Kierkegaard, Søren Sygdommen til Døden

1. Og hvis man psychologisk vil see sig om i Virkeligheden, vil man stundom faae Leilighed til at forvisse sig om, at dette, som er tankerigtigt og altsaa skal og maa slaae til, ogsaa slaaer til, og at denne Inddeling omfatter Fortvivlelsens hele Virkelighed; thi hvad Barnet angaaer, taler man jo ikke om Fortvivlelse, men kun om Arrigskab, fordi man kun er berettiget til at forudsætte, at det Evige ►ϰατα δυναμιν er tilstede i Barnet, ei er berettiget til at fordre det af det, som man er berettiget til at fordre det af den Ældre, om hvem det gjælder, han skal have det. Imidlertid vil jeg dog langtfra negte, at der hos Qvinder kan forekomme Former af mandlig Fortvivlelse, og omvendt hos Mænd Former af qvindelig Fortvivlelse; men dette er Undtagelserne. Og det forstaaer sig, det Ideale er ogsaa kun sjeldent; og kun reent idealt er det dog ganske sandt med denne Forskjel mellem Mandlighedens og Qvindelighedens Fortvivlelse. Qvinden har hverken den selvisk udviklede Forestilling om Selvet, ei heller i afgjørende Forstand Intellectualitet, hvor langt mere ømt- og fiintfølende hun end kan være end Manden. Derimod er Qvindens Væsen Hengivenhed, Hengivelse; og det er uqvindeligt, hvis det ikke ►er saa. Besynderligt nok, Ingen kan være saa ►knibsk (og dette Ord er jo af Sproget myntet paa Qvinden), saa næsten grusomt kræsen som en Qvinde – og dog er hendes Væsen Hengivenhed, og dog (just det ►Vidunderlige) er alt Dette egentlig Udtrykket for, at hendes Væsen er Hengivenhed. Thi just fordi hun i sit Væsen bærer den hele qvindelige Hengivenhed, derfor har Naturen kjerligt udstyret hende med et Instinkt, i Sammenligning med hvis Fiinhed den meest, den eminentest udviklede mandlige Reflexion er som Intet. Denne en Qvindes Hengivenhed, denne, at jeg skal ►tale græsk, guddommelige Gave og Rigdom, er for stort et Gode til at den skulde slænges hen iblinde; og dog vilde ingen seende menneskelig Reflexion være istand til at see skarpt nok for at kunne anbringe den rigtigt. Derfor har Naturen taget sig af hende: instinctmæssigt seer hun iblinde klarere end den meest seende Reflexion, instinktmæssigt seer hun, hvor det er hun skal beundre, hvad det er, hvori hun skal hengive sig. Hengivenhed er det Eneste, Qvinden har, derfor paatog Naturen sig at være hendes Værge. Deraf kommer det ogsaa, at Qvindeligheden først bliver til i en ►Metamorphose; den bliver til, idet den uendelige Knibskhed ►forklarer sig som qvindelig Hengivenhed. Men at Hengivenhed er Qvindens Væsen, kommer saa igjen i Fortvivlelsen, er igjen Fortvivlelsens ►Modus. I Hengivelsen har hun tabt sig selv, og kun saaledes er hun lykkelig, kun saaledes er hun sig selv; en Qvinde, der er lykkelig uden Hengivelse, ►det er, uden at hengive sit Selv, hvad det saa end forresten er hun giver det hen til, er aldeles uqvindelig. En Mand giver sig ogsaa hen, og det er en ►daarlig Mand, som ikke gjør det; men hans Selv er ikke Hengivelse (dette er Udtrykket for den qvindelige substantielle Hengivelse), ei heller faaer han sit Selv ved Hengivelse, som Qvinden i en anden Forstand gjør det, han har sig selv; han giver sig hen, men hans Selv bliver endnu tilbage som en ædru Bevidsthed om Hengivelsen, hvorimod Qvinden ægte qvindeligt styrter sig i, styrter sit Selv i Det, til hvilket hun hengiver sig. Tages nu Dette bort, saa er ogsaa hendes Selv borte, og hendes Fortvivlelse: ikke at ville være sig selv. – Saaledes giver Manden sig ikke hen; men den anden Form af Fortvivlelse udtrykker ogsaa det Mandlige: fortvivlet at ville være sig selv. Dette angaaende Forholdet mellem Mandlighedens og Qvindelighedens Fortvivlelse. Dog maa erindres, at her ikke er Tale om Hengivelse til Gud, eller Tale om Guds-Forholdet, hvorom først Talen bliver i andet Afsnit. I Forholdet til Gud, hvor saadan ►Forskjel som: Mand – Qvinde forsvinder, gjælder for Manden som for Qvinden, at Hengivelse er Selvet, og at ved Hengivelse faaes Selvet. Dette gjælder ►ligeligt for Mand og Qvinde, ►om vel oftest i Virkeligheden Qvinden kun gjennem Manden forholder sig til Gud. (tilbage)

✂

47 106 1651) Fortvivlelse over det Jordiske eller over noget Jordisk

✂ Dette er den rene Umiddelbarhed, eller Umiddelbarhed med en qvantitativ ►Reflexion i sig. – Her er ingen uendelig Be48vidsthed om Selvet, om hvad Fortvivlelse er, eller om, at Tilstanden er Fortvivlelse;107 Fortvivlelsen er en blot ►Liden, en Liggen under for Udvorteshedens Tryk, den kommer paa ingen Maade indvortes fra som Handling. Det er ved en, om man saa vil, uskyldig Misbrug af Sproget, en Leeg med Ord, ligesom naar Børnene lege Soldat, at der i Umiddelbarhedens Sprog forekomme saadanne Ord som: Selvet, Fortvivlelse.

✂ Den Umiddelbare (forsaavidt da Umiddelbarhed kan i Virkeligheden forekomme ganske uden al Reflexion) er blot sjelelig bestemmet, ►hans Selv, og ham selv, et Noget med indenfor Timelighedens og Verdslighe166dens ►Omfang, i umiddelbar Sammenhæng med det Andet (►το ετεϱον), og har kun et illusorisk Skin af som var der noget Evigt i det. Saaledes hænger Selvet umiddelbart sammen med det Andet, ønskende, begjerende, nydende o. s. v., men lidende; ►endog begjerende er dette Selv et Dativ som Barnets mig. Dets Dialektik er: det Behagelige og det Ubehagelige; dets Begreber: Lykke, Ulykke, Skjebne.

✂ Nu hænder der da, der tilstøder (at støde – til) dette umiddelbare Selv Noget, som bringer det til Fortvivlelse; paa anden Maade kan det her ikke skee, da Selvet ingen Reflexion har i sig, Det der bringer til Fortvivlelse maa komme udvortes fra, og Fortvivlelsen er en blot Liden. Det, hvori den Umiddelbare har sit Liv, eller, forsaavidt han dog har en lille Smule Reflexion i sig, den Deel deraf, ved hvilken han især hænger, berøves ham »ved et Slag af Skjebnen«, kort, han bliver, som han kalder 167det, ulykkelig, det er, Umiddelbarheden i ham faaer et saadant Knæk, at den ikke kan reproducere sig selv: han fortvivler. Eller, hvad der dog i Virkeligheden sees sjeldnere, men dialektisk er aldeles i sin Orden, denne Umiddelbarhedens Fortvivlen indtræder ved hvad den Umiddelbare kalder en altfor stor Lykke; Umiddelbarheden er 49 nemlig108 som saadan en uhyre Skrøbelighed, og ethvert ►quid nimis, der fordrer Reflexionen af den, bringer den til Fortvivlelse.

✂ Altsaa han fortvivler, det vil sige, ved en besynderlig Bagvendthed og i en fuldkommen Mystification, ►sig selv betræffende, kalder han det at fortvivle. Men at fortvivle er at tabe det Evige – og dette Tab taler han jo ikke om, drømmer han ikke om. At tabe det Jordiske er som saadant ikke det at fortvivle, og dog er det derom han taler, og det kalder han at fortvivle. Hvad han siger, er i en vis Forstand sandt, kun ikke saaledes sandt, som han forstaaer det; han er bagvendt ►situeret, og hvad han siger maa forstaaes bagvendt: han staaer og peger paa det som ikke er det at fortvivle, forklarende at han er fortvivlet, og imidlertid foregaaer ganske rigtigt Fortvivlelsen bag ved ham, ham uafvidende. Det er, som hvis En stod og vendte Ryggen til ►Raad- og Domhuset, pegede lige ud for sig og sagde: der ligger Raad- og Domhuset; Mennesket har Ret, det ligger der – naar han vender sig om. Han er ikke fortvivlet, det er ikke sandt, og dog faaer han Ret, idet han siger det. Men han kalder sig fortvivlet, han betragter sig selv som død, som en Skygge af sig selv. Død er han dog ikke, der er, ►om man saa vil, endnu Liv i Personen. Dersom saaledes Alt pludselig forandredes, alt det Udvortes, og Ønsket opfyldtes, saa kommer der Liv i ham igjen, saa reiser Umiddelbarheden sig atter, og han begynder at leve paa en frisk. Men dette er den eneste Maade, paa hvilken Umiddelbarheden veed at stride, det Eneste, den veed: at fortvivle og daane – og dog veed den mindst af Alt, hvad Fortvivlelse er. Den fortvivler og daaner, og derpaa ligger den ganske stille som var den død, ►et Kunststykke liig det »at ligge todt«; det er med Umiddelbarheden som med visse lavere Dyrearter, der intet andet Vaaben eller Forsvars-Middel have end at ligge ganske stille og lade som vare de døde.

✂ Imidlertid gaaer Tiden hen. Kommer der saa Hjælp i det Udvortes, saa kommer der ogsaa Liv igjen i den Fortviv50lede, han begynder, hvor han slap, et Selv var han ikke, og et Selv blev han ikke, men lever nu ►168videre fort, blot umiddelbart bestemmet. Kommer Udvorteshedens Hjælp ikke, saa skeer der i Virkeligheden oftest noget Andet. Der kommer saa dog alligevel Liv i Personen, men »sig selv bliver han aldrig mere«, siger han. Han faaer nu en Smule Forstand paa Livet, han lærer at efterabe de andre Mennesker, hvordan de bære sig ad med at leve – og saadan lever han nu ogsaa. I ►Christenheden er han tillige Christen, gaaer hver Søndag i Kirke,109 hører og forstaaer Præsten, ja de forstaae hinanden; han døer; ►Præsten introducerer ham for 10 Rdlr. i Evigheden – men et Selv var han ikke, et Selv blev han ikke.

✂ Denne Form af Fortvivlelse er: fortvivlet ikke at ville være sig selv, eller endnu lavere: fortvivlet ikke at ville være et Selv, eller allerlavest: fortvivlet at ville være en Anden end sig selv, at ønske sig et nyt Selv. Umiddelbarheden har egentligen intet Selv, den kjender ikke sig selv, kan saaledes heller ikke kjende sig selv igjen, der endes derfor gjerne i det Eventyrlige. Idet Umiddelbarheden fortvivler, har den ikke engang Selv nok til at ønske eller drømme, at den dog var blevet det, den ikke blev. Den Umiddelbare hjælper sig saa paa en anden Maade, han ønsker at være en Anden. Dette vil man let forvisse sig om ved at iagttage umiddelbare Mennesker; der ligger i Fortvivlelsens Øieblik dem intet Ønske saa nær, som det, at være blevet en Anden eller at blive en Anden. Man kan i ethvert Tilfælde aldrig lade være at smile af en saadan Fortvivlet, der menneskelig talt, skjøndt fortvivlet, er saa saare uskyldig. Som oftest er en saadan Fortvivlet uendelig comisk. Man tænke sig et Selv (og ►næst Gud er der Intet saa evigt som et Selv), og saa at et Selv faaer det Indfald, om det ikke skulde kunne lade sig gjøre at det blev en Anden – end sig selv. Og dog elsker en saadan Fortvivlet, hvis eneste Ønske er denne af alle afsindige Forvandlinger afsindigste, han elsker den Indbildning, at ►Changementet skulde kunne gaae lige saa let for sig som det at faae en anden 51 ►Kjole paa. Thi den Umiddelbare kjender ikke sig selv, han kjender ganske bogstaveligen kun sig selv paa Kjolen, han kjender (og her er atter den uendelige Comik) det at have et Selv paa Udvortesheden. Der gives ikke let nogen latterligere Forvexling; thi et Selv er just uendelig forskjelligt fra Udvortesheden. Da nu hele Udvortesheden forandredes for den Umiddelbare, og han fortvivlede, saa gaaer han et Skridt videre, han tænker som saa, det bliver hans Ønske: hvad om jeg blev en Anden, fik mig et nyt Selv. Ja, hvad om han 169blev en Anden – mon han saa vilde kjende sig selv igjen? ►Man fortæller om en Bondemand, som barbenet var kommet til Hovedstaden, og der havde faaet saa mange Skillinger, at han kunde kjøbe sig et Par Strømper og Skoe, og dog beholdt saa Meget tilovers, at han kunde drikke sig fuld – man fortæller, at han, som han beruset vilde til at finde hjem, blev liggende midt paa Landeveien og faldt i Søvn. Saa kom der en Vogn kjørende, og Kudsken raabte ham110 an, at han skulde flytte sig, ellers kjørte han over hans Been. Den fulde Bonde vaagnede, saae derpaa til sine Been, og da han paa Grund af Strømper og Skoe ikke kjendte dem, sagde han: kjør han kun, det er ikke mine Been. Saaledes med den Umiddelbare naar han fortvivler, det er umuligt sandt at fremstille ham uden comisk, det er, at jeg selv skal sige det, allerede et Slags Kunststykke at tale i den Jargon om et Selv og om Fortvivlelse.

✂ Naar Umiddelbarheden antages at have en ►Reflexion i sig, modificeres Fortvivlelsen noget; der bliver noget mere Bevidsthed om Selvet, og derved igjen om, hvad Fortvivlelse er, og om, at Ens Tilstand er Fortvivlelse; der bliver nogen Mening i, at et saadant Menneske taler om at være fortvivlet: men Fortvivlelsen er væsentligen Svaghedens, en Liden; dens Form, fortvivlet ikke at ville være sig selv.

✂ Fremskridtet i Sammenligning med den rene Umiddelbarhed viser sig strax heri, at Fortvivlelsen ikke altid fremkommer ved et Stød, ved at der hænder Noget, men kan foranlediges ved selve Reflexionen i sig, saa Fortvivlelsen, ►naar saa er, 52 ikke er en blot ►Liden og Liggen under for Udvortesheden, men til en vis Grad Selvvirksomhed, Handling. Her er jo en vis Grad af Reflexion i sig, altsaa en vis Grad af Besindelse paa sit Selv; med denne visse Grad af Reflexion i sig begynder ►den Udsondrings-Akt, hvori Selvet bliver opmærksomt paa sig selv som væsentlig forskjelligt fra Omverdenen og Udvortesheden og dennes Indvirkning paa det. Men det er kun til en vis Grad. Idet nu Selvet med en vis Grad af Reflexion i sig vil til at overtage Selvet, støder det maaskee paa en eller anden Vanskelighed i Selvets Sammensætning, i Selvets Nødvendighed. Thi som intet menneskeligt Legeme er det fuldkomne, saa heller intet Selv. Denne Vanskelighed, den være en ►hvilken, gyser han tilbage for. Eller der hænder ham Noget, som bryder med Umiddelbarheden i ham dybere, end han ved Reflexion i sig har gjort det; eller hans 170Phantasi opdager en Mulighed, der, hvis den indtraadte, vilde saaledes blive Bruddet med Umiddelbarheden.

✂ Saa fortvivler han. Hans Fortvivlelse er Svaghedens, Selvets Liden, i Modsætning til Selvhævdelsens Fortvivlelse; men ved Hjælp af den relative Reflexion i sig, han har, gjør han, deri atter forskjellig fra den reent Umiddelbare, Forsøg paa at værne om sit Selv. Han forstaaer, at det dog er en ►Omsætning dette med at slippe Selvet, han bliver ikke saaledes ►apoplectisk rørt af Slaget som den Umiddelbare gjør det, han forstaaer ved Hjælp af Reflexionen, at111 der er Meget, han kan tabe, uden at tabe Selvet; han gjør Indrømmelser, han er istand dertil, og hvorfor? fordi han til en vis Grad har udsondret sit Selv fra Udvortesheden, fordi han har en dunkel Forestilling om, at der endog maa være noget Evigt i Selvet. Men forgjæves kjæmper han saaledes; Vanskeligheden, han er stødt paa, kræver et Brud med hele Umiddelbarheden og dertil har han ikke Selv-Reflexion eller ethisk Reflexion; han har ingen Bevidsthed om et Selv, der vindes ved den uendelige Abstraktion fra alt Udvortes, dette, i Modsætning til Umiddelbarhedens paaklædte, nøgne, abstrakte Selv, der er det uendelige Selvs første Form, og det Fremadskyndende i hele 53 den Proces, hvorved et Selv uendeligt overtager sit virkelige Selv med dets Vanskeligheder og Fortrin.

✂ Altsaa, han fortvivler, og hans Fortvivlelse er: ikke at ville være sig selv. Derimod falder det Latterlige ham rigtignok ikke ind, at ville være en Anden; han vedligeholder Forholdet til sit Selv, saavidt har Reflexionen knyttet ham til Selvet. Det gaaer ham da i Forhold til Selvet, som det kan gaae en Mand i Forhold til hans Bopæl (det Comiske er, at i slet saa skjødesløst et Forhold, som en Mand staaer til sin Bopæl, staaer rigtignok Selvet ikke til sig selv), at den bliver ham modbydelig, fordi der er Røg, eller ligegyldigt af hvilkensomhelst Grund; han forlader den saa, men han vandrer ikke ud, han fæster ikke en ny Bopæl, han vedbliver at betragte den gamle som sin Bopæl; han ►regner paa, at det skal gaae over igjen. Saaledes med den Fortvivlende. Saalænge dette staaer paa med den Vanskelighed, tør han, som det hedder med særlig Prægnants, ikke komme til sig selv, vil han ikke være sig selv; men det gaaer vel over, det forandrer sig maaskee, den mørke Mulighed glemmes vel. Saalænge kommer han derfor kun engang imellem saa at sige paa Besøg til sig selv, for at see efter, om Forandringen ikke er indtraadt. Og saa 171snart den er indtraadt, saa flytter han hjem igjen, »er atter sig selv«, ►saa siger han, dog vil dette kun sige, han begynder hvor han slap, han var saadan til en vis Grad et Selv og blev heller ikke til mere.

✂ Men indtræder der ingen Forandring, saa hjælper han sig paa en anden Maade. Han svinger aldeles bort fra Retningen ind efter, ad hvilken Vei han skulde have været fremad, for i Sandhed at blive et Selv. Det hele Spørgsmaal om Selvet i dybere Forstand bliver en Slags ►blind Dør i Baggrunden af hans Sjel, indenfor den er der Ingenting. Han overtager hvad han i sit Sprog kalder sit Selv, det112 vil sige, hvad Evner, hvad Talenter o. s. v. der kan være givet ham, alt Dette overtager han dog med Retningen ud efter, mod, som det hedder, Livet, det virkelige, det virksomme Liv; han omgaaes meget forsigtigt den Smule Reflexion i sig han har i sig, han frygter 54 det skulde komme op igjen, Det i Baggrunden. Saa lykkes det ham lidt efter lidt at glemme det; i Aarenes Løb finder han det saa næsten latterligt, især naar han er i godt Selskab med andre ►duelige og virksomme Mænd, der have Sands og Dygtighed for det virkelige Liv. ►Charmant! Han er nu, som der staaer i Romanen, allerede i flere Aar lykkelig gift, en virksom og foretagende Mand, Fader og Borger, maaskee endog en stor Mand; hjemme i hans Huus kalde Tjenestefolkene ham ►»Han Selv«; i Byen er han blandt Honoratiores; hans Optræden er med ►Persons-Anseelse, eller ►med Anseelse af Person, det er ►efter al Anseelse at dømme en Person. I ►Christenheden er han Christen (aldeles i samme Forstand som han i Hedenskabet vilde være Hedning, og i Holland Hollænder), en af de dannede Christne. ►Det Spørgsmaal om Udødeligheden har ofte beskjeftiget ham, og mere end een Gang har han spurgt Præsten, om der var en saadan Udødelighed til, om man virkelig vilde ►kjende sig selv igjen; hvad jo ogsaa maa have en ganske særdeles Interesse for ham, da han intet Selv har.

✂ Det er umuligt, sandt at fremstille denne Art Fortvivlelse uden en vis Tilsætning af det Satiriske. Det Comiske er, at han vil tale om, at have været fortvivlet; det Forfærdelige er, at hans Tilstand efter at have, som han mener det, overvundet Fortvivlelsen, just er Fortvivlelse. Det er uendelig comisk, at der til Grund for den i Verden saa meget prisede Livs-Klogskab, at der til Grund for alt det Satans Meget af gode Raad og kloge Vendinger, og Seen-Tiden-an, og ►Tagen sig i sin Skjebne og ►Skriven i Glemmebogen, ideelt forstaaet, ligger en fuldkommen ►Dumhed 172paa, hvor Faren egentligen er, hvilken Faren egentligen er. Men denne ethiske Dumhed er igjen det Forfærdelige.

✂ Fortvivlelse over det Jordiske eller over noget Jordisk er den almindeligste Art af Fortvivlelse, og især under den anden Form, som Umiddelbarhed med en qvantitativ ►Reflexion i sig. Jo mere gjennemreflekteret Fortvivlelsen bliver, desto sjeldnere sees den, eller forekommer den i Verden. Men dette beviser, at de fleste Mennesker end ikke ere komne synderligt dybt i det 55 at fortvivle, ingenlunde derimod, at de ikke ere fortvivlede. Det er meget faae113 Mennesker, der endog kun nogenlunde leve under Bestemmelsen Aand; ja, det er end ikke Mange, der blot forsøge paa dette Liv, og af dem, der gjøre det, springe de fleste snart fra. De have ikke lært at frygte, ikke lært at skulle, ligegyldigt, uendelig ligegyldigt hvad der saa end forresten skeer. Derfor kunne de ikke udholde, hvad der allerede forekommer dem selv som en Modsigelse, hvilken da i Omverdenens Reflexion viser sig langt, langt grellere, at det at bekymres for sin Sjel og det at ville være Aand, i Verden seer ud som Tidsspilde, ja som uforsvarlig Tidsspilde, der om muligt burde straffes af de borgerlige Love, i ethvert Tilfælde straffes med Foragt og Bespottelse som en Art Forræderi mod Menneskene, som en trodsig Afsindighed, der vanvittigt udfylder Tiden med Ingenting. Saa er der et Øieblik i deres Liv, ak dette er deres bedste Tid, hvor de dog begynde paa at tage Retningen ind efter. De komme saa omtrent til de første Vanskeligheder, der ►svinge de af; det er dem som førte denne Vei til en trøstesløs Ørken – ►und rings umher liegt schöne grüne Weide. Der søge de saa hen, og glemme snart hiin deres bedste Tid, ak, og glemme den som var den en Barnagtighed. De ere tillige Christne – beroligede af Præsterne i deres Saligheds-Sag. Som sagt, denne Fortvivlelse er den almindeligste, den er saa almindelig, at man kun deraf kan forklare sig den ►i Handel og Vandel temmelig almindelige Mening, at Fortvivlelse skulde være Noget, som tilhørte Ungdommen, som kun forekommer i de unge Aar, men som ikke findes hos den ►satte Mand, der er kommen til Skjels Aar og Alder. Dette er en fortvivlet Vildfarelse, eller rigtigere en fortvivlet Feiltagelse, der overseer – ja, og hvad endnu værre er, den overseer, at Det, den overseer, dog næsten er det Bedste, der kan siges om Menneskene, da oftere det langt Værre skeer –, at de fleste Mennesker, væsentligen betragtet, egentligen ikke i hele deres Liv drive det til mere end til 173at være hvad de vare i Barndommen og Ungdommen: Umiddelbarhed med Tilsætning af en lille Dosis Reflexion i sig. Nei, 56 Fortvivlelse er sandeligen ikke Noget, der kun forekommer hos Ynglinge, Noget, man uden videre voxer fra – »som man voxer fra Illusion«. Men dette gjør man jo heller ikke, om man end er taabelig nok til at mene det. Tværtimod, man kan ofte nok træffe paa Mænd og Koner og Oldinge, der have barnagtig Illusion ►trods nogen Yngling. Men man overseer, at Illusion væsentlig har to Former: Haabets og Erindringens. Ungdommen har Haabets Illusion, den Ældre114 Erindringens; men just fordi han er i Illusion, har han ogsaa den aldeles eensidige Forestilling om Illusion, at den kun er Haabets. Og det forstaaer sig, Haabets Illusion plages den Ældre ikke af, men derimod vel blandt Andet ogsaa af denne snurrige: fra et ►formeentlig høiere Standpunkt uden Illusion at see ned paa Ynglingens Illusion. Den Unge er i Illusion, han haaber det Overordentlige af Livet og af sig selv; til Gjengjeld finder man ofte hos den Ældre Illusion ►betræffende, hvorledes han erindrer sin Ungdom. En ældre Kone, der nu formeentligen har opgivet al Illusion, ►befindes ofte at være, trods nogen ung Pige, phantastisk i Illusion med Hensyn til, hvorledes hun erindrer sig selv som ung Pige, hvor lykkelig hun var den Gang, hvor skjøn o. s. v. Dette ►fuimus, som saa ofte høres af en Ældre, er fuldt saa stor en Illusion som den Unges futuriske; de lyve eller digte begge.

✂ Men ganske anderledes fortvivlet er den Feiltagelse, at Fortvivlelse kun tilhører Ungdommen. Det er overhovedet en stor Taabelighed, og er just Uforstand paa, hvad Aand er, ►derhos Miskjendelse af, at Mennesket er Aand, ikke blot en Dyre-Skabning, at mene, at det skulde gaae saa nemt til med Tro og Viisdom, at de virkeligen saadan uden videre kom med Aarene, som Tænder, Skjæg og deslige. Nei, hvad saa end et Menneske uden videre kommer til, og hvad der saa end kommer uden videre: Eet bestemt ikke, Tro og Viisdom. Men Sagen er denne, med Aarene kommer Mennesket, aandelig forstaaet, ikke uden videre til Noget, denne Kategori er netop Aandens ►argeste Modsætning; derimod gaaer det meget let, uden videre med Aarene at gaae fra Noget. Og med Aarene 57 gaaer man maaskee fra den Smule Lidenskab, Følelse, Phantasi, den Smule Inderlighed, man havde, og gaaer uden videre (thi Sligt gaaer uden videre) ind under Trivialitetens Bestemmelse af Forstand paa Livet. Denne – forbedrede Tilstand, som rigtignok er kommet med 174Aarene, anseer han nu fortvivlet for et Gode, han forvisser sig let om (og i en vis satirisk Forstand er Intet vissere), at det nu aldrig kunde falde ham ind at fortvivle – nei, han har sikkret sig, han er fortvivlet, ⓘ aandløstaandløst] R, aandligt A fortvivlet. Thi hvorfor mon ►👤Socrates elskede Ynglinge, ►uden fordi han kjendte Mennesket!

✂ Og skeer det ikke saaledes, at et Menneske med Aarene synker hen i den trivielleste Art Fortvivlelse, saa følger deraf dog vel ingenlunde, at Fortvivlelse blot skulde tilhøre Ungdommen. Udvikler115 et Menneske sig virkeligen med Aarene, modnes han i væsentlig Bevidsthed om Selvet, saa kan han maaskee fortvivle i en høiere Form. Og udvikler han sig ikke væsentlig med Aarene, medens han dog heller ikke synker reent hen i Trivialitet, det vil sige, bliver han saa omtrent ved at være et ungt Menneske, en Yngling, skjøndt Mand, Fader og Graahaaret, altsaa dog bevarende noget af det Gode hos Ynglingen, saa vil han jo ogsaa være udsat for at fortvivle som en Yngling, over det Jordiske eller over noget Jordisk.

✂ En Forskjel kan der ►saa vel blive mellem en saadan Ældres og en Ynglings Fortvivlelse, men ingen væsentlig, en reen tilfældig. Ynglingen fortvivler over det Tilkommende, som et ►Præsens in futuro; der er noget Tilkommende, han ikke vil overtage, med det vil han ikke være sig selv. Den Ældre fortvivler over det Forbigangne som et Præsens in præterito, der ikke vil blive mere og mere forbigangent – thi saa fortvivlet er han da ikke, at det er lykkedes ham ganske at glemme det. Dette Forbigangne er maaskee endog Noget, som Angeren egentligen skulde have fat i. Men skulde Angeren frem, saa maatte der først fortvivles ►tilgavns, fortvivles ud, saa maatte Aands-Livet bryde igjennem fra Grunden af. Men fortvivlet som han er, tør han ikke lade det komme til en saadan Afgjørelse. Der bliver han saa staaende, Tiden gaaer hen – 58 med mindre det da lykkes ham, endnu mere fortvivlet, ved Hjælp af Glemsel at ►hele det, saa han istedetfor at blive en Angrende, bliver sin egen ►Hæler. Men væsentligen bliver en saadan Ynglings og en saadan Ældres Fortvivlelse den samme, det kommer ikke til nogen ►Metamorphose, i hvilken Bevidstheden om det Evige i Selvet bryder igjennem, saa Kampen kunde begynde, der enten potentserer Fortvivlelse til en endnu høiere Form, eller fører til Troen.

✂ Men er der dog ikke en væsentlig Forskjel mellem de tvende hidtil som identisk brugte Udtryk: at fortvivle over det Jordiske (Totalitets-Bestem175melsen), og at fortvivle over noget Jordisk (det Enkelte)? Jo der er. Idet Selvet med uendelig Lidenskab i Phantasi fortvivler over noget Jordisk, gjør den uendelige Lidenskab dette Enkelte, dette Noget til det Jordiske ►in toto, det vil sige Totalitets-Bestemmelsen ligger i og tilhører den Fortvivlende. Det Jordiske og Timelige som saadant er netop Det, som falder ud fra hinanden, i Noget, i det Enkelte. Det er umuligt, virkeligt at tabe eller berøves alt Jordisk, thi Totalitetsbestemmelsen er en Tankebestemmelse. Selvet forøger altsaa først det virkelige Tab uendeligt,116 og saa fortvivler det over det Jordiske in toto. Men saasnart denne Forskjel (mellem at fortvivle over det Jordiske og over noget Jordisk) skal gjøres væsentligen gjældende, saa er der ogsaa gjort et væsentlig Fremskridt i Bevidsthed om Selvet. Denne Formel at fortvivle over det Jordiske er saa et dialektisk første Udtryk for den næste Form af Fortvivlelse.

✂

2) Fortvivlelse om det Evige eller over sig selv

✂ Fortvivlelse over det Jordiske eller over noget Jordisk er jo egentligen ogsaa ►Fortvivlelse om det Evige og over sig selv, forsaavidt den da er Fortvivlelse, thi det er jo Formelen for al Fortvivlelse¹. Men den Fortvivlende, som han blev fremstillet 59 i det Foregaaende, var ikke opmærksom 176paa, hvad der, saa at sige, skeer bag ved ham; han mener at fortvivle over noget Jordisk og taler bestandigt om, hvorover det er han fortvivler, og dog fortvivler han om det Evige; thi det at han tillægger det Jordiske saa stort Værd, eller, videre udført, det at han tillægger noget Jordisk saa stort Værd, eller at han først gjør noget Jordisk til alt Jordisk, og saa tillægger det Jordiske saa stort Værd, er jo just at fortvivle om det Evige.

✂ Denne Fortvivlelse er nu et betydeligt Fremskridt. Var den foregaaende Svaghedens, saa er denne: Fortvivlelse over sin Svaghed, medens den dog endnu bliver indenfor Væsens-Bestemmelsen: Svaghedens Fortvivlelse, som forskjellig fra β (Trods). Der er altsaa kun en relativ Forskjel. Denne er, at den foregaaende Form har Svaghedens Bevidsthed som sin sidste Bevidsthed, medens her Bevidstheden ikke standser derved, men potentserer sig til en ny117 Bevidsthed, den om sin Svaghed. Den Fortvivlende forstaaer selv, at det er Svaghed at tage sig det Jordiske saa nær, at det er Svaghed at fortvivle. Men istedetfor nu at svinge rigtigt af bort fra Fortvivlelsen hen til Troen, for Gud ydmygende sig under sin Svaghed, fordyber han sig i Fortvivlelsen og fortvivler over sin Svaghed. Derved vender saa hele Synspunktet sig om, han bliver sig nu tyde60ligere sin Fortvivlelse bevidst, at han fortvivler om det Evige, han fortvivler over sig selv, at han kunde være svag nok til at tillægge det Jordiske saa stor Betydning, hvilket nu bliver ham fortvivlet Udtrykket for, at han har tabt det Evige og sig selv.

✂ Her er ►Stigen. Først i Bevidstheden om Selvet; thi at fortvivle om det Evige er da umuligt uden at have en Forestilling om Selvet, at der er noget Evigt i det, eller at det har havt noget Evigt i sig. Og skal man fortvivle over sig selv, maa man jo ogsaa være sig bevidst at have et Selv; dog er det derover han fortvivler, ikke over det Jordiske eller noget Jordisk, men over sig selv. Fremdeles er her større Bevidsthed om, hvad Fortvivlelse er, thi Fortvivlelse er ganske rigtigt at have tabt det Evige og sig selv. Selvfølgeligt er der ogsaa større Bevidsthed om, at Ens Tilstand er Fortvivlelse. Videre er Fortvivlelsen her ikke blot ►en Liden, men en Handling. Thi naar det Jordiske tages fra Selvet, og han fortvivler, saa er det som kom Fortvivlelsen fra det Udvortes, om den dog altid kommer fra Selvet; men naar Selvet fortvivler over denne sin Fortvivlelse, saa kommer denne nye Fortvivlelse fra Selvet, indirecte-directe fra Selvet, som Modtryk (Reaktion), deri forskjellig fra Trods, der kommer 177direkte fra Selvet. Endeligen er her ogsaa, om end i en anden Forstand, endnu et Fremskridt. Thi just fordi denne Fortvivlelse er intensivere, er den i en vis Forstand Frelsen nærmere. En saadan Fortvivlelse glemmes vanskelig, den er for dyb; men i ethvert Øieblik Fortvivlelsen holdes aaben, er der ogsaa Mulighed af Frelsen.

✂ Dog er denne Fortvivlelse alligevel at henføre under Formen: fortvivlet ikke at ville være sig selv. Som naar en Fader gjør en Søn arveløs, saaledes vil Selvet ikke vedkjende sig sig selv efterat have været saa svag. Det kan fortvivlet ikke glemme denne Svaghed, det hader paa en Maade sig selv, det vil ikke troende ydmyge sig under sin Svaghed for saaledes at gjenvinde sig selv, nei, det vil, saa at sige, fortvivlet Intet høre om sig selv, ikke vide af sig selv at sige. Men at hjælpes ved Glemsel, kan der dog heller ikke være118 Tale om, 61 ei heller om ved Hjælp af Glemsel at slippe ind under Bestemmelsen Aandløshed, og saa være Mand og Christen som andre Mænd og Christne; nei, dertil er Selvet for meget Selv. Som det vel ofte gik Faderen, der gjorde Sønnen arveløs: det udvortes Factum hjalp ham kun lidet, han blev derfor ikke af med Sønnen, hans Tanke idetmindste ikke; som det saa ofte gaaer med en Elskendes Forbandelse over den Forhadte (ɔ: over den Elskede): den hjælper ikke stort, den næsten fængsler mere – saaledes gaaer det det fortvivlede Selv med sig selv.

✂ Denne Fortvivlelse er en Qvalitet dybere end den foregaaende, og hører til den Fortvivlelse, som sjeldnere forekommer i Verden. ►Hiin Blinddør, om hvilken der taltes i det Foregaaende, bag hvilken der Ingenting var, er her en virkelig, men rigtignok omhyggelig lukket Dør, og bag den sidder Selvet ligesom og passer paa sig selv, beskjæftiget med eller udfyldende Tiden med ikke at ville være sig selv, og dog Selv nok til at elske sig selv. Det kalder man Indesluttethed. Og fra nu af komme vi til at ►handle om Indesluttethed, der er lige Modsætningen til Umiddelbarhed, og blandt Andet ogsaa, i Retning af Tænkning, har en stor Foragt for denne.

✂ Men er da et saadant Selv ikke til i Virkeligheden, er han flygtet udenfor Virkeligheden, i Ørkenen, i Klosteret, i ►Daarekisten; er han ikke et virkeligt Menneske, paaklædt som Andre, eller som Andre iført det sædvanlige Overtøi? Ih, jo vist, hvorfor ikke det! Men dette med Selvet indvier han Ingen i, ikke en Sjel, det føler han ingen Trang til eller han har lært at betvinge den, hør blot ham selv tale derom. »Det er da ogsaa 178kun de reent umiddelbare Mennesker – hvilke under Bestemmelsen Aand omtrent staae paa samme Punkt, som Barnet i det første Afsnit af den første Barndom, hvor det med en heelt igjennem elskværdig Ugeneerthed ►lader Alt gaae fra sig – det er kun de reent umiddelbare Mennesker, der slet Intet kunne holde paa. Det er denne Art af Umiddelbarhed, der ofte med stor Prætension kalder sig »Sandhed, at være sand, et sandt Menneske og ganske som man er«, hvilket netop er lige saa sandt, som at det er Usandhed, naar en 62 Ældre, ikke strax han føler en legemlig Trang, giver efter. Ethvert blot en lille Smule reflecteret Selv har dog en Forestilling om at tvinge Selvet.« Og vor Fortvivlede er da indesluttet nok til at kunne holde enhver Uvedkommende, altsaa Enhver, borte fra dette med Selvet, medens han ud efter er ganske »et virkeligt Menneske.« Han er en studeret Mand, Mand, Fader,119 ►endogsaa en ualmindelig dygtig Embedsmand, en respektabel Fader, behagelig i Omgang, saare mild mod sin Kone, Omhyggeligheden selv mod sine Børn. Og Christen? – nu ja, det er han ogsaa saadan, imidlertid undgaaer han helst at tale derom, om han end gjerne seer, og med en vis veemodig Glæde, at hans Kone til Opbyggelse beskjæftiger sig med ►det Gudelige, i Kirke gaaer han meget sjeldent, fordi det forekommer ham, at de fleste Præster egentligen ikke vide, hvad de tale om. Han gjør Undtagelse med en ganske enkelt Præst, om hvem han indrømmer, at han veed, hvad han taler om; men ham ønsker han af en anden Grund ikke at høre, da han har en Frygt for at det skulde føre ham for vidt. Derimod føler han ikke sjeldent Trang til Eensomhed, det er ham en Livsfornødenhed, stundom som det at aande, til andre Tider som det at sove. At han har denne Livsfornødenhed mere end de fleste Folk, er da ogsaa et Tegn paa, at han er en dybere Natur. Overhovedet er Trangen til Eensomhed et Tegn paa, at der dog er Aand i et Menneske, og Maalestokken for hvad Aand der er. »De reent pjattede ►U- og Med-Mennesker« føle i den Grad ingen Trang til Eensomhed, at de, ligesom ►Selskabsfuglene, strax døe, blot de et Øieblik skulle være ene; som det lille Barn maa visses i Søvn, saaledes behøve disse det Selskabeliges beroligende Vissen for at kunne spise, drikke, sove, bede, forelske sig o. s. v. Men saavel i Oldtiden som i Middelalderen var man dog opmærksom paa denne Trang til Eensomhed, havde Respekt for hvad den betyder; i vore Tiders ►Bestandig-Selskabelige gyser man i den Grad for 179Eensomhed, at man (o, ypperlige ►Epigram!) ikke veed at bruge den til Andet end ►til Straf for Forbrydere. Dog det er sandt, det er jo i vore Tider en Forbrydelse at have Aand, saa er det 63 jo i sin Orden, at Saadanne, Eensomhedens Elskere, komme i Classe med Forbrydere.

✂ Den indesluttede Fortvivlede lever da hen, ►horis succesivis, i ►Timer, der, om end ikke levede for Evigheden, dog have Noget med det Evige at ►skaffe, beskjæftiget med sit Selvs Forhold til sig selv; men han kommer egentligen ikke videre. Naar saa det er gjort, naar Trangen til Eensomhed er tilfredsstillet, saa gaaer han ligesom ud – selv naar han gaaer ind til eller indlader sig med sin Kone og sine Børn. Det, der som Ægtemand gjør ham saa mild, og som Fader saa omhyggelig, er, foruden hans naturlige Godmodighed og hans Pligtfølelse, den Tilstaaelse han i sit indesluttede Inderste har gjort sig selv, ►betræffende sin Svaghed.

✂ 120Var det muligt for Nogen at blive Medvider i hans Indesluttethed, og man saa vilde sige til ham, det er jo Stolthed, Du er jo egentligen stolt af Dit Selv: saa vilde han vel neppe gjøre nogen Anden den Tilstaaelse. Naar han blev ene med sig selv, vilde han vel tilstaae, at der var Noget deri, men den Lidenskabelighed, med hvilken hans Selv havde opfattet hans Svaghed, vilde snart indbilde ham igjen, at det umuligt kunde være Stolthed, da det jo netop var over sin Svaghed han fortvivlede – ret som var det ikke Stoltheden, der lagde saa uhyre en Vægt paa Svagheden, ret som var det ikke, fordi han vilde være stolt af sit Selv, at han ikke kunde udholde denne Bevidsthed om Svaghed. – Vilde man sige til ham »det er en besynderlig ►Forvikling, en besynderlig Art Knude; thi hele Ulykken ligger egentlig i den Maade, Tanken slynger sig paa; ellers er det jo endog normalt, det er jo just ad den Vei Du skal, Du skal gjennem den Fortvivlelse om Selvet til Selvet. Det med Svagheden er ganske rigtigt, men det er ikke det, Du skal fortvivle over; Selvet maa ►brydes for at blive selv, lad blot være at fortvivle derover« – vilde man tale saaledes til ham, saa vilde han i et lidenskabsløst Øieblik forstaae det, men snart vilde Lidenskaben igjen ►see feil, og saa gjør han igjen Svinget forkeert, ind i Fortvivlelsen.

✂ Som sagt, en saadan Fortvivlelse er sjeldnere i Verden. 64 Bliver den nu ikke staaende paa dette Punkt, blot marscherende paa Stedet; og paa den anden Side, foregaaer der ikke en Omvæltning med den Fortvivlende, saa han kommer paa den rigtige Vei hen til Troen: saa vil enten en 180saadan Fortvivlelse ►potentsere sig til en høiere Form af Fortvivlelse og vedblive at være Indesluttethed, eller den bryder igjennem ud efter og tilintetgjør den udvortes ►Omklædning, i hvilken en saadan Fortvivlet har levet hen som i et Incognito. I sidste Tilfælde vil saa en saadan Fortvivlet styrte sig ud i Livet, maaskee i store Foretagenders Adspredelse, han vil blive en urolig Aand, hvis Tilværelse efterlader sig Spor nok, en urolig Aand, der vil glemme, og da det larmer for stærkt derinde maa der stærke Midler til, om end af en anden Art end ►de, som Richard III bruger for ikke at høre Moderens Forbandelser. Eller han vil søge Glemsel i Sandselighed, maaskee i Udsvævelser, han vil fortvivlet tilbage til Umiddelbarheden, men bestandigt med Bevidsthed om Selvet, som han ikke vil være. I første Tilfælde, naar Fortvivlelsen potentseres, bliver den Trods, og det ►vorder nu aabenbart, hvor megen Usandhed der laae i dette med Svagheden, det bliver aabenbart,121 hvor dialektisk rigtigt det er, at det første Udtryk for Trods er just Fortvivlelse over sin Svaghed.

✂ Dog lad os til Slutning see endnu engang en Smule ind til den Indesluttede, der i Indesluttetheden marscherer paa Stedet. Bevares denne Indesluttethed absolut, ►omnibus numeris absoluta, saa vil Selvmord blive den Fare, som ligger ham nærmest. Mennesker, som disse ere fleest, have naturligviis ingen Anelse om hvad en saadan Indesluttet formaaer at bære; fik de det at vide, vilde de forbauses. Men saa er Selvmord igjen Faren for den absolut Indesluttede. Taler han derimod til Een, aabner han sig for et eneste Menneske, saa er han efter al Sandsynlighed ►afspændt saa meget, eller ►spændt saa meget ned, at Selvmordet ikke resulterer af Indesluttetheden. En saadan Indesluttethed med een Medvider er en heel Tone mildere end den absolute. Han vil saa sandsynligviis undgaae Selvmordet. Dog kan det hænde, at han, 65 just idet han har aabnet sig for en Anden, fortvivler derover, at det er ham, ⓘ somsom] R, saa A maatte han dog uendelig langt hellere have holdt ud i Tausheden, end at have en Medvider. Sligt har man Exempler paa, at en Indesluttet just er bragt til Fortvivlelse ved at have faaet en Fortrolig. Saa kan dog et Selvmord blive Følgen. Digterisk vilde ►Katastrophen (►poetice antaget, at Personen f. Ex. var Konge eller Keiser) ogsaa kunne være at danne saaledes, at han lod den Fortrolige slaae ihjel. Man kunde tænke sig en saadan dæmonisk Tyran, der følte Trang til at tale med et 181Menneske om sin Qval, og saa successive forbrugte en ►Slump Mennesker; thi at blive hans Fortrolige var den visse Død: saasnart Tyrannen havde udtalt sig for ham, blev han ihjelslaaet. – Det vilde være en Opgave for en Digter, at fremstille denne qvalfulde Selvmodsigelse i en Dæmonisk, ikke at kunne undvære en Fortrolig, og ikke at kunne have en Fortrolig, løst paa denne Maade.

1. Man vil forøvrigt, for dog at minde derom, her, just fra dette Synspunkt, see, at Meget af Det, som i Verden ►pyntes ud under Navn af Resignation, er en Art Fortvivlelse, den, fortvivlet at ville være sit abstrakte Selv, fortvivlet at ville have nok i det Evige, og dermed at kunne trodse eller ignorere Lidelsen i det Jordiske og Timelige. Resignationens Dialektik er egentlig den: at ville være sit evige Selv, og saa i Henseende til noget Vist, hvori Selvet lider, ikke at ville være sig selv, trøstende sig ved, at det dog maa falde bort i Evigheden, og derfor menende sig berettiget til ikke at overtage det i Timeligheden, Selvet vil, skjøndt lidende derunder, dog ikke gjøre det den Indrømmelse, at det hører med til Selvet, ►det er, dog ikke troende ydmyge sig derunder. Resignation betragtet som Fortvivlelse er saaledes væsentlig forskjellig fra: fortvivlet ikke at ville være sig selv, thi den vil fortvivlet være sig selv, dog med Undtagelse af et Enkelt, i Henseende til hvilket den fortvivlet ikke vil være sig selv. (tilbage)