Paa mangfoldig og høist forskjellig Maade vidste ►Apostelen 👤Paulus at forandre sin Tale om den samme Sandhed, at han maatte anbefale denne til Menneskene og dog ►om muligen vinde Nogle. ►Han gjorde det ikke for slet Vindings Skyld, thi han havde lært at undvære og at ►tabe det Jordiske uden at savne det; han ►gjorde det ikke for Æres og Anseelses Skyld, ►at Nogen skulde kalde sig efter ham og være 👤Pauli Tilhænger; thi han trøster sig tvertimod med, at han endog kun havde døbt en Eneste og altsaa undgaaet enhver Anledning til sørgelig Misforstaaelse; han gjorde det ►ikke med Sviig i Hjertet, thi for Gud var han ⓘ aabenbar. Ydmygt bekjender han for Gud og Mennesker, at ►han var den ringeste Apostel, et utidigt Foster, ikke værdig at kaldes en Apostel; men naar det gjøres fornødent, ►naar man ikke vil høre ikke vil agte Ordet af den Mand, der veed at fornedre sig selv, da viser han ogsaa, at han er kraftig i Ord og myndig i Tale, at om han end ►ydmyger sig under Guds vældige Haand og glad taaler, at ►en Apostel er som en Skovisk i Verden, har han dog ikke glemt sig selv, at han er en Apostel, der tør træde frem, hævde sin Værdighed, den Lære, han forkynder, mod enhver Forskjellighed [c] der verdsligt hovmoder sig. Naar ►Jøde-Christnene2 meente at have et Fortrin, ⓘ en Førstefødsels-Ret, der gjorde dem Gud velbehageligere og berettigede dem til at lægge den christelige Frihed i Cerimoniers Lænker, da ►døm298mer 👤P. denne Lyst til Trætte og forfængelig Ære, han som selv turde ►forlade sig paa Kjødet fremfor nogen Anden, født af 👤Benjamins Stamme, Hebræer af Hebræere, en Pharisæer efter Loven, der endog havde gjort, hvad hine ikke havde, havde forfulgt den christne Menighed – men ►som dog agtede alt Dette for Tant og ►bitterligen angrede det Sidste. Naar Enkelte i Menigheden vilde forraske sig ►som havde de allerede grebet det Fuldkomne, da ►stiller den gamle Striderd sig hen hos dem paa Løbebanen, for at lade dem maale Afstanden fra ⓘ Den, der dog ikke meente at have grebet det Fuldkomne, men kun at jage derefter. – Naar Menigheden opblæstes i Tryghed, som skulde den i al Magelighed vinde, hvad Apostlene, som priisgivne Mænd, maatte ►arbeide Dag og Nat for uden at see anden Løn end være som Udskud i Verden og høste Menighedens Utaknemlighed, da raser han et Øieblik, for at minde den om, at ⓘ han, der ►haver været henrevet i den tredie Himmel, ►med Frygt og Bæven arbeider paa sin Saligheds Sag. Kun i Kjerlighed handlede han saaledes, kun at han maatte vinde Menneskene ikke for sig men for Sandheden. Han ophidsede Ingen og i Alt, hvad der mødte ham i hans lange Liv fandt han ingen Anledning til at vække usunde Lidenskaber hos de Troende. Selv da han ►stod i Lænker ligeoverfor en elendig Fyrste, vil hans Tale ►ikke vække Forbittrelse, han ►hidser ikke, han peger ikke paa sine Lænker for at dømme, han har glemt Lænkerne, og Verdens Uret mod ham, glemt alt Dette over Sandheden, ►hvis Vidne han er, ►han ønsker selv hiin elendige Fyrste, at han var som [han], han ønsker det saa forsonet, at han tilføier kun uden disse Lænker.