↩ Det æsthetiske Resultat er i det Udvortes og kan vises. Det kan 237vises og sees endog af ►Nærseende ved Hjælp af en Theater-Kikkert, at Helten seirer, at den Høimodige falder i Slaget og bæres død ind (naturligviis ikke paa eengang) o. s. v. Dette er netop Ufuldkommenheden ved det Æsthetiske. – Det ethiske Resultat kan allerede mindre vises, eller rettere det fordres egentligen med en saadan Hurtighed, at man ikke kan faae Tid til at see sig om, førend det er der. Naar jeg saaledes tænker alt Andet bort, og alene tænker det Ethiske, saa fordrer jeg, ethisk rigtigt, at see det Gode seire med en uendelig Hurtighed, at see Straffen indhente det Onde med en uendelig Hurtighed. Dette lod sig nu ikke fremstille, mindst i 5 Akter, og derfor har man combineret det Æsthetiske og det Ethiske. Man har beholdt den ethiske ►Totaltanke og sinket den uendelige Hurtighed ved æsthetiske Kategorier (Skjebne – Tilfælde), og nu i den ethiske Totaltanke ved Slutningen seet en Verdensorden, en Styrelse, Forsynet. Dette Resultat er æsthetisk-ethisk og kan derfor til en vis Grad vises i det Udvortes. Imidlertid er der en ►Mislighed ved dette Resultat; thi det Ethiske kan ikke respektere det Æsthetiske anderledes, end at betragte en ligefrem Forening med det som en ►Mesalliance. (Derfor vistnok er ►👤Boethius saa vred paa Digter-Fremstillinger, 1ste B. p. 9; ►derfor vistnok forbød 👤Solon Skuespil som Bedrageri, ►derfor vistnok vilde 👤Plato, at Digterne skulde udelukkes af hans Stat). 409 Det Ethiske spørger kun om Skyldig eller Ikke-Skyldig, er selv nok Mand for at hamle op med Menneskene, trænger ikke til noget Udvortes og Synligt, end sige til noget saa tvetydigt dialektisk, som Skjebne og Tilfælde, eller til nogen ►Doms-Aktens Haandgribelighed. 344 Det Ethiske er stolt og siger, naar jeg har dømt, saa behøves der ikke videre. Dette vil sige, at det Ethiske ønsker sig separeret fra det Æsthetiske og fra den Udvorteshed, der er dettes Ufuldkommenhed, det ønsker at indgaae en herligere Forbindelse, og denne er med det Religieuse.