1rX6B156286Til ⓘ Hs Excellence, høiærværdig[e] Hr Biskop Dr. 👤Mynster.
I et for nylig udkommet lille Skrift: »om Mag. 👤Ks Forf. V. Iagttagelser af en Landsbypræst.« findes der, trods den overlegne Tone, dog adskillig Uredelighed, adskilligt reent Galimathias, adskillig dialektisk Uklarhed: jeg har ikke et Ord at sige. I Efterskriften er mit sidste Skrift (Til 534Selvprøvelse) behandlet paa en næsten uanstændig Maade: jeg har ikke et Ord at sige; selv om Landsbypræsten ikke var anonym, jeg vilde ⓘ vel alligevel ikke have et Ord at sige.
Men lige i Slutning[en] af Efterskriften findes der en Yttring, som ⓘ paa en Maade angaaer Dem, høiærv. Hr Biskop, eller mit Forhold til Dem, eller den Maade, paa hvilken jeg i mit sidste Skrift (Til Selvprøvelse) har ⓘ tilladt mig at betegne mit, den Yngres, Forhold til »den høiærværdige ⓘ Olding«: dette beskjæftiger mig, i høi Grad. At det gjør det, at det i høi Grad beskjæftiger mig, vil, det haaber jeg, tjene til Undskyldning for, at jeg paa Prent uleiliger Dem.
Nu Citatet af min Bog og saa det Lands1vbypræsten siger.
Jeg vil nu ikke tale om, at det, efter mine Begreber, er en Næsviished af en anonym Landsbypræst paa den Maade næsten at ville ⓘ overtage Deres Partes, at tale paa en Maade, som, den Sag betræffende, kun een Mand er berettiget til at bruge: De, høiærv. Biskop, der ⓘ dog, selv om De vilde have sagt noget Lignende, ⓘ visseligen ikke vilde have sagt det paa den samme Maade.
Dog til, hvad det er jeg vil: foranlediget af denne Landsbypræsts Yttring paa Prent, vil jeg – tilgiv det! – henvende det Spørgsmaal til Dem, om De skulde mene noget Lignende, misbillige, at jeg paa den Maade søgte at bestemme mit Forhold til ⓘ Dem?
Saasnart det gjælder om Biskop 👤M., er jeg, det veed Enhver, strax paa Pletten. Jeg søger strax at skaffe paalidelig Oplysning – det har jeg gjort ved at henvende mig til Dem selv høiærv. Hr Biskop. Et Ord af Dem, og jeg skal strax være rede til enhver nærmere Oplysning, item til, hvis der befindes noget Forkeert ⓘ i hvad jeg har sagt, noget Usandt, øieblikkelig at 2r ⓘ retractere. Hvad vel de fleste Yngre have modtaget overleveret fra de Ældre, men jeg ganske særligen fra en afdød Fader, Ærbødighed og Hengivenhed for – hvad jeg nu saa gjerne kalder Dem – »den høiærv. Olding«, ⓘ ϰατ' εξοχην: det har ⓘ jeg, til mit eget Bedste, bevaret redelig: jeg skal, det haaber jeg, følge Deres Højærv. med den samme Hengivenhed indtil det Sidste – og om en anonym Landsbypræst maaskee vilde mene, at jeg forfølger Dem med denne Hengivenhed, det skal ikke forstyrre mig. Ja, om De selv var af den Mening: Du min Gud hvad skal jeg gjøre? hvad der saaledes hænger sammen med mit Væsen som Hengivenhed for Dem: det kan ikke forandres.