Kierkegaard, Søren Diverse

542X5A159En Slags Fabel

eller

en simpel Fortælling.

Der levede engang i en ►Kjøbstad et Liniedandser Dandser-Selskab. De ⓘ FlesteFleste] , ændret fra tre af dem vare saadan almindelige Dandsere, der i ►Elevationens Spring kunde hæve sig omtrent                  fra ►Linien. Men der var een af dem som i Elevationens Spring kunde hæve sig                 . Han var af Alle anseet for den første Dandser, Beundringens Gjenstand, som altid hilsedes med Jubel, altid høstede stormende Bifald. Saa var der endnu en Dandser i hiint Selskab i hiin Kjøbstad; han kunde i Elevationens Spring hæve sig omtrent                  fra Linien. Han var imidlertid ikke blot ikke første Dandser, nei han var ikke engang Dandser, men kun ⓘ ►SurnumerairSurnumerair] , ændret fra Statist, og ⓘ benyttedesbenyttedes] , ændret fra brugtes endogsaa i denne Egenskab ⓘ saasaa] , ændret fra kun sjeldent ⓘ som muligtsom muligt] tilføjet , da Directionen neppe vovede at bruge ham. Saasnart han kom frem og gjorde sit Spring, grinede Parterre og Gallerie, hujede og støiede, peeb i Fingrene ad ham, smeed Frugt og hvad man ellers havde ved Haanden paa ham, Alt i den Mening, at hans Præstation var en Art Galskab eller 2 Besathed, at Mennesket egentlig burde indespærres som ►Sindssvag. Thi at denne Dandsers Præstation, at just den var det Overordentlige, det kunde da Mængden med sin bedste Villie ikke faae i sit Hoved. At Noget, der var saa himmelvidt forskjelligt fra det Almindelige, Noget, der var saa himmelvidt forskjelligt fra den Dandsers Præstation, der af Alle ansaaes for den Første og beundredes:^b nei, det kunde Mængden ikke fatte; noget Saadant, sluttede Mængden, maa være Afsindighed. Og der var heller Ingen, som søgte at oplyse Mængden om dens Vildfarelse. Den saakaldte første Dandser (hvem ►vi her ville kalde A i Modsætning til denne anden Dandser, som vi ville kalde B) ⓘ havdehavde] , først skrevet var ⓘ jojo] , ændret fra vel være[t] nærmest dertil, men han vogtede sig vel – af gode Grunde.

543Dandseren A sagde ved sig selv. »At B. præsterer det Overordentlige, seer jeg meget ⓘ godt;godt;] , først skrevet godt. men vilde jeg gjøre Menneskene opmærksomme derpaa, saa var jeg da gal. Selv føler jeg det vel stundom som et Forræderie af mig; men det gjælder her ikke om en Ubetydelighed, det gjælder om Alt. Blive Menneskene opmærksomme paa ham, og at det er det Overordentlige, saa er jeg saa godt som Ingenting, istedetfor at jeg nu (priset være Mængdens Uforstand, og den Opfindelse, at Mængden er Dommeren) er Alt – han noget halvgalt, forrykt Noget. Sandt nok, endog 3 det, at jeg kan udmærke mig fremfor de andre Dandsere, skylder jeg ham, eller at jeg har gaaet i Skole hos ham. Men det veed Ingen – og det maa forties. Dette lader sig ogsaa let gjøre, naar jeg blot tier; thi han er for stolt til at sige et Ord, ⓘ ellereller] , ændret fra endog blot at ymte derom – før skulde en død Mand ►falde paa at ►snakke af Skole^[c] end han at sige eet eneste ⓘ Ord,Ord,] , først skrevet Ord. eller med en Mine at forraade det Mindste. Og dernæst, selv om han sagde det, Mængden vilde ikke forstaae ham. Snurrigt nok, det har han selv gjort mig opmærksom ⓘ paa –paa –] , < paa, for at vise mig, hvor tryg og sikker jeg kan være i Bedraget. Overhovedet behøver jeg blot at spørge ham, om det Klogeste jeg kan gjøre (hvilket er det Skadeligste for ham), da siger han mig det selv; og Ingen veed det, som han. Inderst inde i sit stille Sind foragter han mig ►vistnok; men hans Inderst-Inde er som udenfor Verden, det er som om en Mand i 📌China foragtede mig. Og endeligen han er for stor og for stolt til at bryde sig om nogensomhelst Anerkjendelse, eller rettere stor og stolt nok til ⓘ justjust] tilføjet at finde Tilfredsstillelse i dette vanvittige Forhold. Deraf profiterer jeg; og ►hvo veed, maaskee er han inderst inde for ophøiet til endog at foragte mig; men vist er det, han omgaaes mig altid meget venskabeligt.«

Dandseren B. derimod sagde ved sig selv. 4 »Det følger af sig selv, at jeg har det i min Magt at slaae saaledes af, at jeg kun hæver mig i halv Høide fra Linien^d – saa er jeg Beundringens Gjenstand. Det kunde ogsaa være fortjent Straf over den Forræder, som nu er No 1 ved at fortie Sandheden. Men at dandse er min Kunst og at kunne er min Genialitet en høiere Magts Gave, 544som redeligt og ærligt skal udtrykkes for hvad den er, det Modsatte er et Forræderie mod ►Forsynet.« – »I Betragtning af, at jeg lever i en Kjøbstad« sagde han til sig selv »kunde det næsten menneskeligt talt kaldes en Pligt mod mig selv, at slaae Noget af; jeg kunde jo ogsaa slaae saa meget af, at jeg blev den beundrede første Dandser, og saa lidt efter lidt vænne Menneskene til at forstaae det Overordentlige. Men nei, dette er en foragtelig Klogskab, hvormed man ikke gudfrygtigt elsker sin Genialitet, men feigt og usselt elsker sig selv.« Saa blev han sig selv tro i at opretholde sin ⓘ OverordentlighedOverordentlighed] , først skrevet Genialitet; saaledes levede han, saaledes døde han – ak, ogsaa en Dandser kan blive Martyr.

Moral.

De ligefremme Comparationer: større, størst, ⓘ dettedette] , først skrevet hvad; ændret fra eller dette Større, Størst er hvad der gjør Lykke i Verden, ⓘ erer] tilføjet Gjenstand for Beundring, o: s: v:; thi ⓘ dettedette] , først skrevet disse Større, Størst er blot Grads-Forskjel, quantitativ Bestemmelse indenfor den fælles Qvalitet og Maalestok med det større Antal Mennesker – og ⓘ MenneskenesMenneskenes] , ændret fra menneskelig Beundring er^e væsentligen Selvkjerlighed. Det Overordentlige er: den ⓘ forskjelligeforskjellige] , ændret fra anden Qvalitet. Det Overordentlige har det naturligviis 5 i sin Magt, feigt og ⓘ verdsligtverdsligt] , < verdsligt, at skjule, hvilke overordentlige Kræfter det har, at slaae saa meget af, at det bliver et Allerstørst i Forhold til ⓘ Størst;Størst;] , ændret fra Størst. ^[f] Gjør det ikke det, elsker det Gud og Sandheden, ærer det takkende Gud ved at være hvad det er heelt og fuldt: saa er det ►eo ipso Martyr. Saaledes vil det altid gaae det Overordentlige i en Kjøbstad – og hvad er vel hele denne Verden Andet end en Kjøbstad, hvor Mængden, som Intet forstaaer og ingen Maalestok har, mindst for det Overordentlige, er Instantsen; og hvor de Enkelte, der indtage Positionerne: Større, Størst i Sammensværgelse med den uvidende Mængde selvkjerligt forraade det Overordentlige. Dog Mere kan man ikke med ►Billighed forlange af Større og Størst; thi ⓘ DenDen] , < Den, der, naar han selv er »Større« eller »Størst«, i Sandhed anerkjender det Overordentlige, han har – en overordentlig Resignation, og var saaledes selv i en 545anden Sphære det Overordentlige. I Idealitetens Verden, i en Ynglings Phantasie er der ingen Collision; der gjælder det: er Du det Overordentlige, da stræb Du blot ganske nøiagtigt at være det, saa er der i al Evighed ingen Tvivl om, 6 at Du jo ogsaa vil gjælde for det Overordentlige. Anderledes i denne Verden, hvor derfor ⓘ enen] , foran er slettet ogsaa Yngling, som var det Overordentlige, vilde komme i en tragisk Misforstaaelse: han vilde anstrenge sig mere og mere, opoffre sig mere og mere i den Formening saa at naae Anerkjendelsen, elskeligt uvidende om, at han modarbeidede sig selv, blot mere og mere fremskyndede sin egen Undergang, fordi der for det Overordentlige er i denne Verden kun een Vei til Lykke og Anerkjendelse, det at slaae af.^g I denne Verden er ⓘ CollisionenCollisionen] , < Collisionog, og er den, at det Overordentlige colliderer med den ⓘ EgoismeEgoisme] , først skrevet Uvidenhe, som er den uvidende Mængdes, og med den Egoisme, som er de noget mere Videndes Misundelse. Og denne Sammensværgelse: Mængdens Uvidenhed og de Videndes Misundelse er det Overordentliges Martyrium. Den uvidende Mængde bliver i Almindelighed ⓘ denden] tilføjet ►aabenbar Skyldige, der forhaaner, forfølger, ihjelslaaer det Overordentlige; men ⓘ dede] , < den Videndes Misundelse, der i skjult Forræderie, lumsk holde sammen med Mængdens Uvidenhed, er en langt forfærdeligere Skyld. For Mængden maa der, og saa sandt, ►bedes: tilgiv dem, de vide ikke hvad de gjøre. Men hvorledes skal der bedes for de Vidende, der vistnok ikke gjøre det, men meget godt vide, hvad Mængden gjør, og ikke forhindre det!