A51 319.49e X5A157 1r ►Kunde blive en pseudonym
lille Artikel.
►Hvo skal forkynde Sandheden?
Ja, for at forkynde Sandheden stiger Gud selv ned fra Himlen. Men ►lad os nu være Msker.
Sandheden er ►vistnok en Salighed, den høieste – men i denne Verden er Sandheden som en Grusomhed, saa kold og streng er den, den fordrer Opoffrelse af Alt, hvad et Msk. naturligt sætter saa megen Priis ⓘ paa.
Hvo skal nu forkynde den. Selv ⓘ Den, der har forstaaet den, naar han er Msk, Herre Gud, han ønsker dog, og det er naturligt for et Msk, han ønsker dog ogsaa lidt msklig Glæde ved Livet – ak, og saa tør han ikke fremstille [den] ►ret saa ophøiet som den er, med alle dens Fordringer til Fornegtelse og Opoffrelse.
Hvo skal da forkynde Sandheden?
Lad mig forsøge et Tanke-Experiment, Herre Gud der er i disse Tider saa mange som endog gjøre Lykke ved Tanke-Experimenter, saa lad mig ogsaa forsøge eet.
Tænk et Msk, med de overd[ent]ligste Evner, et i Sandhed eminent Genie. Men i sin Ungdom foer han vild, han sank, mskligt talt, dybt, dog uden at tage Skade paa sit Hjerte. Tænk ham, og nu er han i Besiddelsen af de eminenteste Evner – og Sligt lader sig jo i ethvert Tilfælde godt tænke.
I Middelalderen ⓘ var han vel gaaet i Kloster, og havde gjort ►Poenitentse. Men nu i vor Tid, hvorledes skal han nu gjøre Poenitentse – det Eneste der beskæftiger ham. Da gaaer der et Lys op for ham.
Dybt ydmyget er han, ubeskriveligt dybt ydmyget. Om den fattigste ►Gaasepige vilde skjenke ham sin Kjerlighed: saa vil han sige: ►vistnok er jeg i Besiddelse af Lykkens Goder – thi lad os tænke det med – og en saa overordl. Begavet, at selv den deiligste Pige 464vilde være stolt af mig, ak men jeg er saa dybt ⓘ en Synder, at selv et Ægteskab med Dig vilde langt, langt være en ►Mesal[l]iance. Om et ►ⓘ Ladegaardslem 1v tilbød ham sit Venskab, han vilde sige: ak, nei Ven med Dig kan jeg ikke være, det vilde være en Fornedrelse for Dig. Saaledes vilde han sige, ell. dog tænke i sit stille Sind.1
Og dette Msk. var et eminent Genie af høieste Rang. Nogen psychologisk Modsigelse er han ikke, thi ogsaa denne uendelige ►Synd[er]knuselse især skjult i en stille Inderlighed, vilde ganske svare til det Eminente.
Han fattede det da som sin Opgave, som sin eneste Trøst, just som en Poenitentse – at forkynde Sandheden. Hvor der var en Sandhedens Fare ell. Fare for Sandheden, og de ⓘ Andre saae den maaskee ogsaa, ak, men de havde – og det er mskligt – mange Hensyn, mange Ønsker for dette Liv, og derfor svingede de af – men det var just Opgave for ham. For Sandhedens Skyld, men ikke i higende Ønske, nei med en Poeniterendes ►ængstede Samvittighed, for Sandhedens Skyld ►at lide Alt, at forhaanes, at udlees, at bespottes, at bespyttes, at ihjelslaaes – det ►vinkede ham, ak den Angergivne – det vinkede ham som ellers Hæder og Ære og den skjønne Piges Kjerlighed og historisk Navnkundighed vinker en Anden. ⓘ Det ►begeistrede ham som fordum Pidskeslagene den Poeniterende.
O, mskligt talt, er Sandheden, den absolute Sandhed grusom. For at forkynde den, maa der enten næsten en Gud – ell. en Synder, der hader sig selv og gjør Poenitentse paa den Maade.
✂ 1 »For mig« vilde han sige »er kun eet Haab, omsider engang at vorde salig. Dette Liv er indviet til Poenitentse. Men ogsaa dette hører med til Poenitentsen og til at tjene Sandheden, at Msk. ikke faaer dette at vide, thi saa vilde de holde af mig. Nei, den første Pligt for Den, der i Sandhed skal forkynde Sandheden er, msklig talt, at hade sig selv, thi kun derved vindes den Hensynsløshed, den, msklig talt, Grusomhed, som er Sandheden.«