VII1A14310 ..... ►Man siger: Gud er uforanderlig; Forsoningen lærer at Gud er bleven forandret – det Hele er en ►antropopathisk Forestilling, som ikke kan holde sig for Tænkningen.
Dette vil sige: ved den abstrakte Tænken af Guds abstrakte Uforanderlighed vil et Menneske skabe sig selv om. Men sæt at et Msk. netop ikke formaaer dette. Kunst11rstykket ligger i, at ⓘ Msk. ved den abstrakte Tænkning vil gjøre sig selv lige saa uforandret som Gud er uforanderlig. Forsoningens Udtryk ►lige overfor Indvendingen er derfor: den lærer, at Gud er bleven uforandret medens Msk. forandrede sig, ell. den forkynder det ⓘ i Synden forandrede Mske at Gud er bleven uforandret. Enhver Indvending angriber egl. den sidste Sætning (at Msket er forandret ved Synden) men giver sig underfundigt Skin af at tale om den første Sætning: at Gud skulde forandres. Man forvandler hele Sagen til en phantastisk Strid om Guds ►Prædikamenter, istedenfor simpelt at spørge den Indvende[nde] om han er bleven forandret fra ►hvad han evig maa antages at være ell. ikke. Dersom han nemlig er bleven forandret, saa er ►eo ipso For357kyndelsen om Guds Uforandrethed ham af yderste Nød. Til en Forsoning behøves ingenlunde at begge Parter forandres, thi naar den ene Part har Ret, saa vilde det jo være Afsindighed at han forandredes. Men dersom hans Uforandrethed (som i Forsoningen forkyndes) skal være et abstrakt Noget, saa er det af en anden Grund ⓘ ikke 11v en Forsoning, thi saa er den ene Part slet ikke Part, men et abstrakt Noget, og saa er der et upersonligt Forhold imellem dem. Saa er Forsoningen en Absurditet ligesom at tilbede Solen. Dersom den fE i et hedensk Land, hvor den tilbades, pludseligen blev formørket, og de derpaa søgte at formilde den, ⓘ og saa den skinnede igjen, og de troede den var forsonet: saa er dette en Absurditet, fordi et Natur-Phænomens Uforanderlighed er ►incommensurabel for en personlig Tilnærmelse. I Forhold til et Natur-Phænomen kan derfor et Msk. heller ikke forandres saaledes, at denne Forandring har noget Forhold til det. Om et Msk. er Synder er ingen Forandring der er commensurabel for Forholdet til Solen ell. Maanen. Det Forhold maa der være mellem de tvende forsonede Parter, at den ene Parts Forandring (Mskets i Synden) har et Forhold til den anden Parts (Guds) Uforanderlighed. Her sees det atter, at det især er Betydningen af Syndens Forandring og dens Realitet, 10r der maa fastholdes, hvis ikke Alt skal forvirres.
I Umiddelbarheden er Samvittigheden og ⓘ den accentuerer Forskjellen mellem Godt og Ondt uendelig. Man maatte nu antage, (hvis Indvendingen[1] skal betyde Noget) at et Msk. ved en abstrakt Tænkning var istand til at blive saa abstrakt, at han ingen Samvittighed mere havde, ell. at det Ethiske reent var fordampet og han blevet metaphysisk forflygtiget. Men det lader sig ikke gjøre. Som Gud i ►sandselig Forstand har indskrænket et Msk, saa har han ogsaa i aandelig Forstand sat en Grændse for ham, om ikke ved Andet saa derved at han er skabt, og Msket ikke har skabt sig selv. Et Msk. kan i en phantastisk Indbildning see paa en Afstand af Millioner Mile, men hans sandselige Øie kan ikke see saa langt; og dog hvor længe han vedbliver at hengive sig til den phantastiske Indbildning, hans Øie kommer dog aldrig til at see længere. Saaledes ogsaa med Umiddelbarheden. Ved en abstrakt phantastisk Tænkning vil et Msk. omskabe sig selv, (medens dog denne Selv-Skabel358se hvis den lykkedes, netop blev hans Tilintetgjørelse), men paa samme Tid vedbliver 9v han dog vel at existere, at være til: saa kan det jo aldrig lykkes. Selv den meest haardnakkede Abstraktion i et Msk. kan dog ikke ganske fornægte Umidd., tvertimod bliver han sig den bestandigt bevidst, om ikke for Andet, saa for at forlade den. Umiddelbarheden er hans Fodfæste, og hvor svævende han end bliver, hvor phantastisk udsvævende, han kan dog aldrig ganske slippe sit Fodfæste. – Og denne Skildring er jo dog først af det Yderste paa Afveien; og for at forhindre, at det skal komme saavidt, kommer Ethiken saa tidligt som muligt og byder et Msk. at følge den ►sædelige Umiddelbarhed i Samvittigheden – og saa begynder det Religieuse. Det vilde være Daarskab om Nogen i Betragtning af, at han phantastisk kunde see saa uendeligt langt, vilde stikke Øinene ud, »da det ikke var Umagen værd at see den Smule«; men om Nogen, i Betragtning af at Gud skal være uforanderlig vilde opgive sin sædelige Umiddelbarhed (ɔ: søge at opgive den): dette dømmer Ethiken som Synd. Og det skal ikke lykkes ham, medens det jo meget godt lod sig gjøre med at udstikke Øinene; thi Øinene er kun et Enkelt, men den sædelige Umiddelbarhed er Msket selv i Betydning af Grændse, men ogsaa i Betydning af Rod og Grund.
✂ [1] Indvendingen kommer derfor gjerne fra hvad man maatte kalde: sprængte Individualiteter, der have svimlet sig ud i det Uendelige (►👤AdlerfE som meente, at man ikke kunde kjende Guds Stemme og 👤Djævelens Stemme fra hinanden).