↩ ►Den, der opfatter det Forbigangne, Historico-philosophus, er derfor en baglænds Prophet (👤Daub). At han er Prophet betegner netop, at der til Grund for det Forbigangnes Vished ligger den Uvished, der er for dette aldeles i samme Forstand som for det Tilkommende, den Mulighed (►👤Leibnitz – de mulige Verdener), ud af hvilken det umuligen med Nødvendighed kunde fremgaae, ►nam necessarium se ipso prius sit, necesse est. Historikeren staaer da atter hos det Forbigangne, bevæget i den Lidenskab, hvilken er den lidenskabelige Sands for Tilblivelse, ɔ: 280 Beundringen. Beundrer Philosophen slet Intet (og hvorledes skulde man ogsaa uden ved en ny Art Modsigelse falde paa at beundre en nødvendig Construction), saa har han ►eo ipso ikke med det Historiske at gjøre; thi overalt hvor Tilblivelsen er med (hvilken jo er i det Forbi117gangne), der kan det vissest Tilblevnes Uvished (hvilken er Tilblivelsens) kun udtrykke sig i denne Philosophen værdige og nødvendige Lidenskab (►👤Plato – 👤Aristoteles). Selv om det Tilblevne er det Visseste, selv om Beundringen vil give sit Samtykke forud, ved at sige, ►at hvis dette ikke 74var skeet, saa maatte man digte det (👤Baader), selv da er Beundringens Lidenskab selvmodsigende, hvis den vil tillyve det Tilblevne Nødvendighed og narre sig selv. – Allerede Ordet, som ogsaa Begrebet: ►Methode, viser tilstrækkeligen, at den Fremadskriden, her kan være Tale om, er en ►teleologisk; men i enhver saadan er der ethvert Øieblik en Pause (her staaer Beundringen ►in pausa og venter paa Tilblivelsen), hvilken er Tilblivelsens og Mulighedens, netop fordi ►τελος ligger udenfor. Er kun een Vei mulig, saa er τελος ikke udenfor, men i selve Fremskriden, ja bag ved, saaledes som ved ►Immanentsens Fremskriden.