↩ Angeren er altsaa bleven ham dialektisk og bliver ham det, fordi han maa vente paa Virkelighedens Oplysning om, hvad han egentlig ►har forskyldt. Den dialektiske Læser vil naturligviis kunne danne mange Exempler paa saadan dialektisk Anger. Jeg vil blot henkaste eet. ►👤David har besluttet, at 👤Urias skal ryddes af Veien paa den underfundige Maade, at 👤Bathzeba kan blive hans. Jeg antager, at han har sendt Bud med hemmelig Ordre til Feldtherren, jeg antager, at et saadant Bud bruger 3 Dages Reise for at naae Leiren. Den historiske Virkelighed gjør her Intet. Hvad skeer? Idet 👤David samme Nat som Budet afgik, vil søge Søvnens Hvile, finder han den ikke, men Forfærdelsen vaagen, der griber ham, og han synker i Angeren – i næste § kommer jo Forsoningen. Nei holdt! I samme Øieblik indseer 👤David, at det dog maaskee var muligt at forhindre 245Mordet. Iilbud udsendes, og 👤David bliver tilbage. Jeg antager, at der er 5 Dage igjen. 5 Dage, hvormeget er det? Det er jo ikke ⓘ et Comma i en §, det er i det Høieste en Partikel: imidlertid, som blot begynder et Punktum; men 5 Dage kunne godt gjøre en Mand graahaaret. ⓘ Der er jo dog en stor Forskjel mellem at have villet være Morder og at være det. Nu er 👤David i den dialektiske Svæven, og den Experimenterende, der psychologisk vil skildre hans Tilstand, kan bruge mange mange §§. – Imidlertid indseer Enhver let, at dette alligevel er et langt lettere Tilfælde end mit Experiment. Han har dog villet gjøre sig skyldig i et Mord, men Experimentets 👤quidam vil netop frelse, reent sympathetisk begeistret vover han det Yderste, og see! han faaer et Mord paa sin Samvittighed, eller rettere han kommer ind i den dialektiske Vaande. 417 Denne er ogsaa her mere dialektisk end i 👤Davids Situation, fordi det Comiske slet ikke kan komme frem hos 👤David. For 👤David kunde det blive en Formildelse, om det lykkedes ham at forhindre 👤Urias's virkelige Død, men en Spøg bliver det aldrig. Experimentets 👤quidam derimod kan næsten blive latterlig, hvis han ikke parerer ved Hjælp af Ideen.