Uddrag fra Philosophiske Smuler

At den umiddelbare Sandsning ... Plato og Aristoteles : Af renskriften til PS (Pap. bd. V B 40,14) fremgår det, at SK her tænker på 👤Platons ( 221,2) dialog Theaitetos 195d, hvor 👤Sokrates siger: »Jeg ikke blot ærgrer mig, men er ogsaa bange for, hvad Svar jeg skal hitte paa, hvis en spørger mig saaledes: 'Hør Sokrates, har du altsaa fundet ud af, at den falske Mening hverken findes i Sansefornemmelserne og deres indbyrdes Forhold eller i Tankerne, men i Sammenknytningen mellem Sansning og Tænkning?' Og dertil vil jeg svare ja og ordentlig gøre mig til af, at vi har gjort en herlig Opdagelse« (Platons Skrifter bd. 6, s. 167). Endvidere tænkes på 👤Aristoteles ( 216,8) i 👤Poul Martin Møllers fremstilling i »Udkast til Forelæsninger over den ældre Philosophies Historie«, hvor det hedder: »Ordenes rigtige Forbindelse gjør Aristoteles til Gjenstand for sin Undersøgelse, fordi den enkelte Forestilling ikke er sand eller falsk, men kun Forestillingernes Forbindelse i Sætninger. Forestillinger ere Resultater af de Indtryk, lignende Ting have gjort paa Mennesket (Gjedehyrde. Menneske. Det Hvide); men det Sande og Falske fremkommer først, naar Mennesket forbinder saadanne Forestillinger med Begrebet om Væren eller ikke-Væren«, Efterladte Skrifter ( 225,32) bd. 2, 1842, s. 470. Poul Martin Møllers fremstilling synes at bygge på De interpretatione 16a 9-18 (kap. 1).

I trykt udgave: Bind 4 side 282 linje 27