Tekstredegørelse

1. Manuskriptbeskrivelse 843
2. Datering og kronologi 844

1. Manuskriptbeskrivelse

»En apologi«* har nr. 313 i B-fort. og hører til den del af SKs papirer, der ved hans død lå i »2det, mellemste Rum i Pjedestalen B«, »Til Højre«.* Manuskripterne befinder sig i Kierkegaard Arkivet (KA) på 📌Det Kongelige Bibliotek.

P378

378

Papir 378 (SKS 27, 447).
1 løs lap med afrevet kant i højre side og en uregelmæssigt afrevet kant nederst.* En flig af papiret er afrevet i øvre kant, hvor der er spor af en limoblat til opklæbning.*
Ingen paginering.
Papir: gulligt alm. koncept. Mål: 171 × ca. 101 mm.*
Versosiden er ubeskrevet.

378

(L-fort. + B-fort. 313; KA, B pk. 33 læg 2; Pap. VIII B 180)

379

Papir 379 (SKS 27, 447).
1 løst blad i 4o med afrevet kant i højre side. Ved øvre kant er der spor af to limoblater.
Ingen paginering.
Papir: gulligt alm. koncept. Mål: 171 × 202 mm.
Bladet har været foldet tre gange på tværs efter beskrivning. Versosiden er ubeskrevet.

379

(L-fort. + B-fort. 313; KA, B pk. 33 læg 2; Pap. VIII B 181)

380

Papir 380 (SKS 27, 447-449).
3 løse blade med afrevne kanter og spor af sammenhæftning i venstre side.*
Ingen paginering.
Papir: gulligt alm. koncept: Mål: ca. 200 × 245 mm.
Bladene er foldet på langs; inderspalten rummer teksten, yderspalten tilføjelser. På bl. [2r] løber de fire nederste linjer over hele sidens bredde. Efter beskrivning har bl. [1] og [2] været foldet en gang på tværs midtpå samt en gang øverst og en gang nederst. Bl. [3] har været foldet to steder på tværs efter beskrivning; bladet kan have været indstik i bl. [1] og [2]. Bl. [3r] er en fjerdedel beskrevet, bl. [3v] er ubeskrevet.

380

(L-fort. + B-fort. 313; KA, B pk. 33 læg 2; Pap. VIII B 179)

(L-fort. + B-fort. 313; KA, B pk. 33 læg 2; Pap. VIII B 179-181)

2. Datering og kronologi

Papirerne rummer ingen datering. De tre papirer har tematisk sammenhæng som en litterær »Apologi«. Corsar-affæren synes nu at ligge tilpas langt tilbage til, at SK kan reflektere over »Misforstaaelsen«s betydning for forfatterskabet. Disse tanker findes udviklet i »Et Ord om min Forfatter-Virksomheds Forhold til 'hiin Enkelte'«, skrevet i 1847.*

En indirekte tidsangivelse findes i Papir 380:1: »Saaledes har jeg nu levet som Forfatter i 5 a 6 Aar« (SKS 27, 448,7). SK må formodes at tage udgangspunkt i 1842, året for den centrale del af Enten – Ellers tilblivelse, hvilket sandsynliggør en tilblivelse af optegnelsen i 1847 eller 1848.

I papirets anden optegnelse, Papir 380:2, genopstår den tidligere, nu opgivne tanke om at blive præst på landet: »Nu antager jeg, at det er mit Kald at blive paa den mig anviste Plads, og bruge de mig anviste Kræfter istedenfor til Poenitentse til at fuldkomme den mig anviste Plads« (SKS 27, 449,28-31). Disse overvejelser er andetsteds stærkest repræsenteret i journalen NB fra jan. 1847.* I Papir 380:2 er fokus dog flyttet fra SKs betænkeligheder ved at tjene statskirken til en revurdering af forfattervirksomheden som værende det rette kald.

Gruppens tilblivelsesår er formentlig sidst i 1847, forud for gruppen af SKs løse papirer, der indeholder indbydelser til forelæsninger og subskriptioner (Papir 381-383).