◄ At erindre er ingenlunde identisk med at huske : Allerede 👤Platon og 👤Aristoteles skelnede mellem disse to begreber. Platon beskriver i dialogen Filebos (34a-b) hukommelsen (mnēmē) som den evne el. det sted, hvor indtryk opbevares efter at være registreret af sanserne; når nogle af disse indtryk uden sansernes medvirken genfremkaldes i bevidstheden, er det erindring (anámnēsis). Jf. Platons Skrifter ( 15,1) bd. 7, s. 234f. Aristoteles ( 56,7) skrev blandt sine Parva naturalia (Naturhistoriske småskrifter) en afhandling med titlen »De memoria et reminiscentia« (»Om hukommelse og erindring«); heri beskrives hukommelsen som den evne, der opbevarer sanseindtrykkene, mens erindringen er den viljesakt, hvorved indtrykkene og deres tidsrelation genfremkaldes i bevidstheden. Hukommelsen er således en forudsætning for erindringen, ikke omvendt. Hertil svarer, at flere dyr kan huske, mens alene mennesket kan erindre (449b 1 - 453b 7). Jf. 📖 Aristoteles graece, udg. af 👤Immanuel Bekker, bd. 1-2, 📌Berlin 1831, ktl. 1074-1075; bd. 1, s. 449-453. Hos SK går skellet dog anderledes end hos grækerne: Hukommelsen er den bevidsthedsevne, der er indstillet på at genkalde de oplevede begivenheder præcist og i alle detaljer, men er ligegyldig over for deres betydning. Erindringen, som er en evne af højere orden, anskuer de oplevede begivenheder i forhold til den erindrendes indre, personlige sammenhæng, hans 'idé', og ser i denne forbindelse bort fra alt det uvæsentlige.
I trykt udgave: Bind 6 side 17 linje 21