Uddrag fra Stadier paa Livets Vei

naar der er Cholera, bliver der sat en Soldat udenfor : I det 19. årh. opstod en række vandreepidemier af den dødelige infektionssygdom kolera, som bredte sig fra 📌Indien. Den første epidemi (1817 – o. 1822) tog retning mod 📌Kina og 📌Arabien. I den anden epidemi (1826-38) blev også 📌Rusland og 📌Europa hjemsøgt; sygdommen ramte i 1830'ernes begyndelse 📌Tyskland, 📌Sverige og 📌Norge, ligesom den brød ud i 📌Holsten; men det egentlige 📌Danmark gik fri. Den tredje epidemi (1846-61) ramte samtlige lande i Europa samt 📌Nord- og 📌Sydamerika; i Danmark hærgede sygdommen 1853-57. Sygdommen smitter ikke gennem luften, men via afføring fra sygdomsramte personer, som er ynglested for kolerabakterien (først opdaget 1883). Tidligere mente man i Europa at kunne beskytte sig mod sygdommen ved militær afspærring, undertiden af hele byer. Da den anden koleraepidemi nærmede sig Danmark, indførte man en forordning (af 19. juni 1831), som bl.a. indeholdt strenge bestemmelser om afspærring af de enkelte huse og hele kvarterer, hvori sygdommen måtte vise sig. I § 25 hed det: »Det Huus, hvori Cholera har viist sig, saavelsom det Hospital, hvortil nogen Cholera-Patient er hidbragt, bliver strax at spærre (...). For at overholde Spærringen, som ved et tydeligt Tegn bør tilkjendegives, bliver der ved Stedet at anbringe fornøden Vagt. Denne Vagttjeneste forrettes i Kjøbstæderne af Borgervæbningen eller af de Politiecorps, som i enkelte Kjøbstæder ere dannede i Stedet for Borgervæbningen eller sammes anden Afdeling; paa Landet forholdes dermed, som med andet af det Offentlige anordnet Vagthold, hvorhos dog et paalideligt Tilsyn med Vagtholdet anordnes af Sundheds-Commissionen; ogsaa er Amtmanden bemyndiget til at beordre Kystmilitien til at forrette saadan Tjeneste. Hvor Omstændighederne kræve det, ydes militair Hjælp« (Forordning, indeholdende Foranstaltninger, som skulle føies i Anledning af den i adskillige Lande herskende Cholera-Sygdom, 📌Kbh. 1831, s. 14f.). Foranstaltningerne blev dog delvis ophævet i 1832.

I trykt udgave: Bind 6 side 41 linje 30