VII1A134 4.
.... Thi saaledes er det jo, Een giver Gud megen Glæde i Livet og gjør ham stum, en Anden nægter Gud megen Glæde i Livet og gjør ham veltalende: er der saa ikke ►Ligelighed! En gjør Gud stor i ⓘ Verden 4r og gjør ham misundt, en Anden gjør han ringe i Verden og gjør ham velsignet: er der saa ikke Ligelighed! En giver Gud den Elskede, men hun ⓘ ►forstyrrede Forestillingen, en Anden nægter han den 352Elskede, men lader ham beholde Forestillingen: er der saa ikke Ligelighed! Een giver Gud Ære i Verden og see han tilegner sig den; en Anden ⓘ gjør Gud ringeagtet i Verden, og see, han ⓘ den Ringeagtede giver Gud Æren: er der saa ikke Ligelighed! Dog siger maaskee Nogen: »det er ikke saaledes, det hænger ikke rigtigt sammen med denne Ligelighed, selv i den Talendes Stemme er der Veemod med i Spillet.« Ja vist er der Veemod, og det skal der være; thi al Tale om Menneskets Liv paa Jorden, hvis der i den ikke er Veemod med i Spillet: da er den klangløs ⓘ eller falsktonende. Ja vist er der Veemod i den; thi den Talende har ogsaa drømt sit Ungdommens ►Eventyr, det gamle, bekjendte, som Børnene fortælle i Aftenstunden, at langt henne i Skoven saae han et gammelt Slot, hvor der boede en Prindsesse – og ganske saaledes fandt han vel ikke Verden, men han fandt netop heller ikke Ligeligheden i Eventyret.