Kierkegaard, Søren Jordrystelsen : 1843

P305:305:3


25 Aar gl.


».. So laß uns leben

Wir beten, sing'n, erzählen uns Geschichten,

Und lachen über goldne Schmetterlinge;

Wir hören Neuigkeiten von dem Hof

Aus armer Schlucker Munde, schwätzen mit,

Wer wohl gewinnt, verliert, wer steigt, wer fällt.

Wir sprechen von geheimnißvollen Dingen,

Als ob wir in das Tiefste sie durchschauten;

Und so in unserm Kerker überleben

Wir alle Secten und Partei'n der Großen,

Die mit des Mondes Wechsel sich verändern.«

Kong 👤Lear.


Da var det, at den store Jordrystelse indtraf, den frygtelige Omveltning, der pludselig paanødte mig en ny ufeilbarlig Fortolkningslov af samtlige Phænomener. Da anede jeg, at min Faders høie Alder ikke var en guddommelig Velsignelse men snarere en Forbandelse; at vor Families udmærkede Aands-Evner kun vare til for gjensidig at oprive hinanden; da følte jeg Dødens Stilhed tiltage om mig, naar jeg i min Fader saae en Ulykkelig, der skulde overleve os alle, et Gravkors paa alle sine egne Forhaabningers Grav. En Skyld maatte hvile paa hele Familien, en Guds Straf maatte være over den; den skulde forsvinde, udstryges af Guds vældige Haand, udslettes som et mislykket Forsøg, og kun stundom fandt jeg lidt Lise i den Tanke, at min Fader havde faaet den tunge Pligt at skulle ved Religionens Trøst berolige os, berette os alle, saa at dog en bedre Verden skulde staae aaben for os, om vi end tabte Alt i denne, om end den Straf skulde ramme os, som Jøderne altid ønskede over deres Fjender: at vort Minde skulde aldeles være udslettet, at man skulde ikke finde os.