◄ Grundtvig anseer det apostoliske Symbolum ... Christus hvidskede Msk i Øret ... den Sidste : allusion til Den apostolske Trosbekendelses centrale placering i 👤N.F.S. Grundtvigs kirketeori el. kirkelige anskuelse, se Papir 69, i SKS 27, 101-105, med kommentarer. Se også følgende passage i Christelige Prædikener eller Søndags-Bog bd. 1-3, 📌Kbh. 1827-30, ktl. 222-224; bd. 3, nr. XXI. »Kirke-Troen og Traditionen« (over ►1 Kor 15,1-14), s. 481: »Dersom derfor vor Tro og vort Haab virkelig, i Sandhed, skal grunde sig paa et Guds Ord, da maa der ogsaa i Christi Kirke være et virkeligt Ord, som Gud har talt, og som, naar det lyder efter Hans Befaling, har den samme levendegiørende Kraft, som da det udgik af Guds Mund, og derfor skal alle Christne troe, at det Ord som 👤Jesus Christus, Guds eenbaarne Søn havde hørt hos sin himmelske Fader, og overleverede sine Apostler, hvem Han priste salige, fordi de modtog det med hjerteligt Bifald (Joh. 17, 8. 20.); dette Guds Ord er aldrig forstummet, men troelig forplantet og overleveret med Naade-Midlerne fra Slægt til Slægt i Herrens Menighed.« Og videre s. 483: »See, denne Tro som udspringer af den Apostoliske Prædiken med lydelig Røst, det er unægtelig Kirke-Troen i christelig Forstand, og den udtrykkes i en Sum giennem Spørgsmaalene og Giensvarene ved Daaben, og disse Spørgsmaal med deres Giensvar er den levende Overlevering af Herrens Ord og Apostlernes Lærdom, som aldrig maa forstumme i Kirken, og er paa een Gang Herrens aandelige Svøb til alle Børnenes Christen-Tøi, og det sikkre, høitidelige Vidnesbyrd for alle Slægter om, hvad alle Christne skal troe og bekiende.« Se desuden følgende passage i Grundtvigs prædiken (over Den apostolske Trosbekendelse) på 2. pinsedag den 8. juni 1835, se N. F. S. Grundtvigs Prædikener 1822-26 og 1832-39, udg. af 👤Chr. Thodberg, bd. 8, »1834-35«, Kbh. 1984, s. 236: »vel lyder Troes-Bekiendelsen ikke som Guds Ord til os, men som vores Ord til Gud; men det er dog ingenlunde Ord, vi selv have optænkt, men et Guds Ord som Herren selv har lagt sine Apostler og dermed sin hele Menighed i Munden, til at udtrykke den ny Pagt, som han opretter med sit Folk: Daabs-Pagten om vor Udkaarelse til den Høiestes Børn og Himmerigs Arvinger, den urokkelige Pagt som Han ved sin Aand med sit Ord beseigler naar han ved Daaben indlemmer os i Guddommens: baade Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands Samfund! / Først naar vi saaledes betragte vor Daabs-Pagt som et Naadens og Sandhedens Ord, Evangeliets Hoved-Sum, lagt i vor Mund af Herren selv, først da staaer det klart for os, at den er uforanderlig og først da bliver den os til Trøst og Glæde, betynger os ikke som en svar [tung] Byrde, men bliver os daglig kiærere, som Herrens det gavnlige Aag og den lette Byrde hvorunder vor Sjæl finder Hvile.« Og videre, s. 239, siger Grundtvig: »jeg fik Syn paa det Herrens trofaste Vidnesbyrd, som giør de Umyndige vise, det store, mageløs gyldige Vidnesbyrd om Christnes Tro og Haab, som Herren selv lagde sin Menighed paa Tungen og bevarede fra Slægt til Slægt, saa ogsaa vi have hørt Ordet, som er af Begyndelsen. (...) det var mig som Engle hviskede trindt [rundt om] mig: see, det er Perlen skjult i Ageren, sælg Alt hvad du haver og kiøb den, saa har du evig nok«. Og derpå taler Grundtvig om »med den Hellig-Aands Bistand at blive i sin Daabs-Pagt til sin sidste salige Ende«. – Grundtvig: 101,29.
I trykt udgave: Bind 27 side 139 linje 8