IIIA5Det er en ligesaa skjøn som dyb og rigtig Tanke, ►👤Plato udtaler, naar han siger at al Viden er Erindring; thi hvor sørgeligt vilde det ikke være om det, der saale235des skulde berolige Msk, at han egl. kunde finde Hvile deri, laae uden for ham og forsaavidt jo altid vilde komme til at ligge udenfor ham, og det eneste Trøstemiddel blev ved Hjælp af denne udvortes Videnskabeligheds (►sit venia verbo) travle og støiende Larmen at overdøve den indv: Trang som ⓘ aldrig blev tilfredsstillet. Dette Standpunkt erindrer om det, der i den nyere Tid har fundet et Udtryk i ►den Betragtning at al Philosopheren er ⓘ en Sig-Besinden paa hvad der i Bevidstheden allerede er givet, kun at dette Standpunkt er mere speculativt, hiint mere fromt, og derfor endog lidt mystisk forsaavidt det afføder en Polemik mod Verden, der skulde gaae ud paa at underkue ⓘ Verdenserkjendelsen for at tilveiebringe den Stilhed ⓘ ikke den uendelige Taushed ►σιγη der er det abstrakte saa ⓘ eiendommeligt, hvori hine Erindringer bleve hørlige. Men derved bør man ikke blive staaende, tvertimod her i Erkjendelsens ⓘ Verden 7 er ►den over Msk. hvilende Forbandelse (Velsignelse) der byder ham i sit Ansigtssved at æde sit Brød; men ligesom det ved den physiske Existents ⓘ ikke vil sige, at han skal give Jorden Spirekraft etc. men at han skal gjøre Alt for at den kan komme til at yttre sig; saaledes ►er det og med Erkjendelsen, og man kan derfor sige, at den endelige Aand er som den er Eenhed af Nødv: og Frihed (den skal ikke gjennem en uendelig Udvikling bestemme sig hen til at blive Noget; men gjennem Udvikling bestemme sig til det den er.) ►saa er den og Eenhed af Resultat og Stræben (ɔ: den skal ikke igjennem Udvikling frembringe et Nyt, men gjennem Udvikling erhverve det, den har)