A49 264 IXA499 1r ►Lad Hjertet ⓘ i Sorgen ei synde
►M. T. maaskee gyser Du næsten ved dette Ord, en Angest griber Dig, at denne Synd vel af ⓘ al Synd maatte være den forfærdeligste; det synes Dig næsten overflødigt Du seer Dig uvilkaarligt om, om der skulde være nogen Saadan, Du tænker paa de Msker, Du har lært at kjende, om der blandt dem skulde være nogen Saadan, der skjult bar denne Synd ⓘ paa sin Samvittighed.
Hvis Du gjør det, da feiler Du. Der er maaskee ingen Synd saa almdl. som just denne, hvilken ►den gl. Digter har betegnet saaledes, saa fortræffeligt, at han ikke behøvede at have sagt mere for at erindres; der gives ►vistnok saare sjeldent et Msk, der ikke ►engang i sit Liv (hvis han ikke gjorde det hele Livet igjennem) syndede saale502des, i Sorgens Tid – og Sorg har jo vel ethvert Msk. i dette Liv. Men ikke blot dette; men tillige er ⓘ denne Synd saa velanseet blandt Mskene, at den endog prises og berømmes. Spørg »Digteren« Det, just Det, der begeistrer ham til Sange, som prise Heltene og Heltinderne, det er just denne ⓘ Hjertets Synd i Sorgen. Det er nemlig den høieste Form af Fortvivlelse. Naar ►👤Julie dræber sig selv, ⓘ ell ►👤Brutus, ell. om det ikke gaaer saa vidt naar dog Stemningen i et Msk. er en saadan, at det ►i hvert hans Ord er ►kjendeligt, at efter hans Mening er for ham og hans Smerte, hans Sorg ingen, ingen Lægedom hverken i Himlen ell. paa Jorden, hverken hos Gud ell. Msk., hverken i Tid ell. i Evighed: da, just da, begeistrer han Digteren, og da, just da, har han ladet Hjertet synde i Sorgen.