↩ ►👤Börne siger om 👤Hamlet: »Det er et christeligt Drama.« Dette er i mine Tanker en særdeles god Bemærkning. Jeg substituerer blot det Ord: et religieust Drama, og vil da sige, at Feilen er, ikke at det er det, men at det ikke er blevet det, eller rettere at det slet ikke burde være Drama. Naar ►👤Shakspeare ikke vil give 👤Hamlet religieuse Forudsætninger, der sammensværge sig mod ham i religieuse Tvivl (hvorved Dramaet ophører), saa er 👤Hamlet væsentligen en ►Ubesluttet, og det Æsthetiske fordrer en comisk Opfattelse. Hans store Plan at være Hævneren, ►hvem Hævnen hører til siger 👤Hamlet, 247har han undfanget; dersom man nu ikke i samme Øieblik seer ham religieust segne under denne Plan (hvorved Scenen bliver ⓘ indadvendt og hans upoetiske Betænkeligheder blive en i psychologisk Henseende mærkelig Form af dialektisk Anger, idet Angeren ligesom kommer for ⓘ tidligt), saa fordrer man rask Handling, thi da har han ene og alene med det Udvortes at gjøre, hvor Digteren ingen Vanskeligheder lægger ham. Staaer Planen fast, saa er 👤Hamlet en ►Nølepeer, der ikke veed at handle, staaer Planen ikke fast, er han en Art Selvplager, der plager sig selv for og med at ville være noget Stort, ingen af Delene beskæftiger tragisk. ►👤Rötscher har ganske rigtigt gjort 419ham til en Reflexionssyg. 👤Rötschers Udvikling er ypperlig, og har tillige en anden Interesse for Den, som ønsker at see, hvorledes Systematikere nødsages til at bruge Existents-Kategorier.