171C1456e1rIC18►I Almindelighed antager man at 👤Timotheus, som var afsendt af 👤P. for at gaae til 📌Corinth, underveis, da han ogsaa skulde besøge andre Steder i 📌Macedonien, er bleven opholdt der, og vendt tilbage til Ephesus, uden at faae besøgt 📌Corinth;1 at 👤Paulus derfor afsendte 👤Titus til 📌Corinth, for at erholde Efterretninger fra Menigheden, og for at see, hvad Indtryk hans Brev til dem havde gjort. ►👤Bleek derimod antager at Timoth. virkeligen er kommen til 📌Corinth; men derfra har medbragt saa sørgelige Efterretninger, at 👤P. nu afsendte 👤Titus med et nyt Brev, og dette Brev, som nu er gaaet tabt, er det at ►2 Corinthier refererer sig til. –
✂ 1 ►Hermed synes da ogsaa ►Act: 19, 22 at stemme overeens, hvor 📌Macedonien blot nævnes som Maalet for 👤Timothei Reise. –
►Efter at 👤P. havde opholdt sig i Ephesus i 2½ ⓘ Aar drog han til 📌Macedonien, hvor han igjen opholdt sig ½ Aars Tid, maaskee udvidede han nu ogsaa sin Virksomhed til Illyrien. ►►2 Cor: 10, 14. ►15. ►16 synes at angive 📌Achaia som det yderste ⓘ Maal (skjøndt αχϱι ei altid betegner et exclusivt »Indtil« cfr. ►Rom: 5, 13.) – derimod ►Rom 15, 19 📌Illyrien; men ganske sikkert følger ikke af det sidste Sted, at 👤P. har forkyndt Læren selv i 📌Illyrien. –
►Naar man kunde bestemme Tiden nøiagtigt for 👤Felix Afgang og 👤Festus Tiltræden, saa vilde det være meget vigtigt for ⓘ Chronologien. Det kan man imidlertid ikke. Man beraaber sig paa et Factum, som 👤Josephus fortæller, at da 👤Felix nedlagde sit Embede, han blev anklaget af Jøderne for Undertrykkelse, og han vilde have blevet straffet, dersom ei hans Broder Pallas, som gjaldt meget hos Keiseren dengang, havde reddet ham. Men nu blev 👤Pallas forgivet af 👤Nero Aar 62. Saaledes blev da dette Aar den yderste terminus ad quem. Men efter 👤Tacitus havde Pallas allerede længe iforveien mistet sin Indflydelse. Allerede i Begyndelsen af sin Regjering havde 👤Nero fjernet Pallas fra den Plads han indtog under 👤Claudius. Heraf skulde man da nu i Forening med hvad 👤Josephus fortæller slutte, at 👤Felix var bleven kaldt tilbage strax i Begyndelsen af 👤Neros Regjering. Schrader mener vel at finde en sikker chronologisk Bestemmelsesgrund deri, at 👤Festus Tiltrædelse blev bestemmet ved den med 👤Nero gifte 👤Poppæa; thi deraf vilde følge, at, da 👤Nero først i Aar 62 ægtede 👤Poppæa, 👤Festus først ved denne Tid tiltraadte sit Embede. Men Josephi Ord: ϰατα τον ϰαιϱον τουτον kunne ikke gjelde som nærmere Tidsbestemmelse, 👤Poppæa havde allerede længe før hun ægtede 👤Nero stor Indflydelse hos samme. Derpaa at 👤Josephus kalder hende 👤Neros Gemalinde bør ikke lægges saa stor Vægt. Der viser sig altsaa meget vaklende heri med H. t: den chronol. Bestemmelse, og det at 👤Felix har ⓘ fratraadt sit Embede i 62, kan slet ikke ansees for afgjort. Vi kunne meget godt lade det indtræffe nogle Aar før. –
B1456aⓘ 79IB1Der er vist neppe Nogen blandt de tilstedeværende Herrer, ►uden at han jo ret levende har erfaret, at der i enhver Anskuelse gives et Noget, det Sidste og Høieste, der er saa let, saa ætherisk, saa flygtigt, at det stedse forsvinder mellem de famlende Hænder og uskyldigt ►172gjækkende unddrager sig det speidende Øie – et sandt helligt ►noli me tangere. Men ligesom nu de Fleste af Dem, ►m. H., have erfaret, hvor vanskeligt det er at holde Sindet frit for ethvert profant Indtryk, saaledes ►ville De vist ogsaa give mig Ret i, at jeg kun indenfor den 80 sande humanistiske Tryllekreds ►»procul o procul este profani« har dristet mig til at udtale, hvad enhver Student føler og bør føle, men som, forkyndt og ►udbasunet paa Gader og Stræder, derved er forraadt, misforstaaet og forvansket. Thi hvilket bedre Forum skulde jeg vel ønske, hvilken competentere Forsamling end den humanistiske Menighed: ►📌Studenterforeningen, der, vel streng og ubestikkelig i sin Dom, dog ogsaa er i Besiddelse af, hvad der er mig Hovedsagen, hiint aandelige Gehør, der ►sympathetisk skabende giver Ordet hiin uudsigelige Fylde, som det har i Talerens Bryst men ikke paa hans Læber.
C2456bIC1142v►Den synes imidlertid kun at indeholde Meget
Det nemlig at opfatte Livet som en Kamp, og følgelig [a] at opfatte det Liv, der væsentlig er bevæget af det Religieuse som en Kamp mell. 👤Djævelen og Gud ►om j: s: m: sige, er ingenlunde en fra den ⓘ nyere Tids ⓘ ►specifique forskjellig ⓘ Opfattelsesmaade, og det vilde være let, ⓘ blot abstraherende fra [b] ►en ⓘ Goethisk poetisk Udvikling (om det imidlertid gjælder netop om ►hans 👤F: ►derom sen)1 der meer seer disse 2 Verdener i og med hinanden og disse 2 Magter sees i ►en høiere Concentricitæt og ikke ►i den phænomenologiske ⓘ Excentricitæt, vilde det være let at opdrive Exempler herpaa saavel i en nyere som i en ældre Udvikling end Middelalderen
✂ [a] forklar ►Digtet som en Opfattelse af stridig[e] Elementer
✂ [b] dvæler ved, hvorledes Digterne i Middelalderen opfattede Livet – ingen specifik Forskjel – ►👤Schill. objectivitæt – ⓘ jeg derimod taler om det historiske ⓘ Liv.
Spørge vi dernæst, hvorledes da Forskjellen mell. den ældre og den göthiske Opfattelse er at forstaae, saa ⓘ faae vi [c] hell. ei stort mere Lys; thi den specifike Forskjell. imell. dem er, ►hvad Forf: ikke har seet, Det at 👤Goethe har skrevet en anden Deel af 📖 ►F., hvorimod jeg slet ikke kan see han har ladet denne Kamp udspinde sig i F. selv; thi han paralelliseres jo med 👤►Klingsor, 173som jo ogsaa havde sin bedre Begyndelse, og 👤F. er jo først F. fra det Moment af hvor hans Udviklin[g]s Conflict med Verden ⓘ frem[m]aner 👤Djævelen (naar jeg siger at han da først er 👤F., og derved antyder en ligesom [d] tidligere Existents ⓘ – saa er det grundet i Sprogets Svaghed, der bestandig maa tillade en Forvexling af Indiv. og Ideen 👤F, om denne sidste gjelder ►det bibelske Udtryk den var i Begyndelsen), kun at nu 👤F. er udviklet mere ⓘ lyrisk (Alt er derfor ►vælt over til den Side) hvorimod den ældre Digter har opfattet Kampen ⓘ mere episk; men denne Forskjel i Opfattelse kan naturligviis gjentage sig ogsaa indenfor den nyere Tids Kreds.
✂ [c] hvor er Modsætn til Liv i ►👤F. er det den alm ⓘ saliggjørende ►K. hvor er den ene Side af 👤F.
✂ [d] jeg mener Ideen og dens Modvægt (Parodie fra en anden Side seet).
1rOverhovedet mener jeg, at der slet ikke er Spørgsmaal om hvorledes Digterne opfattede Tiden, ihvorvel disse som Repræsentanter ogsaa maa haves for Øiee, men hvorledes ►den ⓘ verden[s]historisk ligger for os, og her tror jeg at medens i den mangfoldige Retninger ⓘ krydsede sig, de da om j. ⓘ saa maa sige, ikke vidste af hinanden, og ikke saae hvorledes, det er alene Verdens Side jeg taler om, den ene ironiserede den anden, hvorimod den nyere Tid ⓘ som mere ►umsichtig ikke i en saadan begeistrende Illusion henlevende, bliver sig det, som den ældre Tid kaldte Nisser, ⓘ Troldmænd, Djævle etc bevidst som Verdens kolde [f] Ironie, som man maatte bøie sig for. Middelalderen kunde vel derfor meget godt og dybt grundet i ⓘ dens hele Væsen opfatte [g] Livet som en Kamp og saaledes her mell. ►den barnlig fromme 👤Wolfram og den snedige 👤Klingsor; men til Ro kom den aldrigh; thi ►seirede ogsaa Chrstd. saa seirede jo dog kun en Livsanskuelse, der forkynder sig som en Kamp, hvor altsaa Striden maatte begynde, om end indenfor en anden Kreds, hvilket ikke vedkommer denne Sag.
✂ e og et Spørgsmaal bliver det om ikke disse igjen, ligesom de selv lod Verden og dens Bevægelser gestalte sig for dem, ikke igjen maatte ⓘ selv for ⓘ den Betragter, der i sin Udvikling har ove[r]levet Middelalderen gjentage sig i den samme ⓘ ►Tvesidethed.
✂ [f] netop derved at med den ene Stræben tillige ⓘ den anden gik op i Bevidstheden.
✂ [g] derfor har 👤Faust ogsaa verdenshistorisk opfattet sin Modvægt i den saliggjørende Kirke.
✂ h cfr. i denne Anledning, ►hvad 👤Schlegel bemærker om de 3 Arter Tragoedier
✂ 1 hvor dog alligevel denne Kamp implicite er tilstæde ►cfr.👤Tieck. i denne Bog.
–––
►Det sande Begreb om det Positive er det om en ⓘ Guds 174Sigselvsætten ell. Position i Fornuften, og hermed hele den alleneste Væren og Sandværen. Uden dette Positive, der tillige er hiint Givne, kan den ikke begynde med sin Tænkning; tilmed selv ikke i Sandhed begynde; Guds Erkjendelsen maa tillige være begyndt for den, uden selv at være sat, kan den Intet sætte: Fornuften fører til Troen paa Gud, kun forsaavidt den er ført dertil.
►Herpaa beroer ⓘ alle Religions Sandheders gudd. Nødvendighed, som de have i den msklige Tænkning nærmest ved den gudd. Væren, hvilket ikke blot er deres blotte Ansichsein, men ogsaa deres guddl. Offenbarsein, nemlig for Aanden, der just ved denne Aabenbaring først selv er.
►Alle Religions-lærdomme, som ifølge denne dens Natur ere Vidnesbyrd, som Religionen aflægger om sig, sin Væren og Væsen, i vor Tænken, ere kun saa sande, som Gud er det; men det vil ogsaa sige, som han i Sandhed er ⓘ erkjendt
Skepticismen, der bliver staaende indenfor Tvivlen, beviser saa lidt Umuligheden af en Viden om Gud, at den meget mere, idet [den] udgiver Uvisheden kun for vis, kun kan gjøre sin Tvivlen og Ikke-Viden gjeldende formedelst en ell. anden Viden om Gud. Kriticismen, som har Sk. i sig, skrider vel frem til at bevise, men lader det blive ved den negativ-dialectiske Bevægelse
►Troen har sin Virkelighed i Leven og Handlen; dette sin Sandhed i Troen.
175 C3 456d IIC1 1r ►Evangelium Mathæi.
►Til 2, 23cfr hosliggende Seddel.
►3, 2. Denne Form β. των ουϱανων forekommer kun paa dette Sted, lignende Former (β: επουϱανιος alene ►2 Tim: 4, 18.) ere: β: του Θεου, του Χϱ: ell blot β: med Underforstaaelse af Θεου. ►Ideen om et saadant Guds Rige gaaer gjenem hele det Gl. T. ►Daniel skildrer denne af alle Propheter forventede Tilstand som et Rige af evig Vedvaren. Chr. bliver derfor ogsaa ofte kaldet en Konge. –
►I Ideen om et Rige ligger nødvendig Adskillelsen mell: en Bestemmende og en Adlydende. I Guds Rige viser naturligviis Guds Villie sig som absolut herskende. I saa Henseende er Guds Rige i en syndig Verden kun tilkommende, forhaabentlig. Derfor danner β. του Θεου en Modsætning til β: της αμαϱτιας. Men i det Gl. T: ⓘ udvikles aldrig en Idee i dens Fortgang i Tiden; men bliver ligesom concentreret i eet Billede. Det Gl. T indeholder Skildringen af et Billede, hvori Syndens Herredømme baade indvortes og udvortes er tilintetgjort og Guds Villies Herredømme fuldkomment begrundet. – ►I det N. T skilles tydelig mellem dette β: indvortes og udvortes Side. I første Betydning viser det sig som et realt nærværende, ikke blot i Frelserens Person; men ogsaa i de Troende. saal. ►Luc: 17, 21. – ►I udvortes Henseende skildres det som et tilkommende Rige. – ►Med Hensyn til dette Udv: bliver den Kreds, hvori Chr: Element er herskende (Kirken) opfattet som ⓘ et udv: Selskab. I denne Henseende viser β: τ: Θ: sig som noget vordende, der vel udfolder sig i denne Verden; men som relativt er blandet med syndige Elementer. Men paa den anden Side bliver ogsaa det Ydre opfattet som det af Guds Villie gjenemtrængte, og i denne Henseende viser β. [sig] som et fuldkomment men tilkommende. Den Idee findes overalt i det N. T., at ved Chr: Parousie Guds Rige skal vise sig udvortes herskende. (►Mth: 20, 21. ►26, ►29. ►Luc: ⓘ 21, 31. ►Joh: 18, 36) I det N. T skilles ogsaa i Ideen om Guds Rige dets 176Henførelse snart til et Individuum snart til ⓘ Mskslægtens Totalitet. –
►Ideen om Guds Rige bliver nu i det N. T forskjellig opfattet. Imod Pharisæernes materialistiske Anskuelser (som kun holdt fast ved Messiasrigets synlige Aabenbarelse) fremhæves den ideale Side. I Apostlernes Tid uddannede den gnostiske ⓘ Idealisme sig, som nægtede Guds Riges udvortes reale Aabenbarelse, derfor toges nu den reale Side i Forsvar. Imod den raa Chiliasmus stod senere Alexan1vdrinerne. –
►den maa ikke betragtes som holden under denne Form. ►cfr👤Clausens Tab: synop:. –
►►Mth: føier til et bestemt Factum Adskilligt beslægtet. Om dette Factum giver ►L: nøiagtig Efterretning. 👤Jesus var efter ►L: 6, 12 gaaet op paa et Bjerg for at bede, om Morgenen valgte han de 12, og gik ned paa Sletten ⓘ (►L: 6, 17.) [og] lærte Folket. ►Mth: fortæller at Chr: besteg Bjerget; disse ⓘ Fortællinger forenes ved at antage, at ►Mth: enten har knyttet hans tidligere Opstigen paa Bjerget sammen med hans Foredrag; ell at Mængdens Stimlen sammen har nødsaget ham til at stige op igjen. – ►Hos ►Mth: viser Chr: Tale sig som en nyere Lovgivning forskjellig fra den sinaitiske ved en friere Opfatning af Budene i Aanden, ved at forudsætte μετανοια og præke Naaden. –
►Hos ►L: kan man finde en Traad, som gaaer igjenem det Hele. Thi først svare de 4 Saligheder og de 4 Ulykker til Hinanden (►21-26), dernæst modsættes Opmuntringen til reen Kjærlighed (►27-31.) Skildringen af den ⓘ beregnende K: (32-34) og nu opmuntres Disciplene til denne rene K. (35-38). – ►Nu gjør ►L: ligesom Holdt et Øieblik ved ►v. 39 og bemærker, at Chr: talte i Parabler. I alle disse Parabler sigter Chr: til Disciplene, saafremt de ønskede, at gjøre hiint høiere Livs Element gjeldende, maatte de selv optage det i sig. ►►V. 40 synes ikke rigtigt at passe; men det gjør det dog ved nærmere Eftersyn. ►v. 39 (μητι δυναται τυφλος τυφλον οδηγειν), og det følgende ►v. 41 (ϰαϱφος) synes at pege hen paa Pharisæerne, saa at Meningen bliver: »River 177Eder fuldkomment løs fra Forbindelsen med den gl διδαςϰαλος; Pharisæerne kunne ikke lede Eder videre end de selv ere; thi Disciplen er ikke over Læremesteren.«
►Hos ►Mth: findes ogsaa Eenhed, dog ikke saaledes som hos ►L:, idet vi hos den sidste have Chr: Tankegang; men ►Mth: har selv ved Udarbeidelsen fulgt en Traad, som vi igjen søge at forfølge. Begyndelsen og Enden er den samme hos begge Apostle. ►Mth: udfører nu i det ►5t Cap: Forskjellen mell. Loven og Ev. Men ligesom Loven skærpes saaledes udvikles Naaden ved at prise dem lykkelige som ⓘ lide. Sand Bod bliver altsaa forudsat som en nødvendig Betingelse for at modtage Kjærlighedens Lov. I 6 Exempler bliver Forskjellen mell. d. N. og Gl. T fremhævet, og nu følger den almdl Sætning: εσεσϑε ουν υμεις τελειοι (►v. 48.). ►I ►6 Cap: