✂ [a] Her kunde maaskee benyttes som Motto ►det Ord af 👤Thomas a Kempis om 👤Paulus: han forsvarede ⓘ sig undertiden, at ei de Svage skulde forarges formedelst hans Taushed. 3die Bog 36 Cap.
X6B2491rEt ligefremt Ord om mig selv som Forf.
Det var fra Begyndelsen aldrig min Tanke i mange Aar at skulle være Forf, hvad jeg heller ikke har Raad til – og det ⓘ har da baade i den ene og i den anden Forstand været mig ►7 dyre Aar, i ⓘ hvilke jeg har været Forf. i ►det Sprog, der, som jeg haaber og trøster mig til, dog ikke skal have Skam af, at jeg har havt den Ære at skrive det.
Min ⓘ Beslutning var, at standse med ►»Afsluttende Efterskrift«. ►Pøbelagtighedens ⓘ Rasen mod mig forstod jeg som en Forpligtelse til at vedblive ►for det Første.
Med ►den Udbredelsens Proportion, som »Corsaren« nu har, med ►saadanne Redakteurer, som den ⓘ nuværende, anseer jeg den for ufarlig, tilmed da der jo nu er saa megen Begivenhed i 📌Danmark. Derimod holder jeg ⓘ mig fuld forvisset om, 1v at med ►den næsten vanvittigt 470uproportionerede Udbredelse den i sin Tid havde, med ►et Talent som 👤G. og [b] et saa intriguant Hoved som 👤P. L. M. til Redakteurer var ⓘ yderst, yderst ⓘ farlig. Det er min Dom, at der vare Andre, som vare nærmere ⓘ end jeg forpligtede til at handle under saadanne Omstændigheder: det bliver deres Ansvar, at de taug.
✂ [b] med Nyhedens bedaarende Magt
Over 👤G.c beklager jeg mig ikke. ►Snaren, der blev sat, var af den Beskaffenhed, atd, hvis han gik i den, maatte det nødvendigviis ►blive aabenbart, at han foragtede sig selv. Han gjorde det: vel, derover kan jeg jo ikke beklage mig.[e]At jeg der maaskee var den Eneste her hjemme ell. dog een af de Faae, der i god Forstand haabede paa 👤G.
– at jeg blev bedraget: vel, derover kan jeg jo hell. ikke beklage ⓘ
mig. 2r At han ⓘ
saa af yderste Evne gjorde Alt for at hidse Pøbelen paa mig: dette har jeg aldeles ingen Grund til at beklage mig ⓘ
over.
✂ c der nu ►i Nord og Syd for Martz ell. Februar 1848 ⓘ en passant har vedgaaet at han var Forf. af Corsaren.
✂ d at jeg gjennemskuende maatte lære ham kjende
✂ [e] Jeg var maaskee den Eneste her hjemme eller dog een af de Faae, der ⓘ virkelig i god Forstand haabede paa 👤G. – altsaa jeg ⓘ gjorde ham Uret, jeg ⓘ havde, ⓘ ►i Prøven, for store Tanker om ham:
fSkulde jeg beklage mig over Nogen, da maatte det være over de Ærens og Anseelsens Forf. og ►ⓘ Journalister, der efter længe nok privatim ell. mundtligt at have præket om, at dette Uvæsen med »Corsaren« var utaaleligt, at der burde gjøres Noget, saa, ►da jeg end[e]lig handlede, taug stille og forraadte migg. ⓘ Jeg negter det ikke, jeg beklager mig derover. ⓘ jeg »beklager« mig, dette Præsens er ►Præsens i den historiske Stiil.
✂ f Skulde jeg beklage mig over Noget, da maatte det være over, at et Land vil være det bekjendt at udvise saa omvendte Vilkaar: at jeg har ►maatte give Penge til for at være Forf, og kun samlet Rigdom ►i Retning af Forhaanelse, medens samtidigt ►»Foragtelighed« var i dansk Literatur ubetinget af alle ►den ⓘ brillanteste Næringsvei, næsten den glimrende Vei til Anseelse.
✂ g glemmende, at jeg i det Øieblik (medens jeg reent personligt forstaaet, handlede religieust) handlede høimodigt, men ikke glemmende den deres Misundelse, med hvilken de taust havde fulgt min Stræben, uden Mod til at vove Slag, nu glade ved at jeg selv styrtede mig i en Dobbelt-Fare, hvilken dog just blev til ved dette Forræderie, der negtede Fortolkningen af mit Skridt, saa denne blev, at det var en Ubesindighed, en Slags Galskab.
I en høiere, ►i gudelig Forstand beklager jeg mig imidlertid dog hell. ikke herover, nei, langtfra: ved at handle afgjørende og vove mig ene i Faren, forraadt af Dem, for hvis Skyld1 jeg ⓘ gjorde,hvad jeg forresten af indre Grunde ⓘ alligevel ⓘ ►havde betænkt, vandt jeg at blive opmærksom 2v paa Χstd, som jeg ellers aldrig var blevet opmærksom paa den – en evig Vinding.
471►ⓘ Ved Slutningen af 47 og Begyndelsen af 48 var jeg atter betænkt paa at endeh med christelige Taler, hvis ►sidste Afdeling er »Taler ved Altergangen om Fredagen«, af hvilke to ere holdte i 📌Frue Kirke: da kom ►Aaret 1848 – for mig ⓘ uden al Sammenligning det rigeste og frugtbareste Aar jeg har oplevet som Forf.
✂ h ►som Forf. for saa at blive Landsbypræst hvad bestandigt har været mit Ønske, at ende
►Productiv[i]teten fra 1848 har jeg endnu ikke udgivet, med Undtagelse af ►det lille Skrift af den nye Pseudonym 👤Anti-Cl. »Sygdommen til Døden«, ⓘ af hvilket dog ►en Deel er ældre end Catastrophen i 48. Den øvrige Productivitet ligger fix og færdig til Udgivelse, saasnart jeg forstaaer, at Øieblikket er der til.
Dømmer nu selv, hvorledes jeg er blevet behandlet som Forf., jeg vil ikke dømme. Er jeg ⓘ blevet behandlet ►uskjønsomt: det bliver ⓘ de Uskjønsommes Sag, og vedkommer ikke egl. mig. ►Hvad der derimod vedkommer mig, og hvad der er mig saa kjert, ati
✂ i det vedkommer mig, er at ►takke for den Deeltagelse og Velvillie og Imødekommen, der i Almdl. ell. af den Enkelte særligen er blevet mig beviist som Forf.
✂ 1 Anm ►dette er ogsaa udtrykkelig bemærket i hiin første Artikel mod 👤P. L. Møller