280
18
357
Hvad der evigt lader sig erindre?
✂ Kun Eet: at have lidt for Sandhed. Vil Du sørge for Din evige Fremtid, pas vel paa, at Du kommer til at lide for Sandhed.
✂ Og Leiligheden, Leilighed til at lide for Sandhed er naturligviis i ethvert Secund, hvor kunde det være anderledes i denne Løgnens og Bedragets og Gavtyvestregernes og Middelmaadighedens Verden! Men, ikke sandt, Du er da ikke gal nok til at benytte den Leilighed, Du er meget mere klog – Du anvender al Din Skarpsindighed for at undgaae saaledes at støde sammen med denne rare Verden, at Du maatte komme til at lide. Tillige maaskee hykler Du lidt for Dig selv, og siger, at Du var villig nok til at lide, hvis Leiligheden var der. O, min Ven, kun Dig selv bedrager Du, Evigheden aldrig; Følgen bliver, at Du evigt Intet har at erindre, altsaa evigt at martres ved denne Tomhed og den pinende Tanke, at Dit Liv var spildt, udfyldt med hvad der ikke evigt lader sig erindre!
✂ Maaskee lever Du samtidig med ►»en Retfærdig«, der lider for Sandhed – her er jo Leiligheden: anerkjend ham for hvad han er, og Du vil komme til at lide i Lighed med ham! Men Du, Du mener vel at handle meget klogt, at Du da ikke blot ikke høit, offentligt, anerkjender det Menneske for hvad han er, men at Du ►flyer ham paa enhver Maade; 19 eller Du mener maaskee endog at handle meget ædelt, ►at Du ikke er som de Andre, thi Du anerkjender ham for hvad han er – men i Skjulthed, saa der ingen Fare er forbunden dermed, hvorimod Du ikke anerkjender ham, hvor der er Fare derved. O, min Ven, Du bedrager Dig selv; ►daarligt benyttede Du ikke Leiligheden som bødes, hvorved Du vilde været kommet til at lide for Sandhed – det Eneste, der lader sig evigt erindre.
✂ 358Ja, det Eneste, der lader sig evigt erindre; tag hvad Du vil, om alt Andet gjælder, at det lader sig ikke evigt erindre. Hav elsket den skjønneste Pige, hav levet et heelt Liv lykkeligt med hende, den elskeligste281 Hustru: det lader sig ikke evigt erindre, er dannet af hvad der er skrøbeligere end det Evige. De største Bedrifter i den udvortes Verden, at have erobret Riger og Lande; de interessanteste og mest spændende Forviklinger, at have ⓘ næret Tanken i dem; de største Opdagelser i Natur-Verdenen, at have været Opdageren o. s. v. lader sig ikke evigt erindre; det vil maaskee kunne bevares ►fra Slægt til Slægt gjennem alle de følgende Slægter, men selv vil Du ikke evigt kunne erindre det; hverken er det den evige Sandhed, ei heller tilhører det Dig evigt. Kun Eet bliver tilbage, kun Eet er evigt at erindre: at have lidt for Sandhed.
✂ ►Her i Verden gaaer Sandheden i Ringhed og Fornedrelse, ►har ikke det, hvortil den kan hælde sit Hoved, ►maa takke, om En vil give den et Glas Vand – men gjør han det, høit, offentligt anerkjendende den for hvad den er, saa har denne ringe Skikkelse, den fattige, forhaanede, udgrinte, forfulgte Stakkel, ►»Sandheden«, den har, om jeg saa tør sige, en ►Tegnepen i sin Haand, skriver saa paa en lille Seddel »for evigt«, hvilken den rækker dette Menneske, der i Samtidighed anerkjendte den for hvad den er, lidende for Sandhed: 20 ►hans Navn er tegnet i Himlen, hans Liv blev benyttet til (hvad rigtignok et Menneske nødigst af Alt vil til) det Eneste, der evigt lader sig erindre.
✂ ►Hvo Du end er, betænk dette! Flye ►for Alt Præsternes Veiledning; dette kan Du jo da ogsaa vel begribe, at Du hos ►Næringsdrivende ikke faaer noget Sandt at vide om den lidende Sandhed, ɔ: om Christendom. Flye dem; de narre Dig for det Evige, just ved at indbilde Dig, at Du kan faae det Evige paa et andet Vilkaar end Lidelsernes. Vaag selv; thi just dette er Tilværelsens Alvor, at Du er sat i en Verden, hvor den Stemme, der kalder Dig ad den rette Vei, taler ganske sagte, medens tusinde Stemmer udenfor og i Dig tale høirøstet nok om lige det Modsatte – just det er Alvoren, at hiin Stemme taler sagte, fordi den vil prøve Dig, om Du vil lystre end dens svageste Hvisken. Betænk, det er ikke Evigheden, der trænger til Dig, saa den for sin Skyld skulde løfte sin Stemme høit, naar de andre Stemmer blive høirøstede, nei, det er Dig, der trænger til Evigheden, og den vil prøve – o, Alvor! – Din Opmærksomhed, bliver derfor sagtere i samme Grad som de andre, hvad ikke kan skee 359uden Din Skyld, blive mere høirøstede. Intet er lettere end at faae Evighedens Stemme, der taler om at lide for Sandhed at det er det Eneste, som lader sig evigt erindre, overdøvet, dertil behøves ikke282 engang Præsterne, men med deres Hjælp bliver det naturligviis det Letteste af Verden: forfærdeligt; for evigt at bedrage sig selv! Og endnu engang forfærdeligt, at det er saa frygtelig let gjort, at Evigheden er saa alvorlig, at man maa sige, det der af Alt er gjort et Menneske lettest er: evigt at bedrage sig selv!