◄ da han med Fortvivlelsens Lyst ... Vanskabthed : hentyder til 👤Shakespeares tragedie Richard III, 1. akt, 2. scene, hvor 👤Richard efter at have vundet 👤Lady Anna for sig siger: »Har hun alt glemt den brave unge 👤Edvard, / som jeg for neppe trende Maaneder / i Tewksbury, i Vredens Hu, har dræbt? / En mere elskværdig, mere yndet Mand, / – skabt i Naturens yppig øsle Lune, / ung, tapper, klog og sikkert kongelig – / den vide Verden ei igien fremskaffer; / Og dog til mig hun lader Øiet dale, / som høsted denne Ynglings gyldne Vaar, / og hende laae paa Sorgens Enkeseng? / Til mig, hvis Alt ei gielder Edvards Halve? / Til mig, som halter og er saadan Krøbling? / Mit Hertugdom jeg vedder mod en Pending, / at jeg af min Person har taget Feil. / Skiøndt jeg ei seer det selv, hun finder mig, / paa Ære, en særdeles vakker Mand. / Jeg for et Speil mig sætter i Bekostning, / og en Snees Skræddere anskaffer mig, / som kan udfinde Moder til min Pryd; / da hos mig selv i Gunst jeg er indkrøbet, / vil jeg spendere lidt for der at blive. / Først Knegten der jeg vil i Graven synke, / og derpaa for min Elskerinde klynke. / Skin, gyldne Soel, til jeg faaer kiøbt et Speil, / at jeg kan see min Skygge uden Feil.« Oversættelsen skyldes 👤P.F. Wulff, William Shakspeare's Tragiske Værker ( 52,9) bd. 6, 1818, s. 197f.
I trykt udgave: Bind 6 side 327 linje 31