Uddrag fra »Theologica. Ældre«

man fortæller noget Lignende om Hercules : sigter til den forunderlige måde, hvorpå den gr. sagnhelt 👤Herakles (i den rom. mytologi kaldt Hercules) blev undfanget og født. Da Elektryon, konge af 📌Argos, måtte drage i krig, overdrog han sin datter 👤Alkmene til Amphitryon med det påbud, at han skulle respektere hendes jomfruelighed, indtil de blev gift. Kort efter at Elektryon var vendt tilbage, kom Amphitryon imidlertid til at slå ham ihjel under indfangning af noget kvæg. Alkmenes bror Sthenelos tog derpå magten over teleboerne (også kaldt taphierne), og hun og Amphitryon måtte drage i landflygtighed i 📌Theben. Men inden de kunne gifte sig, måtte de hævne sig på Sthenelos, hvorfor Amphitryon drog i krig mod teleboerne. Mens han var væk, fik Alkmene besøg af 👤Zeus i skikkelse af Amphitryon, og hun blev gravid med Herakles. Således blev der tale om en jomfrufødsel. Sml. fx artiklen »Hercules« i 👤Paul Fr. A. Nitsch neues mythologisches Wörterbuch, 2. udg. ved 👤Fr. G. Klopfer, bd. 1-2, 📌Leipzig og 📌Sorau 1821 [1793], ktl. 1944-1945 (forkortet Nitsch neues mythologisches Wörterbuch); bd. 1, s. 812-856; s. 812.

I trykt udgave: Bind 27 side 108 linje 16