↩ Hun maa hidses, at hun ikke gaaer hen og bliver mat, og hverken bliver det Ene eller det Andet, hverken sørger eller seirer. Nu vil det vel og lykkes. En Brev-Correspondance med en Ven paa Landet, det vil sige et Menneske, som jeg ikke troer, er meddeelt i Copie til min Indviede, der plager mig. Det er naturligviis fra Vennens Side skeet under den dybeste Tausheds Løfte, og med den dybeste Tausheds Affordring be229troer han den igjen skriftligt til sin Elskede i ►📌Holbek, og saa gaaer det nok, og i største Hast. Man klager stundom over Postvæsenets Langsomhed – naar man er saa heldig at have en Vens Veninde til at bære Brevene, saa gaaer det i største Hast, jeg tænker hun løber paa sin Fod til Hovedstaden blot for at faae krammet sin Hemmelighed ud til hendes Kundskab, for hvem den er bestemt. Der er dog intet Tilforladeligere i Verden end en Ven, 187 om hvem man med Sikkerhed veed, at han forraader Alt hvad man betroer ham, intet Tilforladeligere, naar man blot passer paa hvad man betroer ham. Det er upaalideligt, naar man vilde bede en Ven om at sige det eller det, men naar man betroer ham det, man vil have ud, under Tausheds Løfte, saa er man ganske sikkret, thi saa maa det ud. Det er tillige en sjelden Lykke, naar en saadan Ven igjen har en Ven og denne Ven igjen en Veninde – saa gaaer det med Lynets Fart. Saaledes bliver min Correspondance besørget ved Venskab.