↩
P305:305:4
IIA806Sønderrevet som jeg var i mit Indre, uden al Udsigt til at føre et jordisk lykkeligt Liv (►»at det maatte gaae mig vel og jeg leve længe i Landet«), uden alt Haab om en lykkelig og hyggelig Fremtid, – som det naturligst fremgaaer af og ligger i det huslige Familielivs historiske Continuerlighed, – hvad Under da, at jeg i fortvivlet Desperation greb ene og alene den intelligente Side i Mennesket, klamrede mig fast dertil, saa at Tanken om mine betydelige Aandsevner var min eneste Trøst, Ideen min eneste Glæde, Mennesker mig ligegyldige.