Uddrag fra Om Corsaren, bysnak, Grundtvig, Dansk Kirketidende m.m.

Siegfried Ley : 👤Christian Sigfred Ley (1806-74) begyndte på universitetet 1827, læste teologi, men blev aldrig kandidat og virkede frem til 1851 som lærer i 📌Kbh. Han skrev op gennem 1830'erne i 👤J.C. Lindbergs Nordiske Kirke-Tidende en række artikler i 👤Grundtvigs stil, fx 1834, nr. 47; 1836, nr. 4f.; 1838, nr. 27 (alle underskrevet »theologisk Student«). SK har tidligere omtalt Ley som parodi på Grundtvig, nemlig i det ubrugte materiale fra arbejdet med Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1845), hvor det hedder: »Hans [dvs. Grundtvigs] Existents er i den Grad lagt parodisk an, at man blot behøver at fortælle den ganske simpelt, saa skriver man en Satire; ligesom hans Stiil er saa parodisk, at blot en omhyggelig Gjengivelse af den f.E. polemisk i sin Tid af 👤Poul Møller eller begeistret af Siegfried Ley er Parodien. Dette er netop et godt Beviis for at den i sig selv er parodisk, at Ven og Fjende ved at gjøre det Samme frembringer den samme Virkning« (Pap. VI B 98,17; sml. VI B 29, s. 104).

I trykt udgave: Bind 27 side 379 linje 36