3. Tilblivelseshistorie
✂ I et tilbageblik fra begyndelsen af aug. 1849 kort efter udgivelsen af SD skriver SK: »Sygd. til Døden er fra midtveis i 48.«* SD er altså skrevet, længe før den blev udgivet. I det følgende skal derfor ikke blot affattelsestidspunktet for SD behandles lidt nærmere, men også de mange efterfølgende overvejelser om udgivelsens rette form og det rette udgivelsestidspunkt. Endelig skal overvejelserne i kølvandet på udgivelsen inddrages, navnlig SKs tilbageblik på sommeren 1849, der bl.a. afslører problemer i forholdet til forlæggeren 👤C.A. Reitzel.
✂ I NB4:76, der formentlig er fra feb. 1848, nævnes SD for første gang i forbindelse med et projekteret værk kaldet »Tanker, der helbrede i Grunden, christelig Lægedom.« Optegnelsen lyder:
NB NB.
Der skal skrives en ny Bog, som skal hedde: Tanker, der helbrede i Grunden, christelig Lægedom.
Her skal Læren om Forsoningen afhandles. Først vises hvori Sygdom i Grunden ligger: Synden. Det bliver altsaa en To-Deling Det vil saa igjen bedst blive en tre-Deling
først kommer
1) Tanker, som saare bagfra
– til Opbyggelse.
Det bliver det polemiske Element, ligesom Hedningenes Bekymringer, men noget stærkere end hiint, da »christelige Taler« skulde holdes totalt i en mildere Toneart.
1) bliver om Syndens Bevidsthed.
Sygdommen til Døden.
christelige Taler.
2) Helbredelsen i Grunden.
den christelige Lægedom.
Forsoningen.*
✂ Det første, sidenhen slettede, punkt i denne optegnelse gælder det, der senere indgik som tredje afdeling i Christelige Taler. SD er således påbegyndt under det afsluttende arbejde med Christelige Taler, der bl.a. fandt sted i de politisk begivenhedsrige dage i marts 1848.*
✂ I nogle optegnelser fra maj 1848 til sidst i journalen NB4 kan arbejdet med SD igen følges. I NB4:158 noterer SK, at »i disse Dage har jeg skrevet paa den ny Bog om Sygdommen til Døden«,* og i journalens to sidste optegnelser gør SK foreløbig status over arbejdet, dels i form af en »Rapport« (NB4:160), dels i form af en ny disposition til »Læren om Synden« (NB4:161).* NB4:160 dateret den 13. maj 1848 lyder:
Rapport angaaende Sygdommen til Døden.
Denne Bog har en Vanskelighed; den er for dialektisk og streng til ret at kunne bruge det Rhetoriske, det Opvækkende, det Gribende. Titlen selv synes at tyde paa at det skulde være Taler, Titlen er lyrisk.
Maaskee bliver den slet ikke at bruge men i ethvert Tilfælde har den beriget med et ypperligt Schema, som altid kan bruges men mere skjult i Taler.
Sagen er førend jeg egl. kan begynde at bruge det Rhetoriske, maa jeg altid have det Dialektiske aldeles gelaufigt, mange Gange gjennemgaaet det. Det var ikke Tilfælde her.
[[I marginen:]]
Skulde den lægges rhetorisk an, maatte den samles under visse Hovedprædikater, som hver blev een Tale.
Hvorledes det maa forstaaes med det Udtryk »Sygdom til Døden.«
No 1. Dens Skjulthed.
Ikke blot at Den, der har den, ell. at En der har den, kan ønske at skjule den. Nei, det Frygtelige, at den er i den Grad skjult, at En kan have den, uden at vide det.
No 2 dens Almindelighed.
enhver anden Sygdom er dog paa en ell. anden Maade begrændset, ved Clima, Alder o: s: v:
No 3 dens Vedvarenhed
gjennem alle Aldere – i Evigheden.
No 4 Hvor den har sit Sæde?
I Selvet.
fortvivlet Uvidenhed om at have et Selv; vidende om at have et Selv, fortvivlet ikke at ville være sig selv, ell. fortvivlet at ville være [sig] selv.
Men Sagen [er] for et rhetorisk Anlæg er Opgaven altfor stor, idet saa hver enkelt Skikkelse skulde tillige digterisk tegnes. Det Dialektiskes Bogstavregning gjør det bedre af.*
✂ Her fremgår det altså, hvorledes SK opfatter titlen 'Sygdommen til Døden' som retorisk-lyrisk i modsætning til værkets strengt dialektiske indhold, hvilket får ham til at overveje muligheden af at disponere SD i taler (således også i NB4:161). Dog finder han frem til, at »Det Dialektiskes Bogstavregning gjør det bedre af«. Denne 'bogstavregning' hentyder til skriftets systematisk-hierarkiske opbygning, som den også fremgår af den grundigt udarbejdede indholdsfortegnelse (se illustration 14 og 15).* Optegnelsernes formuleringer lader endvidere forstå, at SD foreligger i en afsluttet form allerede på dette tidspunkt, medio maj, hvilket betyder, at bogen er skrevet på blot et par måneder. I NB5:8, ligeledes fra maj 1848, optræder desuden for første gang pseudonymen Anti-Climacus. SK skriver: »Skulde jeg for Fremtiden behøve en ny Pseudonym, saa skal han hedde: 👤Anticlimacus. Og han maa da ironisk og humoristisk være reent Fanden-i-voldsk«.*
✂ Hen over sommeren og efteråret 1848 arbejder SK bl.a. på manuskripterne til Indøvelse i Christendom (1850) og Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (posthumt udgivet af 👤P.C. Kierkegaard, 📌Kbh. 1859).* I NB6:27.a fra anden halvdel af juli omtaler han »de allerede færdige Manuscripter«,* og i NB6:64 og 74 fra første halvdel af aug. oplyses det, at han ud over SD har færdiggjort En Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger, Kommer hid alle I, som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile og Salig Den, som ikke forarges paa mig. * Af disse blev de to sidste senere indarbejdet i Indøvelse i Christendom som hhv. nr. I og II. SK kredser på dette tidspunkt om den store betydning, han tillægger sin næste udgivelse, og lufter endog muligheden af at lade de færdige manuskripter blive »Efterladte Skrifter« (NB7:9).* Først i NB8:15 fra slutningen af nov. 1848 udkaster han en ny plan for en samlet udgivelse. Optegnelsen lyder:
NB.
Maaskee var det rigtigst at udgive alle de 4 sidste Bøger (Sygdommen til Døden; Kommer hid; Salig Den som ikke forarges; den bevæbnede Neutralitet) i eet Bind under Titel
Fuldendelsens
samtlige Værker.
saaledes at først kom Sygdommen efter Døden som 1ste Deel. 2den Deel kom til at hedde »Forsøg« til Χstds Indførelse i Χstheden« og paa Foden: digterisk – uden Myndighed. Her blev de to at opføre som Afdelinger: Kommer hid – og Salig Den, som ikke forarges. Maaskee ogsaa her kunde blive et Tredie, det jeg nu skriver paa, men i saa Fald maatte Talen No 1. blive en Slags Indgang, der ikke taltes med.
Og saa skulde der sluttes af.
[I marginen:]
Hellere maaskee:
Fuldbringelsens
samtlige Værker
og Bogen skulde være i Quart.
Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig.
De tre: Kommer hid; salig Den som ikke forarges; fra Høiheden fik saa et særskilt Tite[l]blad: Forsøg til at indføre Χstd. i Χstheden; men paa Foden af Titelbladet: digterisk Forsøg – uden Myndighed.*
✂ SK kan imidlertid ikke beslutte sig for en udgivelse af 'fuldendelsens samtlige værker'. I NB9:45 fra anden halvdel af jan. 1849 overvejer han at føje et lille lakonisk forord til det planlagte værk, men gang på gang vender han tilbage til spørgsmålet om det rette udgivelsestidspunkt, således i NB9:56, der indledes med ordene:
NB. NB.
Spørgsmaalet er: naar skal alle de sidste Arbeider udgives! At jeg har dem færdige, er hvad jeg atter ikke noksom kan takke Gud for. Og var jeg ikke blevet holdt i Spændingen, med ny Smerters Tilsætning, havde jeg maaskee aldrig faaet dem frem; thi er jeg først kommet ud af Productivitetens Fart, kommer jeg aldrig saaledes ind i den igjen. Nu er det lykket, og mig er det nok at de ere til, reenskrevne og færdige, indeholdende Fuldendelsen, og den totale Bygning af det Hele, gaaende saa langt, som jeg overhovedet kunde gaae til: Forsøg til Christendommens Indførelse i Christenheden, men vel at mærke »digterisk, uden Myndighed«; thi jeg er, hvad jeg altid har fastholdt, saa bestemt, jeg er ingen Apostel ell. D., jeg er et Genie digterisk-dialektisk, religieust og personligt en Poeniterende.
*
✂ Med til overvejelserne, der, som det fremgår, navnlig angår myndighedsproblematikken, hører en række private faktorer, bl.a. SKs behov for at hvile ud ved at opgive forfattervirksomheden og søge embede som præst, samt rejseplaner. Hertil kommer en ydre faktor af stor betydning, nemlig udgivelsen af anden udgave af Enten – Eller, som SK ikke ønsker at publicere uden en nærmere forklaring, der gør rede for den kristelige drejning, forfatterskabet har taget med pseudonymen 👤Anti-Climacus.* SKs selvanalyse i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed kan ikke anvendes til det formål, da den kun omfatter skrifterne til og med Christelige Taler og artiklen »Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv«, men ikke de nye kristelige skrifter.*
✂ Endnu i NB10:4 fra første halvdel af feb. 1849 skriver SK: »Hvad jeg har færdig bliver liggende. Det er Guld men maa bruges med stor Forsigtighed.«* Men det begyndende omslag i overvejelserne kommer allerede få dage efter. Optegnelsen NB10:19 er markeret med tre NB'er og lyder:
Det meste af al den min Bekymring om at det Producerede skulde stille mig selv forkeert mig som det Overordentlige o: D.: er kun Hypochondrie. Hvad »en Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger« angaaer, da har jeg atter seet igjennem, det er aldeles rigtigt holdt. Den øvrige Productivitet har jeg jo lige fra Begyndelsen mærket: digterisk Forsøg – uden Myndighed. »Den bevæbnede Neutralitet« indeholder jo desuden dette saa nøiagtigt som muligt.
Spørgsmaalet er derfor fra den anden Side: hvorvidt jeg overhovedet har Lov at holde hele denne Productivitet tilbage.
Jeg vilde i een Forstand helst være fri, jeg vilde helst være fri for at sætte det ind i Verden, ret som havde jeg intet Ansvar ved at lade være at sætte det ind.
*
✂ I NB10:69, der antagelig er fra begyndelsen af marts 1849, er SK igen inde på, at anden udgave af Enten – Eller ikke bør udkomme »uden noget Ledsagende«, og senere i samme optegnelse skriver han formentlig med særlig adresse til SD: »De øvrige Skrifter (Sygdommen til Døden; Kommer hid; Salig Den, som ikke forarges;) ere yderst værdifulde. Det er især i det ene af dem forundt mig at belyse Christend. efter en Maalestok, som jeg selv aldrig havde turdet haabe, der er ligefrem opdaget afgjørende Kategorier. Altsaa det skal ud.« *
✂ Den megen reflekteren frem og tilbage om udgivelsen piner SK, og henimod slutningen af maj skriver han: »Reflektere mere over og om Udgivelsen af de færdige Bøger tør jeg ikke, og kan jeg ikke forsvare« (NB11:105).* Kort efter, i NB11:123 fra den 4. juni 1849, beslutter han sig så for at lade SD udkomme under pseudonym. Optegnelsen indledes med et af hans yndlingsbilleder:
Altsaa. Som den Flod 📌Guadalquibir etsteds styrter sig under Jorden og saa atter kommer frem: saaledes maa jeg nu styrte mig i Pseudonymitet, men jeg har nu tillige forstaaet, hvor jeg vil komme frem igjen med Navn. Og væsentligen bliver der saa at gjøre Noget i Retning af Embedssøgen og saa Reisen.
1) De tre ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger blive anonyme; det var allerede Bestemmelse. 2) »Sygdommen til Døden« bliver pseudonym og forsaavidt at løbe igjennem, at mit Navn ikke staaer deri ell. Deslige. 3) De tre Skrifter: Kommer hid alle I; salig Den som ikke forarges; fra Høiheden vil han drage Alle til sig blive pseudonyme. Enten alle tre i eet Bind under fælleds Titel: Indøvelse i Christendom. Forsøg af –; ell. hver for sig. De blive at gjennemsee, at min Person ell. mit Navn ell. Deslige ikke er med, hvilket er Tilfældet i det tredie af dem. 4) Alt hvad der hedder: Synspunktet for min Forf-Virksomhed, en Note, tre Noter, den bevæbnede Neutralitet kan der ikke være Tanke om at udgive.
Denne Productivitet bliver rigtigt pseudonym. Den er nemlig det dialektisk Spændende og Strammende i Forhold til Læren om Synden og Forløsningen; og der begynder jeg saa selv med Navn i simpel opbyggelig Tale. Men Eet er det naar et saadant Dialektisk bliver pseudonym, et andet naar det bliver med mit Navn, i Charakteer, som Finale for en heel Stræben.*
✂ SK fortsætter imidlertid optegnelsen med at bedyre, at det ingen hast har med udgivelsen:
Skulde det nemlig være i Charakteer og som Finale maatte det skee saa snart som muligt, Noget der har piint mig frygteligt, og Noget som nu næsten faktisk er bleven en Umulighed; thi idag d. 4 Juni talte jeg med 👤Reitzel, som sagde at han ikke turde tage noget Nyt paa Forlag. Overhovedet har det Msk plaget mig forskrækkeligt med sin Misere, som formdl. dog er Overdrivelse.*
✂ Problemerne med forlæggeren 👤Reitzel i forbindelse med trykningen af SD fremgår også senere af nogle tilbageskuende optegnelser (herom nedenfor).
✂ Det kunne se ud, som om SK stadig har sine tvivl, hvad angår udgivelsesformen, når han i NB11:200 endnu en gang taler om »Fuldendelsens Skrifter« og overvejer et motto hertil.* Hvorom alting er, oplyser han i NB11:203: »Sygdommen til Døden er nu afleveret til Bogtrykkeriet.« * Denne optegnelse kan tidligst være fra den 29. juni, hvor trykmanuskriptet som tidligere nævnt blev registreret i 👤Bianco Lunos Erindringsbog for 1849. I NB12:7 fra slutningen af juli skriver SK: »Sygdommen til Døden er nu trykket og pseudonymt, af Anti-Climacus.« * Af NB12:27 fremgår det, at SD er udkommet, og at SK på den måde er fritaget for overvejelserne om at lade den indgå i et større samleværk. Optegnelsen lyder:
Nu er da »Sygdommen til Døden« udgaaet og pseudonymt. Forsaavidt er der da gjort en Ende paa den usalige Qval at gaae og forløfte mig paa den for store Opgave: at ville udgive det Hele paa een Gang, og det om Forfatterskabet med, og ligesom med et fortvivlet Skridt at lægge Lunten an til den bestaaende Christenhed.
Nu er det det mindre Vigtige, naar de andre 3 Bøger udkomme (og det om Forfatterskabet skal slet ikke udkomme) thi nu er der ikke Tale om eet eneste Støds Force.
Nu vil jeg hvile og forholde mig stillere.
*
✂ NB12:27 er dermed skrevet, umiddelbart efter at SD udkom den 30. juli 1849. Typisk for SK udløser den sidste fase af tilblivelsen af et værk og især perioden umiddelbart efter udgivelsen et væld af overvejelser over dets karakter og forhold til den øvrige produktion.* En række efterfølgende optegnelser kaster desuden lys over selve forløbet omkring trykningen af SD, som bl.a. involverer SKs forhold til sin tidligere forlovede, 👤Regine Olsen. I NB12:28 og 29, der er skrevet enten på dagen for udgivelsen eller lige efter, nævner SK Regines far, etatsråd 👤Terkild Olsens død, som fandt sted natten mellem den 25. og 26. juni. Det fremgår, at SK i sin tid allerede havde truffet aftale med bogtrykker 👤Bianco Luno, da han hørte om etatsråd 👤Olsens død, men at han undlod at standse trykningen af bogen for ikke at svække indtrykket af sin »Handlen i Bogtrykkeriet« (NB12:28).* Endvidere nævner SK »al det Vrøvl i Bogtrykkeriet i de Dage« (NB12:29).* Dette sammenfald af begivenheder vender SK tilbage til adskillige steder, således i NB12:143, som antyder, at 'vrøvlet' handler om, at forlagsboghandler 👤C.A. Reitzel, angiveligt pga. »Angest og Betænkeligheder«, har villet udskyde udgivelsen af SD til »en beleiligere Aarstid.«* Det er imidlertid ikke helt til at gennemskue, præcis af hvilken art SKs problemer med 👤Reitzel har været.*
✂ I NB14:12 fra nov. 1849 giver han en dramatisk genfortælling af forløbet:
Saa besluttede jeg endeligen, at lægge den hele Productivitet hen – at søge Embede; og saa naar det var gjort, da lidt efter lidt at udgive det Færdige i smaa Portioner.
Jeg gik saa til 👤Madvig og 👤Mynster traf Ingen af dem; og da jeg var blevet paa anden Maade berørt af stærke Indtryk i modsat Retning, saa ansaae jeg det for et Vink af Styrelsen, at jeg var ifærd med at gribe feil, at jeg just skulle vove Alt. Nu kom Reactionen. Jeg skrev da til Bogtrykkeriet og bestilte Sættere og at »der skulde sættes Fart i«. Jeg modtager Beskeed fra Bogtrykkeriet, at Alt var færdigt, og om de maatte faae Manuscript. Just som det var skeet, faaer jeg at vide, at Etatsraad 👤Olsen var død. Det gjorde et stærkt Indtryk paa mig; var det blevet mig bekjendt, før jeg skrev til Bogtrykkeriet, havde det givet Anledning til Udsættelse. Men nu, efter saa tidt at have været paa Nippet, frygtelig overanstrænget som jeg var, frygtede jeg, at det vilde blive min Lammelse, hvis jeg nu, efterat have gjort Skridtet, gik tilbage.
Jeg var meget anstrenget, og sov lidt uroligt, og der faldt mig besynderligt nok et Ord paa, som vilde jeg selv styrte mig i Undergang.*
Om Morgenen tog jeg Sagen igjen frem. Handles maatte der, saaledes forstod jeg det. Da besluttede jeg, ganske at henstille Sagen til Gud: at sende det første Manuscript (Sygdommen til Døden) i Bogtrykkeriet, uden at sige det Mindste om, hvorvidt der skulde trykkes mere. Jeg vilde nu lade Virkeligheden prøve mig; det var muligt, at det Hele kunde blive trykt, og det var muligt, at der kunde svinges af.
Da blev det mig klart, under Spændingen, at det skulde være pseudonymt, hvad jeg tidligt havde forstaaet, men udsat at realisere, fordi det kunde gjøres hvert Øieblik.
Midt under Sætningen blev der Vrøvl med 👤Reitzel, hvorover jeg blev yderst utaalmodig. Endnu engang vaagnede den Tanke hos mig, at tage hele Manuscriptet tilbage, at henlægge det, og vente endnu engang, om jeg ikke skulde lade Alt trykke paa een Gang, og uden Pseudonymitet, thi endnu var Pseudonymiteten ikke sat, da Titelblad ikke var trykt, hvilket der var oprindeligen givet Ordre til, at det, mod min Sædvane, skulde trykkes sidst. Jeg gik til Bogtrykkeriet. Det var for sildigt. Det meste var allerede saa godt som udsat.
Saa blev Pseudonymen sat paa. Saaledes maa man hjælpes og hjælpe sig, hvor det er saa vanskeligt at handle.*
✂ Sammenfattende kan det siges, at det egentlige arbejde med SD i alt væsentligt er foregået i et ganske kort tidsrum på et par måneder, fra feb./marts til medio maj 1848. Første omtale af SD er som del af et værk, hvis anden del skal hedde »Helbredelsen i Grunden«, men som oprindeligt også omfattede »Tanker som saare bagfra – til Opbyggelse«, der senere indgik som tredje afdeling af Christelige Taler. Omtrent samtidig med at SK gør status over arbejdet med SD, midt i maj måned, finder han på pseudonymen 👤Anti-Climacus, der dog endnu ikke kædes sammen med en konkret udgivelse. I begyndelsen af august omtaler SK nogle færdiggjorte manuskripter, som ud over SD inkluderer En Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger og de to første dele af det, der senere bliver til Indøvelse i Christendom. Imidlertid er det først i slutningen af november, at han udkaster en ny udgivelsesplan, nu med titlen Fuldendelsens [evt. Fuldbringelsens] samtlige Værker og omfattende SD, de tre afdelinger af Indøvelse i Christendom samt Den bevæbnede Neutralitet.
✂ Herefter præges SKs journaler – især fra jan. 1849 og frem – af lange overvejelser over det betimelige i at udgive 'fuldendelsens værker', der skal opfattes som et »Forsøg til Christendommens Indførelse i Christenheden« (NB9:56). Navnlig kredser SK om myndighedsproblematikken, idet han frygter at blive taget for en apostel i stedet for et geni, men også et mere privat behov for at hvile ud ved at opgive forfattervirksomheden spiller ind, herunder mulighederne af at rejse udenlands og af at søge embede som præst. Dertil kommer bekymringen ved at lade anden udgave af Enten – Eller udgive uden nogen redegørelse for den særlige religiøse udvikling, han i mellemtiden er undergået. Først i løbet af feb. 1849 begynder forsigtigheden at vige til fordel for en bekymring om, hvorvidt det i virkeligheden ikke er mere forkert ikke at udgive skrifter, der ifølge ham selv belyser kristendommen efter en hidtil uset målestok. Som tilfældet før har været, bliver løsningen at udgive under pseudonym (👤Anti-Climacus), en beslutning, der dog først træffes i begyndelsen af juni og endegyldigt ligger fast under sætningen af bogen. I slutningen af juni har SK sendt SD til trykning og dermed befriet sig for overvejelserne om at udgive den som del af et større værk. Omstændighederne omkring selve trykningen af bogen er sidenhen af SK selv udlagt som dramatiske: aftalen med trykkeriet var klar, da SK fik meddelelse om 👤Terkild Olsens død, en begivenhed, der rystede SK, men ikke fik ham til at omstøde beslutningen for at »gjøre et Skridt i Retning af hende«;* desuden var han raget uklar med forlægger 👤Reitzel, der angiveligt havde betænkeligheder ved at udgive skrifter af SK på dette tidspunkt. Besværet med Reitzel fik tilsyneladende SK til helt ind i trykkefasen at overveje at udgive SD i eget navn og sammen med skrifterne, der senere blev til Indøvelse i Christendom.
Manuskriptmaterialet
✂
I SKs tilbageblik på forløbet i bogtrykkeriet i NB14:12 skriver han, at han mod sin sædvane havde givet trykkeriet besked på at trykke titelbladet til sidst. At pseudonymiteten er en sen tilkomst, bekræftes af renskriften (ms. 2.1), hvor SK på titelbladet har streget »S. Kierkegaard« ud og erstattet det med »Anti-Climacus« (se illustration 18). 
18. Renskrift af titelbladet til SD (ms. 2.1)
På samme titelblad har han bl.a. også henvist bogens motto til bagsiden af titelbladet og overstreget en oprindelig sætteranvisning, der angiver, at »Bogen skal trykkes i en saadan lille Format som / 'philosophiske Smuler', men med Petit.« Desuden fremgår det af SKs rettelser af undertitlen både her og i kladden (ms. 1.1, bl. [1r]), at skriftets genre har været angivet som »En christelig opbyggelig Udvikling« i stedet for det endelige »En christelig psychologisk Udvikling«. I samme undertitel ser man af det slettede »i Talers Form« reminiscenserne af SKs tidligere overvejelser om at lade skriftet disponere retorisk.
✂ Manuskriptmaterialet til SD i øvrigt er især præget af et stort antal tilskrivninger – navnlig i kladdematerialet (se som eksempel illustration 17) – enten i form af margentilføjelser til teksten eller i form af indviste løse lapper med tilføjelser og viderebearbejdning af teksten (mss. 1.1.11.1.3, 1.4.1-1.4.3 og 1.5.1). Endvidere er der eksempler på SKs praksis med i marginen at markere bestemte tekstafsnit af kladden og henvise dem til andre steder i manuskriptet, fx ved at ændre et tekststykkes status fra hovedtekst til fodnote. Desuden findes tilfælde af hans gængse fremgangsmåde med at henlægge kasseret renskrift og derefter benytte den som forlæg for en ny renskrift (mss. 1.7.1-1.7.2).*
✂ I det følgende skal omtales dele af materialet, som SK ikke indoptog i den endelige version af SD.
✂ I kladden, ms. 1.1, bl. [2r], har SK efter forordet udkastet en »Bøn«, men forsynet den med bemærkningen »Bruges maaskee ikke«. Bønnen kom da heller ikke til at indgå i SD, men findes afskrevet, måske i en renskrift, på et løst blad, som SK har indklæbet i journalen NB4.* SK har øverst på bladet skrevet: »Af 'Sygdommen til Døden'.« og i marginen ud for overskriften »Bøn« nærmere angivet grunden til at udelade bønnen: »NB. Bruges maaskee ikke; da en Bøn her næsten ligger [sic] det for opbyggeligt an.« Her ser man igen en refleks af SKs dilemma med genrebestemmelserne 'opbyggeligt/psykologisk' og den retoriske kontra den systematiske strukturering af stoffet.
✂ SK skriver i begyndelsen af afsnit C.B.b i første afsnit af SD:
Hvorvidt fuldkommen Klarhed over sig selv om, at man er fortvivlet, lader sig forene med at være fortvivlet, det er, om denne Erkjendelsens og Selverkjendelsens Klarhed ikke just maatte rive et Menneske ud af Fortvivlelsen, gjøre ham saa forfærdet for sig selv, at han ophørte at være fortvivlet: ville vi her ikke afgjøre, vi ville end ikke forsøge derpaa, da vi i det Senere ville finde en Plads for hele denne Undersøgelse.*
✂ Denne redegørelse for forholdet mellem fortvivlelse og selverkendelse strejfes igen i en fodnote (SKS 11, 175,19-33), men bliver ellers ikke udfoldet »i det Senere« som lovet. I kladden (ms. 1.2, bl. [21r]) og renskriften (ms. 2.5, s. [72]) til stedet har der efter hhv. ordene »Undersøgelse« og »i det Senere« været en henvisning til et planlagt afsnit D, men SK har på et tidspunkt slettet henvisningen med blyant og må altså have opgivet tanken om at føje endnu en hovedafdeling til første afsnit.
✂ I journaloptegnelsen NB11:217 omtaler SK nogle udkast til en planlagt efterskrift til SD. Optegnelsen, der er skrevet, kort efter at SD blev indleveret til trykkeriet, lyder:
Først havde jeg tænkt mig en Efterskrift af Udgiveren. Men deels er jeg jo selv taget saaledes med i Bogen, at det er til at see fE det om den religieuse Digter; deels frygter jeg derved at komme i Modsigelse med hvad der polemiseres mod i et andet Skrift (i eet af dem, der danne »Indøvelse i Christendom«) om det at anstille Betragtninger istedetfor at prædike.
Forresten findes Udkastene til denne Efterskrift i min Pult.
[I marginen:]
Om en Efterskrift til Sygdommen til Døden.
Ganske passer en saadan Efterskrift heller ikke til Tonearten i Bogen, og am Ende vilde vel en saadan Ydmyghed næsten forbittre mere.*
✂
Det drejer sig her om en »Udgiverens Anmærkning«, der aldrig blev benyttet, men til hvilken der findes hele otte overleverede udkast (mss. 3.2-3.9), som er bearbejdet i stærkt varierende grad (se illustration 19). 
19. To af udkastene til »Udgiverens Anmærkning«, mss. 3.2 og 3.7
Den »Ydmyghed«, efterskriften angiveligt skulle være udtryk for, angår bl.a. SKs (dvs. udgiverens) afvisning af at blive identificeret med 👤Anti-Climacus og de ideale fordringer indeholdt i SD. Som eksempel kan fremdrages ms. 3.2:
Sidst i Bogen paa en Pagina for sig.
Til Slutning blot den Bemærkning, hvormed 👤Tertullian begynder sit Skrift om Taalmodighed: »jeg bekjender for Gud Herren, at jeg paa en temmelig letsindig maaskee endog uforskammet Maade har dristet mig til at skrive om Taalmodighed, i hvis Udøvelse jeg dog, som en syndig Mand staaer ganske og aldeles tilbage«. Saaledes ogsaa med Fremstillingen af Idealitetens Fordringer i Forhold til det at være Christen. Men videre kan jeg desto værre for mig ikke gaae, jeg kan ikke vedblive, og sige: saaledes ogsaa med mig – thi hvad Lighed mellem mig og en Tertullian! Hvor virkelig letsindigt altsaa, næsten hvor uforskammet, at En vover at fremstille Idealitetens Fordringer, En der selv er dybest i Gjelden! Dog hvis nu Alle, hver især, iagttoge Taushed, fordi Ingen vilde vove at være saaledes uforskammet, saa blev jo denne almindelige Taushed en anden Art Uforskammethed, et Falsknerie, et underfundigt Oprør mod Gud, der ingenlunde vil, at Idealitetens Fordringer skulle forties. Naar da ingen Fuldkomnere vil gjøre det, og det dog skal gjøres, saa maa en Ufuldkomnere vove sig dertil og derved ind i den Modsigelse, der, menneskelig talt, er et Slags Forræderie mod sig selv: til egen Ydmygelse at anvende al sin Flid, indtil det Yderste anstrenge al sin Tanke, for at fremstille Idealitetens Fordringer – lykkes dette, i samme Grad bliver jo hans egen Ufuldkommenhed aabenbar at være større og større, Gjelden, hvori han er, større og større.
At dette ingen Talemaade er, vil en Læser vistnok uden Vanskelighed forvisse sig om; thi medens han maaskee ikke føler sig truffen af Bogen, vil han let see, hvorledes jeg paa saa mange Maader maa føle mig truffen. Og dette finder jeg mig villigt i, ja jeg bestræber mig saa godt jeg kan at det er mig, som var jeg den Eneste, der er truffen.
✂ Problemet tages op igen i NB14:38 fra nov. 1849, hvor SK genovervejer, om efterskriften alligevel havde været på sin plads, da den påpeger, at: »Denne Bog er som af en Læge; jeg, Udgiveren, er ikke Lægen, jeg er en af de Syge« (formuleringen indleder også mss. 3.8 og 3.9). SK skriver videre, at frygten for med efterskriften at blive misforstået i retning af at distancere sig fra SD nu er afløst af en meget klarere forståelse af pseudonymen 👤Anti-Climacus: »Nu forstaaer jeg det ganske, at der i Forholdet til den nye Pseudonym 👤Anti-Cl. stadigt skal et saadant Udgiver-Forord, hvor jeg siger: jeg er en stræbende.«*
Førstekorrekturen
✂ Trykmanuskriptet blev som nævnt afleveret hos 👤Bianco Luno den 29. juni 1849, og i juli måned læstes der korrektur af både 👤Israel Levin og SK. Den bevarede del af førstekorrekturen viser, at dette foregik med den vanlige arbejdsfordeling: 👤Levin tog sig først af interpunktion, ortografi, typografiske anvisninger og udbedring af de mere indlysende sætter- og trykfejl, hvorimod SK selv i højere grad havde opmærksomheden henvendt på indholdet.*
✂ Korrekturen af bogens præliminærblade (titelblad, forord, indholdsfortegnelse, smudstitel) er ikke bevaret, så vi kan ikke vide, hvad sætter har fået anvist her, ud over hvad der fremgår af trykmanuskriptet. I førstekorrekturen til resten af bogen findes kun få egentlige typografiske anvisninger til sætter; det gælder fx angivelse af spatieringer eller brug af antikva (fx SKS 11, 161,34, hvor SK ud for »en qvalitativ« noterer: »ikke med Latin«). Sætter har på bogens første fem ark til venstre for primasignaturen glemt titlen »Sygdommen til Døden«, som SK har tilføjet.
✂ Både 👤Levin og SK har i mange tilfælde udbedret sætters fejllæsninger af trykmanuskriptet. Det gælder eksempelvis følgende tilfælde, som er fanget af SK selv: »med mindre« for »end mindre« (SKS 11, 124,11), den hyppige fejl »hos« i stedet for »for« eller omvendt (fx 124,26), »fornegte« for »fornagle« (136,35), »første« for »høieste« (150,27 og 28), »Tarvelige« for »Timelige« (175,5), »mærkeligt« for »virkeligt« (178,13), »Indesluttelsen« for »Indesluttethed« (186,16), »kunde« for »troende« (192,5), »raaber« for »maler« (192,36), »nyttigste« for »vigtigste« (195,17), »lovligste« for »lønligste« (195,31), »hans« for »hver« (201,11), »ved« for »mod« (209,15), »patriserede« for »potentserede« (227,18), »derved« for »derimod« (227,31), »givet« for »gaaet« (230,6) og »Aarsagen« for »Omsorgen« (238,12). Med latinen går det galt: sætter har »opposite justa se posta magio illucescunt«, hvilket udbedres til »opposita justa se posita magis illucescunt«, hvor SK dog glemmer at rette »justa« til »juxta« (233,13-14).
✂ I enkelte tilfælde har SK foretaget indholdsmæssige og stilistiske ændringer. Som eksempler kan anføres følgende: Hvor det hedder om 📌råd- og domhuset, at »Mennesket har Ret, det ligger der – naar han vender sig om« (167,19-20), har SK i førstekorrekturen slettet de linjer, som følger efter: »Det er som hvis En pegede lige ud for sig og sagde: see, ham der, han staaer og gjør Nar af mig – og der var Ingen at see; men bagved ham stod der ganske rigtig En og gjorde Nar af ham.« I to tilfælde er udsagn af en særlig type blevet modificeret: »Barnet (...) lader Alt gaae i Buxerne« er ændret til »lader Alt gaae fra sig« (178,4), og umiddelbart efter, hvor det hedder, »at det er Usandhed, naar en Ældre, ikke strax han føler Trangen, gjør i Buxerne«, hvilket er mildnet til »ikke strax han føler en legemlig Trang, giver efter« (178,8-9). Øverst på s. 67 i korrekturen (182,21) er efter »Og for nærmere at belyse denne Art Fortvivlelse« slettet de følgende linjer med ordene »viser man bedst, hvorledes Selvet forholder sig til sig ['til sig' tilføjet i korrekturen] selv handlende, og hvorledes det i at lide forholder sig til sig selv, at Formelen bestandigt er: fortvivlet at ville være sig selv;«. I samme afsnit (efter fortsættelsen »gjør man bedst Forskjel mellem et handlende Selv og et lidende Selv, og viser, hvorledes Selvet, naar det er handlende, forholder sig til sig selv, og hvorledes Selvet, naar det er Lidende, i at lide forholder sig til sig selv«) har SK fra bunden af siden indvist tilføjelsen: »at Formelen bestandigt er: fortvivlet at ville være sig selv.« (182,24-25). Denne nye version står imidlertid allerede i trykmanuskriptet s. 101, men sætters misforståelse skyldes, at den nye version findes i marginen uden sletning af den gamle i hovedspalten. SK forskønner et sted en formulering ved sletning af det første 'til': »dog blot komme til som til Grændsen« (202,20), og 232,5 modificeres udtrykket »og alt det andet Krammerie« til »o: s: v o: s: v:«. Flere steder ændres »usselt« til »aandløst« (to forekomster 213,23 og en forekomst 216,10, et sted slettes ordet »Usselhed« (før »Trivialitet«, 213,28), og senere på samme side ændres »jammerligt« til »aandløst« (213,30), ligesom i formuleringen »at et Menneskes Liv bliver saa usselt, bliver saa aandløst« ordene »saa usselt, bliver« udgår (213,34). Det afsluttende spørgsmål i tillægget til afsnit A i »Andet Afsnit« slettes: »Er dette ikke Sygdommen til Døden?« (efter »Synd.«, 216,11). Ligeledes slettes parentesen »(hvad dog vist Enhver, der kjender noget til Hedenskabet, vil indrømme)« (efter »epigramatisk nok«, 227,19); umiddelbart herefter ændres »at det at bande ikke var Skik i Hedenskabet, og ret egentligen har hjemme i Christenheden« til »at det at bande dog nok ikke var Skik i Hedenskabet, men derimod egentligen« osv. (227,19-21).
✂ Et særligt indgreb fra SKs side er sletningen af en hel fodnote om 👤Shakespeare, der lød således: »Den Kunst, saaledes correct at skrive Replik, Replikker, der fuldtonigt og med al Phantasie-Inderlighed lyde ud af een Lidenskab, og i hvilke der dog er det Modsattes Resonants – den Kunst har ingen Digter øvet uden den Eneste: 👤Shakspeare.« Noten var indvist på 223,12 efter ordet »sige«. Et andet sted planlagde SK at indsætte en ny anmærkning. I korrekturen på s. 88, efter ordene »Derfor er det vist og sandt, at den, der først opfandt, i Christenheden ['i Christenheden' tilføjet af 👤Levin] at forsvare Christendommen, de facto ['de facto' tilføjet af SK] er en 👤Judas No. 2, ogsaa han forraader med et Kys« (200,19-21), har 👤Levin gjort en bemærkning i marginen: »(NB. hertil en Anmkn. paa vedliggende Blad)«. Denne bemærkning har formodentlig sætteren slettet med rødkridt, da han er blevet instrueret om, at tilføjelsen ikke skulle bringes. Det »vedliggende Blad« er gået tabt, men i journalen NB11 har SK afskrevet anmærkningen i optegnelsen NB11:220, og i marginen herudfor læser man: »En Anmærkning til et Sted i Skriftet 'Sygdommen til Døden,' hvilken ikke blev trykt.«*
✂ Et mindre antal steder i korrekturen består de indholdsmæssige ændringer i SKs tilføjelser til teksten. Som oftest er de af begrænset omfang, fx tilføjelsen af »sandt« 169,11 og 171,29. Undertiden gælder det lidt flere ord, fx den efterhængte forklaring: »det er, existentielt stræbe at være det« (191,19-20), i tilknytning til det ovennævnte sted om »👤Judas No. 2«: »kun at hans Forræderie er Dumhedens« (200,21), eller en udvidelse af parentesen »(i hvilken saadan Alle millionviis ere saadan uden videre Christne)« med »saa der er lige saa mange, netop lige saa mange Christne som der er Mennesker« (214,8-9). Et sted indføjes »som Skriften siger« (213,30). Den største tilføjelse i korrekturen er henimod slutningen af tillægget til afsnit A i »Andet Afsnit«: »enten 'forsvarer' man Christendommen, eller man sætter den over i 'Grundene', forsaavidt man da ikke tillige fusker i speculativt at 'begribe' den;« (216,4-11).
✂ Kun ganske få steder i førstekorrekturen skyldes en indholdsmæssig ændring eller tilføjelse i forhold til trykmanuskriptet 👤Israel Levin; imidlertid må han formodes at have konfereret med SK om disse indgreb, førend han anviste dem i korrekturen. Det drejer sig eksempelvis om korrekturen s. 36,20-24, hvor der står: »At bede er ogsaa at aande, og Muligheden er for Selvet . Men saa lidet som et Menneske kan aande blot eller blot Qvælstof, saa lidet kan Mulighed alene eller Nødvendighed alene betinge Bønnens Aandedrag.« (155,34-156,2). Også i trykmanuskriptet s. 59 er der på de to angivne steder spatium, og 👤Levin har i korrekturen s. 88 indført henholdsvis »hvad Suurstoffet er for Aandedrættet« og »Suurstof«. På samme side læser man: »Troer han, saa er Troens Begeistring – ikke et Forsvar, nei Seiren«, hvor 👤Levin foran »Seiren« har indvist tilføjelsen »den er Angrebet, og« (200,29). I passagen »Og Den, som gjør det, han er ikke forelsket; han udgiver sig blot for at være det, og uheldigviis – eller heldigviis – saa dumt, at han blot angiver sig selv, ikke at være det« er indskudet »– eller heldigviis –« indført med 👤Levins hånd (216,2). Endelig skal anføres et tekststed fra en af bogens sidste sider: »Men Den, der har hørt det, naar han saa siger: jeg vil ingen Mening have derom, saa er han forarget.« (241,2-4). Efter kolonet står der i korrekturen s. 134,15 blot: »ham [sic] derom, saa er han forarget«, hvilket 👤Levin har udbedret til førstetrykkets form. Han må her formodes at have spurgt SK til råds om, hvad der skulle gøres, og SK har da husket formuleringen eller konsulteret kladden. Udfaldet af tekst optræder i forbindelse med sideskiftet [182]-183 i trykmanuskriptet, hvor s. [182] ender med »saa siger:«, og s. 183 begynder med »have derom«. I kladden på det tilsvarende sted i hæfte 5, bl. [24r], falder ordene således: »jeg vil ingen Mening have om den Sag«.