◄ At ville bevise ... Forstanden ind : Der hentydes her til de klassiske gudsbeviser, især det 'ontologiske'. 👤Kant fremstiller i Kritik der reinen Vernunft (B 612/A 584-B 670/A 642) fra 1781 de tre typer af gudsbeviser, nemlig det fysikoteologiske, også kaldt det teleologiske ( 249,3), det kosmologiske og det ontologiske, og han viser ved en indgående kritik, at disse beviser beror på en fornuftsillusion. I et referat fra 1837 af 👤H.L. Martensens indledningsforelæsning til den spekulative teologi (jf. Pap. II C 22) optegner SK de tre gudsbeviser og noterer i forbindelse med det ontologiske ( 246,13): »Det er mærkeligt nok, at de øvrige Beviser [dvs. det kosmologiske og det fysikoteologiske] ogsaa vare kjendte i den gl. Verden, medens dette først fremkom i den chrstlige Verden. 👤Anselm. det Høieste jeg kan tænke maa være; thi dersom det ikke var, saa kunde jeg tænke mig det, og saa kunde jeg tænke mig det som det der var, men det var en høiere Tanke o:s:v: dermed er ikke sagt, at fordi jeg tænker Gud, at Gud derfor er; men fordi Guds Tanken er i mig, derfor maa jeg tænke Gud. senere blev det fremsat af 👤Leibnitz og 👤Wolff: det høieste Væsen maa besidde alle Egenskaber, det maa besidde Salighed, men dertil hører at være ens, cujus essentia existentia [lat. hvis væsen (indbefatter) eksistens]«. Kants kritik af gudsbeviserne blev senere modsagt af 👤Hegel, der således genoptog den klassiske bevisførelse, jf. fx »Vorlesungen über die Beweise vom Daseyn Gottes« i 📖 Vorlesungen über die Philosophie der Religion, udg. af 👤Ph. Marheineke, bd. 1-2, 📌Berlin 1840 [1832], ktl. 564-565; bd. 2, i Hegel's Werke ( 277,33) bd. 12, s. 357-553 (Jub. bd. 16, s. 357-553).
I trykt udgave: Bind 4 side 245 linje 4