Kierkegaard, Søren Kirkehistorie, bibelsk eksegese, excerpter fra Schleiermachers dogmatik og fra Baaders spekulative dogmatik m.m.

✂

28 ►👤ⓘ HermanHerman] , først skrevet Herm von dem Büsches. begyndte sine Reiser 1498. ⓘ ►1502 i 📌Erfurt. 👤Luther?1502 i Erfurt. Luther?] tilføjet – ►1522 – 1534.

✂

IC4 ►👤Melanchtoni loci edidit 👤Augusti pag 127 . ►Imo et vilissima fuerit libertas Chr: et plus quam servitus, si solas ceremonias tollat, partem legis omnium facillime ferendam. Quis enim non pecus mactet ⓘ minoreminore] , ændret fra majore negotio quam iræ, amori aut similibus cupiditatibus imperet?

✂

C1459.21r►cfr👤StenersenReformat: H: 2, pag. 155.

IC5►Munkebjerg.►ⓘ nordøstlig for Heydenordøstlig for Heyde] tilføjet, ; først skrevet <nord>først skrevet <ved>►👤Henrich v. ⓘ ZütphenZütphen] , < Zütphens. ⓘ ►(Hans Martyrdøder beskreven af 👤Luther. L. W. XXI, 94.)(Hans Martyrdøder beskreven af Luther. L. W. XXI, 94.)] tilføjet ►d. 10 og 11 Decbr. 1524. ►👤Gichtel af 👤Kanne. ⓘ – † d. 21 Jan: 1710.– † d. 21 Jan: 1710.] , tilføjet efter Gichtel af

✂

IC6 1v ►👤Poul Gerhard født i 📌Gräfenheinichen i 📌Sachsen Aar 1606. ⓘ † 1679.† 1679.] tilføjet

►I 👤A. Franke født i 📌Lübeck 1663, hvor hans Fader var Physicus. 1694 var det han kom til 📌Halle, (Waisenhuus). ⓘ † 1727.† 1727.] tilføjet

►👤Spener. født 1633. i 📌Elsas. 1666 Præst i 📌Dresden; 1686 til 📌Berlin? † 1707.

►cfr👤Thisted for Christne. 5te Bind.

✂

C1 459.25 IC7 1r ►►Luc: 3, 1.

►Aar 753 er Chr: født►efter 👤Dionys.

►767 kom (efter D:) 👤Tiberius paa Thronen

►altsaa 14 + 15 = 29 altsaa Chr: 29 Aar gl

Men ►👤Dionys siger at 👤Herodes kom paa Thronen 713 ell. 14 og ►👤Josephus siger, at han regjerede 37 Aar,

Men nu er det bekjendt, at ►Chr: blev født under 👤H:, ja at endog ►det Bethlehemitiske Barnemord fandt Sted under ham, altsaa har 👤Dionys feilet 6 a 7 Aar.

29 ►Luc: 3, 1.

►👤Archel: bliver forviist i sit 9 Regjeringsaar og derpaa ►indføres Procuratores. 👤Pontius Pil: var den 5te

►Luc: 3, 1.►Hos 👤Josephus omtales en anden 👤Lysanias, der var bleven dræbt 30 Aar iforveien af 👤Antonius.

►►Luc: 11, 39. ? Skulde dette Sted ikke være at forstaae ⓘ saaledes:saaledes:] , < saaledes, ►I rense det Udvortes af Fade og Skaale« ɔ: I rense det Udv: men ►Apostlen har her vildet anføre et Exempel; men har saa i det første Leed holdt fast ved Exemplet ei som det var Exempel, idet han nemlig saae, at ogsaa den samme Bemærkning kunde gjøres om Fade etc (da her netop ligesom hos Msk: der var at skilne mell: noget Indv. og Udv:) – derpaa i den anden Deel ►το δε εσωϑεν gaaer han ind i Billedet igjen. Saaledes synes det hele at klare sig, idet vi antage en Tankefeil.

►►Mc: 4, 27. ►homo solita ratione vitam degebat, sed interea semina progerminabant, ipso homine ignorante, nam deus prosperitatem concedebat, ita ut appareat, hunc successum non tam pendere ex hominibus quam ex gratia Dei ►cfr►1 Cor: 3, 6.

►►Mth: 13, 36etc. Meningen af Parabelen er denne: Her paa Jorden leve gode og onde imell. hverandre, der skal nok engang blive en Adskillelse; men den maae vi overlade 1v Gud. Det onde maa ei her forstaaes om borgerlige Forbrydelser; men om Msk. slette Indre. ►Novatianerne ►Donatisterne o: a: vilde allerede her i Livet skille Gode og Onde.

►►Mth: 15, 5. ►Constructio difficilis aut dicta sunt per aposiopesin ita ut apodosis suppleatur hoc modo »si quis dixerit patri matrique donum etc tum is innocens est.[«] Aut apodosis incipit a verbis ϰαι ου μη, ergo non est ϰαι conjunctivum sed ϰαι illativum.

►►Mc: 7, 11. ►ϰοϱβαν ex hebr: קָרְבָן donum sacrificium, legitur bis in N. T. ►Mc. 7, 11 Deo devotum est. 👤Josephus commemorat, Naziræos sese appellasse ϰοϱβαν, quia sacerdotibus s. templo dare debuissent triginta siclos. – hinc ϰοϱβανας, α, ὁ est thesaurus sacer in N. T. ►Mth: 27, 6. ►קָרַב appropinquare .

► ►Mth: 15, 32 ►εϰλυϑωσιν ne languescant, deficiant, deliquium patiantur.

30►►Luc: 12, 54sq: Skulde Forbindelsen ikke være saaledes: ►Jeg har nu forudsagt Eder, at der vil opkomme megen Strid angaaende min Lære. Idet han nu taler om denne Strid kommer han til at tænke paa Strid overhovedet, og siger nu: I ere forresten saa kloge og forstaaer Eder paa Veierliget, kan I da ei indsee, at I bør forsone Eder med Eders Fjender; ►μηποτε ϰατασυϱη σε πϱος τον ϰϱιτην etc. ???

►►Mth: 16, 16. ►Χϱιςος indicat munus hac in terra, υιος ϑεου nexum cum Deo .

►►Mth: 16, 21.►Απο τοτε ηϱξατο ο Ιησους δειϰνυειν τοις μ. αυτουetc Skulde man ei heraf kunne slutte, at ►►Mth: 12, 40 maa forklares efter ►👤L: saaledes at ►σεμειον forstaaes om Læren ei om Chr: Død, da ►Mth: her udtrykkelig bemærker, at fra denne Tid af begyndte Chr: at lære om sin 2r Død, da det synes at ►Apostlen ved disse Ord ligesom gjør opmærksom paa, at der til Chr: Lære blev føiet ligesom et nyt Afsnit. ???

►►Mth: 16, 27. ►Alii judicium futurum εν τη συντελεια των αιωνων sed describitur reditus ut proxime instans, alii de eversione 📌Hierosolymæ. Nexus inter v. 27 et 28 ita constituendus videtur, ⓘ αμηναμην] , først skrevet ut λεγω υμιν sed quod dico, non opus est ad illud judicium provocare, jam enim initium habebit ab eo tempore, quo ecc: mea condita est . – ?

►►Mth: 17, 24. ►Admodum urbane tributum exigunt, unde concluserunt nonnulli, doctores judaicos fuisse immunes ab hoc tributo solvendo, sed plerosque pietate ductos sponte solvisse; sed est mera conjectura. Tradunt Rabbini, exactores tributi sacri a die 15 Adar comiter ac benigne singulos rogare, a 25 vi adhibita exigere.

►►Mth: 18, 15: ►μεταξυ σου ϰαι αυτου μονου ►בֵינְךָ‎ וּבֵינוֹ‎ לְבַדְכֶם ►αμαϱτανειν εις τινα i: e: αδιϰειν

►►Mth: 18, 24.►ταλαντον►כִּכַר►Erant diversa genera talentorum atticum, syriacum, babylonicum. h: l: sine dubio talentum syriacum = 3000 sicli = 500 Th.►Alii en Sekl. 4 ℳ. en Drachme 1 ℳ. en Talent 2000rd. en ⓘ DenariusDenarius] SKS, Denaria 1 ℳ. 1 As først 110 Drachme, dernæst 116. En Kodrans ¼ As. λεπτος = ½ Kodrans. en Stater = 1 Sek. 4 ℳ[.] Mina = 10 Rbd. en Stater = 2 ℳ.

31►►Luc. 10, 26.►πως ⓘ αναγινωσϰειςαναγινωσϰεις] , < αναγινωσϰεινformula inter Rabb. solita מָה‎ קָרָאתָ

►27. ►εξ ολης της ισχυος ►כָל־מאֹדךָ

►►Mth: 16, 18 Den første Mand, der urgerede denne Sætning om ►Pavens Primat grundet paa 👤Peters Primat var ►👤Pave Gelasius 1 † 496. – Iøvrigt er det mærkeligt, at ►den Forklaring, som 👤Luther tyede til, i den nyere Tid er bleven ►gjentaget nemlig ved 👤Stolbergs Omvendelse, da man søgde at afholde ham derfra. – ►👤Grundtvig har 2v

►i en af sine Prædikener erindret om, at man maa skilne mell. πετϱος og πετϱα. Du er Klippemanden og paa Klippen vil jeg bygge min Kirke; saa at Klippen var Chr:. –

►►Mth: 16, 14►👤Jeremias. De troede, at 👤Jeremias under den ⓘ almdl:almdl:almindelige] , først skrevet ald Forvirring havde gjemt de hell. Kar, og at det altsaa var nødvendigt, at han kom for at bringe Alt paa den gl. Fod. Dette omtales i ►Esræ 4 Bog. –

►►Luc: 17, 19.►η πιστις σου σεσωϰε σε. Det synes underligt, at Chr: tilføier det; thi det angav han jo altid som en Betingelse for at blive frelst, at de troede; men hvorledes bleve da de ⓘ AndreAndre] , < andre frelste, som ikke viste deres Troe, ja som ikke engang synes at have havt den, da de ikke vendte tilbage for at give Gud Æren. ??

ⓘ 1►cfr.pag. 1. 1cfr.conferjævnførpag.paginæsiderne 1. ud for ovenstående tekst i linje 20; henvisningen gælder Papir 5:1 ] tilføjet *

►►Luc: 17, 16. ►ϰαι αυτος ην Σαμ: ►inde cognoscere discipulum 👤Pauli. Videtur enim hæc esse observatio ipsius Lucæ, qui ut ipse 👤Paulus erexit gentiles præ Judæis.

►►Luc: 17, 20. ►Videtur hæc quæstio esse ab Pharisæis ironice proposita hoc sensu: Institutio vestra semper eo redit, ut inculcetis poenitentiam ante quam venerit regnum Messianum. Quando vero illud regnum venturum est.

►►Luc: 17, 24.►Fulgus adhibetur ad maximam celeritatem indicandam ita de 👤Satana►Luc. 10, 18.

►►ⓘ Mth:Mth:] , < Luc: 19, 7.►Jussit 👤Moses hoc in ►Deut ⓘ 2424] , < 24, initio. 👤Jesus respondet: 👤Moses non jussit (ενετειλατο) sed permisit (επετϱεψεν), ratione habita duri vestri cordis (קָשֵה־לב). Chr. igitur malit ενετειλατο in επετϱεψεν.

3r►📌Hiericho laae i en smuk Egn 7 Mile ►5? (Bram̄er) fra Jerusal. 2 M. fra ►📌Jordan ►bekjendt for sine Palmetræer. 3233Dalen ved 📌Jericho var gjenemskaaret af ►en ⓘ Bæk,Bæk,] , først skrevet Dal, som engang var salt men 👤Elisa forvandlede den til fersk. – ►👤Josva. – ►👤Herodes døde her – ►Den var ⓘ etet] , < en vigtigt Toldsted, da de fleste Jøder fra ►Gallilæa drog denne Vei.

► ►Luc. 19, 1. ►Ζαϰχαιος ex זַכָאִי ex זָכָה purus fuit .

►►Mth: 21, 33►ληνονtorcular 2) vas, in quo uvæ calcantur גַת‎ 3.) ut h: l:יֶקֶב ⓘ lacus lacus ] SKS, locus; < locus, torcularis v. fovea, in quam excipiebatur succus.

►►Mth: 21, 44. ►συνϑλαω (ex ⓘ συνσυν] SKS, σον et ϑλαω tero, tundo) contero, h: l: salute excidet. bis occurrit ►Luc: 20, 18.

►►Luc. 20, 16. ►μη γενοιτο ►Alii statuunt ⓘ eoseos] , foran er slettet esse metu perculsos hoc dixisse »aver[r]uncet hoc Deus« alii rectius ironice: certe non fiet, major enim erit ⓘ GratiaGratia] , først skrevet e Dei. –

► ►Mth: 23, 16 etc. ►Chr: refutat doctrinam Pharisæorum de jurejurando. Is enim, qui jurat, semper jusjurandum refert ad Deum. Nam inde pendet omne pretium jurisjurandi.

►►Mth: 24, 24. ►Docet Chr: quam lubricum sit modo miraculis fidem superstruere, nam ut distinguantur falsa miracula a veris, requireretur plena naturæ cognitio. Igitur in iis dijudicandis respicimus non naturam sed consilium.

►►Mth: 26, 3.►👤Καιαφα. ►Observandum, 👤Josephum narrare nomen ejus fuisse 👤Josephum, ergo 👤Cajaphas erat cognomen ejus vel ex כַיפָא πετϱα ob duritiem vel ex ⓘ כַיָבָא‎כַיָבָא‎] , < כָיָבָא‎ oppressor.

3v ►►Luc: 22, 48. ►Sensus horum verborum pendet ex pronuntiatione aut: num tanta est impudentia tua ut osculo signo ⓘ amorisamoris] SKS, armoris turpiter abutaris, ita si emphasis quæritur in φιληματι. aut noli credere me latere animum tuum erga me hostilem .

► ►Mth: 26, 61. ►δυναμαι ϰαταλυσαι respiciunt hæc verba ad ►Joh: 2, 20. verba incertæ interpretationis, certe false explicarunt ea Judæi. ►Act. 6, 14 simillima occurrunt de 👤Stephano .

► ►Luc: 23, 30 etc. ►ex hac narratione de mulieribus Chr: prosequentibus orta est legenda de 👤Veronica pia matrona Hierosolymitana, quæ accurrit ⓘ etet] , først skrevet ad linteo 👤Jesu abstersit sudorem, atque ut ei esset præmium perenne effecit 👤Jesus ut facies sua linteo impressa maneret, quod suda34rium servatur 📌Romæ in 👤basilica Petri, et ostenditur una cum lancea, qua latus Chr: ⓘ perfossum estperfossum est] , bl. [4r]-[6r] er ubeskrevet

✂

6v IC8 ►σιτιστος ex σιτιζω saginatus, altilis ►Mth: 22, 4.

►Φιμοω (ex φιμος capistrum) 1) capistro os obturo ►1 Cor 9, 9.

2) obmutescere facio – φιμοομαι obmutesco.

►διυλιζω (ex δια et υλιζω defaeco ex υλη faeces) percolo, percolando purgo – δ. τον ϰωνωπα vinum percolando purgare a culice .

►αϑωος (ex a pr: et ϑωη poena, mulcta persolvenda LXX pro נָקִי) qui culpa vacat. insons. apud profanos genitivo conjungitur αϑωος τινος immunis, liber ab aliqua re, nostri vero scriptores secuti hebr: מִן‎ נָקִי dicunt αϑωος απο τινος.

✂

C1459.261r *IC9ⓘ 1►I 1I ] se Papir 4:1 Prædiken af 👤Grundtvig bemærker han, at det vistnok var nødvendigt, at Troen var tilstede; thi dersom de Ord »Herre Chr: frels os« blot havde været Mundsveier, var han ikke bleven frelst; men ►paa det første Sted tales om den umidd. Troe, som kan fremkaldes ved Lidelser etc, ►paa sidste Sted om ⓘ en om jeg saa maa kaldeen om jeg saa maa kalde] , ændret fra den saa kaldte ►potenseret Troe.

✂

1v

IC10ⓘ raskrask] , se illustration 2 paa det     ►exstinguere     exsting

rask paa det                          exstinguere         Syst

rask paa det            –––

rask paa det    Naaden     exstinguere ►👤Wieland

–    Systemer

rask paa det                    exs     kjendt     👤Wieland

ש          Naaden          Syst         rask paa det     W.

►שְפַל־רוּחַ         System         W                     👤Wieland.

                            Syst    –

                Systemer                 Systemer

                                Systemer.

                ►►1 Tim. 5, 17.                          ►משפת

                                Systemer

Systemer

                        Dannelse

35Systemer.                                 ►הוֹכִיחַ‎

                 הוֹכִיחַ‎                                  הוֹכִיחַ

            W.        W        W        W

                W

                                        Systemer

✂

IC10Steder om Chr:nærforestaaende►παϱουσια. ►►1 Cor: X, 11.►►1 Thess. 4, 15. ►►1 Cor: 15, 51. ►►Jac. 5, 7-9. ►►1 Joh. 2, 18. ►►Phil 4, 5.

►πιστευομαι significat 1) fidem invenio creditur mihi. ⓘ ►2 Thess: 1, 102 Thess: 1, 10] tilføjet 2) committitur s: concreditur mihi. ►Rom 3, 2. ►1 Thess. 2, 4 .

✂

C1 459.4 1r IC13 ⓘ (►►Rom: VI, 7. ►►Rom: 9, 28.)(Rom: VI, 7. Rom: 9, 28.)] , ændret fra Rom: VI, 7. Rom: 9, 28.

►►Act:12, 6 αλυσις – εως. vinculum, catena 2) status vincti, status custodiæ ►Eph: 6, 10; ►2 Timth: 1, 16. – ►►13, 4. αποπλεω – ευσω. navigo, nave discedo. quater: ►ⓘ ActAct] , < act: 14, 26; ►20, 15; ►27, 1. – ►►13, 50 παϱοτϱυνω (παϱα et οτϱυνω instigo) instigo ad aliquid, incito, concito. est apud profanos poeticum. ►►13,50 οϱιον – ου. גְבוּל neutrum ex οϱιος ad terminum spectans. terminus finis. ►►14, 1 ϰατα το αυτο simul. ►►14, 10 ἡλατο aor. 1. 3 sing. ex ἁλλομαι. ►►14, 13 στεμμα – τος (ex στεφω perf. pass. εστεμμαι corona circumdo, cingo) vitta, infula potissimum vittæ, quibus victimæ ornabantur. ►►14, 16 παϱοιχομαι, f. παϱοιχησομαι perf. παϱῳχημαι. (ex παϱα et οιχομαι abeo discedo.). ►►15, 20 αλιςγημα apud profanos non legitur, nec αλιςγεω ex quo deducendum. αλιςγεω (est ex αλιω voluto) volutando inquino, contamino, polluo, et legitur in versione Alex. pro גֵאֶל hinc substantivum de carne e victimis gentilium ⓘ residuaresidua] SKS, ressidua.

1v►►17, 4 πϱοςϰληϱοω. sorte alicui aliquid tribuo, de sorte, quæ a Deo s. fato definitur pass. ex Dei voluntate attribuor, adjungor. – – ►►17, 6 αναστατοω ex αναστατος (surgens, expulsus; destructus), sedibus suis expello – de3637struo, perturbo – – ►►18, 2 πϱοςφατως ex πϱοςφατος (πϱο et σφαζω macto) nuper mactatus deinde in universum recens. – ►►18, 7. συνομοϱεω (ex ⓘ συνσυν] , foran er slettet <··> – ὁμου – ὁϱος finis) confinis. ►►19, 12 χϱως (ⓘ cognatumcognatum] , først skrevet ex nominibus χϱοα, χϱοος ex χϱαω) superficies rei alicujus, hinc etiam color ejus, superficies corporis humani, cutis hic: quæ cutem corporis, nudum corpus contegerant – ►►19, 35 ϰαταστελλω 1) demitto, contraho ut vela 2) mitigo tranquillo. ►36 opportet vos esse tranquillos.

✂

C1 459.7 1r IC14 ►►Gal: 3, 19-4, 8.

►De nexu nonnulla præmonenda videntur. In cap: 3 duobus momentis probat homines ad salutem per legem pervenire non posse. Alterum argumentum est ⓘ exex] , først skrevet hæc historia petitum; docet, 👤Abrahamo salutem contigisse, non ob circumcisionem, non ob facta, sed ob fidem (►Gen: 12, 3.). In altero testem argumentationis suæ ipsam legem inducit, afferens verba ►Deut: 27, 26; ►Lev: 18, 5: Hanc argumentationem vero penitus pertractanti apparebit, 👤P: hoc loco argumentationem accommodare lectoribus; quæ res quamquam explicatu facillima, tamen, cum multos interpretes (👤Calvin) torserit, silentio non prætermittenda videtur. 👤P: enim h: l: a priori statuit, homines omnino non posse legi satisfacere, atque adeo salutem ex ea non adipisci; id vero non probat. Hæc vero difficultas, si ad lectores respexerimus, prorsus evanescit. Habebant enim ii, prouti Chr: religioni dediti, sibi persuasum, sese non potuisse legem explere (►Mth: 5, 17.).

►Ita ad liquidum perducto, homines non posse salutem petere ex lege, ad rem fortasse a Judæis objiciendam respondit. Sæpius 👤P:, ubi de auctoritate legis deque efficacia ejus ad homines salvos præstandos agit, huic objectioni obviam it. Atque non possumus non fateri, hance quæstionem, si aliquando Judæorum cogitationes respexerimus, jure suo esse propositam. Jam vero si quæritur, quid insit huic quæstioni τι ουν ὁ νομος, ratione habita comma1vtis, quod sequitur; statuendum puto duas quæstiones in hacce latere. Si enim tenemus, Judæos plurimum tribuisse legi M:, eamque pignus benevolentiæ Dei habuisse, atque videmus 👤P: vehementer invehi in legem, 38eundemque demonstrare, homines per legem æternam salutem consequi non posse, eumque adeo statuere, legem hominibus, quod promiserit, non posse præstare, – tum necesse est, Judæi hanc quæstionem proponant: »Quid est igitur lex«. estne illa divinæ an humanæ originis. – Ad hanc quæstionem ⓘ respondetrespondet] , < respondit 👤P: hisce verbis ετεϑη διαταγεις δι' αγγελων. Nam aliter, cur hæc verba adjecerit P, equidem non video. – Altera qæstio est: cur igitur lex data est. Judæos enim hoc sibi persuasum habuisse, homines posse per legem salvos præstari, ⓘ ostenditostendit] , < osten<e>dit et doctrina 👤Pauli; si enim Judæi negassent homines posse per legem salvos esse, tum omnino superfluum fuisset, hoc iis inculcare; et vivendi ratio Judæorum, nam ⓘ summam operamsummam operam] , ændret fra summa opera ⓘ dederuntdederunt] , først skrevet <···>tisf; først skrevet s<a>, legi satisfacerent, ⓘ quarequare] , < cuare etiam legalitas maxime inter eos floruit. Ad hanc quæstionem respondet hisce verbis: των παϱαβασεων ενεϰα.

^[a] ►των παϱαβασεων ενεϰα. primum de singulis verbis.

►παϱαβαςιςindicat peccatum, cujus sibi conscius est auctor, quo ille certam legem transgreditur. (Verbum synonymon est παϱαπτωμα.) Hanc notionem inesse verbo ex etymologia videre licet, derivatur enim ex παϱα et βαινω. ⓘ IndeInde] , < Unde etiam ortum est, ut 👤P: semper hoc vocabulum 2r ⓘ usurparetusurparet] , ændret fra usurpet, ubi est sermo de peccato 👤Adami. Adhibet vero αμαϱτια ubi sermo est de peccatisⓘ cujus auctor non est sibi conscius.cujus auctor non est sibi conscius.] , ændret fra gentilium. –

►De sensu, quod attinet, nonnulli statuerunt hunc esse sensum: legem datam esse, ut cohiberet peccata. Sed observ: est. 1) si hoc fuisset consilium legis, nondum ad scopum sibi propositum pervenisset; re ⓘ igiturigitur] tilføjet infecta abrogata est, quod ⓘ nonnon] , < <···> non convenit cum sapientia Dei; et si pervenisset, tum religio Chr:, cum lex homines salvos præstare potuisset (►Lev. 18, 5.), opus non fuisset. 2) hic sensus omnino non congruit cum doctrina 👤Pauli. Docet enim ille tantum abesse, ut lex removere peccata possit, ut etiam ansam det peccati (►1 Cor: 15, 56.). – Si igitur analogiam spectamus hic sensus evadit: lex data est, ut homines peccatorum sibi conscii fiant, atque adeo animus ad deum convertatur. (►Rom: 3, 20. ►7, 8.►13.). ^[b]

►διαταγεις δι' αγγελων. ►Constat Judæos semper narrationem de lege Mosaica auxisse et exornasse. Hujus rei etiam h: l: documentum habemus. De præsentia enim ange39lorum nihil exstat in ►libro Ex. Hæc traditio est serioris originis, nec quidquam in V. T. occurit. In LXX vero in libro ►Deut: XXX, 2 adduntur hæc verba οι αγγελοι ⓘ εξεξ] , ændret fra ε δεξιων αυτου. Rabbini multa simplici narrationi sacræ scripturæ addiderunt, ita tradiderunt, 👤Mosem de monte decedentem oblitum fuisse verba Dei, sed duos angelos missos esse, qui ei verba 👤Jehovæ in memoriam revocarent. Statuerunt enim Rabbini Deum semper apparere hominibus angelis cinc2vtum, ut majestatem ejus indicarent. Occurrit hæc traditio etiam in ►Act: 7, 53. εις διαταγας αγγελων. (quæ verba tamen nonnulli de variis classibus angelorum explicarunt); ►Heb: 2, 2.

►εν χειϱι μεσιτου.►ⓘ μεσιτηςμεσιτης] SKS, μησιτηςqui medius inter duas partes stat, mediator. εν χειϱι בְיָד occurrit hæc formula etiam ►Act 7, 35; fere idem indicat quod δια cum genitiv:, quod sæpissime occurrit, ubi Chr: commemoratur ut instrumentum Dei ita in creatione mundi etc. (►Heb. 1, 2. ►Joh. 1, 3. ►Col: 1, 16. etc.).

^[c] ►ὁ δε μεσιτης ενος ουϰ εςτιν.►Difficultas in vocabulo ενος absolute posito. Nonnulli subintelligunt πϱαγματος, muneris, ministerii, consilii ɔ: omnibus mediatoribus non idem est consilium, Deus vero unus est. Alii ⓘ subintelliguntsubintelligunt] SKS, sunbintelligunt σπεϱματος hoc sensu: mediator non est unius partis s. factionis; nam semper duæ partes adesse debent. Alii subintelligunt νομου. Hæc explicatio maxime in hunc locum quadrat. Ita fere apostolus ratiocinatur: lex Mosaica quidem data est per mediatorem, sed inde non sequitur, legem Mosaicam ita per se sufficere, ut religio perfectior in locum ejus succedere non possit; nam in notione ⓘ mediatorismediatoris] , < mediatoris, nihil est, quod prohibeat, quo minus plures mediatores admittamus. –

d. ⓘ 3die3die] , først skrevet 4 Decemb: 1833.

✂

C1459.271rIC15►det jo netop anføres som noget Characteristisk ved ham, at han ⓘ vedbliver<ve>dbliver] , ms. beskadiget; således også i det følgende at synke dybere. (Maaskee kunde og det Udtryk ►απ' αιωνος ►Luc: 1, 70 forstaaes paa en lignende Maade, saa at derved tilkjendegaves, at det især var Væsentlig for Propheterne at forkynde ►👤Messiæ Komme?) Stedet ►►Joh: 8, 44. blev da at forstaa saaledes: 👤Djævelen dræbte (i aandelig og deraf flyd40ende physisk Henseende) Msk, og det hørte Væsentlig med til hans Væren, at han ►forlokkede Msk og forlokker dem. Imidlertid ►bruges her paa dette Sted Imperf: ην med Betydning, da nu ved Chr: Komme 👤Djævelens Magt er ophævet; vel vedblev han at synde (►αμαϱτανει ►1 Joh: 3, 8), men han ophørte at være ►ανϑϱωποϰτονος, uden forsaavidt Msk. selv gav sig i hans Magt. Udtrykket ►απ' αϱχης angiver saaledes en Tidsbestemmelse, som fE i dette Tilfælde: saa længe der har været Msk til, har 👤Djævelen forsøgt at forføre dem, altsaa lige fra de første Msk. af.

d 103 34.

✂

C1459.181rIC20►pag. 5 øverst. Skal Ethiken opstille dette Begreb af K:a priori, saa seer jeg ikke, hvorledes det ⓘ vilvil] , først skrevet vild kunne bestemme de Steder, i hvilke de individuelle Skikkelser, saasnart de historisk ere fundne; thi det kunde jo være at Historien ei svarede til vor Forestilling; skal den opstille den a posteriori, hvori bliver saa dens Virksomhed forskjellig fra Religionsphilosophie. – Begrebet K. maa jo være saaledes opstillet, at alle Arter af K. passe ind der under; thi ellers kunde jo det Tilfælde møde, at vi stødte paa noget, som vi maatte kalde K, og som dog ei lod sig henføre under det opstillede B.

►pag. 6. wissenschaftlichen Disciplinen. Disse maa da vel ogsaa igjen være gjenemtrukne af den chr. Aand; thi ellers komme vi jo til at bygge med fremedartig Materiale?

✂

IC20Jeg kan ikke see Andet, end ►at 👤S. ligefrem sætter Selvbevidstheden istedetfor Følelse (pag. 16) i Modsætning (til pag. 8. 2.)

✂

IC20 ►§ 4..

►Naar vi selv indenfra blive paa een ell. anden Maade, uden at Andet tillige dermed er sat, saa er dette det simple Forhold af et sig selv væsentligt ligt blivende.

m.m.m.

m.

C    V

41 ►Absolut Frihedsfølelse kan det ei være; thi ⓘ udsigerudsiger] , først skrevet de Frihedsfølelsen en af os udgaaende Selvvirksomhed, saa maa denne have en Gjenstand, der paa en ell. anden Maade er givet os, hvilket ikke kunde skee uden en Indvirkning af den paa vor ⓘ ModtagelighedModtagelighed] , herefter følger folieringen SKs beskrivning af bladene

✂

✂

IC20►ⓘ VorVor] , < vor Sætning vil træde mod den Mening, at denne Afhængighedsfølelse selv er betinget ved en ell. anden foregaaende Viden om Gud. –

►saa at Gud nærmest betegner os det, som i ⓘ denne Følelsedenne Følelse] , ændret fra Følelsen er medbestemmende, og hvortil vi referere denne vor saaledes-Væren, men ⓘ ethvertethvert] SKS, enhver andet Indhold af denne Forestilling maa først blive udviklet af det ⓘ angivneangivne] , ændret fra givne Grundgehalt.

►Den absolute Afhængighedsfølelse udsiger jo: hvorfra vor modtagelige og selvvirksomme (pag 22) Tilvær er.« ►hvorledes kan man da sige (pag 26.) das schlechthinnige Abhængigkeitsgefühl, in welchem dieser Gegensatz wieder verschwindet – ►Hvorledes kan man sige (pag 26), at Alt det, som Subj. modsatte sig paa det mitterste Standpunct, viser sig [s]om identisk med ham. Naturen ►hører jo og dertil.

►Den høieste Selvbevds. i og for sig, da den ⓘ ikkeikke] , foran er slettet slet afhænger af ⓘ yderligyderlig] , først skrevet Andre givne Gjenst., som nu kunne berøre os, nu igjen ei, og da den som abs. Afhængf. er ganske einfach, og bestandig bliver den samme

2r►Den sandselige Selvb. falder efter dens Natur i det Behagelige og Ubehagelige. ►Den høier[e] Selv. bærer ikke en saadan Modsætning i sig. –

Dets ⓘ førsteførste] tilføjet Fremtræden er stedse Livs Opløftelse – Tænke vi det i dets sig selv lige Væren uden H. t. den s. S B. saa bevirker det en uforanderlig Lighed i Livet, som udelukker enhver saadan Modsætning.

✂

IC20►Naar den abs. Afhængighedsfølelse, saaledes som den udtaler sig som Gudsbevidsthed, er det første Trin af den umidd ⓘ Selvb.Selvb.] , først skrevet Gu, saa er det og et for den msklige Natur væsentlig Element. – –

42►Men naar Følelsen af den abs. Afhængighed er det høieste, hvorledes forholder det sig da med Bønnen? Saa bliver da Bønnen kun at betragte som en Fiction

✂

IC20

3. Papir 9:7-8, bl. [2r]
►ⓘ I den modsatte RetningI den modsatte Retning] , se illustration 3 viser Underordningen sig i dens Fuldkommenhed, naar Selvbevidstheden om ⓘ enen] tilføjet Virksomhedstilstand kun i det Forhold bliver optaget i den abs. Afhæng., som Tilstand selv viser sig som en Følge af de mell. Subj: og den øvrige samlede Væren bestaaende Forhold.

►Men hvorledes kan 👤Schl: paa eengang paastaae, at Chrsd. tenderer til den teleologiske Fromhed og dog ⓘ antageantage] , først skrevet er Prædestination. –

#.

► 👤Jochum Nielsen

Naa

✂

IC20►Den herskende Anskuelse er, at det Meste i alle Religioner paa det høieste Trin er det Samme, og at der til Dette, for alle fælleds, kommer i hver noget Eiendommeligt til.

1v

►ⓘ Kun den BestemmelseKun den Bestemmelse] , se illustration 4 vilde jeg ikke gjerne optage, at den er en Virkning paa Msk som erkjendende; thi da er Aabenb. ogsaa oprindelig og væsentlig Lære. –

=

65

                2        67

67

                            R

►R    R    R

VI            VI        

R

        R    R

Vens –

43 44 45 ►naar man ikke vil gaae tilbage dertil, at en Aabenbaring kun er at antage der, hvor ikke et enkelt Moment; men en heel Existents er bestemt ved en saadan gudd. Meddelelse, og hvad der da bliver bekjendtgjort om en saadan, det er gud. Aab.

✂

IC20                                                            ►👤Schiller                        R    R

                                                                                                VI        VI        

                                                        Sch

                                                                            ►20rd                        R

                                        👤Schiller                👤Schiller.                            90

                            ►Hauff

R

VI

►👤Calvin                                        90        90

        90        90

        90        90    90

            90

60

            25        90

90

                                    W    W

                                70    W

                                    70

                            §    §    R

                        R        §    100

✂

C1459.22IC211r# m. m.

►Men Relationen til Forløsningen er kun af den Grund i enhver chr. from Bevidsth., fordi Stifteren af det chr. Samfund er Forløseren; og Chr: er kun paa den Maade Stifter af et fromt Selskab, som Lemmerne af samme blive sig Forløsningen bevidst ved ham.

►Deres Hovedbeskjæftigelse er at stifte et Samfund paa bestemt Lære og under bestemt Form. Men bestaaer i Samfundet en betydelig Forskjel i den fri Udvikling af Gudsbevidstheden, saa ere Nogle, hos hvilke den er bunden, mere trængende til Forløsning; og Andre, i hvilke den er høiere, mere skikkede til F., og saaledes følger ved de Sidstes Indvirkning paa de Første en Nærmel46se til Forløsning, kun ikke videre ⓘ end tilend til] SKS, end til til Forskjellen mel. begge er hævet, blot derved at Samfundet bestaar. –

#    4962    lmg    mg

                

4)                                            Mg            

✂

C1459.20IC221v►Dogmatiske Sætninger ere Troessætninger af den fremstillende belærende Art, ved hvilke den størst mulige Bestemthed bliver tilsigtet.

600            hans        800

    30        hans

✂

ψ.    ψ.    ψ.    Psi    #    R    †    ψ.

IC22 ►men ogsaa alle Læresætninger, som ere et dogmatisk Udtryk for det, som i Kirkens offentlige Forhandl., om end og kun i enkelte Egne af samme, bliver hørt som Fremstilling af den fælleds Fromhed uden at foranledige Trette ell Adskillelse

✂

✂

C1 459 1r ►1ste Afsnit

Beskrivelse af vor fromme Selvbevidsthed, forsaavidt Forholdet mellem Gud og Verden deri udtrykker sig.

✂

►§ 39 Læren om Skabelsen er fortrinlig at udvikle i den Hensigt, at ⓘ FremedartetFremedartet] , < fremedartet ⓘ bliverbliver] , først skrevet <kan> afværget, for at ikke af 47den Maade, hvorpaa Spørgsmaalet om Oprindelsen, andetsteds bliver ⓘ besvaretbesvaret] , < beesvaret, Noget skal indliste sig i vort Gebeet, som staar i Modsigelse med den ⓘ abs.abs.absolutte] , foran er slettet <rene> Af F. rene Udtryk. Læren om Opholdelsen fortrinlig for derved fuldkommen at fremstille hiin Grundfølelse.

✂

►Naar Begrebet om Skabelse skal videre blive udviklet, saa maa Verdens Opstaaen vel ganske blive henført til den gudd. Virksomhed; men ikke saaledes, at denne bliver bestemt efter Msklig Viis; og Verdens Opstaaen skal fremstilles som den al Vexel betingende ⓘ Tidsopfyldelse,Tidsopfyldelse,] , < Tidsopfyldelse<;> men ikke saaledes, at den gudd. Virksomhed selv bliver en timelig. –

►Har Skabelsen selv indtaget en ⓘ Tid?Tid?] , < Tid.

►Har ⓘ TidenTiden] , først skrevet Verden været før Verden ell. først med ⓘ den?den?] , < den.

►Kan der tænkes en Guds Væren uden Skabning?

✂

1v– ^[a] ►Forestillingen om 👤Djævelen, som den har uddannet sig blandt os, mangler saa aldeles Hold, at man ikke kan tilraade Nogen Overbeviisningen om ⓘ densdens] SKS, deres Sandhed; men vor Kirke har ogsaa aldrig gjort en doctrinel Brug deraf. –

✂

►Præg af en ordsproglig Brug bærer Stedet ⓘ ►Luc. 22, 31. –Luc. 22, 31. –] , på ny linje nedenfor er slettet D

^[a]

✂

►Hermed ⓘ erer] tilføjet at mærke, at paa den ene Side ikke sjelden en urigtig Værd bliver sat på en udtrykkelig Tilbageføren ogsaa af det Mindste til dette ⓘ Forhold;Forhold;] , < Forhold: paa den anden Side, at vi ofte med ikke større Ret modstræbe en saadan Henføren.

48#.

►Thi i Totaliteten af endelig Væren tilkommer hver enkelt kun en besynderlig og partiel ⓘ AarsagelighedAarsagelighed] , først skrevet U, idet ethvert ikke er afhængig af et andet; men af Alt andet; den almindelige er kun i det, hvoraf Totaliteten af denne delte Aarsagelighed selv er afhængig. –

✂

2r ► 2 det ^[a]

^[b] Om de gudd: Egenskaber, som referere sig til den fromme Selvbevidsth., forsaavidt den udtrykker ^[c] det almdl. Forhold mellem Gud og Verden.

►§ 50. Alle Egenskaber, som vi tillægge Gud, skal ikke betegne noget besynderligt i Gud, men kun noget besynderligt i ⓘ MaadenMaaden] , < den Maade at henføre den absolute Afhængighedsfølelse til ⓘ ham.ham.] , bl. [2v] er ubeskrevet

✂

►Adskillelsen af den gudd. Allestedsnærværelse som en hvilende og en virksom Egenskab ophæver ufeilbarlig den gudd. Aarsageligheds væsentlige Sigselvligeværen.

––––

49 50 ►Umaadelighed enten = Uendel.

✂

✂

4r ►§ 54.

I Begrebet af den gudd. Almagt er saavel det indeholdt, at det hele alt Rum og Tid omfattende Natursammenhæng er grundet i den gudd., som evig og allestedsnærværende al endelig modsat, Aarsagelighed – som ogsaa det, at den gudd. Aarsagelighed, som vor Afhængighedsfølelse udtaler den, fuldk: bliver fremstillet i Totaliteten af endelig Væren, tilmed at Alt virkelig skeer, hvortil der gives en Aarsagelighed hos Gud.

►Virkelig – Mulig.

►Gud kan bevirke Alt, hvad der er muligt ell. ikke indeslutter nogen Selvmodsigelse i sig:

►middelbar – umidd. | absolut – ⓘ geordnetgeordnet] , < geordneten .

►absolut gudd. Villen – betinget. –

IC23Jeg synes, at man saaledes kunde vise, hvor urimeligt det var, at skilne mellem en umidd. og midd. Guds Virksomhed. Til Begrebet af en midd. V. hører at man bruger Midler; men den Gjenstand, jeg bruger som Middel, maa ►eo ipso ►træde op som givet, som jeg altsaa udøver en Magt over; men som igjen udøver en Magt over mig; men et saadant Forhold kan ei tænkes bestaaende med Guds absolute Frihed.

d. 1 Octbr. 1834.

✂

4v►§ 55.

Ved den gudd. Alvidenhed maa forstaaes: den gudd. Almagts absolute Aandelighed. –

►Imidlertid ogsaa afseet herfra vil det vise sig, at, naar overhovedet noget er muligt for Gud udenfor det Virkelige, ⓘ der dader da] tilføjet ogsaa paa ethvert Punct er uendelig meget muligt, og da ethvert Punct er medbestemmende for alle øvrige; saa opstaaer for ethvert Tilfælde fra hvert Punct af en anden Verden.

5rⓘ ►MenMen] , ovenfor er ved bagkant slettet W – W. at vilde bestemme Ligheden mell. Gud og det ⓘ Aandelige iAandelige i] , < Aandelige, endelig Væren. –

►Tager man hertil at unægtelig der idetmindste er stor Sandsynlighed for, at man paa den ene Side tillægger Gud en dobbelt Selvbevidsthed (en oprindelig og en reflecteret), og paa den anden Side ogsaa forudsætter en Sønderlemming af Viden i ham .

✂

►Einheit – ⓘ UnendlichkeitUnendlichkeit] SKS, Unendlilichkeit; ændret fra Uendlilichkeit; først skrevet Einf – Einfachheit .

– ►det kan stricte taget ikke være en Tings Egenskab, at ⓘ denden] , foran er slettet <······> kun er forhaanden i et bestemt Antal. = ►Gud har ikke sin Lige. ►(Einzigkeit) = Den Egenskab, ifølge hvilken der ingen Forskjel i Gud finder Sted mellem Væsen og Tilvær.

►Einfachheit Materien bliver fjernet fra Gud, ell. ⓘ Alt hvad der er Deel og Sammensætning bliver udelukket. Alt hvad der er Deel og Sammensætning bliver udelukket. ] tilføjet

►afledet af den fromme Selvbevidsthed saaledes som den allerede bliver forudsat i ethvert chr: ⓘ fromtfromt] tilføjet Livmoment.

✂

C1 459.23 IC24 1r

6. Papir14:1-5, bl. [1r]
►ⓘ Opstaaen afOpstaaen af] (Papir 14:1-2) skrevet på langs; ms. beskadiget et mskligt Liv kan betragtes

bbelt Maade, som ein Ergebniβ i den lille

n det umidd. falder hjem til og som af den msklige Natur i Almdl.

Foreningen er

►at Foreningen af begge viser sig

52at Personen J. Chr. med constituerende

nen meget mere som en ⓘ Handling afHandling af] , se illustration 6

                                                            gaae                            aldeles

        Vi

    Vi

Vi

        V

Vi gaae

✂

IC24Vi

►ningen af ⓘ den gudd. Naturden gudd.guddommelige Natur] , ændret fra begge Naturer med den

r den gudd. alene virksom ell.

nde, og                         nde ell.

ingen

ge

✂

IC17 ►Skjebnens Veie

►pag. 31.... raabte Ynglingen med Hæftighed skjød Hjertet op i Livet og stillede sig i en mandig Positur.

✂

IC17 ►Lund

G.

W.    G G

G G W G

W. G

►👤Gerhard.

Groot.

P

Lund.

👤S Kierkegaard

                            Liges

L Ligesaa L Ligesaa.

✂

                                        IC17►►Mth: 5, 45. – ►►Luc. 15, 11.              ►►Eph. 2, 7. ►►Tit. 3, 4.

                                        ►►Joh. 3, 16. ►►1 Joh. 4, 10. ►16.►19. ►►Rom. 5, 8.

✂

✂

C1 459.8 1r IC35 ►Secundum Rückert.

►►Epheserne.

►ⓘ ►1, 8►1, 8] SKS, 1, 9 εν παση σοφια ϰαι φϱονησει. Nogle have forbundet disse Ord med de følgende γνωϱισας; men det er der ingen videre Grund til. I Almdl. forstaaes det saaledes, at σοφια og φϱονηςις forklares om de Goder Gud har tildeelt Msk, ⓘ hvorvedhvorved] , først skrevet hvorf han altsaa har viist sin Naade (χαϱις). Men denne Forklaring synes ikke at harmonere med det hele Nexus. Her hvor han taler om Guds Naade med H. t. Msk Frelse ved Chr., synes det underligt, at ⓘ gaaegaae] , først skrevet <h·· g·· ud> saa snart over til saadanne Guds Gaver som disse. Rigtigere derfor forstaaes disse Ord om Gud, som ved den fri Naades-Foranstaltning, ifølge hvilken han ogsaa kaldte Hedninger til Χdommen, netop havde vist sin σοφια og φϱωνηςις cfr ►Rom XI, 33. – (cfr ►1 Cor. 1, 24., hvor 👤Paulus siger, at Chr: Korsfæstelse var for de kaldede ϑεου σοφια, saa mener han dermed, at denne gudd. Foranstaltning netop var et Beviis for Guds Viisdom).

►►v. 12 πϱοηλπιϰοτας. ►ελπιζειν εν τινι er at sætte sin Tillid til Nogen ell. Noget. πϱοελ.ενΧ. er altsaa at sætte sin Tillid til Chr. forud (enten foriveien ell. foran Andre). Betænker man nu, ⓘ 1)1)] tilføjet at Composita med πϱο hos 👤P. aldrig refereres til Personer; men til Gjenstande (cfr. III, 3.) og at 2) ἡμας slet ikke har noget Eftertryk; saa maa man her ansee de Christne overhovedet for Subj.; og da tillige den rigtige ειναι εις επαινον etc ikke strax in[d]træder, saa kunne vi ikke give disse Ord nogen anden Betydning end: at vi ⓘ tilforntilforn] , først skrevet iforveien, altsaa førend det kommer dertil, altsaa forud have sat vor Tillid til Gud. Apostelen staaer nemlig i Aanden ⓘ alleredeallerede] , først skrevet forud paa Fulden54delsens Standpunct. – Andre have forklaret det med H. t præscientia Dei. Andre have forklaret dette: »Vi« om Jødechristne, der allerede som Jøder haabede paa Chr. ⓘ DetDet] , < Dette havde de vel; men hverken finder ⓘ dennedenne] SKS, dette specielle ⓘ HentydningHentydning] , først skrevet <Forhold> Sted Sted; ikke heller er ελπιζειν εν τινι eenstydigt med exspectare aliquem.

►►v. 14. εις απολυτϱωςιν της πεϱιποιησεως. ►πεϱιποιεν bemærker at gjøre, at Noget bliver tilovers; Med. at gjøre at Noget bliver tilovers for sig; deraf at erhverve, dernæst at gjøre [at] noget ikke omkommer, deraf at opholde. I d. N. T. kun Med. at erhverve sig Noget. Deraf πεϱιποιηςις, som ikke forekommer i den gode Græcitæt. Erhvervelse; men ogsaa Eiendom. hebr. סְגֻלָה, hvorved 📌Israels Folk som Guds specielle Eiendom blev betegnet, istedetfor ⓘ hvilkethvilket] SKS, for hvilket ellers πεϱιουςιος. Antager man nu 1v denne Genitiv for en genitiv obj., saa maa man tillige antage, at her er sat Abstract istedetfor Concret. Og saaledes kom vi da til at tænke paa Jøderne. Men nu pleier 👤P. at overføre de Udtryk, som almdl. brugtes om Jøderne paa de Christne.

►►v. 15 ϰαϑ' υμας forklares i Almdl. som om det stod istedetfor ὑμων. 👤Winer bemærker, at det egl. betegner: fides, quæ ad vos pertinet. 👤Rückert mener at den locale Betydning maa bibeholdes altsaa: den Tro, som finder Sted blandt Eder. –

►►v. 17. πατηϱ της δοξης. ►Nogle af Kfædrene have, for at dette Sted ikke skulde afgive noget Vidnesbyrd mod Homousien, forklaret δοξα om Chr: gudd: Natur. Men det er søgt. Rigtigere forklares det med ►ενδοξος.

►►v. 17. σοφια maa her forstaaes mere om Erkjendelsens Omfang og Dybde, end om den practiske Dygtighed.

►►v. 18. πεφωτισμενους τους οφϑαλμους er at henføre til δωη. ►Nogle have villet, for at lette Forklaringen, underforstaae ειναι; ell. finde en Hebraismus deri.

►►v. 18. ο πλουτος της δοξης της ϰληϱ.

►εν τοις αγιοις. Nogle (👤Koppe) forbinde disse Ord med τις εςτιν: hvor stor er hos de Hellige Haabet og Herligheden af den gudd: Arv; men saaledes bliver det slæbende. Andre forbinde disse Ord med ϰληϱον. Da mangler vel Artiklen; men det er noget vi hyppigere finde hos P; men da forandrer ϰληϱονομια sin Betydning, istedetfor ⓘ denden] , først skrevet f Salighed vi skulle arve, betegner det nemlig nu den Stilling, vi træde i til Andre ⓘ vedved] , først skrevet til vor Arv: hvor stor Herlighed ligger deri, at I iblandt og med de Hellige ere Guds Arvinger. ►εν τοις αγιοις have Nogle taget som Neutrum om Himlen; men denne Sprogbrug lader sig ikke godtgjøre.

2d ►Caput.

►►v. 3. τεϰνα φυσει οϱγης. ►φυσει have nogle (👤Koppe) forklaret ved revera; og beraabt sig paa ►Gal. 4, 8., men vel ere de Guder, som ikke φυσει ere Guder, ikke sande Guder; men derfor be555657tegner φυσει endnu ikke: »isandhed.« Ordet betegner: Afstammelse, Nedstammelse etc. ►Nu mener vel 👤Rückert ⓘ atat] tilføjet her egl. læres Arvesynd; men om den er her dog paa dette Sted egl. ikke Tale (►cfr.👤Usteri); her er nemlig blot Tale, om hvorledes vi blive os vor Tilstand bevidst. –

►►v. 5. (χαϱιτι εςτε σεσωμενοι). Er et Udtryk af den inderlige Følelse, at Msk kun har at anerkjende Naade i det, som skeer med ham ved Chr:, og det inderlige Ønske, at hans Læsere dog ogsaa ville erindre sig det.

2r►►v. 8. σεσωςμενοι. Dette Verb. er netop med Flid valgt her, ikke, som Nogle have meent, betegner det purgare a vitiis, heller ei »ad fidem evangelicam perducere«. Men det er brugt med H. t., hvad han havde sagt i det Foregaaende; at de vare døde ved deres Synder, og τεϰνα οϱγης. En saadan Tilstand kunde ikke andet end føre til απωλεια: Den var de nu udrevne af, og overført i en lykkeligere Tilstand; det var nu virkelig en σωτηϱια (►1, 13 ►Rom. 1, 16); og denne var allerede fuldendt og derfor Præteritum.

►►v. 10. επ' εϱγοις αγαϑοις. i den Hensigt at fuldbringe εϱγα αγαϑα (cfr. ►Gal. 5, 13. επ' ελευϑεϱια εϰληϑητε). Meningen er altsaa: Gud har derfor sat os i den ny Forbindelse ved Chr:, for at deraf skulde udgaae et sædeligt Levnet. Det kunde nu synes som om dette ikke hørte til Argumentet, som ligger i Hovedsætningen; men 👤P. ⓘ gikgik] , først skrevet <P> ud over sammes Grændser; for foreløbig ogsaa at erindre om de Christnes sædelige Forpligtelse. Men erindrer man, at han i det Foregaaende har sagt ουϰ εξ εϱγων, saa opdager man Hensigten. Ikke εξ εϱγων have vi opnaaet σωτεϱιαν, men επι εϱγοις αγαϑοις. Disse ere ikke Grunden til vor Optagelse i den ny Forfatning; men de skulle følge af den, og da ikke blot εϱγα, befalede Gjerninger; men i Sandhed gode Gjerninger. εϱγα αγαϑα i Plur. er sjeldnere; almindeligere Singul.; men aldrig εϱγα νομου αγαϑα. –

►v. 11. Overgang.►Omtalen om de store Velgjerninger, hvilke Gud har udvist mod den hele Mskslægt i Χ., fører nu Apostlen til at vise hans Læsere ⓘ (Hedninge-Chr:; thi kun til saadanne er Brevet skrevet)(Hedninge-Chr:; thi kun til saadanne er Brevet skrevet)] SKS, (Hedninge-Chr:); thi kun til saadanne er Brevet skrevet den store Forskjel mellem hvad de engang havde været, og hvad de nu i Nydelsen af de høieste Goder vare blevne.

►►v. 12. Χωϱις Χ. ►Nogle have forklaret det: de ventede ikke Chr. men siger 👤R. hvor stor end denne Fordeel kunde være, saa synes dog Ordene at udtrykke noget mere. Nu laae det ikke blot dybt grundet i den paulinske Lære, ogsaa at antage en Virksomhed af Chr. (som Verdensskaber) ogsaa i det Gl. T.; men vi have ogsaa et meget sikkert Beviis derpaa (►l Cor: X, 4.). – ? ?

►απηλ[λ]οτϱιωμενοι.►οω. abalieno alienum reddo (entfremden) cum acc: pers. et ⓘ GenitGenit] , < genit: rei. destituo aliquem aliqua re. – Med. me abalieno, desero. ►Hvad nu Stedet her angaaer, da bemærker 👤R., απαλλ. bemærker egl. entfremden; men for at det skal kunne skee, maa, strængt taget, en Forbindelse have fundet Sted iforveien. Ogsaa i Kol: 1, 21. kan man finde det, forsaavidt nemlig Hedningerne ved deres ⓘ SynderSynder] , < Synder, virkelig maatte ansees for fremmede og adskil58te fra Gud. Men i πολιτεια I. have dog Hedningerne aldrig taget Deel, og forsaavidt kunde det synes, at han blot skulde have sagt αλλοτϱιοι. Men lægge vi Mærke til, at πολιτεια maaskee ei her betegner Borgerret, men at πολιτεια i ethvert Tilfælde betegner Forfatning, og at P. vistnok under Forfatning her ikke forstaaer mindre end Theocratiet, og det ikke saaledes som det i Virkeligheden var; men idealt, ⓘ saasaa] , først skrevet <Og> kunde man maaskee her tænke paa Msk. allerældste Tilstand. ? ? ?

►αϑεοι kan bruges om Msk., som negte Guds Tilvær, og om Msk, som ikke undsee sig for dem (Frevler). Her kalder han Hedningerne αϑεοι, fordi de Guder, som de antage, erklærede han jo for ikke Guder (►Gal IV, 8.)

►►v. 15. ινα τους δυο ϰτιση etc. ►Vi kjende noksom 👤P: teleologiske Retning til at vide, at overalt hvor han omtaler en ell. anden Guds Foranstaltning med Msk, han ogsaa omtaler Hensigten deraf. Saaledes ogsaa paa dette Sted. Men deraf bliver nu ofte en Følge, at han gjentager sig selv, idet nemlig det han har sagt i ►v. 14, og det han nu siger i Slutningen af ►v. 15 ganske er det samme.

►►v. 16. αποϰτεινας την εχϑϱαν. ►Dette την εχϑϱαν forstaaer ⓘ 👤R:R:] , ændret fra P: om Fjendskabet mellem Gud og Msk; nemlig ikke fra Guds Side; thi det Hele fremgik jo af Guds Kjerlighed (►Rom. 5, 8).

2v►►v. 21. εν ϰυϱιῳ. ►Herved maa bemærkes at ϰυϱιος betegner Chr. ikke Gud. Idetmindste, siger 👤R., erindrer jeg mig intet Sted uden i Citater af det Gl. T, hvor det forekommer anderledens. Nogle forklare ναος εν ϰυϱιῳ for ναος ϰυϱιου; men den falder da strax; thi ikke Chr:, men Guds skal Templet være. Andre antage, at det staaer istedetfor Dativ. Men det er ligesaa usikkert. Andre opstille en instrumental Forklaring: per Chr:. Men saa bequem den ⓘ ogog] , først skrevet ogs kunde være, synes den dog ikke at være rimelig her formedelst det foregaaende εν ω, da der ellers opstaaer en besværlig Tautologie. Rigtigst bliver det, at henføre εν ϰυϱιῳ til αγιον, og omendskjøndt det ikke giver noget ret klart Begreb, saa kunde man dog kalde dette Tempel helligt i Herren, for at betegne, at dets Hellighed ikke var ⓘ NogetNoget] , < noget Eiendommeligt for det; men beroede kun paa Forbindelsen med Chr:.

Caput 3.

►►v. 2. Efter Affattelsen ⓘ afaf] , < af af disse sidste Ord (►v. 1.) synes det at være faldet Apostelen ind, at hans Læsere dog muligen maatte behøve en Forklaring over, hvorledes det forholdt sig med dette υπεϱ υμων, hvorledes han nemlig virkelig var ⓘ denden] SKS, af den af Gud udkaarede Hedninge-Apostel. – ειγε ηϰουσ. er paa Dansk ordret: dersom I nemlig. ɔ: I have vel nemlig hørt; hvilket tydeligen lod sig udtrykke saaledes: ηϰουσατε γαϱ που. ἡ χαϱις η δοϑεισα μοι maa forstaaes som sædvanlig ⓘ omom] tilføjet hans ⓘ ApostelembedeApostelembede] , < Aposteleembede, og den af Gud ham dertil skjenkede Dygtighed. – οιϰονομια maa forstaaes her ei om provincia officium dispensandi gratiam; men om Anordning, og οιϰ. της χ. om den gudd. Anordning og Foranstaltning, som gik ud derpaa, at han paa en vidunderlig Maa59de blev kaldet til Apostel, og havde modtaget det Hverv, at forkynde Chr. Navn blandt Folkeslagene.

►►v. 4. πϱος ὁ med Hensyn hvorpaa ɔ: hvoraf

►►v. 5. τοις υιοις των ανϑϱωπων. ►Denne Formel forekommer ellers ei hos 👤P.; det er derfor vanskeligt at afgjøre, om han blot derved har villet betegne Msk. overhovedet, ell. han har brugt dette Udtryk med noget specielt Eftertryk. 👤Rückert mener, at han muligen derved har villet betegne Menneskeheden i Almindl. (Jøder og Hedninger), forsaavidt de ikke havde noget forud for hverandre.

►►v. 6. εν τω Χϱ.►maa ikke, som Nogle have gjort, henføres til επαγγ. αυτου; men til alle de foregaaende Ord συγϰληϱον., συσσ., συμμ..

►►v. 10. ινα tage 👤Koppe, 👤Rosenmüll., 👤Flatt consequutiv; men uden Grund.

►►v. 11. ϰατα πϱοϑεσιν των αιωνων. ►Disse Ord maa forbindes med v. 10 (ινα γνωϱ.) ei med φωτισαι παντας; ell. med σοφια (som Andre). ►Denne Genitiv των αιωνων have Nogle taget som betegnende Obj.: Beslutningen om ⓘ Aarhundreder.Aarhundreder.] , ændret fra Aarhundrer. Men αιωνες bruges af 👤P. egl. ikke om Aarhundreder, og πϱοϑεσις refererer sig ikke til den lange Tidsrække; men til Det, som engang var fuldendt ved Chr. Medens vi derfor gjerne kunne forklare et Udtryk som οιϰονομια των αιωνων saaledes, maae vi hellere forklare denne Genitiv som ligebetydende med αιωνιος. Og vi have da og bemærket hos 👤P., at han opfatter ⓘ detdet] , < den gudd. ⓘ VæsenVæsen] , først skrevet St paa den Maade, at han betegner enhver Raadslutning af Gud som en evig. –

►►v. 13. μη εγϰαϰειν►Subj. kan være enten εμε ell. υμας Det Sidste er det bedste.

►►v. 18. εν αγαπῃ εϱ.►enten maa man med 👤Koppe antage en Inversion istedetfor ινα εν αγαπη etc εξισχυσητε; eller ogsaa en anacoluthon for εϱϱιζωμενων.

►►v. 19. ινα πληϱωϑητε εις παν etc. ►👤Koppius jungit ινα. cum præcedentibus, et explicat de ecclesia: accipi in ecclesiam omnes complectentem; sed obstat παν, quod non multitudinem sed totalitatem omnium membrorum, tum igitur παν superfluum esset; quare de summa beneficentia, quæ ex multis membris composita est, ⓘ explicandum:explicandum:] , < explicandum; ut impleamini tota, integra copia beneficiorum Dei. –

3r Cap. 4.

►►v. 9. ϰατωτεϱα μεϱη►👤Calvin: »Hoc inepte torquent quidam »ad inferos«, quum P. de præsentis tantum vitæ conditione agat, et argumentum, quod sumunt ex gradu comp: nimis infirmum est, com60paratur enim non una pars terræ cum altera sed tota terra cum coelo, ac si diceret: ex sede tam excelsa in hoc nostrum barathrum descendit«. –

►v. 13.►πληϱωμα. 1) fartum, fartura, id, quo impletum est aliquid. Hinc. copia, plenitudo 1) omnia, quæ continet aliquid 2) copia, quæ implet, multitudo. – ►Quum πληϱουν etiam dicatur de iis, quæ se diffundunt per spatium, idque ⓘ implentimplent] , < <·>implent et tenent πληϱωμα 2) transfertur ad locum s. spatium impletum ab aliquo. ►Sic sens. metaph. 👤Paulus a) quemcunque Christianum apellat πλ. του ϑεου v. Χϱ., quatenus plenus esse debet a Chr. b) ecclesia dicitur πληϱ. Χϱ. ⓘ quasiquasi] , først skrevet quatenus templum, in quo habitat, quod occupat et regit, ut anima corpus. –

►v. 16.►επιχοϱηγια. (επι – χοϱηγια choragium, ludus choricus) largitio, impensæ. Hinc επιχ: apud profanos est suppeditatio, subministratio et sic. ►Phil. 1, 19. Sed ►Eph. 4, 16. de constructione dicitur, qua alterum alteri ordine jungitur, ut fit in choris, σωμα i: e: ecclesia connexum et compactum δια παςης αφης της επιχ. per juncturas quascunque constructionis, quod pro δια παςης επιχ. των αφων per summum perfectissimum nexum juncturarum. –

►►v. 19 απηλγηϰοτες►af απαλγειν af αλγος dolor, dolorem non sentire. ►Indicatur captus membris 2) metaph. animi obduratio לֵב‎ הִקְשָה.

►►v. 26. ο ἡλιος μη ⓘ επιδυετωεπιδυετω] SKS, επιδυετο►►Ps. 4, 5. simile quid.►►Deut 24, 15jubet 👤Moses, mercedem mercenariis solvere antequam occiderat sol. ►👤Plutarchus dicit, legem fuisse Pythagoræis, non licere iis iram in alterum diem proferre.

Cap 5.

►►v. ⓘ 4.4.] SKS, 3. ευτϱαπελια►versatilitas dexteritas, deinde urbanitas et sensu malo scurrilitas.

►►v. ⓘ 1818] SKS, 19 ϰαι μη μεϑυσϰεςϑε etc. ►ⓘ Offendit,Offendit,] , først skrevet Paulus quod h: l: transit 👤P. subito a vitiis inebriationis ad celebrationem. ►👤Koppius statuit, eum respexisse ad compotationes, quas instituebant Christiani in cultibus sacris. Tum: Nolite in conventibus sacris indulgere inebrietati, sed satisfacite piis ritibus. Sed nihil est, quod indicat, 👤P. has respexisse; amat sermonis audaciam, qua iisdem verbis utitur ad res physicas et spirituales describendas.

✂

C1 459.5 1r IC37 ⓘ ► ►Collos 1, 14 Collos 1, 14 ] tilføjet

hvorledes forholder det sig med ►V. 14. I ►Collegiet siges at Gud kan ikke tænkes vilkaarlig at eftergive Straffen; men Straffen sigter til deres sande Vel, og ved Straffen forbedres de; og saaledes blive de igjen Gud velbehagelige; men nu bemærker ►Collegiet »altsaa betegner 61απολυτϱωςις non solum veniam poenæ, ⓘ sedsed] tilføjet liberationem a peccatis.« –

····    Samarit

Samarit

    S

►►Coloss: 1, 24. παϑημασιν υπεϱ υμων ►ita etiam ►2 Timoth: 2, 10 similia occurrunt de Chr:, ⓘ ideoideo] , foran er slettet qui sæpius dicitur antiqui dogma de satisfactione passiva ɔ: Chr: ⓘ pertulissepertulisse] , først skrevet pertuli poenas omnium hominum, hoc vero eodem jure si respicimus alia loca N. T. ⓘ diciturdicitur] , foran er slettet ergo de apostolis ergo υπεϱ non vertend: pro sed propter.

ⓘ ►2 Cor 2 Cor ] skrevet på modsat led

hvorledes er ►►vers 27 at forstaae og ►oversætte.

1v►ⓘ ConstatConstat] , ovenover er slettet Cap: 49. Judæos plurimum semper tribuisse ⓘ circumcisionicircumcisioni] , først skrevet circumsi, erat enim ea signum externum foederis cum Deo facti. ►Ita dicit 👤Philo circumcisio estⓘ εϰτομηεϰτομη] SKS, εϰτωμη των ηδονων, ►Sens: ratione quidem physica non circumcisi estis, at doctrina chr: pariter ac circumcisione omni peccato omittendo omnique virtuti colendæ adstricti estis.«►Circumcisio igitur indicat obligationem moralem.

►Collos: 2,22 α εστι παντα εις φϑοϱαν τη αποχϱησει. ►Nonnulli statuunt esse verba 👤Pauli concedentis aliquid adversariis: quæ certe omnia nocent per abusum – alii ad ipsos doctores referunt: num omnia illa usu nocent – potius ad 👤Paulum declarantem: hisce præceptis nulla vis inest sed ⓘ omniaomni<a>] ms. beskadiget per usum perniciosa sunt. – ►αποχϱησις enim sæpe indicat ⓘ usumusum] , < usus.

✂

C1459.31rIC38►►2 Thess: 2, 1-12.

►Opponuntur sibi in omnibus hisce ο ανϑϱωπος της αμαϱτιας, ο αντιϰειμενος, ὁ υιος της απωλειας et ab altera parte ο ϰατεχων.

►Omnes fere interpretes antiquiores eccl: protest: explicarunt de pontificibus Romanis et imperatore. Sed obstat, quod 👤Paulus docet prope eminere.

👤►Hugo Grotius explicatⓘ ο απολλυμενοςο απολλυμενος] , først skrevet deetc de 👤Caligula, ο 62ϰατεχων de Vitellio, tum Syriæ et Palæstinæ præfecto, cujus metuit 👤Caligula auctoritatem multitudinemque copiarum. ►Obstat tempus. Constat enim hanc epistolam scriptam esse post mortem 👤Caligulæ; 👤P: loquitur de tempore futuro. (►👤H: G: ex conjectura statuit epistolam esse scriptam antea).

►👤Bastholm explicat de Nerone, cujus atrocitas cohibebatur per aliquod tempus per 👤Burrhum et 👤Senecam.

►Recentiores explicarunt de exitio 📌Hierosolymæ, tum ο απολλ: est gens Israelit:, nominatim Pharisæi Rabbini, vel inprimis gens Flaviana (👤Titus et 👤Vespasian), ο ϰατεχων vero Christiani e Judæis, qui pietate sua ad tempus vastationem retardabant. ►Obstat ( 1) contextus, qui docet sermonem esse de judicio extremo, de universali omnium rerum commutatione, non de excidio singularum urbium.) NB. ►Adhibet 👤P: nomina numm: singl: ideo arbitrium est hoc sumere sensu collectivo.

►👤Koppeexpl: ο απολ. de omnibus impiis et ο ϰατεχων de ipso Apostolo, sed obst: 1) sensus collect: est arbitrarius et 2) articulus ὁ.

►Statuendum est ap: indicasse res 1v privatas Thess:, et verba hæc intelligenda esse de duumviris invicem sibi resistentibus, et forsan ο αντιϰ: erat sum̄æ auctoritatis inter Thess:; ideoque fugit ap: perspicuitatem, ne odium sibi contraheret. –

►Sensus sic constituendus erit: Adest inter vos, uti nostis homo nomini Chr: infestissimus, alius adest nominis patronus, quo sublato impius ille demum sua consilia patefaciet. – ►Sed res privatæ Thess: nobis sunt ignotæ. Neque mirum est, 👤P: de hisce rebus obscurius dixisse, si quidem ipsa verba ostendunt, 👤P: antea de hisce rebus cum illis locutum esse. Hic igitur locus in medio reliquendus est.

✂

C1 459.24 1r IC45 ►Om Ordene ευλογειν, ευλογητος, ευλογια og ϰαταϱασϑαι, επιϰαταϱατος .

►Disse Ords sande Betydning maa hentes fra det hebraiske: ברך‎, ברוך‎, ברכה‎, ארר‎, קלל‎, ארור‎, קללה.

►1. om ευλογ., ευλ. ευλ :

►Disse bruges A om Msk :

631) naar Msk: velsigne andre Msk:, hvor det da er α) bede Godt over Een β) gjøre vel imod Een γ) hilse ⓘ Een.Een.] SKS, Eeen.

α) ►Det bruges i denne Betydning især om Patriarcherne, hvis Velsignelse ansaaes for fortrinlig vigtig, formedelst deres Ærværdighed og Hellighed. ►Heb: 7, 1.►6.7. ►11, ►20.►21. ►Mc: 10, 16. ►Luc: 2, 34. ►1 Cor: 4, 12.

►β) ►Mth: 5, 44. ►Luc: 6, 28. ►Act: 3, 26. ►Rom: 12, 14. ►1 Pet: 3, 9.

►γ) Denne Betydning synes mig passer slet ikke paa det af 👤Pott anførte Sted ►Luc: 24, 51. Derimod synes det bedre at passe i de af 👤Pott anførte Steder nemlig ►Luc: 1, 28,42. ►Mth: 21, 9. ►23, ►39. etc, dog her Begrebet at nedbede noget Godt ogsaa tilstede.

►Af disse Verbets forskjellige Betydninger kommer naturligvis Subst:

dog ►forekommer ευλογια i ond Betydning ►Rom: 16, 18.

►2) om Msk. mod Gud. Da er det at at ære Gud, hvad enten det skeer i Bøn, ell ved at takke ham ell ved at prise ham paa en hvilkensomhelst Maade. ►Saaledes bruges det om 👤Jesus mod Gud Mth: ►Mth: 14, 19; ►26, 26. ►om Msk: i Almindl: ►Luc: 1, 64. ►24, ►53. ►Jac: 3, 9 etc. ►Heraf er Ordet ευλογητος, som anvendes i Doxologier, hvad enten ϑεος staaer ell ei.

1v ►B. siges Gud ⓘ ευλογεινευλογειν] , herefter er slettet Msk:

►1) Msk: ɔ: vise dem Velgjerninger. ►Heb: 6, 14. etc. ►her af Talemaaden ⓘ ευλογημενοςευλογημενος] , først skrevet ευλογη του του Θεου יי‎ ברוך ►Mth. 25, 34.

►2) velsigne andre Ting saaledes ►Gen: 2, 2 Gud siges at velsigne Sabbathen ɔ: Gud bød at denne Dag skulde være en ⓘ FestdagFestdag] , < festdag fremfor andre. Saaledes ►Heb: 6, 7 om Jorden.

►Heraf følger nu let hvorledes man har at forklare sig de modsatte Begreber.

ϰαταϱ. επιϰ:

►A om Msk: mod

►1) andre Msk: ►Jac: 3, 9 ►Mth: 5, 44. ►Luc: 6, 28. ►Rom: 12, 4.

►2) Ting. ►Mc. 11, 21.

►B. om Gud .

►1) Mskene. da betyder det at straffe. ►Mth: 25, 41. ►Gal: 3, 10,13.

64►2) om Ting i den Betydning forekommer ei Verbet; men vel Subst: ϰαταϱα og det kun eengang ►Heb: 6, 7. om Jorden, hvor Meningen er den skal blive ufrugtbar.