lærer om, at ved Coelibatets Hjælp ►multo citius civitas dei compleretur, et acceleraretur terminus seculi, det synes en saadan Tænker at ville gjøre Alvor af, men som for Spøg; thi en saadan religieus Baggrund, som 👤Augustinusushar, kan man da ikke vente af en slig Indsigelse. Men som en verdslig Betragtning af Livet er den i Sandhed, hvad man pleier at sige om Fruentimmernes Breve, i Hast, og savner, hvad man pleier at sige, at Fruentimmeres Breve væsentligen bestaae af, – Efterskrifter. ►Med 👤Hamann kan man passende tilraabe denne ►Festinator, der naturligviis anseer en Ægtemand for en Nølepeer, – bæ! hvis der ellers bliver endogsaa blot Tid dertil, og Manden ikke allerede er langt ⓘ borteborte] R, bort A »►saa neppe hans Kjoleskøder ere tilbage i Tilværelsen.«

✂ 109►Jeg vender tilbage til Forelskelsen. Den staaer urørt, ingen Tanke naaer den, den er det Vidunderlige. Ægteskabets Beslutning er saa langt fra at ville omstøde den, at den tvertimod forudsætter den. Men Forelskelse er intet Ægteskab, og en Beslutning alene er heller intet ⓘ Ægteskab. NuÆgteskab. Nu] R, Ægteskab, Nu A vil Nogen maaskee mene, at det er Livets og Tilværelsens Elendighed, der gjør at Forelskelsen alene ikke kan trænge igjennem, og at det er derfor den maa tage Ægteskabets ►Convoi. Langtfra. Forelskelsen gjennemtrænger netop hele Tilværelsen og gjør det i Ægteskabet. Sagen forholder sig omvendt. Det er en Fornærmelse mod Forelskelsen ikke at ville lade Ægteskabet træde til, som var Forelskelsen noget saadant Umiddelbart, at det ikke kunde ►spændes med en Beslutning. Det er tvertimod ingen Fornærmelse mod et Geni, at sige om ham, at han i Forhold til sin geniale Umiddelbarhed har en ligesaa høibaaren Beslutnings Kraft, at han som ►Selvskyldner overtager det Geniale. Det er at fornærme ham, hvis man siger, han er uden Beslutning eller hans Beslutning 133ikke staaer i Forhold til hans Genialitet. Meningen er heller ikke den, at Beslutningen lidt efter lidt skulde træde til ►eftersom det Geniale ►satte af, saa han tilsidst i Beslutningen var bleven klædt om og var bleven en Anden end i sin Genialitet. Den skjønne Mening derimod 139 er, at Beslutningen er samtidig med Genialiteten, og paa sin Viis lige saa stor, saa Den, der annammede Umiddelbarhedens Naadegave, i Beslutningen lader sig vie til den: og dette er ogsaa Ægteskabets skjønne Mening.

✂ I Forhold til Ægteskabet er dette endogsaa lettere at vise end i Forhold til Genialiteten, fordi Forelskelsen selv allerede er en senere Umiddelbarhed, et ►Kornmoden, der indtræder til en Tid, da Villien kan være udviklet nok til at fatte en ligesaa afgjørende Beslutning, som Forelskelsen umiddelbart forstaaet er afgjørende. Saaledes forstaaet er Ægteskabet Forelskelsens dybeste, høieste og skjønneste Udtryk. Forelskelsen er Gudens Gave, men i Ægteskabets Beslutning gjøre de Elskende sig værdige til at modtage. At lade Beslutningen mangle, om Livet var nok saa paradisisk, er uskjønt, og ligesaa uskjønt i Retning af Aand, som det i modsat Retning er uskjønt, at Halvvoxne ville gifte sig.

✂ Det Samme skal jeg senere naae hen til og yderligere ►udføre, her var det maaskee bedst, at see os lidt om, at standse et Øieblik ved Forelskelsen i det kritiske Moment. Hvad her eftervises i Erfaring skal naturligviis og kan naturligviis ikke tjene til at nedsætte Ægteskabet, men tjener blot til at belyse. Forelskelsen har der altid ⓘ væretværet] R, være A Rift nok om, og saa lidet »►som Gjeden bliver træt af at afgnave den grønne Knop« saa lidet blive visse Folk trætte af at søge (►sit venia verbo) og ønske Forelskelsens Vidunder. Men her er just Vanskeligheden, her er det ►Fjenden saaer ond Sæd, medens de Elskende ikke tænke derpaa. Selv Forføreren 110 lader Forelskelsen staae som Noget, han ikke kan give sig selv, (og det er da kun ganske unge Lærlinge eller ►Münchhausenere, der føre Tale om at gjøre Erobringer), men det Dæmoniske i ham gjør, at han med en dæmonisk Beslutning beslutter at gjøre Nydelsen saa kort og som han derved mener saa intensiv som mulig. Ved denne dæmoniske Beslutning er egentligen Forføreren stor i Retning af det Onde, uden denne Beslutning er han egentlig ikke Forfører. Derfor kan han imidlertid være skadelig nok, og hans Liv blive forqvaklet nok, om det end er uskyldigere end en virkelig Forførers, faaer et uskyldigere Udseende, fordi Tidens Glemsel gaaer imellem. En Saadan fornemmer da 134Forelskelsen; han er ikke ond nok til at fatte en dæmonisk Beslutning, men han er heller ikke god nok til at fatte den gode Beslutning, han er, for at udtrykke mig bestemt, ikke god nok til at blive Ægtemand i den ædle 140 Forstand, i hvilken jeg tager dette Ord for hvad det er, i den ædle Forstand, hvori en Mand alene er Ægtemand, naar han er den Værdige til Gudens Gave.

✂ Skulde jeg nævne et Exempel paa ►Forelskelsens Misvisning, saa vil jeg nævne 👤Goethe, det vil sige ►👤Goethe, som han har fremstillet sig selv i aus meinem Leben. Hans personlige Liv ligger udenfor, jeg afholder mig fra enhver Dom; hans Digtervirksomhed tiltroer jeg mig ikke æsthetisk Dannelse nok til at vurdere, men der er visse Ting, som jeg godt kan forstaae saavel som et Barn, og der er een Ting, som Ægteskabet ikke forstaaer, om det end, som sagt, er formildet i Spøg, det forstaaer ikke Spøg, og der er foruden Forførerens endnu en Modsætning til den gode Beslutning: det er Udflugter.

✂ I aus meinem Leben skildres da en Existents, der ikke er en Forførers, dertil er den for ridderlig, om end denne Ridderlighed i Retning af Aand (ethisk forstaaet) staaer under en Forførers, thi den mangler afgjørende Beslutning; men en dæmonisk Beslutning er dog ogsaa ethisk, nemlig ethisk slet. Imidlertid finder en saadan Existents lettere Tilgivelse i Verden, ja altfor let; thi den Existerende er virkelig forelsket, men saa, ja saa, saa kølnedes denne Gløden, han havde taget feil, han fjerner sig »►med høflig Maneer,« et halvt Aar efter veed han endogsaa at give Grunde, gode Grunde for, at Afbrydelsen og Fjernelsen var fornuftig og næsten priselig: det var dog for Lidet, en lille Landsby-Skjønhed; der var for megen Lidenskab, det ►holder ikke ud i Længden o. s. v. o. s. v., thi denne Snak kan blive saa lang det skal være. Ved Hjælp af et halvt Aar og ved Hjælp af ►Perspectiv-Læren er Forelskelsens Faktum bleven en Hændelse, (dette er baade en ►Impietet mod Elskoven, og en Sviig mod det Ethiske, og en Satire over sig selv) ud af hvilken det nu er et Held at være sluppen. Alt forvirres for mig, saa snart jeg betænker, at en saadan Existents skal være et poetisk Liv. Jeg bliver tilmode, som sad jeg i ►Forligelsescommis111sionen, fjernt fra Umiddelbarhedens Dristighed og fjernt fra Beslutningens Høimod, fjernt fra Forelskelsens Himmel og fjernt fra Beslutningens Dommedag, som sad jeg i Forligelsescommissionen, omgiven af ►Halvtimes-Mennesker og hørte en talentfuld ►Prokurator forsvare Fadaiser med 135en vis poetisk Opfindsomhed. Thi dersom Prokuratoren selv var Helt i hine forelskte ►Fjellebodshistorier maatte man vel, ethisk forstaaet, tabe Taalmodigheden. At det er Fjel141lebods Historier har da de qvindelige Medspillende aldeles ikke Skyld i (Ære være 👤Goethes Fremstilling, den være ►Dichtung eller Warheit), thi, saavidt jeg erindrer, er der ikke Grund til at antage om en eneste af dem, at de ere ►traadte af fra Tragoedien i Vaudevillen. Om nemlig en lille Landsbyskjønhed har været saa uheldig at misforstaae ►hans Excellence, dersom hun bliver sig selv tro, saa veed jeg af min Børnelærdom og veed endnu ikke rettere, end at hun avancerer: fra Idyllen til Tragoedien. Dersom derimod hans Excellence har været saa uheldig at misforstaae sig selv, og yderligere er yderlig uheldig i den Maade, paa hvilken han vil gjøre det godt igjen, saa veed jeg af min Børnelærdom, og veed endnu ikke rettere, saa er han gaaet af fra Tragoedien og Dramaet og er bosiddende i Vaudevillen.

✂ Tiden har en besynderlig Magt. Dersom hin poetiske Figur i aus meinem Leben havde vedkjendt sig, at det dog temmelig tidlig maatte være forbi, eller dersom han, hvis han Intet anede forud, havde, dersom det ellers ikke paa anden Maade lod sig gjøre godt, dog været ethisk nok til at opfatte sig selv som en Slyngel, saa var han bleven erklæret for en Forfører, og Allarmklokkerne havde ringet, hver Gang han nærmede sig en Landsby; men nu, nu er han Ridder, vel ikke ganske Ridder, men det er jo ei heller Riddertiden vi leve i, men dog Noget af en Ridder – en Værdighed, om hvilken det i absolut Forstand gjelder ►aut 👤Cæsar, aut nihil. Der gaaer nogen Tid hen, han sørger selv med over det brudte Forhold, som dog, saa forsigtigt det er muligt bliver forhindret i paa nogen alvorligere Maade at antage Charakteren af et Brud, han sørger lidt over den stakkels Pige, det er ikke Skrømt, han sørger virkeligt – nei virkeligt! Det er dog at drive Høfligheden temmelig vidt, det er dog vel en Deeltagelse og Condolence, som kun vil forøge Smerten. Brudet selv eller for at udtrykke mig bestemtere og nøiagtigere, den høflige og mindelige Overeenskomst om en Fjernelse er netop det mest Fornærmelige, dette sidste Falsum, at ikke hvilkensomhelst Pige, naar det er givet, at en Mand har ►contraheret Forpligtelsen, skulde være en uafviselig Creditor, dette Falsum, at en Fallent ikke vil angive ►sit fulde Deficit, er egentligen det mest Oprørende, og dog er det for denne Høflighed han kjøbte Verdens Tilgivelse. O! en sørgende Elsker! Han sørger ikke over sin Ustadighed, ikke over 112 136denne Opblussen, over denne ►Vexel i Aandens Verden, ikke over sine Synder, en saadan Sorg vilde 142hiin poetiske Figur formodentlig kalde Tungsind, thi ►han beklager sig jo netop over, at Tiden, og han i denne, var bleven tungsindig ved at læse engelske Forfattere som f. Ex. ►👤Young. Ja hvorfor ikke? Naar man er saaledes construeret, kan man blive tungsindig ved at høre en Prædiken, dersom den ellers har Fynd som 👤Young har det, men tungsindig er 👤Young meget langt fra at være.

✂ En saadan Existents, der i væsentlig Forstand neppe er et ►Paradigma, kan dog i uegentlig Forstand antage en paradigmatisk Charakteer, eller være paradigmatisk ved det Tilfældige, at den er en ►uregelmæssig Declination, efter hvilken dog fleres Liv er dannet. Man tør ikke sige, at de danne deres Liv derefter, thi dertil ere de for uskyldige, og dette er netop deres Undskyldning: det hændes dem, de veed ikke selv, hvorledes det gaaer til. Stundom ere saadanne Mennesker endog Sværmere, der jage efter Idealet. Saalidet som den, der spiller i Lotteriet, lærer Noget af at tabe, saa lidet lære disse Noget af deres Forelskelse. Dette Sidste gjelder naturligviis ikke om hiin Digter i aus meinem Leben, han er for stor til ikke at lære, for overlegen til ikke at høste Fordeel, og hvis han havde været ligesaa ethisk begeistret som han er herligt udrustet, saa vilde han, fremfor nogen Anden, have opdaget og løst det Problem, hvorvidt der gives en saa eminent Aandsexistents, at den i dybeste Forstand ikke kan blive ►commensurabel for det Erotiske, thi det Svar, at man elsker flere Gange, at man stykker sin Overlegenhed ud, er blot en ►Desorientation, der ligesaa lidet æsthetisk som ethisk tilfredsstiller hvad man kunde kalde en skikkelig Mands alvorligere Fordring til Livet. Hiin Digter har vistnok lært meget, ja ligesom ►den sidste Philosophi har gjort det til et Skjeldsord at tale om 👤Kants ærlige Vei, saaledes ►smiler 👤Goethe fornemt ad 👤Klopstock, fordi det beskæftigede ham saa meget, om Meta, hans første Kjerlighed, der havde giftet sig igjen, vilde tilhøre ham i et andet Liv.

✂ Hvad er nu skeet i en saadan Existents? Man bliver ikke staaende ved Forelskelsen, men Beslutningen træder ei heller til. Den Reflexion, ud af hvilken Beslutningen bliver til for at gribe Forelskelsen, griber feil, den bliver en Reflexion over Forelskelsen. Derfor har jeg dvælet her, for at paapege, hvad senere skal igjen blive viist, at Beslutningens Reflexion netop har at lade Forelskelsen staae og at passe paa ganske andre Ting. Hiin existerende Digter i aus 137meinem Leben faaer da ingen Beslutning, 143 han er ikke en Forfører, han bliver ikke en Ægtemand, han bliver – Kjender.

✂ Hvorvidt enhver Digter-Existents selv burde være et Digt, samt under hvilken Brydningsvinkel hans Liv i denne Henseende burde staae til hans Poesi, fordrister jeg mig ikke til at afgjøre. Saa meget er dog vist, 113 at en Existents som den i aus meinem Leben maa indfluere paa den poetiske Frembringelse. Dersom det er 👤Goethes eget Liv, saa synes det at forklare, at det, man vel mest savner hos 👤Goethe, er Pathos. Umiddelbarhedens Pathos har han ikke, ►dertil er han for forstandig, men han har heller ikke trængt igjennem for at vinde den høieste Pathos. Hver Gang Krisen indtræder for hiin existerende Digter, springer han af. Det gjør han i alle mulige Retninger. ►Han fortæller, at han er strængt religieust opdragen. Dette er et Barndommens Indtryk, og vel ikke af de Narrestreger, man lægger af med Aarene, da det i religieus Henseende ret for Alvor gjelder, at man lærer det Bedste som Barn, og vinder en Forudsætning, som aldrig aldrig lader sig erstatte. Der indtræder da en senere Periode i hans Liv, hvor Indtrykket af denne Religieusitet næsten overvælder ham. Det er Krisen, og ganske i sin Orden; netop jo mere aandeligt begavet en Individualitet er, desto vanskeligere en Opgave er der sat ham i at bevare og gjenvinde Barndommens fromme Tro. Hvad gjør nu hiin Digter, der ellers, ►som han selv fortæller, har anstillet allehaande ►Excercitier med at øve sig selv for ikke at være bange i Mørke, ikke ængstes ved at see Liig, eller ved om Natten at være ene mellem Grave, ►han springer fra, han fjerner det og sig, undgaaer Berøringen. Herre Gud om et Menneske ogsaa var lidt bange for at gaae alene i Mørke, det var da ikke saa forskrækkeligt; men at trække sig tilbage, hvor det gjelder om at blive sig selv tro i sin Barndoms Indtryk, hvor det gjelder, om det saa var indtil Fortvivlelse, med Forsagelse af enhver Fordring paa Livet eller paa en betydningsfuld Existents, at kæmpe for Forældres dyrebare Erindring (thi om hiin Digter end atter og atter mindes sin Moder, kan han troe, at det var i hendes eller i Faderens Øine noget Tilfældigt, at de lode det Religieuse faae en saa stor Magt over Barnet?) for Troens Fælledsskab med Afdøde, for hvad disse have anseet som ►det ene Fornødne, hvad man selv engang i barnlig Uskyld har annammet med den udelte Sjels Andagt – her at springe fra, skulde dette ikke hævne sig ved at Pathos udeblev i Poesien. Dersom hiin 144 Digter er 👤Goethe selv, skulde dette da ikke forklare, at den forgudede 138Heros, ►hvis tilfældigste Yttringer og Udsagn samles, udgives, læses, tilbedes som hellige Reliqvier, at denne forgudede Heros, der kaldes Kongen i Tankens Rige, at han mildest talt er ►Titulair-Konge af Religieusitetens evige Rige. ►I 👤Goethes sunde Viisdom skal der være Lægedom for Aandens Vildfarelse, og fremfor Alt for Tungsind, hvilket han selv har vidst at undflye. Hvor besynderligt. Enhver veed af sin Børnelærdom, at Adspredelse er det Farligste for den, der har Disposition til Tungsind, ja farlig endog for den, som ikke er saaledes disponeret; hvor besynderligt, den, der er bleven noget ældre og noget modnere (dersom han 114 da troer, at den Visere skal være deri forskjellig fra den Eenfoldige, at han forstaaer hvad denne forstaaer, og saa forstaaer det bedre, og forstaaer noget Mere, og ikke troer, at den Vise skal være saaledes udmærket, at det Eneste, han ikke fatter, er hvad den Eenfoldige forstaaer) veed, at det at springe af fra en Opgave er at forskrive sig og sin Sjel til et tidligt eller sildigt Tungsind; men 👤Goethe har vidst at undgaae det paa anden Maade. Dog dette kun for at belyse det Erotiske.

✂ Maaskee vil ogsaa Kyndigere give mig Ret i, at hans qvindelige Figurer ere hans mesterligste Figurer. Men naar man seer nærmere til, saa ere de bedste af dem netop ikke sete i den sande qvindelige Idealitet, men i den Belysning, i hvilken en Tvetydig seer dem, der netop veed at opdage det Yndige, at opflamme det Blussende, men ogsaa veed at see paa denne Ildebrand med en fornem Overlegenhed. De ere elskelige, i høi Grad, ypperligt tegnede, og dog er det ikke saa meget dem, der ere krænkede, som det er Qvindeligheden, der krænkes i deres Person, fordi man seer næsten som berettiget eller dog som undskyldelig ligeoverfor ⓘ den demden dem] , således også R; dem den SV2 overlegne Forstandighed, der veed at nyde, veed at ►goutere, men ogsaa veed at fjerne dem og sig, naar Lysten er forbi.

✂ I denne Distance-Theori er hiin Digter i aus meinem Leben en Mester. ►Han har selv været saa god at forklare, hvorledes det gaaer til dermed. Kun maa man dog erindre, at hiin Digter ikke vil være instructiv, langtfra, han er sig bevidst, at det ikke er Noget, som gives Enhver, det er en Eiendommelighed for hans Natur, han er en privilegeret Individualitet. Vel er nu hiin Digter en Heros, og jeg, der er dumdristig nok til at tale om ham, en Spidsborger, men der er dog heldigviis visse Ting, som ethvert Barn kan forstaae, og hvor det gjelder lige meget enten man er 145 Heros eller Assessor i Retten eller ►Ladegaardslem. Altsaa hver Gang et Livsforhold vil overvælde 139ham, saa maa han fjerne det fra sig ved at digte det. Hvor Naturerne dog ere forskjellige, eller ere de maaskee endda ikke saa forskjellige! Hvad vil det sige at digte et Livsforhold? Det gjør her Intet til Sagen, om man faaer et digterisk Mesterstykke ud deraf eller ikke, ak i denne Henseende er der en himmelraabende Forskjel mellem en Heros og en stakkels Assessor samt Ladegaardens Medlem. At digte et virkeligt Livsforhold ved Hjælp af Distancen (hvilken man vel at mærke har at forsvare som Selvskyldner) er hverken mere eller mindre end at forfalske det Ethiske deri, og ►præge det falsk ud som en Begivenhed og en Tankesyssel. Ja naar man har ►en saadan Tordenafleder i Lommen, hvad Under da, at man er tryg i Uveir! Hvor mangen Stymper og Fusker er ikke gaaet krum og krybende forbi beundrende denne Natur-Eiendommelighed? Og dog har ethvert Menneske meer eller mindre denne Natur-Eiendommelighed, det er 115 ganske simpelt: det naturlige og lystne Menneskes Parade mod det Ethiske. Hos Forbrydere finder man ofte denne Evne til at digte ɔ: til at fjerne det virkelige Livsforhold i poetiske Omrids; hos Tungsindige findes den ofte ogsaa, kun med den Forskjel, at den æsthetisk Tungsindige derved vinder en Formildelse, den ethisk Tungsindige en Skærpelse. Muligen var den ►heitere 👤Goethe lidt tungsindig, ligesom den vise 👤Goethe har en kjøn Portion Overtro. Saaledes er det da en baade ikke saa sjelden og en betænkelig Natur-Eiendommelighed med det at digte et virkeligt Livsforhold. Det forstaaer sig, ikke Enhver, der »digter«, digter derfor Mesterstykker; hvo vilde være saa taabelig at sige Sligt? Men i Henseende til det Ethiske gjør hiin Forskjel, ved hvilken den Ene er en Heros, ja maaskee endog eneste som Heros, den Anden en Stymper, slet Intet til Sagen. Det Ethiske er saa ubestikkeligt, at hvis vor Herre selv havde maattet tillade sig en lille ►Mislighed for at skabe Verden, saa vilde Ethiken ikke lade sig forstyrre, uagtet dog ►Himmel og Jord med Alt hvad som derudi befindes er et ganske artigt Mesterstykke.

✂ Er nu hiin Digter-Existents i aus meinem Leben poetisk, saa god Nat med ►Ægteskabet, der da i det Høieste bliver en Tilflugt for de gamle Dage. Er hiin Existents poetisk, hvad gjør man saa for Qvinden? Saa maa hun vel ogsaa see at blive poetisk. Uskjønt allerede, naar en Mand, der er ►forsøgt og erfaren i det Erotiske, ja udtjent, frækt tager sig en ung 146 Pige til Hustru for at forynges en Smule og for at komme paa bedste Pleie, nu da han begynder at blive gammel; 140men modbydeligt, at en ældre Dame, en erfaren Jomfru tager sig et ungt Menneske til Ægtemand, for at sikkre sig et Tilholdssted og Raffinementets Pirring, nu da det Poetiske begynder at fordunste.

✂ Saa lidet Ægteskabet tillader, at man vil ►tjene to Herrer, saa lidet ynder det Overløbere. Det er skjønt, hvad ►👤Salomo siger, at den, der faaer en Hustru, faaer en god Gave af Gud, eller for at modernisere Udtrykket lidt, at den, der bliver forelsket, ham har Guden gjort vel imod; naar han gifter sig med den Elskede, da gjør han ►en god Gjerning og gjør vel i at fuldkomme den, som han den har begyndt.

✂ Hvad i det nærmest Foregaaende er blevet sagt, kan naturligviis ikke ville paa nogen kummerlig Maade anbefale Ægteskabets Beslutning. Denne anbefaler sig selv bedre, da den, som sagt, er den eneste adæquate Form for en Forelskelse.

✂ Nu gjelder det altsaa om at see, hvorledes Beslutningen kan træde til, hvorledes den Reflexion, der er forudsat i Beslutningen, kan naae et Punkt, hvor den ►coinciderer med Forelskelsens Umiddelbarhed. Saasnart man tager Forelskelsen bort, bliver det en Latterlighed at ville reflectere over, om 116 man skal gifte sig eller ikke. Dette er ganske sandt, men deraf følger ikke, at man er berettiget til at tage Forelskelsen bort, som man gjør hver Gang man gjør et Forsøg paa at holde Beslutningen borte fra Forelskelsen og da at gjøre det latterligt at ville reflectere derover.

✂ At en saadan Reflexion over, om man vil gifte sig, naar der ingen Forelskelse er, er latterlig, har allerede et Par af Oldtidens Vise rigtigt indseet og dybtsindigt fremsat, men ikke, som man vil see, for at give Spottere Vaaben i Hænde. ►Man fortæller, at 👤Socrates skal have svaret Een, der spurgte ham om Ægteskabet: gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele. 👤Socrates var en Ironiker, der ironisk skjulte sin Viisdom og Sandheden formodentlig for at den ikke skulde blive Bysnak, Enhver kunde rende med, men han var ingen Spotter. Ironien er ypperlig. Den Spørgendes Dumhed ligger nemlig i at spørge Trediemand om, hvad man aldrig kan faae at vide af Trediemand. Men Alle ere ikke saa vise, som 👤Socrates, og indlade sig ofte ganske alvorligt med Een, der gjør et dumt Spørgsmaal. Mangler Forelskelsen, lader Reflexio147nen sig slet ikke udtømme; og er man forelsket, kan man ikke spørge saaledes. ►Naar en Spotter vil bruge det socratiske Ord, da lader han, som var det en Tale, gjør det til noget Andet end hvad det er: et dybt ironisk, 141uendeligt viist Svar paa et meget taabeligt Spørgsmaal. Ved at forvandle Svaret paa et Spørgsmaal til en Tale kan man frembringe en vis Virkning i den vanvittige Comik, men man forliser den socratiske Viisdom, og gjør Vold paa det troværdige Vidnesbyrd, der udtrykkeligt indleder Fortællingen saaledes: En spurgte ham (👤Socrates), om man skulde gifte sig eller ikke. Da svarede han: enten Du gjør det Ene eller det Andet vil Du fortryde det. Dersom 👤Socrates ikke havde været saa ironisk, havde han vel udtrykt det saaledes: hvad Dig angaaer, Du kan gjøre hvad Du vil, Du er og bliver en Dosmer. Thi ikke Enhver, der fortryder, beviser derved, at han nu, i Fortrydelsens Øieblik, er en stærkere og bedre Individualitet end i den ubesindige Handlings Øieblik, stundom kan netop Fortrydelsen bedst bevise, at den Fortrydende er en ►Nittengryn. – ►Om 👤Thales fortæller man, at da hans Moder drev paa, at han skulde gifte sig, svarede han først, at han var for ung, at det endnu ikke var paa Tiden; og da hun senere gjentog Opfordringen, svarede han, at det nu ikke mere var paa Tiden. Ogsaa i dette Svar ligger der noget Ironisk, der tugter den verdslige Forstandighed, som vil gjøre et Ægteskab til et Foretagende ligesom et Huuskjøb. Der er nemlig kun een Alder, i hvilken det er betimeligt at gifte sig, det er, naar man er forelsket, i enhver anden Alder er man enten for ung eller for gammel.

✂ Sligt er altid fornøieligt at betænke; thi er Letfærdighed paa det ero117tiske Gebeet fatal, saa er dog en vis Art Forstandighed endnu fatalere. Men 👤Socrates's ene Ord, rigtigt forstaaet, er istand til at afmeie, som Døden med sin Lee, den hele Frugtbarhed af Forstands-Passiar, der vil snakke sig ind i et Ægteskab.

✂ Jeg standser altsaa her ved det afgjørende Punkt: der skal sættes en Beslutning til Forelskelsen. Men en Beslutning forudsætter en Reflexion, men Reflexionen er Umiddelbarhedens ►Morder-Engel. Saaledes staaer Sagen, og hvis det var rigtigt, at Reflexionen skulde kaste sig paa Forelskelsen, saa bliver der aldrig noget Ægteskab. Men det skal den netop ikke, ja hvad mere er, allerede forud for den Operation, der gjennem Reflexionen naaer Beslutningen og samtidig med denne gaaer den negative Beslutning, der holder enhver Reflexion i denne Retning borte 148 som en Anfægtelse. Medens Reflexionens Morder-Engel ellers gaaer ud og raaber Død over det Umiddelbare, er der dog een Umiddelbarhed, den lader staae: Forelskelsens, hvilken er et Vidunder. Kaster Reflexionen sig paa Forelskelsen, 142da betyder dette, at man skal til at eftersee, om den Elskede svarer til den ideale abstrakte Forestilling om et Ideal. Enhver endog blot den luftigste Reflexion i denne Retning er en Forsyndelse, som den ogsaa er en Dumhed. Selv om den Elskende havde den tilsyneladende reneste Begeistring for at ville opdage det Yndige, ►sæt han havde en Stemme »saa sød o! saa sød,« sæt han havde Ønskets Lethed, sæt han havde al en Digters Veltalenhed til at reflectere saa fiint, at endog den zarteste qvindelige Sjel kun vilde høre Vellyden og fornemme Offerets søde Duft, ikke opdage Forsyndelsen, – det er dog et Forsøg paa at ville udtømme Elskoven. Men som ►Elskovens Gud er blind og Forelskelsen selv et Vidunder, hvad baade den Elskende og den mest fortvivlede Reflexion bekjender eller maa bekjende, saaledes bør den Elskende bevare sig selv i denne ►Clairvoyance. Der er en Blufærdighed, mod hvilken endog den mest tilbedende Beundring er en Fornærmelse, det er en Art Utroskab mod den Elskede, selv om denne Beundring, som den Elskende mener det, bandt ham end uopløseligere til hende, den har dog allerede ligesom gjort ham løs; det er en Art Utroskab, fordi i denne Beundring slumrer der en Kritik. Desuden Skjønhed er forgængelig og Deilighed kan forsvinde. Det er derfor en Fornærmelse mod den Elskede at ville lade hele hendes Elskelighed ligge i den Synthese, der ligger til Grund for Forelskelsens Blufærdighed. Derimod er der en qvindelig Elskelighed, som da atter væsentligen er Hustruens og Moderens, der ikke fordrer denne Undseelse, medens, om det var en Engels Aasyn hun havde, det at ville beundre denne Skjønhed er en Forsyndelse, der allerede tyder paa, at Forelskelsens ►Ligelighed ikke mere balancerer. Men, hører jeg den Elskende sige, i denne Beundring føler jeg netop den Elskedes Op118høiethed, og at der i Grunden ingen, ingen ►Reciprocitet er i, at jeg elskes igjen. O! selv Den, der regner med uendelige Størrelser, regner dog. Hvad enten derfor ►den Elskede er den Deiligste blandt Qvinder eller hun ikke saaledes er begunstiget, – det eneste rigtige, korte, fyndige, tilstrækkelige Ord for hele Forelskelsens Indhold er: jeg elsker hende, og sandeligen Den, der første Gang intet Andet havde at sige, og senere ligesaa ordknap holdt 149 sin Sjel knap paa Forelskelsens sande Udtryk, er hende mere tro end Den, der kunde byde Menneskenes og Gudernes Slægt til Gjest paa Beskrivelsen af den Elskedes Deilighed og gjøre det saa fuldendt, at de Alle Alle gik overvældede og misundelige bort.

✂ 143Men hvad der tør sees, hvad der tør beundres er hendes Væsens elskelige Gehalt. Her at beundre er ingen Fornærmelse, om Beundringen end vil af Forelskelsen lære ikke at blive en fad Ordgyder eller en ►Geburtsdags-Digter, men ►en stille Glædes uforkrænkelige Smaanynnen. Denne sjelelige Gehalt faaer først ret Leilighed til at aabenbare sig i Ægteskabet, der har Opgavernes Overflødigheds-Horn i sin Magt: den bedste Gave man faaer paa Bryllupsdagen. Selv om den Elskede blot for at glæde Den, for hvem hun vilde offre Livet, da der ikke gives Leilighed til et større Beviis, beviser det ligesaa godt i det Mindre, selv om hun pyntede sig blot for at behage ham, og hun, den Skjønne, nu i sin elskelige Pynt var saa deilig, at Oldinge veemodigt saae efter hende, ►som efter 👤Helena, der hun gik gjennem Salen, hvis han med en eneste Nerve i Øiet saae feil og beundrede istedenfor at fatte Forelskelsens rette Udtryk, at det var for at behage ham, saa er han paa Afveie, han er ifærd med at blive Kjender.

✂ Naar man derfor tænker sig en Forelskelsens Tid, især som Forlovelse, altsaa udenfor Ægteskabet, saa løbes der maaske ofte vild, netop fordi Elskoven mangler de væsentlige Opgaver, og derfor stundom endog kan gjøre Begge kritiske. Hvad 👤Bedreddin siger om 👤Gulnares Blik:

✂ ►Blidt som naar Graven aabner sig og sender

✂ Den saliggjorte Sjel til Paradis,

✂ Saaledes aabner hun det hulde Øinlaag,

✂ Og hæver op til Himlen sine Blik.

✂ Det kunde man forstaae om hele den elskelige sjelelige Gehalts Aabenbarelse i Forhold til Forelskelsens Umiddelbarhed. Denne Umiddelbarhed er det Dunkle, men blidt som naar Graven aabner sig, saaledes vikler den Forklarede sig ud af Forelskelsens Skjul i sjelelig Skjønhed, og i denne Forklarelse tilhører hun Ægtemanden.

✂ I hvilken Retning skal da Reflexionen bevæge sig, indtil den naaer Beslutningen, thi Forelskelsens hellige Sted og Umiddelbarhedens indviede Jord 119 tør den ikke betræde? Reflexionen vender sig med Forelskelsens Forhold til Virkeligheden. At han er forelsket er ham det vis150seste af Alt, og ingen geskæftig Tanke, ingen ►Vexel-Mægler render mellem Forelskelsen og et saa kaldet Ideal, dette er en forbuden Vei. Reflexionen spørger heller ikke, om han skal gifte 144sig, han glemmer ikke 👤Socrates. Men det at gifte sig er at indtræde i en Virkelighed i Forhold til en given Virkelighed; det at gifte sig indeholder en overordentlig Concretion. Denne Concretion er Reflexionens Opgave. Men maaske er den saa concret (bestemt i Retning af Tid, Sted, Omgivelse, Klokkeslet, sytten Forhold o. s. v.), at ingen Reflexion kan gjennemtrænge den? Dersom dette antages, saa har man derved tillige antaget, at der overhovedet aldrig lader sig fatte en Beslutning. En Beslutning er endnu bestandig en Idealitet; jeg har Beslutningen førend jeg begynder at handle i Kraft af denne Beslutning. Men hvorledes har jeg da faaet Beslutningen? En Beslutning er altid reflekteret; agter man ikke derpaa, saa er Sproget forvirret, og Beslutning identificeret med en umiddelbar Tilskyndelse, og Alt, hvad der siges om Beslutning ligesaa lidet en Udvikling som det er en Reise, naar Een kjører hele Natten igjennem, men svinger feil af, saa han i Morgenstunden finder sig paa samme Sted, han forlod. I en reen ideel Reflexion har Beslutningen ideelt udtømt Virkeligheden, og Slutningen af denne ideelle Reflexion, der er noget Mere end ►summa summarum og ►enfin er netop Beslutningen: Beslutningen er den gjennem en reen ideel Reflexion tilveiebragte Idealitet, der er Handlingens erhvervede Drifts-Capital.

✂ »Dog« siger Nogen, »det er nu godt nok, men det vil tage lang Tid og ►medens Græsset groer – en saadan Ægtemand bliver vel ikke en Pebersvend, men en ►Oldgesel.« Ingenlunde. Desuden vilde jo den samme Indvending lade sig gjøre mod enhver Beslutning, og dog er Beslutning den sande Begyndelse for Friheden, men en Begyndelse fordrer man af, at den kommer betimelig, at den saaledes staaer i et passende Forhold til det, der skal udføres, at den ikke bliver som en Indledning, der anticiperer hele Bogen, eller som en ►Adresse, der tager hele ►Sessionen Ordet af Munden. Men ►Lysten driver ethvert Arbeide, og den Forelskedes Lyst, hvilken under alt Dette er den samme, fremskynder aarle og silde, holder ham vaagen og ustandset paa sin ridderlige Vandring; thi sandeligen denne den Elskendes Expedition efter at finde Beslutningen er ridderligere end ►et Tog mod Tyrker, end en Pillegrimsfart, tækkeli151gere i Elskovens Øine end al anden Daad, fordi den er concentrisk med Elskoven selv.

✂ Saa gaaer da hiin lykkelige Ungersvend (thi at en forelsket Yngling er lykkelig behøver man ikke at sige) ved sin Genius's Haand 145og seer over hiint ideelle Afbillede af Virkeligheden, der viser sig for ham, medens den 120 Elskede sidder ventende, tryg og salig; thi hver Gang han er vendt tilbage til hende (for da igjen, efter at have ►bedet paa Vandringen, atter at fortsætte den til han finder Klenodiet, Bryllupsgaven, Beslutningen, den skjønneste og eneste værdige Gave) har hun aldrig seet ham forandret, saa lidet som hans Forelskelse har forandret sig endog blot til at ville være en beundrende.

✂ Og Ungersvenden har ikke mange Øieblikke at give bort, hvert Øieblik, han giver bort, det veed han, er en Salighed han giver bort: dette skal være et absolut Middel for at lære Skyndsomhed. Men Beslutningens gode Gave er ogsaa den høieste Vinding, ►Bryllupsklædningen, uden hvilken han er en Uværdig: dette skal være et godt Middel for ikke at blive overilet, saa han af Hastværk hastede fra Beslutningen.

✂ Netop fordi Beslutningen eller den Besluttende er saaledes stillet, ►bliver Reflexionen ideal, og man skyder hurtigt en vidunderlig Gjenvei. Og hvorfor skulde man ikke ogsaa gaae ad en Gjenvei, naar det er vist, at den fører hurtigt til Maalet, hurtigere end nogen anden, men ogsaa sikkert, sikkrere end nogen anden? Man har rigtigt bemærket, ►at Reflexionen ikke lader sig udtømme, at den er uendelig. Ganske rigtigt, den lader sig ikke udtømme i Reflexion, saa lidet som Den, der er nok saa hungrig kan spise sin egen Mave, hvorfor man tør ansee Enhver, han være ►systematisk Heros eller Bud ved en Avis, naar han fortæller at have gjort dette, for ►en Münchhausen. Derimod er Reflexionen udtømt i Troen, der netop er ►den ideelle Uendeligheds Anticipation som Beslutning. Saaledes er Beslutningen en gjennem den reent ideelt udtømte Reflexion vunden ny Umiddelbarhed, der netop svarer til Forelskelsens Umiddelbarhed. Beslutningen er en paa ethiske Forudsætninger construeret religieus Livs-Anskuelse, der ligesom skal bane Forelskelsen Veien og sikkre den mod enhver udvortes og indvortes Fare. See! i Forelskelsen ere de Elskende ligesom rykkede paradisisk udenfor Virkeligheden hen som i det fjerne Asien, ved de stille Indsøer, eller i Urskoven, hvor Tausheden boer og hvor intet Spor af Mennesker viser 152 sig, men Beslutningen veed at finde Veien til Menneskenes Samfund og bane den sikkre Vei, medens Forelskelsen ikke seer efter Sligt, men er lykkelig som et Barn, der lader Forældrene sørge for alle Besværligheder. Beslutningen er ikke Mandens Kraft og ikke Mandens Mod og ikke Mandens Snille (dette er kun umiddelbare 146Bestemmelser, der ikke svare ligelig til Forelskelsens Umiddelbarhed, da de høre hjemme i samme Sphære, og ikke ere en ny Umiddelbarhed) men den er et religiøst Udgangspunkt; hvis den ikke er dette, er den Besluttende kun bleven endeliggjort i sin Reflexion, han har ikke med Forelskelsens Fart skudt Gjenveien, men er bleven underveis, og en saadan Beslutning er for elendig, til at ikke Forelskelsen skulde 121 lade haant om den og heller stole paa sig selv, end at betroe sig til en saadan halvstuderet Røvers Veiledning. Forelskelsens Umiddelbarhed anerkjender kun een Umiddelbarhed, der er ►ebenbürtig, det er en religieus Umiddelbarhed; Forelskelsen er for jomfruelig til at anerkjende nogen Medvider ►uden Gud. Men det Religieuse er en ny Umiddelbarhed, har Reflexionen imellem sig, i andet Fald blev da Hedenskabet egentlig religieust, Christendommen ikke. At det Religieuse er en ny Umiddelbarhed forstaaer ogsaa let ethvert Menneske, der nøies med at følge en sund Menneskeforstands ærlige Vei. Og skjønt jeg kun tænker mig faa Læsere, tilstaaer jeg dog, at jeg tænker mig mine Læsere blandt disse, da jeg er langt fra at ville belære ►de Beundrede, der ►gjøre systematiske Opdagelser à la 👤Niels Klim, der ere gaaede ud af deres gode Skind, for at iføre sig det »virkelige Skin.«

✂ Saaledes seierrigt at gjennemtrænge Reflexionen til man vinder Beslutningen, er ikke saa vanskeligt, især naar man har en Forelskelsens Lidenskab som Impuls, og uden Lidenskab kommer man da aldrig til nogen Beslutning, men vel underveis i Passiar med ►Creti og Pleti, Tænkere og ►Galanteri-Handlere, faaer meget at see i Verden og meget at snakke om, ligesom den Mand, der af Vanvare, ved at blive for længe ombord, kom til at reise Verden rundt; eller for at udtrykke mig mindre spøgende: Den, som ikke har Lidenskab, ►seer aldrig det forjættede Land, men omkommer i Ørkenen.

✂ Det, Beslutningen nu vil, er først at fastholde Forelskelsen. I denne ny Umiddelbarhed, der griber langt ud over enhver Reflexion, er den Elskende frelst fra at blive Kjender; han selv er bøiet under Pligtens 153 ►Imperativ og atter opreist i Beslutningens Optativ. Han er i Forhold til Forelskelsen rettet paa det Væsentlige og forsager det kritiserende Reflexions-Spil.

✂ Dernæst vil Beslutningen seire over al Fare og Anfægtelse. Netop fordi Reflexionen, der gaaer forud for Beslutningen, er aldeles ideel, vil en eneste tænkt Fare være nok til at lade den Besluttende beslutte sig religieust. Han tænke hvilkensomhelst, om det saa blot var Den, 147at han ikke kan tage det Tilkommende forud ved Tænkning. Idet han bruger sin Tankes Kraft og sin Forelskelses Bekymring til at tænke den, tænker han den ►eo ipso saa forfærdelig, at han ved sig selv ikke kan overvinde den. Han er da sat paa Grund, han maa enten slippe Forelskelsen – eller troe Gud. Saaledes er Forelskelsens Vidunder ført op i Troens Vidunder, Forelskelsens Vidunder er optaget i et reent religieust Vidunder, Forelskelsens Absurditet i guddommelig Forstaaelse med Religieusitetens Absurditet. Frisk Mod! Et simpelt, skikkeligt Menneske, der respekterer sund Menneskeforstand, kan godt forstaae, at det Absurde er til og at det ikke lader sig forstaae; for ►systematiske Tænkere er dette heldigviis skjult.

✂ 122Endeligen vil han i Beslutningen stille sig selv gjennem det Almene i Forhold til Gud. Som særlig tør han ikke fastholde sig selv, naar han skal vove sig ud med Forelskelsen. Hans Trøst er netop, at han er som andre Mennesker, og i denne almene Menneskelighed i Forhold til Gud ved Troen og ved Beslutningen. Dette er Beslutningens Renselsesbad, der er ligesaa skjønt som ►det græske før Gjestebuddet eller som ►👤Aladdins forønskte før Brylluppet. Alt, hvad der hedder jordisk Forfængelighed, Selviskhed, ►fuselagtigt Mandsmod, kritisk Udslæt o. s. v. fortæres, og i Beslutningen er Ægtemanden Forelskelsens guddommelige Gave værdig.

✂ Dersom den Elskende, idet han drager hen efter Beslutningen, underveis støder paa ►Misligheder, at han er bleven særlig ikke i den Forstand, at denne Særlighed uden videre gaaer af i Beslutningens ►Tvæt, men saaledes særlig, at han ikke tør fortrøste sig til at være et almindeligt Menneske, ►paa anden Dansk støder han her paa Angeren, saa kan det have lange Udsigter, og er han virkelig forelsket, som jo givet er, saa kan han betragte sig som Den, der er udseet til at skulle examineres af Tilværelsen, thi naar Forelskelsen spørger paa Kryds og Angeren paa 154 tvers om det Samme, kan Examinationen let blive altfor streng. – Dog dette vil jeg ikke her forfølge, den Art Vanskeligheder har ikke hjemme i den almindelige Overveielse, den Besluttende støder ikke paa saadanne Misligheder, han vender hjem fra sin Expedition som Ridderen fra Tog, og saa:

✂ ►Men vender han hjem med Fjær i sin Hat

✂ Juchheisa da bli'er der en lystig Nat.

✂ 148Saa har da hiin lykkelige Ungersvend (thi at en forelsket Yngling er lykkelig behøver man vel ikke at sige) fundet, hvad han søgte, han har som hiin Mand i Evangeliet ►solgt Alt for at kjøbe den Ager, hvori Perlen laae, kun deri er han forskjellig fra hiin Mand, at han paa en Maade eiede Ageren inden han solgte Alt for at kjøbe den; thi i Forelskelsens Ager fandt han ogsaa Beslutningens Perle. Han vender hjem fra sin hellige Valfart, han tilhører hende, han er færdig – færdig til at møde ved Alterets Fod, hvor Kirken skal forkynde ham en ret Ægtemand at være.

✂ Saa staae vi nu ved Vielsen. Vor Ungersvend er ikke bleven et gammelt Menneske, langtfra, der behøves ikke Aar og Dag til at modnes saaledes. Ja er han ikke rigtigt forelsket, og har han ingen ethisk Trang, og ingen religieuse Forudsætninger i sin Sjel, saa bliver han alligevel ikke moden. Men det Evige behøver ikke mange Gange at gribe til for at finde det rette beleilige Øieblik, og i dette er han modnet. Denne Modenhed gjør ham vel i en vis Forstand ældre, men det er netop det Eviges Ungdom, den giver ham, og saaledes gjør Forelskelsen ogsaa et Menneske ældre.

✂ 123At en elskende Yngling er et lifligt Syn behøver man ikke at sige, men vel maaskee, at en Ægtemand er et endnu mere velgjørende Syn, med mindre Alteret skulde være til Forargelse; thi det er dog forkeert, blot at være en elskende Yngling, naar man vil træde frem der. Men Ægtemanden er den elskende Yngling, aldeles, hans Forelskelse er uforandret, kun har den Beslutningens hellige Skjønhed, hvad Ynglingens ikke har. Eller er han ikke ligesaa riig og lykkelig som Ynglingen? Er min Rigdom maaskee mindre, fordi jeg eier den i den eneste betryggende Sikkerhed; er min Fordring til Livet mindre, fordi jeg har den paa ►stemplet Papir; er min Lykke mindre, fordi Gud i Himlen vil borge for den, og ikke vil det for Spøg, som 👤Eros vilde det, men vil det i Alvor og 155Sandhed, saa sandt Beslutningen holder ham fast! Eller skulde maaskee det Sprog, den elskende Yngling veed at føre, være mere guddommeligt end det Ægtemanden veed at forstaae? Er ikke Vielsen selv ►en saa mørk Tale, at der skal mere end en Digter til for at forstaae, er den ikke et saa dristigt vovet Ord, at Den, der kun forstaaer det halvt, maatte tabe Sands og Samling? ►At tale om Pligt til et Par Elskende – og at forstaae det og dog være forelsket, bundet til den Elskede med Umiddelbarhedens fasteste Baand! ►At tale om Forbandelsen, der hviler paa Slægten, om Ægteskabets Besværligheder, ►om Qvindens 149Smerte og Mandens sure Sveed – og dog være forelsket, og i Forelskelsens Umiddelbarhed forvisset om at kun Lykke venter dem! At høre dette, at see Beslutningen, at holde Sindet fast paa den, og tillige at kunne see ►Myrthekrandsen paa den Elskedes Hoved – sandeligen, en Ægtemand, en ret Ægtemand er selv et Vidunder! At kunne høre den Elskedes Stemme, medens Orgelet lyder! At kunne fastholde Elskovens Lyst, medens Tilværelsen samler al Alvorens Magt over ham og den Elskede!

✂ Men nu til hende, thi uden Beslutning er der intet Ægteskab. En qvindelig Sjel har og skal ikke have den Reflexion som Manden. Saaledes skal hun derfor ikke naae Beslutningen. Men hurtig som Fuglen naaer hun fra den æsthetiske Umiddelbarhed den religieuse, og man kan i en ganske anden Forstand sige om en Qvinde end om en Mand, at det er en fordærvet Qvinde, hvem Forelskelsen ikke gjør gudfrygtig. I den religieuse Umiddelbarhed mødes de som Ægtefolk. Men Manden naaer den gjennem en ethisk Udvikling. ►En græsk Viis har sagt, at Døttre skulle giftes, naar de vare Piger i Alder, men Koner i Forstand. Det er ret smukt sagt, men man maa huske paa, at en Kone i Forstand er ikke en Mand i Forstand. Den høieste Forstand, en Qvinde har og har med Ære og hos Skjønheden, er en religieus Umiddelbarhed.

✂ Det har oftere glædet mig at betænke, hvorledes en Pige og den 124 unge Mand maa svare til hinanden ►for at være rette Ægtefolk. Og oprigtigt talt, Den, som ikke har Glæde af at betænke dette, han har maaskee Sands for det Skjønneste i Natur-Sphæren: et elskende Par, men ikke Aandens Sands og ikke Tro paa Aand. Vil man sige, at Sligt sees vel sjeldent: et saadant Ægteskab, som udtrykker Ideen; nu vel, saaledes sees det maaskee ogsaa sjeldent, at et Menneske, der gjør, som 156 vi jo Alle gjøre, troer paa Udødeligheden, paa Guds Tilværelse, virkelig udtrykker Ideen i sit Liv.

✂ Qvinden er i sin Umiddelbarhed væsentlig æsthetisk, men netop fordi hun er det væsentligt, derfor er ogsaa Overgangen til det Religieuse ligeved. Den qvindelige Romantik er i næste Øieblik det Religieuse. Er den ikke dette: er den kun en sandselig Begeistring og Sandselighedens dæmoniske Inspiration, Blufærdighedens hellige Reenhed er forvandlet til en Dunkelhed, der frister og hidser.

✂ I Qvinden er da den umiddelbare Forelskelse. Her er det Fælles. Men Overgangen til det Religieuse skeer uden Reflexion. Idet nemlig en Anelse om den Tanke, hvis Indhold Mandens Reflexion 150ideelt udtømmer, gaaer hendes Bevidsthed forbi, da daaner hun, medens Ægtemanden iler til, og ligesaa bevæget, men tillige gjennem Reflexion, overvældes han ikke, han staaer fast, den Elskede støttet til ham, indtil hun atter slaaer Øiet op. I denne Besvimen er hun sat over fra Elskovens Umiddelbarhed i det Religieuses; og her mødes de atter. Nu er hun færdig til Vielsen, thi uden Beslutning intet Ægteskab.

✂ Er der nu tabt Noget? Er Forelskelsens Lykke bleven mindre, fordi Elskovens Salighed reflecterer Himlens Velsignelse i sig? Er det blevet en timelig Bestemmelse, at de Elskende ville tilhøre hinanden for evigt, fordi det er blevet Alvor? Er den høieste Alvor som ►Medlyder i den elskeligste Spøg mindre skjøn, end Alt hvad Forelskelsen umiddelbart vil; thi Den, der taler reent umiddelbart, han taler dog kun som for Spøg. Naar den Elskende vil vove Livet for sin Elskov, og hun siger Amen dertil: den Elskede; selv naar han vover Livet, det er ædelt, det kan røre Stene, vee Den, som leer, men det er dog i en vis Forstand kun Spøg; thi Den, der taber og vover umiddelbart, har endnu ikke forstaaet sig selv.

✂ ►Der er et Billede, som fremstiller 👤Romeo og 👤Julie, – et evigt Billede. Om det i kunstnerisk Henseende er udmærket, lader jeg uafgjort, om Formerne ere skjønne, bedømmer jeg ikke, dertil mangler jeg baade Sands og Dygtighed. Det Evige i Billedet er, at det fremstiller et elskende Par og fremstiller dem i et væsentligt Udtryk. Der behøves ingen Commentar, man forstaaer det strax, og paa den anden Side ingen Commentar giver denne Hvile i Forelskelsens skjønne Situation. 👤Julie er 125 sjunken beundrende ned for den Elskedes Fod, men fra denne 157 tilbedende Stilling hæver Hengivenheden hende op i et Blik fuldt af Himlens Salighed, men 👤Romeo standser dette Blik og i et Kys er al Elskovens Længsel beroliget for evigt; thi Evighedens Afglands omstraaler Øieblikket, og saa lidet som 👤Romeo og 👤Julie, saa lidet tænker Nogen, der betragter Billedet, paa, at der vil være et næste Øieblik, om det saa blot var for at gjentage Kyssets hellige Besegling. Spørg ikke de Elskende, thi de høre ikke din Røst, men spørg ud i Verden, om i hvilket Aarhundrede dette skete, i hvad Land, hvilken Tid paa Dagen, hvad Klokken var, Ingen siger det; thi det er et evigt Billede.

✂ Det er et elskende Par, en evig Opgave for Kunsten, men et Ægtepar er det ikke. Skulde jeg ikke turde nævne et Ægtepar, skulde hiint være herligere, fordi der manglede Noget af den usynlige 151Herlighed, Ægteskabet har. Hvis saa var, hvorfor vilde jeg da være Ægtemand. Saalidet nemlig som ethvert elskende Par er en 👤Romeo og 👤Julie, men det er ethvert elskende Pars skjønne Glæde at have dette Forbillede, saa lidet er ethvert Ægtepar et fuldendt, men her tales jo kun om Forbilledet, efter den ►Souverainetet, om jeg saa tør sige, der bestemmer de Tjenendes Rang.

✂ Hun knæler da ikke tilbedende, thi den Forskjel, der er sat i Elskovens Umiddelbarhed, den Mandens Styrke, der giver Overvægten, anes hævet i en høiere Eenhed, i det Religieuses guddommelige ►Ligelighed. Hun synker kun, hun vil til at knæle i Forelskelsens Beundring, men hans stærke Arm holder hende opreist. Hun er segnende, dog ikke for det Synlige, men for det Usynlige, for Indtrykkets Overvætteshed, da griber hun ham, som allerede holder hende understøttet. Han selv er bevæget, idet han griber hende, og hvis Kysset ikke var den gjensidige Understøttelse, maatte de begge vakle. Dette er intet Billede, der er ikke Hvile i den maleriske Situation; thi som man seer hende næsten synkende i Tilbedelsen, saa seer man ud af denne afbrudte Stilling Nødvendigheden af en ny, at hun staaer opreist ved hans Side, man aner et nyt Forbillede, der er Ægteskabets virkelige, fordi Ægtefolkene ere ►Nabovinkler paa den samme Basis. Hvad er det, der bringer hiin Uafsluttethed i det første Billede, hvad er det, der søges i denne Vaklen, det er Beslutningens Ligelighed, det er det Religieuses høiere Umiddelbarhed.

✂ Blæse derfor med alle Indsigelser, som blot udelukke sig selv. Endog naar Indvendingen med Haan siger: ►habeat vivat cum illa, saa snakker den jo Ægtemanden efter Munden, thi det er det han vil, og Indven158dingen kan ikke ville, at man skulde lade være at gifte sig, saa fik den jo Intet at spotte over, og vi bleve Alle ligesaa fornemme som den 126 Indsigende. Saaledes synes Ægteskabet mig det mest Betryggede af Alt. Forelskelsen siger: Din for evig; ►Vielsen siger: Du skal forlade Alt for at tilhøre hende; Indsigelsen siger: behold hende. Men saa er der jo ingen Indsigelse; thi om Indsigelsen mener, at Ægtemanden bliver latterlig, derved forhindres han jo ikke i at forlade Alt (Spotten med) for at blive hos hende. Ja dersom Spotteren selv vilde have hende, dersom han kom frem i Anledning af den Indsigelse, der efterlyses – men det kan ikke skee, thi det er jo kun den lovlige, der efterlyses, og skal den lovlige endog »►siden tie stille«, saa er der aldrig Nogen, der har havt Bud efter den ulovlige.

✂

✂ 152Da jeg imidlertid her efter Tid og Leilighed, og som det sømmer sig en Ægtemand, i Hast ►har fægtet i Luften efter Indsigelserne, der oftest ere som grebne ud af Luften, saa vil jeg ogsaa see Sagen fra en anden Side.

✂ Jeg siger da ikke, at Ægteskabet er det høieste Liv, jeg kjender et høiere, men vee Den, der uberettiget vil springe det over. Det er i denne Snævring, jeg vælger min Plads, for i Tanken, om jeg saa tør sige, at visitere dem, der ville slippe forbi. Det er let at see, i hvilken Retning hiint fingerede Udfald af Tilværelsen maa skee. Det maa skee i Retning af det Religieuse, i Retning af Aand, saaledes, at man over det at være Aand vil glemme, at man ogsaa er Menneske, og ikke som Gud alene Aand.

✂ Middelalderens ringeagtende Betragtning af Ægteskabet kan tænkes at komme igjen i en ganske anden Skikkelse, som Intellectualitet, der ikke af dogmatiske og hypersædelige Grunde forsager det, men af Aandens Fandenivoldskhed forsmaaer det. Det tilsvarende Extrem yttrer sig allerede; thi netop fordi den opblæste Intellectualitet har forfeilet den ethiske Pointe, kan den ►præke Kjødets Forgudelse, men Kjødets Forgudelse er eet Udtryk af, at Kjødet er blevet indifferent i Forhold til Intellectualiteten. Det modsatte Udtryk er, at det aldeles annulleres, at Aandigheden ikke vil vedkjende sig det forkrænkelige Legeme, hvori den lever, denne Timelighed, hvori den har sit Hjem, ►sit transitoriske Blivested, ►denne Stykkevished, hvor ud af den skal samle sig. Der gives 159 forskjellige Arter af Excentriskhed, ►den theocentriske har et billigt Krav paa at anvises Plads, hvor den hører hjemme. ►Men theocentrisk er jo Speculationen, og theocentrisk Speculanten og theocentrisk Theorien. Saalænge det bliver derved og den Theocentriske indskrænker sig til at være theocentrisk 3 Gange om Ugen fra 4 og til 5 paa Kathederet, men forøvrigt er Borger og Ægtemand og ►Fuglekonge som en af os Andre, kan man ikke sige, at Timeligheden 127 er bleven forfordeelt; en saadan theoretisk Afstikker 3 Gange om Ugen, et Svinkeærende kan betragtes at være uden videre Følger.

✂ Gjør man derimod Alvor af det med Intellectualitetens Forgudelse, har Individet dæmonisk Idealitet nok til at danne hele sin Tilværelse om i Forhold til sin experimenterende Beslutning, saaledes som Ægtemanden gjør det i Forhold til sin gode Beslutning i den Forstand nemlig, at enhver Indvending, ethvert Tilværelsens Contra-Argument betragtes som Anfægtelse, saa har han gjort, hvad 153han formaaede for at stille sig hen som en Undtagelse. Det lader sig heller ikke negte, at et Individ en tidlang idetmindste kan vove Alt for sin experimenterende Beslutning, det kan heller ikke negtes, at han endog kan vove Livet for den, men derved vinder han ingen Berettigelse, saa lidet som man vinder Hævd paa stjaalet Gods. En Saadan er da vel i en vis Forstand en Undtagelse, han er ogsaa i den Forstand en Undtagelse, at han, som Dæmon, har mere Villies-Kraft end Gjennemsnittet af Mennesker, hvilke, for at tale dæmonisk, ikke drive det til at være onde.

✂ Derimod har en Saadan ikke det Mindste, der kunde ►bestikke en Dommer og afholde ham fra at erklære ham for uberettiget; han har ikke det Mindste, der kunde bevæge Medlidenhedens ►viscera, naar man seer ham styrte i den Afgrund, han har beredt sig. Den rene Intellectualitet er nemlig en uhyre Abstraktion, og paa hiin Side Abstraktionen øines Intet, Intet, end ikke den fjerneste Antydning af en religieus Idee. Undtagelsen er en Udvandrer, men af en egen Art, thi han vandrer ikke til Amerika eller til en anden Verdensdeel hiinsides Havet, eller hiinsides Graven, nei han forsvinder. Vi have ladet hans negative Betragtning rette sig nærmest mod Ægteskabet, forsaavidt synes det, at han kunde have mange Timelighedens Interesser tilbage. Dette er dog ikke saa. Ægteskabet er nemlig det Centrale i Timeligheden, og Personligheden kan ikke umiddelbart sætte sig i Forhold til Statens Idee. Det skulde da 160 være, at han ganske vilde offre sig for Staten, og derfor ikke gifte sig. Men dette er en forfængelig Modsigelse, i hvilken han ikke respekterer sin Idees Consequents, hvem dog ►Lydighed er ⓘ kjærere endkjærere end] R, kjærere en A Vædderens Fedme. Skal han i Forhold til sin Idee være berettiget til at springe Ægteskabet over, da maa hans Idee være ligegyldig mod Statens Idee. Man maa her som allevegne erindre, at der ikke er Tale om det Tilfældige, at et Individ ikke gifter sig, her er kun Tale om ikke at ville gifte sig. Enhver, om jeg saa tør sige, i Aandens Verden rangerende Individualitet har Beslutning, og Rangen er i Forhold til Beslutningen.

✂ Den uendelige Abstraktion faaer et Tilholdspunkt bag ved sig, Tilintetgjørelsens Begeistring bliver kun et ►lidet Vovet i Sammenligning med hvad der er at vinde, saasnart Den, der forsager Verden og aflægger ►vo128tum castitatis, har en religieus Baggrund. En Saadan gjør da ikke dette Skridt, hvorved han overskrider Tilværelsen, for Intet. Vel stirrer han ikke paa Belønningen, men dog 154arbeider han trøstig hen til den: ligesom Den, der roer, roer mod Maalet og dog bestandigt vender Ryggen mod Maalet, saaledes arbeider han sig ud af Tilværelsen.

✂ At en saadan Færd er en religieus Abstraktion, er ganske sandt, men at Sligt skulde være saaledes forældet, at det ikke kunde spøge i en Gjentagelse, er mindre sandt. Det er aabenbart, at det Religieuse længe nok har ligget brak; naar det begynder at røre sig med ideal Energi, er det ikke at forundre sig over, om det griber feil igjen. At finde den sande Concretion for det Religieuse er ikke let, thi det Religieuse har bestandigt som sin Forudsætning den uendelige Abstraktion, og er ingen simpel Umiddelbarhed. Man taler maaskee stundom vel meent meget skjønt og meget sandt om det Religieuse, og tilbagekalder stundom maaskee med et eneste Ord Alt, uden selv at bemærke det, idet det viser sig, at man taler om det reent Umiddelbare. Jeg sigter bestandigt paa Ægteskabet. At faae et rigtigt religieust Udtryk for Ægteskabet, at finde nøiagtigt og kategorisk bestemt, hvad Middelalderen ►fortvivlede om, og hvad de sidste Aarhundreder, (der ere stolte nok af at være langt videre end Middelalderen, hvilket da maa forstaaes ikke i Religieusitet men i Verdslighed) kun lidet have bidraget til, anseer jeg endnu for et ►pium desiderium. Sligt troer jeg en Ægtemand gjør vel i at tænke over, og vil han være en Smule Forfatter da at skrive om Sligt, desuden er jo ogsaa alt Andet optaget, ►om det saa er Astronomien. 161

✂ Det kan jo dog ikke negtes, at væsentligen religieust seet gjør det hverken fra eller til, om et Menneske har været gift eller ikke. Her aabner det Religieuse Abstraktionens uendelige Afgrund. Dobbelttungethed hjælper heller ikke. Vil man bekymret søge Veiledning i den religieuse Tale, finder man maaskee oftere Fleertydighed, end man troer og end den Talende selv veed af. Man anpriser Ægteskabet, naar der er Tale derom; døer derimod Een uden at være gift, saa, ja saa er jo Talen ikke om Ægteskab, og altsaa taler man med næsten humoristisk Opsving om, at enten man har været gift eller ikke gjør lige meget til Sagen. Men Den, som skal høre begge Taler? Thi naar man vil tale saaledes, er det ulige vanskeligere at være en god Tilhører, der tager efter Veiledning og Belærelse, end en Orator, der i alle Maader er til Tjeneste. Man hævder Timelighedens Betydning, dens ethiske Betydning, man kalder den Naadens Tid, Omvendelsens ►Spatium, Afgjørelsens Termin, den afgjør for 155Evigheden; men saa døer et Barn og man holder en Ligtale eller man hentyder i en Prædiken til de ►bekymrede Forældre, der have mistet en Lille, og man er humoristisk ude over al Timelighedens Tant, ►man taler om de 70 Aar som en ond 129 Møie og Aandsfortærelse, om at ►alle Floder rinde i Havet, men det bliver dog ikke fuldt. Saa vare ►Romerne conseqventere, der lod de smaa Børn græde i 📌Elysium, fordi de ikke fik Lov at leve. ►Imidlertid arbeider man paa Systemet, Herre Gud, en Livsbetragtning vilde jo allerede være for meget fordret i Forhold til Præstationen. Og saa meget er da ogsaa vist, at det gaaer ikke an, at have mange deilige Taler, og ►Mening i dem alle, men ikke een i alle.

✂ Dog selv om det var saa, at den religieuse Abstraktion var noget Forsvundet, noget Antiqueret, ►noget Overvundet (dette sidste Udtryk skyldes den systematiske Bistand, der er saa god at forvexle en, om jeg saa tør sige, evig Generations Udvikling med hver Generations Repetitioner af det Oplevede), sæt det var saa, derfor kunde den gjerne finde sin Plads her som Gjenstand for Omtale. Er det just ikke et hverdags Syn at see en sand Forelskelse, saa er det naturligviis endnu sjeldnere at see et virkeligt Ægteskab. Prutten hjælper ikke, det er kun at spille Seiren i Hænderne paa ►Chicaneurer, der ogsaa vide at destillere en ►ædsende Substants af det Religieuse. Det er et maadeligt Forsvar at lade 162 haant om, ►hvis det var den mest chicaneuse Indvending, naar man ikke har en god Samvittighed og veed man har Ret.

✂ Den religieuse Abstraktion vil nu alene tilhøre Gud; for denne Kjærlighed vil den forsmaae, forsage, opoffre Alt (dette er Nuancer); fra denne Kjærlighed vil den ikke lade sig forstyrre, adsprede, fængsle ved noget Andet; i Forhold til denne Kjærlighed vil den ikke, at Regnskabet skal have nogen Dobbelthed, al Omsætning skal bestandigt skee i et reent Forhold til Gud, der ikke igjennem noget Andet forholder sig til ham. Stoltheden i en saadan Abstraktion kan være meget religieust tempereret med Ydmyghed i Forhold til Gud, men Abstraktionen maa indtil videre ansees for uberettiget, fordi den forholder sig aldeles abstrakt til Det, den forsager. Concretere at ville fatte (for at blive ved Mit) Forelskelsens skjønne og Ægteskabets sande Realitet, beskæftiger ikke, en Sysselsættelse dermed er Anfægtelse. Dette er egentlig denne Abstraktions Inhumanitet, som man dog skal dømme forsigtigt om, og fremfor Alt ikke anprise ►Jernbane-Speculationer og ►Comite-Fjas og anden saadan 156Travlhed, som var en saadan Rumsteren eller et saadant Hurlumhei Timelighedens virkelige Indhold.

✂ Inhumaniteten mod Mennesker er tillige Paatrængenhed mod Gud. Som sagt, Inhumaniteten ligger ikke i at ville det Høieste; det er slet ikke inhumant, og Proklamationer eller ►Anathemata fra et verdsligt velhavende men dog aandeligt ►📌Pialtenborg, hvor man er værdig ved at være som Folk er fleest, og hvor endnu bestandig ►Ostracismens Misundelse og Potteskaarenes Argument bruges mod enhver Bedre, betyder her slet Intet. 130 Ei heller ligger Inhumaniteten i, at ville basere sin Livs-Anskuelse paa noget Tilfældigt, hvorved Mange udelukkes, thi Undtagelsen negter jo ikke, at Enhver kan gjøre ligesom han, og al Snak om, at det vel er noget Stort, men Enhver kan ikke gjøre det, hvad vilde der saa blive af Verden, er fra Pjaltenborg, hvor man ikke kan forstaae og ikke vil forstaae, at er det rigtigt, saa maa man lade Gud om Resten, som da nok kan og heller ikke er saaledes reduceret, at han behøver Pjaltenborgs Assistance. Nei, Inhumaniteten ligger i, at han ikke vil have nogen concret Forestilling om, hvad der for de fleste Mennesker er dem deres Livs Realitet. Men denne concrete Forestilling er og bliver en Betingelse for, at han blot kan have Skin af Ret. Paatrængenheden mod Gud er en Art nærgaaende Kammeradskab, om han end ikke selv for163staaer det saaledes. Han kan endog være i Sandhed ydmyg, men saaledes kan ogsaa, menneskelig talt, en Undersaat have den loyaleste Begeistring for sin Konge, og langt overtræffe ►dem, der hverken ere kolde eller varme, men ►numerus og pecus, men dog kan han ville have Lov til at gaae ind ad en anden Vei, naar han søger Audients, end den for alle Undersaatter befalede. Mig synes der maa ligge noget Forfærdeligt i nu at blive afviist, og høre disse Ord: den anden Vei, saa skal vi see, hvad der kan gjøres. Den, der nemlig virkelig har havt Inderlighed nok til at fatte, at det Religieuse er den høieste Kjærlighed, hvor nedbøiende, hvor tilintetgjørende maa det ikke være for ham, at opdage, at han har tilladt sig for meget, at han har været for fri, ►har bedrøvet Aanden, har krænket sin Forelskelse, ak desto tungere, dersom han virkelig har meent at give sit Forhold det høieste Udtryk.

✂ En saadan religieus Undtagelse vil altsaa ignorere det Almene, han vil overbyde Virkelighedens Vilkaar. Derpaa seer man strax han er uberettiget. Vanskeligere bliver det, naar han vil underbyde. Ganske ►in abstracto anerkjender han Timelighedens Realitet, eller 157for at blive ved Mit, Realiteten af det at gifte sig; men han er ulykkelig, uskikket til denne Glæde, til denne Tryghed i Existentsen, han er tungsindig, sig selv en Byrde, og føler han maa blive Andre det. Ingen Hidsighed med at dømme; ogsaa den Svagere har sin Ret; ogsaa Tungsind er noget Virkeligt, som man ikke udsletter med et Pennestrøg. Altsaa, efter saaledes at have forklaret sig om Tilværelsen, finder han Trøst i en religieus Abstraktion. Naar Den, der ad usædvanlig Vei søger Audientsen, næsten vækker Medlidenhed, synes det en anden Sag og i sin Orden, at han ►faaer Gehør.

✂ ►Misligheden er dog her igjen, at han taler aldeles abstrakt om hvad han vil opgive. Netop fordi han er tungsindig, har han en abstrakt Forestilling om, at Livet for Andre er saa glædeligt og lykkeligt. Men hvorledes det Fremmede er, kan man ikke vide in abstracto. Heri 131 ligger ogsaa den Svigagtighed, som er uadskillelig fra al Tungsind. Hvilken Ulykke end den Tungsindige kæmper med, er den end nok saa concret, den har bestandig for ham en Tilsætning af Phantasi og derved af Abstraktion. Er imidlertid den Tungsindige engang nede i Tilværelsen, saa bliver det kun smaa Forretninger, et lille Falsum, som dog ikke forhindrer, at han godt kan gaae med i Handel og Vandel, og være som 164 andre Mennesker, om han end selv i det Mindste, han foretager sig eller lider, faaer et lille Tilskud fra Indbildningens uudtømmelige Fond ►ad usus privatos. Tillades det ham derimod at tage hele Tilværelsen op in abstracto, saa faaer han egentligen aldrig at vide, hvad det er han opgiver. Tilværelsens Glæde, som han mener de Andre nyde den, bliver for ham en Byrde, en dobbelt, da han har nok at bære paa iforveien. Her ligger Tungsindets comiske Side; thi det gaaer ofte en Tungsindig i Forhold til Livet, som det gik ►hiin Skræddersvend, hvem Hebel fortæller om. Han vilde seile med et Skib, der blev trukken op ad Rhinen og ►accorderede om Prisen, da sagde Skipperen, at han skulde komme med for det Halve, hvis han vilde gaae ved Siden og hjælpe med at trække. Ak! saaledes gaaer det den Tungsindige; ved at forholde sig abstrakt til Livet troer han, han slipper gjennem for halv Priis, og mærker ikke, at han trækker saa godt som Skibsfolkene og ovenikjøbet giver Penge til.

✂ Hvad der mangler disse tvende Former af Undtagelser er aabenbart, at have erfaret. Hermed indsees da let, at Ingen ved sig selv kan blive en berettiget Undtagelse. Der maa først og fremmest hænde Noget. Jeg taler forøvrigt, som yttret, hypothetisk, thi jeg veed ikke, 158om der er eller har været nogen berettiget Undtagelse, men jeg vil komme den saa nær, som det er mig muligt. Det maa da gaae anderledes til, det maa være Een, der er gaaet hen i tryg Forstaaelse med Tilværelsen, og nu pludselig bliver standset. Han maa altsaa have en Forelskelse, en virkelig Forelskelse. ►Vel siger et gammelt Ord, at Elskovens Gud kan man ikke gjøre Modstand, men Den, der fra Begyndelsen med Beslutning stemmer sig mod Virkeligheden, han vil altid have Magt til at fordrive Elskovens Indgydelse, eller til at dræbe den i Fødselen. Ligeoverfor en umiddelbar Existents er Elskoven den stærkere Magt, men ligeoverfor en Beslutning, der allerede forud har væbnet sig mod den, er den det ikke.

✂ Jeg fordrer da først, at han er virkelig forelsket. En brudt Forelskelse er nok for et Menneske, men skal den Elskende selv bryde den, da er denne Bryden et tveægget Sværd i hans Haand, som ikke har noget Skjefte, uagtet han dog skal holde paa det; da smerter denne Operation ligesaa dybt ►autopathisk som sympathetisk. Maaskee siger Een: »er først Forelskelsen given, saa er det en Umulighed at faae Undtagelsen ad denne Vei; thi i For132elskelsen er Alt sat ind, det er at spille høit; og i 165 Forelskelsen er Alt sat ind for en Elsket, det er at fordoble den høieste Indsats; hvor umuligt da at springe fra, at ville tabe Alt, Æren med; det er umuligt, hvis han virkelig elsker.« Ja hvis han ikke virkelig elsker, da er det umuligt, at han kan blive Undtagelsen, dersom der ellers er en saadan, men det Andet er ikke umuligt. Forfærdeligt er det, en Rædsel; men saa skal det ogsaa være. Den, der vil bryde med Virkeligheden, skal idetmindste vide, hvad det er han bryder med. Jeg er langtfra at være grusom, saa lidet som jeg er grusom, naar jeg sidder rolig i ►Inquisitionens Tjeneste og maner alle Rædsler frem for at skrække tilbage indenfor Ret og Retfærdigheds fredelige Hegn; saa lidet er jeg grusom her. Det er muligt, at Den, der har bøiet Lykkens Green ned til Jorden i Forelskelsen, at han kan hugge den over, og selv slynges ved dens Kraft hen i Dødens ►Marter, som den Ulykkelige, hvem denne Livsstraf overgaaer, lidende endnu mere fordi han sønderrev den Elskede tillige; det er muligt, naar ►han seiler tryg med sin Lykke, at stige ned og bore et Hul i Skibet og bringe sig selv og Een til i Havsnød, det er muligt han kan gjøre det, hvis han virkelig er forelsket; er han ikke dette, da er det umuligt, at han kan være Undtagelsen, dersom der er nogen saadan. Det er forfærdeligt 159at give ►en Rasende Sværdet i Haanden, men ligesaa forfærdeligt, at Lykken blev lagt i hans Haand, naar han er saaledes; thi afsindig behøver han endnu ikke at være. Hvad der bevæger ham vil jeg ikke her forfølge, jeg vil kun skildre de psychologiske Forudsætninger, de sjelelige Tilstande, der maae være tilstede, hvis der overhovedet skal være Tale om en berettiget Undtagelse.

✂ Dernæst fordrer jeg, at han er Ægtemand. Der er det, som er forfærdeligere at tabe end Æren, og ►Faderløses Skrig raabe høiere end al Vanærens Forsmædelse, og forfærdeligere end den bedragne Piges Eensomhed er Hustruens, er Moderens tusindtungede Elendighed, naar hun er forladt. »Det er umuligt, siger Een, det er umuligt, naar han virkelig saaledes er knyttet til Tilværelsen, da at bryde af.« Ja hvis han ikke saaledes er knyttet, er det umuligt, at han kan blive Undtagelsen, dersom der ellers er en saadan; umuligt er det Andet derimod ikke, ►om det er saa forfærdeligt, at det isner Sjelen og standser Følelsens Aandedræt. Dog Den, der sidder i Inqvisitionens Tjeneste, ►maa ikke bevæges, ikke ved nogen Forfærdelse fra Sandheden, ikke besvige Retfærdigheden for ►en Hviid; og Undtagelsen skal kjøbe sin Berettigelse ikke 166 for en rund Sum, men ►betale indtil den sidste Penninge. Er det tvivlsomt, om Forelskelsen er fra Gud, behøver en Forelskelse endnu ikke at forudsætte en religieus Opfattelse, Ægteskabet er ubetinget af religieus Herkomst. Saa bringer da Den, der bryder det, ikke blot al Elendighed over sig selv, og over Dem, hvem han elsker, men han 133 bringer Tilværelsen i Modsigelse med sig selv, han bringer Gud i Modsigelse med sig selv. Umuligt er det ikke for en Rasende, og dog behøver han ikke at være afsindig. Hvad der kan bevæge ham, vil jeg her ikke fremsætte eller forsøge at fremsætte, jeg udvikler kun de psychologiske Forudsætninger; ere disse ikke tilstede i al deres Rædsel, da bliver han ikke den berettigede Undtagelse.

✂ Nu er da Brudet skeet, jeg gaaer videre. Jeg fordrer, at han efter dette skal elske Tilværelsen; bliver han Tilværelsen fjendsk, da er han uberettiget, thi fordi han er en Undtagelse, derfor er Det jo ikke mindre skjønt, fra hvilket han er undtagen. Med Sværmeri som ingen Anden maa han elske Det, han brød, og i dette Sværmeri opdage hver en Skiønhed yndigere og lifligere end selv Den, der glæder sig ved Lykken; thi Den, der vil forkaste noget Almeent, maa vide bedre Beskeed derom, end Den, der trygt lever deri. See! naar en Saadan, hvis der gives en Saadan, vilde tale om Ægteskabet, 160han vilde have en Gløden, som neppe nogen Ægtemand har, jeg idetmindste viger ham Pladsen, han vilde tale med et Kjendskab til al dets stille Fryd, som ingen Ægtemand har det; thi det brudte Ansvars Qval maa holde hans Sjel aarvaagen og ►varagtig i Beskuelsen af hvad han tilintetgjorde, og det nye Ansvar fordrer først og fremmest, at han veed, hvad han gjorde. Vil en Saadan, hvis der er nogen Saadan, tale om Undtagelsernes Berettigelse, da er min Plads kun en Underbetjents i Sammenligning med hans, han som er en ►General-Visitator; thi han maa jo kjende ethvert Smuthul, enhver Afkrog, enhver Afvei der hvor Ingen tænker paa, at der engang er en Vei, han maa kunne see Misligheden i det Mørke, hvor en Anden antager der er slet Intet til at adskille den fra Berettigelsen.

✂ Brudet selv maa han føle som Ulykke og Forfærdelse, thi det Lidende deri er, at han er standset, og ikke som en Eventyrer eventyrligt forsager Tilværelsens concrete Indhold. Han har virkelig fattet og fatter dens hele Gehalt, om han dog uden Svig blev en Fallent, hvem Tilværelsen selv ruinerede. Paa den anden Side maa han fatte Brudets Efterveer som 167 Strafslidelse, thi uagtet Forstanden fortvivler over at opdage Skylden, da han jo er virkelig forelsket, virkelig tilhører sit ægteskabelige Liv med al sin Sjel, om end Løsrivelsens Smerte for ham er ligesaa stor, ja større end Tilintetgjørelsens for de Elskede, saa maa dog Fortvivlelsens Begeistring endnu finde sin Glæde i at bringe Gud den Æreserklæring, i at underskrive den samme Haandfæstning som den Lykkelige, at Forsynets Vei er idel Viisdom og Retfærdighed.

✂ Han maa fatte Brudet saaledes, at han, der havde fundet Tryghed i Tilværelsen (thi den elskeligste Opdragelse er at dannes ved en Hustrues 134 ydmyge Underkastelse, og den mest foryngende Underviisning er at opdrage sine Børn, og det bedste Tilflugtssted er bag Ægteskabets hellige Mure), nu kastes ud i ny, i den rædsomste Livsfare. Selv nemlig, om dette staaer fast, at han kan det ikke anderledes, han har dog ved dette Skridt vovet sig ud i det vildsomme uendelige Rum, hvor ►ⓘ 👤Damocless👤Damocless] R, Damocles A Sværd svæver over hans Hoved, hvis han seer mod Himlen, hvor ukjendte Fristelsers Snare fanger efter hans Fod, hvis han seer mod Jorden, hvor ingen menneskelig Hjælp rækker ud, hvor ikke den forvovneste Lods, der var villig at offre Livet, vover sig ud, fordi her er mere at tabe end Livet, hvor ingen Deeltagelse griber efter ham, ja end ikke den ømmeste Sympathi kan øine ham, fordi han har vovet sig ud i det tomme Rum, 161for hvilket Mennesket gyser tilbage. Han er en Oprører mod det Jordiske; og Sandseligheden, der i velvillig Forstaaelse med det Aandelige er en Støttestav, som Tiden er det, har han gjort sig til Fjende; thi Sandseligheden er ►bleven ham en Slange, og Tiden den onde Samvittigheds Øieblik. Man troer, det er saa let at seire over Sandseligheden; ja det er ogsaa saaledes, naar man ikke hidser den, ved at ville tilintetgjøre den. Sligt taler man ikke om til Elskende, thi Forelskelsen holder dem uvidende om de Farer, som kun Oprøreren opdager, Forelskelsen veed ikke, hvorfor Ægteskabet er indstiftet, men en alvorlig Tale veed dog, at det er indstiftet: ►ob adjutorium, ob propagationem, ob evitandam fornicationem, og Klostererfaringer kunne sætte forfærdelige Noter til denne Text. ►Ad denne Vei danner man psychologisk rigtigt Katastrophen paa Faust, der ved netop at ville være lutter Aand, tilsidst ligger under for Sandselighedens vilde Oprør. Vee! Den, som saaledes er eensom! Han er forladt af hele Tilværelsen, dog ikke uden Ledsagelse; thi hvert Øieblik maner en ængstet Erindring, i hvil168ken al Sympathiens Lidenskab brænder fortærende, ham Billeder frem af de Tilintetgjortes Elendighed, og hvert Minut kan det Pludselige komme over ham med sin Forfærdelse.

✂ Han maa fatte, at Ingen kan forstaae ham, og have Fatning til at finde sig i, at det menneskelige Sprog kun har Forbandelser for ham, og det menneskelige Hjerte kun den Følelse med hans Lidelser, at han ►lider skyldig. Og dog maa han ikke forhærde sig derimod, thi i samme Øieblik er han uberettiget. Han maa føle, hvorledes Misforstaaelsen piner ham, ligesom Asketen hvert ⓘ ØieblikØieblik] R, Øieblikket A følte Stikket af Bodsskjorten, han bar paa det blotte Legeme – og saaledes har han jo iklædt sig selv Misforstaaelsen, der er forfærdelig at være i, som ►den Dragt, hvilken 👤Hercules modtog af Omphale, og hvori han forbrændte.

✂ For at gjentage de væsentligste Punkter, han maa ikke føle sig høiere end det Almene, men ringere, han maa ►à tout prix ville blive deri, fordi 135 han er virkelig forelsket og, hvad mere er, er Ægtemand, han maa ville blive deri for sin egen Skyld, og maa ville det for Deres Skyld, for hvem han er villig til at offre Livet, medens han nu derimod seer deres Elendighed, som Den, af hvem man har hugget Hænder og Been, og ud af hvis Mund man har revet hans Tunge ɔ: uden et eneste Meddelelsesmiddel. Han maa da føle sig selv som ►den Elendigste af Alle, et Udskud af Menneskeheden og 162føle det dobbelt, netop fordi han veed, ikke ►in abstracto, men in concreto hvad det Skjønne er. Saa segner han da, fortvivlet i al sin Elendighed, naar hiint eneste Ord, det sidste, det yderligste, saa yderligt, at det ligger udenfor det menneskelige Sprog, udebliver, naar Vidnesbyrdet ikke er hos ham, naar han ikke kan opvriste den forseglede ►Depesche, der først aabnes derude, og som indeholder Ordren fra Gud. Dette er Begyndelsen til at blive en Undtagelse, hvis der ellers gives en saadan; er alt Dette ikke givet, saa er han uden Berettigelse. Om der ud af denne Elendighed, der visselig er den dybeste, den mest qvalfulde, hvor Smerten ikke ophører, uden for at Angeren kan svinge Svøben over ham, hvor al menneskelig Lidelse personlig er tilstede for at martre, hvor Lidelsen ikke ►lader af, saa lidet som en By ophører at være beleiret, fordi Vagten bliver afløst af en anden Vagt, eller fordi den nye Vagt er af et andet fjendtligt Troppecorps, og saaledes løse de hinanden af: blunder den egne Smerte, da vaagner Sympathiens, blunder Sympathiens, da vaagner den egne, og hvert 169 Øieblik kan Angerens ►Runde komme for at see, om Vagten er vaagen – om der, siger jeg, ud af denne Elendighed kan vikle sig en Salighed, om der i denne rædsomme Intethed kan ligge en guddommelig Betydning, hvilken Tro der maa til for at troe, at Gud kunde gribe saaledes ind i Tilværelsen, ɔ: at det viser sig saaledes for den Lidende-Handlende, thi hvis Gud virkelig er Den, der griber ind, saa ►er han vel betænkt paa de Tilintetgjortes Frelse, kun at den Grebne, den Udkaarne i Afgjørelsens Øieblik Intet kan vide derom – alt Dette gaaer over min Forstand. Jeg veed ikke, om der er en berettiget Undtagelse, og er der en saadan, han veed det heller ikke, end ikke i det Øieblik, han segner, thi aner han det Mindste, er han uberettiget.

✂ Jeg har ikke villet indlade mig paa, hvad der kan bestemme et Menneske til saaledes at fortvivle, at ville fraliste Guddommen Aand og ikke tage mod denne paa den Maade det har behaget Guddommen at uddele den, eller hvorledes et Menneske skulde kunne blive udsat for en guddommelig Forkjærlighed, der ►nidkjær for sig selv til sit første Udtryk bruger Misundelsens forfærdelige Anfægtelse, jeg har blot villet aftegne de psychologiske Forudsætninger. Seer her en Klostercandidat, der ikke tør smigre sig med Middelalderens Begunstigelse, men fremmed for den samtidige Be136vidsthed kjøber den dyreste Lidelse for det dyreste Kjøb. Min Skildring er ligesom en færdigsyet Klædning, det er den Lidelsernes 163Bodsskjorte, som Undtagelsen maa bære – jeg troer ikke at Nogen af misforstaaet Lyst skulde forelske sig i denne Dragt.

✂ Ikke er jeg grusom; o! naar man er saa lykkelig som en Ægtemand kan være, naar man elsker Tilværelsen saa høit, elsker den under Eeds gjentagne Aflæggelse saa høit, at den ene Eed er Een dyrebarere end den anden, fordi man i denne Kjærlighed til Tilværelsen hænger fast ved hende, hvem jeg endnu omfavner med den lykkelige første Kjærligheds seierrige Beslutning, ved sin Hustru, for hvis Skyld man ►skal forlade Fader og Moder, hænger fast ved hvad der erstatter Tabet, hvad der forskjønner og forynger mit ægteskabelige Liv, ►mine Yndlinge, hvis Glæde, hvis Munterhed, hvis uskyldige Sind, ►hvis Fremgang i det Gode gjør et tarveligt dagligt Brød til uvurdeerlig Overflod, ►gjør Taksigelsen for mit Udkomme og Forbønnen i mine Øine ligesaa vigtig som en Konges for sit Land – saa er man for lykkelig til at være grusom. Men naar man sidder i ►Inquisitionscommissionen, er man uforfærdet af Alt, 170 hvad der vil bøie Retfærdighedens Vei, af Alt, hvad der vil føre Sandheden paa et Vildspor. Jeg gaaer ikke om for at søge og opdage, hvem man kunde iføre hiin Bodsskjorte, tvertimod raaber jeg til den Ubesindige, dersom han vil høre det, at han ikke vover sig ad disse Veie – Den, der vover sig paa egen Haand er fortabt. Men det er mig et nyt Beviis for Tilværelsens Herlighed, at den er saaledes omgjerdet, at Ingen fristes til at ville vove sig udenfor, saaledes begrundet, at blot Tanken om Forfærdelsen maa være nok til at knuse al ►daarlig og letsindig og opblæst og usund og nervesvækket Tale om at ville være Undtagelse; thi selv naar alt det er givet, som jeg har fordret, veed jeg dog ikke, om der gives en berettiget Undtagelse, ja jeg vil tilføie det som det Forfærdeligste, at selv Den, der vil være Undtagelsen, faaer det aldrig med Bestemthed i dette Liv at vide, om han er det. Altsaa med Fortabelse af Alt, med Qval over al Maade ikke at kunne tilkjøbe sig en Vished!

✂ Hvad jeg derimod veed med Bestemthed, hvad saalidet Spot som Kløgt, saalidet som denne Overveielses Forfærdelse kan frarive mig, er mit Ægteskabs Lykke, eller rettere min Overbeviisning om Ægteskabets Lykke. Forfærdelsen er nu langt borte, jeg sidder ikke længere i Inqvisitionscommissionen, men paa mit Arbeidsværelse, og som et Tordenveir atter gjør Landskabet smilende, saa er min Sjel atter oprømt til at skrive om Ægteskabet, hvormed jeg i en vis Forstand aldrig bliver færdig. Saa lidet nemlig som en Ægtemand 164er et Bruushoved, saa lidet er Ægteskabet Noget, man kan forklare paa en Studs. Jeg har været til ►en piinlig 137 Forretning, nu er jeg kommen hjem, jeg er hos hende, hvem alle Tilværelsens Magter have forenet sig om at tilhjemle mig en lovlig Besiddelse af, hende, der forkorter mig de mørke Dage, og øger en Evighed til vor lykkelige Forstaaelse, hende, der trækker fra i mine Lidelser, og drager med i mine Bekymringer, og forøger mine Glæder. See! nu gik hun netop min Dør forbi; jeg forstaaer det, hun venter mig, men hun vil ikke gaae ind for ei at forstyrre. Blot et Øieblik, min Elskede, blot et Øieblik, min Sjel er saa riig, jeg er saa veltalende i dette Øieblik, jeg vil skrive det ned paa Papiret, en Lovtale over Dig, min elskelige Viv, og saa overbeviser jeg hele Verden om Ægteskabets Gyldighed. Og dog tidsnok imorgen, iovermorgen, om otte Dage, jeg kaster dig bort, elendige Skriverpen, mit Valg er gjort, jeg følger Vinket og Indbydelsen. Lad en stakkels Forfatter sidde skjelvende, naar Tanken 171tilbyder sig i et lykkeligt Øieblik, skjelvende for, at Nogen skal forstyrre ham, jeg frygter Intet, men jeg kjender ogsaa hvad der er bedre end det lykkeligste Indfald i en Mands Hjerne og bedre end det lykkeligste Udtryk for det lykkeligste Indfald paa Papiret, og hvad der er uendeligt Dyrebarere end enhver Hemmelighed, som en stakkels Forfatter kan have med sin Skriverpen.

✂

✂ 173 139 9»Skyldig?« – »Ikke-Skyldig?«

✂ En Lidelseshistorie

✂ Psychologisk Experiment

✂ af

✂ ► 👤FRATER TACITURNUS

✂

175 141 1011Fremlysning

✂ Ethvert Barn veed, at 📌►Søeborg Slot er en Ruin, som ligger i det nordlige 📌Sjelland, omtrent ►en halv Miil fra Strandkanten, ved en lille By af samme Navn. Uagtet Slottet forlængst er ødelagt, har det dog bevaret sig i Folkets Minde og vil bevare sig, da det har en riig historisk og historisk poetisk Fortid at tære paa. I en vis Forstand gjelder noget Lignende om den til Slottet hørende ►📌Søeborg-Sø. Den har en oprindelig Størrelse af et Par Miil og en Dybde af flere ►Favne at tære paa, derfor er den endnu ikke forsvunden og vil vel, uagtet det faste Land fralister den een ►Overgangsformation efter den anden og saaledes ►ængster den mere og mere sammen, endnu en rum Tid hævde sin Existents som Sø.

✂ ►Det var ifjor Sommer, at jeg i ►📌Helsingøer traf sammen med en ældre Ven af mig, en Naturforsker, der havde bereist Kysten fra 📌Kjøbenhavn nord efter for at anstille Iagttagelser over Søplanter. Hans Bestemmelse var derpaa at besøge Egnen om 📌Søeborg, der som han formodede maatte give et rigt Udbytte. Han foreslog mig at gjøre Touren med, jeg tog mod Forslaget.

✂ Søen er ikke god at komme nær, thi i en temmelig viid Udstrækning er den rundt omgiven med ►Hængemose. Her er det Grændsestridigheden Dag og Nat føres mellem Søen og det faste Land. Der er noget veemodigt i denne Striden, hvilken dog ikke betegnes ved Ødelæggelsens Spor, thi hvad Jorden efterhaanden vinder fra Søen forvandles til 176en smilende og saare frugtbar Eng. Den stakkels Indsø derimod, der saaledes svinder hen! Ingen har Medlidenhed med den, Ingen føler med den, thi hverken Præsten, hvis Jorder paa den ene Side grændse til, ei heller de tilgrændsende Bønder paa den anden Side have Noget mod at vinde et Stykke Eng efter det andet. Den stakkels Indsø, baade paa den ene og paa den anden Side er den priisgiven!

✂ Hvad der giver Søen et endnu mere indesluttet Præg er, at Hængemosen 12bevoxes med det rigeste ►Rørskær; der findes vel i 📌Danmark ikke Magen, saaledes sagde idetmindste min Ven Naturforskeren. Kun eet Sted er der aabnet en smal Canal; her ligger en fladbundet Baad, paa hvilken vi tvende, han paa Videnskabens jeg paa Venskabets og Nysgjerrighedens Vegne, stagede os ud. 142 Med Møie fik vi Baaden afsted, thi Renden holder vel neppe en ►Fod Vand. Rørvæxten derimod er tæt og fyldig som en Skov, voxen vel sine ►fire Alen; og skjult af den er man som evigt tabt for Verden, glemt i den Stilhed, der kun afbrydes af vor Anstrængelse med Baaden, eller naar en ►Rørdromme, denne hjemlige Røst i Eensomheden, ►tre Gange gjentager sit Skrig, indtil den atter gjentager det. Forunderlige Fugl, hvorfor sukker og klager Du saa, Du ønsker jo dog kun at blive i Eensomheden!

✂ Endeligen naaede vi udenfor Rørene, og Søen laae for os speilklar, tindrende i Eftermiddagens Belysning. Alt saa stille, Taushed hvilede ⓘ overover] R, oven A Søen. Var jeg, medens vi stagede os frem gjennem Rørskæret, tilmode som sattes jeg hen i Indiens yppige Frugtbarhed, saa var det mig nu, som laae jeg ude paa ►det stille Ocean. Jeg blev næsten angest: at være saa uendelig fjern fra Mennesker, at ligge i en Nøddeskal paa et Verdenshav! Nu lød en forvirret Larm, et blandet Skrig af allehaande Fugle, og da gjorde Stilheden sig atter gjeldende næsten til Ængstelse, naar Lyden pludseligen afbrødes og Øret forgjeves greb efter en Understøttelse i det Uendelige.

✂ Min Ven Naturforskeren tog sit Redskab frem, hvormed han rev Søeplanter op; han kastede ud og begyndte sit Arbeide. Imidlertid sad jeg i den anden ⓘ EndeEnde] R, Enden A af Baaden hendrømmende i Naturomgivelsen. Han havde allerede draget en Deel op, og begyndte at sysle med det Vundne, da bad jeg ham at maatte laane Instrumentet. Jeg indtog min forrige Plads og kastede ud. Med en dump Lyd sank det i Dybet. Maaskee var det fordi jeg ikke vidste Beskeed, men mig forekom det, da jeg vilde 177 trække op, som holdt der Noget saa stærkt igjen, at jeg næsten frygtede at blive den Svagere. Jeg trak til, da steeg en Boble op fra Dybet. Den holdt sig et Øieblik, den brast, og nu lykkedes det. Jeg var bleven ganske underlig om Hjertet, dog drømte jeg mindst af Alt om mit Funds Beskaffenhed. Naar jeg nu tænker derover, nu da jeg veed Alt, da forstaaer jeg det, jeg forstaaer det var et Suk dernede fra, et Suk ►de profundis, et Suk, at jeg fravristede Havet sit ►Depositum, et Suk fra den indesluttede Sø, et Suk fra den indesluttede Sjel, som jeg fravristede hans 13Hemmelighed. Havde jeg to Minuter før anet det, jeg havde ikke vovet at trække til.

✂ Naturforskeren sad ganske fordybet i sit Arbeide, han henkastede blot et Spørgsmaal, om jeg havde faaet Noget, et Udraab, der ikke syntes at vente Svar, da han med Føie ikke betragtede mit Fiskeri at være for Videnskabens Regning. Nu, jeg havde heller ikke fundet, hvad han søgte, men noget ganske Andet. Og saaledes sadde vi hver i sin Ende af Baaden, hver beskæftiget med sit Fund, han paa Videnskabens, jeg paa Venskabets og Nysgjerrighedens Vegne.

✂ Indsvøbt i Voxdug, som var forsynet med flere Segl, laae en Æske af Palisander-Træ. Æsken var lukket og da jeg med Magt aabnede den, laae Nøglen inden i: saaledes indadvendt er Indesluttetheden altid. I Æsken fandtes et paa meget fiint ►Postpapir særdeles omhyggeligt og nydeligt skrevet Hefte. Der var en Orden, en Ziirlighed i det Hele og dog en Høitidelighed som var det 143 skeet for Guds Aasyn. At jeg saaledes ved min Indblanding skulde bringe Uorden i den himmelske Retfærdigheds Archiver! Dog nu er det bag efter, jeg beder Himlen og den Ubekjendte om Tilgivelse. Unegteligt var Gjemmestedet godt valgt, og 📌Søeborg-Sø er paalideligere end den høitideligste Erklæring: fuldkommen Taushed loves; thi den giver ikke engang denne Erklæring. Besynderligt nok, hvor forskjellig end Lykke og Ulykke er, Eet enes de stundom i at ønske: Taushed. Man priser en ►Collecteur, der uddeler Lykkens Gevinster, dersom han fortier Navnet paa den Lykkelige, at Lykken ikke skal vorde denne til Plage; men den Ulykkelige, der spillede hele sin Formue bort, ønsker jo ogsaa sit Navn fortiet.

✂ I Æsken fandtes tillige enkelte ►Præciosa, nogle endog af betydelig Værdi, Smykker og dyre Stene, ak! dyre Stene vilde vel Eiermanden sige, dyrebare, dyrekjøbte, uagtet han jo selv fik Lov at beholde dem. 178 Det er dette værdifulde Fund, jeg føler mig forpligtet til at fremlyse. Der fandtes en flad Guldring med ►Datum indgravet, et Halssmykke, bestaaende af et Brillant-Kors, befæstet i et lyseblaat Silkebaand. Det Øvrige var tildeels af slet intet Værd, et Fragment af en Comedie-Plakat, et udrevet Stykke af det nye Testamente, hvert især i en omhyggelig Convolut af ►Velin-Papir, en vissen Rose i en sølvforgyldt Capsel og andet Lignende, der kun for Eiermanden kan have havt lige Værd med ►Brillanter à 2 Karat Stykket.

✂ Thi indkaldes herved Eiermanden af ►en i Søborg-Sø Sommeren 1444 fundet Æske i en forseglet Billet under Mærket 👤F. T. til mig at henvende sig gjennem ►den Reitzelske Boglade. For dog itide at forkorte enhver Mulighed af Vidtløftighed, tillader jeg mig at bemærke, at Haandskriften strax vil forraade Eiermanden, samt at Enhver, der skulde ville beære mig med nogen Skrivelse, naar han intet Svar faaer, med Sikkerhed deraf tør slutte, at Haandskriften ikke var den rette, og kun denne kan jo gjøre Fordring paa Svar. Til Trøst derimod for Eiermanden være det sagt, at om jeg end har tilladt mig at udgive hans Manuscript, der da er af den Beskaffenhed, at det ikke som Haandskriften forraader Nogen, være det sagt, at jeg ikke har tilladt mig at vise Nogen ikke en Eneste hverken Haandskriften eller Brillantkorset og det Øvrige.

✂

✂

✂

✂ ►Hr. Cand.👤Bonfils har udgivet en Tabel, ved Hjælp af hvilken man af opgivne Datoer kan udregne Aaret. Hans Fortjenester i denne Henseende ere ogsaa komne mig til Gode, jeg har regnet, og regnet og endeligen udfundet, at det Aar, som svarer til de opgivne Datoer, er ►Aar 1751, eller det mærkværdige Aar, da 👤Gregr. Rothfischer gik over til den lutherske Kirke, et Aar, der for ►Den, som med eet dybtsindigt Øie kyklopisk betragter det Vidunderlige i Verdenshistoriens Gang, tillige har den Mærkværdighed, at netop 5 Aar derefter udbrød ►Syvaarskrigen. Man nødsages da saaledes til at gaae noget langt tilbage i Tiden, hvis man ikke vil antage, at der er indløben en Feil i Angivelserne eller 144 i mine Beregninger. Vil man ikke saaledes nødsages til at gjøre Noget, saa kunde man maaskee ►mir nichts og Dir nichts antage, at en stakkels Psycholog, der kun tør regne paa liden Sympathi for psychologiske 179 Experimenter og uvirkelige Constructioner, har gjort et Forsøg paa at friste En og Anden ved at give det et novellistisk Anstrøg. Thi en psychologisk rigtig Tegning, der ikke spørger, om der har levet et saadant Menneske, beskæftiger maaskee mindre ►vor Tid, hvor selv Poesien har grebet til det Middel at ville virke som Virkelighed. Lidt Psychologi, lidt Iagttagelse af saa kaldte virkelige Mennesker, vil man nok have, men naar denne Videnskab eller Kunst følger sin egen Lyst, naar den seer bort fra de mangelfulde Udtryk for Sjelstilstande, som Virkeligheden byder, naar den smutter bort for ene med sig selv at danne en Individualitet af sin egen Viden, og i denne Individualitet at finde en Gjenstand for sin Iagttagelse, da bliver Mangen træt. I Virkeligheden er det nemlig saaledes, at Lidenskaber, Sjelstilstande osv. kun findes til en vis Grad. Ogsaa dette glæder Psychologien, 15men den har tillige en anden Glæde af at see Lidenskaben ført til sin yderste Grændse.

✂ Hvad Recensenter angaaer, vilde jeg ønske, at min Bøn maatte forstaaes eenfoldigt og ganske efter Ordenes Lyden, som min oprigtige Mening, og at da Udfaldet maatte være efter Bønnens Begjering: saa Bogen slet ikke blev Gjenstand for nogen kriticerende Omtale, denne være nu erkjendende eller anerkjendende, eller miskjendende. Naar man paa saa let en Maade kan erhverve sig Krav paa et Menneskes Taknemlighed, kunde man da sagtens føie ham.

✂

✂ 👤F. T.